Jeg har opdaget noget nyt og overraskende om mig selv!

“Tidligere ville jeg nok sige, at karate var noget af det værste, jeg kunne forestille mig. Da jeg voksede op i 80’erne, var sport lig med konkurrence. I hvert fald der hvor jeg kommer fra. Man kunne ikke gå til en sport, hvor man ikke skulle til turnering, og det var slet ikke noget for mig. Jeg kunne ikke lide konkurrence-elementet.

Ud over det har jeg også altid set på mig selv sådan: I’m a lover, not at fighter. Jeg har aldrig oplevet aggressioner, hvor jeg har følt mig truet, og jeg har aldrig været oppe at slås med mine søskende.

Jeg kommer fra sådan en rimeligt højkulturel familie, hvor det at slås blev set på som noget, som simpelthen var så primitivt, det var noget, vikingerne gjorde! Man skulle opføre sig pænt, være for stående og argumentere i stedet for at slås,” fortæller Ane Rørdam Hoffmeyer.

Min datter blev bidt

“For tre år siden blev min yngste datter, som var 11 år på det tidspunkt, pludselig helt bidt af karate og ville gå til det. Jeg fattede ingenting, men kørte hende derover. Træneren, sensei Viktor, var meget kæk og sagde: ‘Her kigger mødre ikke på, de er med til træningen’.

Jeg stod der i stramme jeans og skjorte, og alt i mig talte imod, at jeg skulle være med. Men jeg blev også lidt provokeret og tænkte: Det er simpelthen så langt ude, at det bliver jeg nødt til at gøre. Så kan han lære ikke at sige sådan noget irriterende noget til en uskyldig mor.

Så jeg var med og opdagede, at det var virkeligt fed træning. Jeg fik sved på panden, jeg blev rusket igennem, fik pulsen op, og så fik jeg en succesoplevelse, fordi jeg faktisk godt kunne finde ud af nogle af de spark, vi skulle lave. Det havde jeg ikke regnet med."

Og så sprang jeg til!

"Efter det gik der et stykke tid, hvor jeg fortsatte med at køre min datter til karate og ikke selv deltog, men pønsede på det. Jeg tænkte, at det ville være godt for mig at bevæge mig mere, og det var bedre udnyttelse af tiden, når jeg alligevel skulle køre hende.

Det hold, min datter gik på, var for både voksne og børn, så efter at have fået lov af hende først begyndte jeg på holdet. Hun er sprunget fra for et års tid siden, mens jeg bare er blevet mere og mere vild med det,” fortæller Ane Rørdam Hoffmeyer.

Grænseoveskridende start

"Det var virkeligt grænseoverskridende for mig i starten at have den type kontakt, hvor det går ud på, at man angriber hinanden.

Jeg brød helt sammen til en af de første træninger, hvor en ung mand på 18 år bare sparkede mig igen og igen. Altså, han sparkede ikke på kroppen, men på en pude, jeg holdt op, og det gjorde ikke ondt, men det var bare så grænseoverskridende. Det er det, som har overrasket mig mest: At jeg overhovedet orker at være et sted, hvor vi laver sådan nogle øvelser.

Men min interesse bliver ved med at stige, og jeg hygger mig mere og mere i klubben. Det er nogle helt andre typer end de mennesker, jeg møder andre steder. Nogle af dem har været nogle rigtige slagsbrødre tidligere, vi stemmer ikke på de samme partier, eller vi har ikke de samme ideologier, men vi har det skidehyggeligt sammen.”

Højere selvværd

“Jeg synes tit, jeg fortæller mig selv, at det er megasejt. Jeg er ret stolt af at gå til karate. Det er en triumf for mig, når jeg er lykkes med det, og jeg får det næste bælte i rækken.

Jeg synes også, det er sejt, at jeg kommer af sted til træning, så ofte som jeg gør. Jeg er helt kvæstet efter en time, og det kan jeg enormt godt lide. Det har jeg bare været for magelig til at sætte pris på tidligere i mit liv.

Ud over motion opnår jeg selvtilfredshed og selvværd af det. Det gør jeg måske også i højere grad, fordi det ikke var det, der lige lå i kortene. I stedet for at løbe to gange rundt på vores grund slår jeg på store, stærke mænd,” siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

Tak til min alder!

“Det hænger måske også sammen med min alder, at jeg omfavner flere sider af mig selv. De ting, jeg gør, må godt stritte i flere forskellige retninger, det hele behøver ikke at pege i samme retning.

I forhold til det med at slås har jeg også lært, at filosofien bag karate jo ikke er, at man angriber og slås med hinanden, men derimod at afværge og stikke af, inden det når så langt. Det går aldrig ud på at være den første, der angriber, og det er jo egentlig utroligt sympatisk.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november 2021.