Portræt af kvinde
Lise Edlefsen (52).© Thomas Dahl

Jeg nursede alle - undtagen mig selv

Lise Edlefsen var så opslugt af rollen som mor, at hun ikke anede, hvad hun skulle stille op, da hendes søn blev teenager. Men langsomt fandt hun tilbage til den Lise, hun var engang.

20. januar 2022 af Nanna Louise Teckemeier

“Jeg har altid haft et Moder Theresa-gen og haft den opfattelse, at det var mig, der skulle tage mig af andre og sørge for, at alle havde det godt. Det kom til udtryk i de forhold, jeg havde til mænd, som egentlig mere var nursing- end kærlighedsforhold. En røg for meget hash, en anden var alkoholiker, en tredje var rocker, og dem skulle jeg jo redde. Det kulminerede med faderen til min søn. Det var virkelig et nursing-forhold, som endte dramatisk med, at mine forældre kom til England, hvor vi boede, og hentede mig hjem i nattens mulm og mørke.

Jeg kom hjem til Danmark i 2004 med et lille barn på to år og skulle begynde forfra. Så røg jeg i all time big nurser-rollen, og det var i forhold til min søn. Jeg skulle være den perfekte mor, og jeg blev i den rolle de næste 16-17 år. Der var i hvert fald ingen, som skulle sige, at hende den enlige mor ikke var en god mor. Så jeg overkompenserede hele tiden.

Rollen som mor fyldte alt

Det viste sig, at min søn har nogle udfordringer, og han fik en diagnose. For mig var det jo nærmest en gave, for så fik jeg en opgave mere. Det gav mig en god undskyldning for, at jeg ikke skulle gå ud og realisere noget eller skrive min historie om. Jeg havde altid en legal undskyldning: ‘Jeg er meget presset lige nu med Olivers børnehave, eller hans skole, eller hans venner’.

Samtidig var jeg også et brændt barn. Jeg gik ikke på dates, og jeg så faktisk heller ikke venner. Det sociale i mit liv var arbejde, Oliver og min familie. I rollen som mor var det ikke en mand eller en kæreste, der bestemte over mig, det var mig, der styrede. Uden selv at være klar over, at jeg faktisk blev styret af den rolle.”

Hvem tager sig af mig?

“Da Oliver blev teenager, havde han ikke længere så meget brug for mig. Han rendte i byen med vennerne, og jeg sad pludselig meget alene på grænsen til ensomhed. Der var ikke nogen, jeg kunne tage mig af. Jeg tænkte ikke på, at jeg jo kunne vende spejlet og sige: ‘Nu kan du nurse dig selv!’. I stedet følte jeg mig som en fiasko.

I 2018 blev jeg sygemeldt fra arbejde i seks måneder. Stress var nok den udløsende faktor, men underliggende var der også en depression. Jeg kom hos en fantastisk psykolog, som virkelig fik mig til at reflektere. Hvad er det, du skal bevise, og hvem skal du bevise det over for? Hvem tager sig af dig? Det spørgsmål havde jeg aldrig rigtigt tænkt over.

Portræt af kvinde
Jeg har aldrig tidligere tænkt over, hvem der tog sig af mig?© Thomas Dahl

Ud på dansegulvet

Jeg tog kontakt til en gammel ven, Sebastian, som jeg har kendt i over 30 år. Vi gik i gymnasiet sammen, det var en lykkelig tid for mig, hvor jeg fik gode venner og dyrkede min interesse for musikken, jeg er vild med metal og dødsmetal. Jeg ville prøve, om jeg kunne finde noget af den Lise fra dengang.

Vi mødtes med nogle af de gamle kammerater fra gymnasiet, vi gik til koncerter, og jeg var på Copenhell for første gang i en alder af 49 år. I en periode var jeg ude at danse næsten hver weekend. Det havde jeg ikke gjort siden 90’erne. Jeg fik selvtillid, og jeg fik en følelse af, at jeg sgu er god nok og også lidt lækker på min egen måde. Jeg behøver ikke at se ud på en bestemt måde for at tiltrække en særlig type mand.

Og så kom Bo

Så kom corona, og alt lukkede ned. Men vi var hurtige til at lave en coronaboble, hvor vi holdt fredagsbar og kunne sidde med mundbind på og høre musik. Og så var det, at der pludselig dukkede en herre op i coronaboblen. Han var skidesød og skæg, og vi havde fælles interesse for musikken. Jeg kan være pænt sarkastisk, og det er han også, så vi sad og pingpongede nogle aftener, men han var ikke en, jeg tænkte over på den måde.

Så skulle jeg til Malaga med arbejde, og det betød, at jeg ikke ville komme i fredagsbar i en måned. Jeg skrev til de andre i gruppen: ‘I bliver nødt til at gå ud og drikke en øl med mig, inden jeg skal af sted’, men det var kun Bo, som kunne. Vi endte på en pub, og da den lukkede, tog vi med nogle af hans venner ud i deres kolonihavehus, hvor vi kunne feste videre. Og så har vi været sammen siden.

Jeg skal ikke nurse mere

Eller, de første 14 dage var jeg i Malaga, og det var fint at starte på den måde, hvor vi ikke sås, men snakkede i telefon hver aften. Jeg kunne stille og roligt finde ud af, at han faktisk var helt normal, det var ikke en, der havde brug for nursing.

“Nu fortæller jeg mig selv, at jeg er god nok! Og min kæreste siger, at jeg er lækker, så det tager jeg til mig og tror fuldt og fast på. Jeg skal ikke tage mig af og nurse hele tiden, men jeg har også fundet ud af, at man kan nurse på en anden måde, end jeg har gjort før. Man kan også bare lytte til den anden og selv blive hørt, det er også en måde at nurse hinanden på.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 18. november 2021.

Lise Edlefsen

  • er kæreste med Bo og mor til Oliver på 19 år, som hun har fra et tidligere forhold.

  • er uddannet automekaniker, arbejder med kundeservice.

Du vil (garanteret) også kunne lide