Portræt af kvinde 40+
Louise Winther har gennem tiden brugt meget energi på at tænke over sin krop.© Thomas Dahl

Jeg led af anoreksi som ung

Som helt ung følte Louise Winther, at hendes krop var ækel. Hun led af anoreksi i tre år. Som voksen har hun givet sig selv et nyt navn, der betyder kriger! For hun er en kriger, der altid har kæmpet med kroppen, men nu endelig er tilfreds.

12. juli 2021 af Karen Greve

Det første, jeg husker om min krop, er min tykke lår

“Der findes en myte i min familie om, at jeg sugede al mælken ud af min mors bryster, så der ikke var mere tilbage til min lillesøster, som kom til knap to år senere. Den historie fik mig til at føle mig grådig. Jeg fik også at vide, at jeg havde tykke lår, og i det hele taget var min krop ikke kilde til ret megen glæde i min barndom. 

Jeg har nærmest anti-boldøje, og jeg blev altid skamfuldt valgt sidst i rundbold. Jeg husker det som et kæmpe chok, da jeg fik menstruation første gang på en sommerlejr, hvor jeg pludselig fik det dårligt på en mærkelig måde, og så væltede blodet ud. I det hele taget har jeg gennem mit liv brugt meget tid på at bekymre mig om menstruation. Lugter det? Er jeg blødt igennem? Dengang, da det begyndte, var det ikke noget, jeg talte med min mor om. Der var en del ting i min familie, som der aldrig blev sat ord på.”

Min teenagekrop var forkert

“Jeg kan ikke sige det anderledes. Jeg syntes, at min krop var ækel. Tykke kinder, tykke lår, skæve tænder. Alt var forkert, og jeg blev meget tynd. Jeg fik ros for at kunne styre mig. ‘Tænk, at du sådan bager kage til hele familien, og så skal du ikke have noget selv!’. Jeg reagerede på en ubehagelig stemning i familien, der handlede om min søster. Der var noget galt med min søster, men ingen vidste hvad. Hun havde mørke perioder, og andre perioder, hvor hun var oppe at køre. I mit hoved fik jeg blandet tingene sammen, og bagefter har jeg forstået, at den spiseforstyrrelse, jeg udviklede, ligger i forlængelse af min søsters forløb. Jeg troede, at jeg på en eller anden måde kunne kurere hende ved at holde op med at spise. I hvert fald blev maden et område, hvor jeg var i kontrol.”

Jeg sled med anoreksi i tre år

“Fra jeg var 17 til 20 år, havde jeg regulær anoreksi. Jeg vejede 45 kilo og doserede min mad helt nøjagtigt, mens jeg drak en masse kaffe. Min menstruation forsvandt i halvandet år. Jeg gik i gymnasiet og havde det ad helvede til. Jeg tænkte ikke på andet end mad. Det lykkedes mig at pjække et helt år fra idræt uden konsekvenser. Jeg ville under ingen omstændigheder klæde om sammen med de andre. 

Da jeg nærmede mig 20 år, kom min søster på husholdningsskole, og der blev mere ro hjemme. Jeg begyndte at spise igen, selv om jeg stadig havde svært ved finde mine grænser. Det var først senere, at jeg forstod den psykiske del af min anoreksi. Da jeg var i slutningen af 20’erne, kom jeg gennem mit arbejde i kontakt med en psykolog, og i samtaler med hende gik det op for mig, hvorfor jeg havde haft anoreksi og siden valgt at studere jura, selv om jeg slet ikke følte mig tilpas der, og hvorfor jeg ikke kunne få det til at fungere med kærester. Jeg har hele tiden forsøgt at kompensere for, at jeg i min barndom var følelsesmæssigt underernæret.”

Portræt i helfigur af kvinde 40+
Louise er gået fra kropshad til kropstilfredshed med alderen.© Thomas Dahl

Det har gjort mig godt at skifte navn

“Jeg hed Susanne som barn. Jeg har aldrig brudt mig om at hedde sådan, og da jeg var 20 år og flyttede på kollegium, tog jeg i stedet navnet Louise. Det var en ny start for mig, nye mennesker, som ikke tænkte over, at jeg tidligere var Susanne. I begyndelsen kaldte jeg mig Louise Susanne, men efterhånden gled Susanne ud. Min far blev ked af det, fordi Susanne betyder lilje, og han var blomsterelsker. Men Louise betyder den berømte kriger. Jeg valgte navnet Louise, fordi det er pænt, og siden opdagede jeg, hvor meget identitet der ligger i et navn. Jeg begyndte at føle mig bedre tilpas i min krop. Jeg har aldrig haft tilbagefald i forhold til min spiseforstyrrelse, men en side af mig har stadig svært ved at lytte til min krops signaler, og jeg vil til enhver tid kunne fortælle dig præcis, hvad jeg har spist i dag.”

Jeg elsker min krop for at føde min datter

“Jeg var tænderklaprende angst for at føde, men det viste sig, at min krop havde tjek på det. Jeg tror, det tog tre timer, og min datter blev født i vand, præcis som jeg havde drømt om. Det var den vildeste følelse, at kroppen bare tog over, og lige bagefter var jeg klar til at få tre-fire stykker mere.”

I dag føles min krop faktisk ikke værst

“Når jeg i dag ser mig i spejlet både med og uden tøj, tænker jeg, at det kunne være meget værre i min alder. Jeg har gået i terapi i mange år, og nu har jeg også skrevet en bog om min opvækst, der på en måde har flyttet den tid ud af min krop og ind i bogen. Det har været skelsættende for mig. Pludselig er det af og til mig, der tager initiativet til sex med min mand. Da jeg i sin tid fandt ud af, at jeg ventede en pige, var jeg nervøs for at komme til at give nogle af mine dårlige vaner videre, men i dag kan jeg sige, at jeg er meget stolt af, at min datter aldrig har følt, at der var noget galt med hendes krop.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. marts 2021.

Louise Winther

  • er gift med Iver og mor til Xenia på 23 år.
  • er forfatter og foredrags­holder. Uddannet jurist. Aktuel med romanen Men så døde mormor. Louisewinther.dk

Du vil (garanteret) også kunne lide