Jeg har søvnapnø – og oplever det som et tabu

Snork, snoooork, snork. Pause. Stilhed. Snoooooork.

Sådan lød det natten igennem i Diana Müllers soveværelse, indtil hun som 46-årig fik konstateret svær søvnapnø.

En lidelse, der betyder, at hun snorker voldsomt, for derefter at holde op med at trække vejret i op til et minut ad gangen. Det mønster gentager sig mere end 30 gange i timen, når hun sover. Hvis hun altså ikke får hjælp til at huske sin vejrtrækning, og det gør hun heldigvis i dag.

“Det var et chok at få diagnosen søvnapnø, for i mit hoved var det noget, der ramte korpulente, gamle mænd. Jeg havde slet ikke tænkt, at det kunne være en mulighed for mig, selv om jeg altid har snorket meget og højlydt,” fortæller Diana Müller.

Det er 12 år siden, hun fik diagnosen, der har gjort hende afhængig af at sove iført en maske, som ved hjælp af små luftpust skaber overtryk i svælget og dermed forhindrer de øvre luftveje i at klappe sammen, når hun sover. På den måde er Diana kommet både træthed om dagen og snorken om natten til livs, ligesom hun ikke længere har øget risiko for at udvikle en lang række livstruende følgesygdomme, som kan følge med søvnapnø. 

Snorken er tabu 

Søvnapnø er for mange er tabu. Ikke mindst fordi det ofte indebærer både voldsom snorken, så længe den er ubehandlet, og en behandling, som er knap så sexet og temmelig livsændrende, når du skal vænne dig til at sove med en maske med en lang slange tilsluttet. Hver eneste nat, resten af livet.

“Jeg føler mig sådan lidt ... en elefant kom marcherende ... med den her maske på. Men masken har ændret mit liv. Før var jeg ofte sløv, ugidelig og energiforladt. Jeg var bekymret for at lide af vitaminmangel. Og jeg havde brug for en lur, når jeg kom hjem fra job. Jeg troede, jeg havde kronisk træthedssyndrom, for jeg var altid træt. Jeg sov til middag, som om jeg var en ældre dame. I dag behøver jeg ikke en morfar på sofaen om eftermiddagen. 

Jeg er blevet friskere og har meget mere overskud. Det er også derfor, jeg står frem nu. For jeg ved, at mange kvinder ikke tænker på, at de kunne lide af søvnapnø, fordi det ligger så fjernt fra deres virkelighed. Og der er mange, der har det uden at vide det, fordi de ikke bliver udredt. Det er synd. Jeg kan kun opfordre til at få det undersøgt og behandlet, for det øger din livskvalitet betragteligt at slippe for trætheden.

Og jeg tror også, at mange partnere vil sætte pris på det. For det giver jo også en bedre nattesøvn for dem, når de ikke skal høre på et snorkende savværk hele natten.” 

Pinlige episoder

“Jeg har altid snorket meget, lige fra jeg var helt lille. Jeg var: Hende der, der snorker. Både mine klassekammerater og mine forældre grinede af det, for sådan var det jo bare. Men det var ikke altid lige sjovt. 

Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at vågne op helt alene hjemme hos en veninde, som jeg overnattede hos som barn, fordi hun var nødt til at gå ind til sine forældre for at sove videre, da jeg først begyndte at snorke. Tarveligt. Og frygteligt pinligt for mig. Derfor sov jeg ikke særligt ofte hos veninder. Jeg var simpelthen for bevidst om min snorken, til at jeg kunne slappe af med det. 

Når jeg skulle på lejrskole, lå jeg og holdt mig vågen, til de andre var faldet i søvn, så de ikke skulle høre mig snorke, men nogle gange vækkede min larm dem alligevel.”

Søvnapnø er arveligt

Dianas ene søn har også fået diagnosen som voksen. Som baby snorkede han allerede højlydt.

Det lød jo pudsigt og sødt, så vi grinede bare af det. Siden oplevede han at blive flyttet sovende i sin sovepose til den anden ende af sovesalen, når han var på fodboldlejr, så de andre kunne få nattero. 

