Jeg har lært at stå ved min sårbarhed

På bordet foran Birgitte Breg­nedal ligger en roman med blåt omslag. Pigen med sherifstjernen er lige udkommet, den er hendes første roman til voksne og bygger delvist på hendes egne barndomserindringer. På en blank side inden første kapitel i romanen står en enkelt sætning:

“Jeg løber alt, hvad jeg kan, geværet peger mod mig.”

Pigen med sherifstjernen er en særlig bog for Birgitte, der tidligere har udgivet 26 børnebøger.

“Det føles sårbart at bruge noget fra min egen opvækst. Jeg har skullet finde mod til at skrive om mig selv, for den sårbarhed, jeg udstiller, har altid været hemmelig. Jeg har altid ladet, som om jeg ikke var sårbar. Jeg ville ikke acceptere den side af mig selv,” siger Birgitte Bregnedal og fortæller om en af de barndomserindringer, der er kommet med i bogen, hvor den seksårige hovedperson på sin fars opfordring holder fast om det elektriske hegn, der afgrænser engen ved familiens gård.

“Jeg holdt på tråden for at være sej. Så kunne min far sige til folk: ‘Sådan noget kan Birgitte’, og så var jeg jo nødt til at gøre det. Og få stød. Det lærte mig at udholde smerte. Både ydre og indre smerte. Jeg ville ikke engang sige, at det gjorde ondt.”

Birgitte var på mange måder “fars vilde pige”.

“Jeg ville følges med min far. Jeg var med, når han spillede kort med mændene i familien, og jeg deltog i hårdt fysisk ar­bejde. Jeg klippede hæk, og som 12­-årig kunne jeg løfte en kornsæk. Jeg ville være hurtigst og bedst uden klynk.”

Ville ikke være ked af det

“Jeg har altid levet på min styrke og ikke tilladt mig selv at være sårbar – ikke anerkendt, hvis noget var svært. Jeg ville ikke være ked af det og ville ikke mærke efter. I stedet for indimellem at trække mig til­bage, så har jeg taget et ekstra skridt frem – de første 35 år af mit liv.”

For eksempel valgte Birgitte at tage en lang uddannelse som økonom og begyndte en karriere i et maskulint miljø, hvor hun fortsat skulle være stærk, udholdende og aldrig klynke.

“Men da jeg var midt i 30’erne, fik jeg stress. Det var meget voldsomt, jeg blev kortvarigt indlagt, og bagefter oplevede jeg pludselig min mand tage over, så jeg kunne læne mig op ad ham. Indtil da havde jeg ikke rigtigt givet ham lov.”

Enten stærk eller sårbar

Følelsen af at turde afgive en smule kon­trol fik sammen med en masse stilletid hjemme Birgitte til at springe ud i en gam­mel drøm om at skrive, og i den proces lærte hun en side af sig selv at kende, som hidtil havde været gemt væk.

“Da jeg begyndte at være mere alene og tænke over, hvilke ting i min bagage der har gjort mig til den, jeg er, fandt jeg ind til en kerne i mig selv. Jeg har altid smilet og altid været glad, men en del af tiden lod jeg bare som om, fordi jeg ikke turde give plads til tvivl og usikkerhed.”

Skriveværkstedet hjemme viste sig at være et godt sted for refleksion.

“Det gav mig ro til eftertanke. Jeg har erkendt, at jeg som barn tog rollen som den stærke, måske fordi jeg ikke ville være til besvær. Jeg følte ikke, at der var plads til sårbarhed, og det var meget sort-­hvidt for mig. Enten var jeg stærk, eller også var jeg sårbar. Det vil sige svag. I dag ville jeg ønske, at der var blevet passet bedre på mig.”