Den slags episoder bliver til sjove anekdoter med tiden, men når jeg tænker på det nu, kunne jeg godt ønske, at vi havde søgt hjælp lidt tidligere, fordi jeg kan mærke, hvad det har betydet for mit eget velbefindende at komme i behandling. Det er ikke bare at slippe af med sin snorken, det er også at komme op i et helt andet gear energimæssigt.”

Faktisk har Dianas far også søvnapnø, for sygdommen kan være arvelig.

“Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have givet det videre til næste generation. Sådan må man ikke tænke. Så ville der jo næsten ikke være nogen gode liv, fordi man altid vil have givet et eller andet dårligt videre. Men jeg er ked af, at han ikke kan finde en maske, der passer ham bedre. Det kommer forhåbentligt snart. Til gengæld glæder jeg mig over, at han er blevet udredt.”

Et kærligt skub

Diana fik først selv skubbet til at opsøge sin læge og tale om sin snorken, da hendes mand blev syg i 2010. 

“Pludselig kunne han ikke bare vende sig, og han havde ikke samme kræfter til at give mig et lille puf i siden eller til at ae mig på kinden, når jeg snorkede for højt, som han plejede. Så han bad mig om at få undersøgt, om vi kunne gøre bare et eller andet ved min snorken. For ellers var alternativet, at vi måtte sove i hvert vores soveværelse for første gang i de over 20 år, som vi på daværende tidspunkt havde kendt hinanden. 

Min mand havde ellers aldrig sagt noget til min snorken. Heller ikke, da min yngste søn forarget sagde: ‘Hvordan kan du holde ud at sove sammen med hende?’, da vi var på en ferie sammen i Australien, og min søn kunne høre mig snorke fra værelset ved siden af. Som barn lå min søns værelse i den anden ende af huset, så han har nok ikke tænkt så meget over det, og min mand har aldrig brokket sig over det, selv om jeg virkelig kunne give den gas.” 

Diagnose

Da hun endelig gik til lægen, var det med en lille frygt om, at kun en operation ville kunne skabe ro i hjemmet. 

Lægen henviste hende dog til en søvnklinik, som gav hende noget måleudstyr med hjem, og efter at hun havde sovet en enkelt nat derhjemme med det på, var diagnosen klar: Svær søvnapnø med op mod 90 ophold i vejrtrækningen i visse perioder af natten.

“Da jeg fik diagnosen, var jeg først vantro, fordi jeg slet ikke havde tænkt i de baner, og så fulgte bekymringer om alt det praktiske. Tanken om at skulle leve med sådan en maske. Besværet. Tabet af frihed, for kan man så ikke rejse mere? Men de gjorde det meget hurtigt klart for mig på søvnklinik- ken, at man kan alt med den maske. Alting! Det første, de gjorde, var at udlevere et rejse- pas til masken eller maskinen, så jeg kan få den med op i et fly og bruge den undervejs, når vi er på ferie. Og i dag vil jeg langt hellere sove med min maske på end at vække hele flyet med min snorken."

Når man skal sove ude

"Efterhånden kender de den også i lufthavne, så jeg ikke bliver mistænkt for at ville smugle en bombe ombord. Det eneste, maskinen kræver for at fungere, er en stikkontakt. Jeg har for eksempel været i Borneo med den. Ulempen er dog, at den puster dig i næsen med den luft, der i forvejen er i rummet. På hotellet i Borneo lugtede der kraftigt af kakkerlakbekæmpelses-middel, så det fik jeg pustet ind i næseborene hele natten. 

Jeg kan også godt sove uden maske en enkelt nat eller to. I Borneo skulle vi gå op ad Mount Kinabalu, der er et af Sydøstasiens højeste bjerge. En hikingtur, hvor du overnatter i en hytte på bjerget, står tidligt op og går et par timer længere op for at se solopgangen, for så at gå ned igen. Til den tur havde jeg kun min dagrygsæk med og kunne ikke have min maske i den. Jeg havde i stedet købt sportstape til at sætte på næsen for at holde den åben, men den rev huden af næsen, så det kan ikke anbefales.

I dag vil jeg også helst overnatte steder, hvor jeg kan have min maske med. For hvis jeg skal præstere noget, er det vigtigt, at jeg har fået min søvn og har fået den ilt, jeg skal bruge undervejs, så det vil jeg aldrig kaste mig ud i uden at have masken med mig.” 

Da Diana lige havde fået diagnosen, skulle hun arbejde lidt med at omfavne, at hun nu var syg og havde brug for hjælp til at trække vejret.

“Det var mest forfængelighed. Det er jo ikke så feminint med sådan en maske. Jeg følte, at alle kunne se det på mig. Især når jeg skulle gå de få meter fra parkeringspladsen og op til søvnklinikken med maskinen i hånden. Den fylder ikke meget mere end en clockradio, men jeg havde fornemmelsen af, at jeg lige så godt kunne have gået med et kæmpestort skilt, hvor der stod handicappet på, og så sad man bagefter i venteværelset med alle de ældre herrer og følte sig helt forkert.” 

Kunsten at bruge en søvnmaske

“Det krævede tilvænning at lære at bruge masken. De første nætter med den lå jeg bare og roterede og skulle hele tiden vikles ud af slangen – og så pustede den mig op i øjet eller på min mand, fordi den sad forkert, og håret blev uglet. Jeg blev så gal på den. Det var ikke nemt den første tid, men så pludselig lurede jeg den, og efter et par uger havde jeg styr på den. 

Det hjalp klart på motivationen, at jeg kunne mærke, at jeg fik det bedre. Det kom ikke med det samme, men som en glidende overgang. Pludselig en dag tænkte jeg: Hov, jeg har da ikke sovet til middag et stykke tid! Og jeg kan da også holde mig vågen om aftenen. Det var rart. Men jeg kan nu stadig vågne op en gang imellem og være rullet fuldstændigt ind i slangen. Det er ikke det mest sexede i verden. Og spontaniteten ryger selvfølgelig også lidt, når man skal sove med den på. Det romantiske kræver planlægning eller ‘banke, banke på’."  

Træthed er værre

"Måske ville jeg have haft sværere ved at erkende mit behov, hvis jeg havde været et andet sted i mit liv, da jeg fik masken. Men min mand var syg, og det var vigtigt for ham at få sin søvn. Så jeg accepterede hurtigt, at det var min nye virkelighed. Også fordi det hurtigt blev en bedre virkelighed. 

Jeg har ikke mærket så mange begrænsninger på grund af diagnosen. På en måde var mit liv mere begrænset af min træthed. Jeg troede jo bare, at det var sådan, jeg var. Men efter at have levet med masken noget tid blev det tydeligt, at jeg fik mere energi. Jeg oplevede livet på en ny måde. 

Jeg har heldigvis aldrig haft dødsangst på grund af diagnosen, selv om jeg blev klar over, at jeg decideret stoppede med at trække vejret i perioder om natten. Men da jeg begyndte at lære sygdommen at kende, blev jeg overrasket over at opdage, hvor farlig uopdaget søvnapnø kan være. På sigt. For du dør ikke her og nu, fordi du holder pause i din vejrtrækning, men det kan medføre nogle voldsomme følgesygdomme, hvis du ikke får søvnapnø behandlet.” 

Ikke længere "hende, der snorker"

“I dag har jeg ingen problemer med at fortælle folk, at jeg har søvnapnø. Jeg synes, det er et meget større tabu at være hende, der snorkede, fordi det er så lidt feminint, som det kan være. I mit gamle job i en bank var jeg vant til at gå rundt i spadseredragt med fuld makeup og fine negle, og jeg tror, mine gamle kollegaer ville blive forbavsede over at vide, at jeg gik hjem derfra, faldt om på sofaen af træthed og snorkede som en havnearbejder, når jeg havde fri. 

Det har virkelig været en befrielse at være sluppet af med min snorken. Det er rart ikke at skulle vækkes af en albue i siden mange gange hver nat. Og det er godt at have fået mere energi. Det har givet mig meget mere mod på det hele.