Jeg har helbredsangst

“Jeg sidder til et vigtigt møde med nogle kollegaer, men har svært ved at koncentrere mig om at høre efter, for jeg har mærket et prik i min hofte. Det gør ondt. Katastrofetankerne suser rundt. Er det første alvorlige tegn på sklerose?

Udefra kan ingen se noget på mig, og jeg siger ikke noget til nogen. Men indeni er jeg i højeste alarmberedskab. Jeg er nødt til at rejse mig fra bordet og gå på toilettet. Jeg knuger min telefon i hånden. Jeg skal ikke tisse, jeg skal google. Jeg må læse op på symptomerne, så jeg ved, hvor langt jeg har igen. Min hals snører sig sammen, jeg føler, jeg er ved at dø. Jeg er midt i et angstanfald.

Jeg har haft den her slags oplevelser masser af gange. En gang var jeg nødt til at stå af min cykel midt på vejen for at få klarhed over de symptomer, jeg pludselig kunne mærke stærkere end noget andet.

Så googler jeg. Og der står det! Sort på hvidt allerøverst oppe, så det er det første, man læser. Symptomerne er tegn på mindst én livstruende sygdom. Så skal jeg altså dø!

År med opslidende tankespind

Men jeg skal ikke dø lige nu, for det, jeg fejler, er helbredsangst. Jeg er ikke uhelbredeligt syg. Men syg, det er jeg.

Jeg har haft helbredsangst stort set hele mit liv. I voldsomste grad fra jeg var 18 år, til jeg var 38 år. I dag har jeg fået hjælp. Jeg går stadig til psykolog en gang imellem, og jeg tager medicin hver dag, men jeg kan leve et helt normalt liv uden de invaliderende katastrofetanker om sygdom og død som fast følgesvend. Jeg har det godt. Men det kræver, at jeg passer godt på mig selv, så jeg ikke får tilbagefald.

Den værste tid på året er under ‘Knæk cancer’-perioden i efteråret. Her bliver jeg bombarderet med sygehistorier alle vegne. På reklamer på busser, i magasiner og på tv, hvor der sættes fokus på kræft for at samle penge ind til forskning og behandling. Selv om jeg har fået tøjlet min helbredsangst i dag, skal jeg passe ekstra godt på mig selv, når kampagnen kører, så den ikke trigger min angst igen. Så jeg slukker for tv’et og laver noget andet, så mit fokus er et andet sted.

Det er et godt trick til at komme ud af de desperate tanker om sygdom, men det er først de senere år, at jeg er blevet så bevidst om min helbredsangst, at jeg selv kan handle mig ud af det. Tidligere lod jeg mig rive med, og jeg var langt ude i et evigt tankespind, der sled mig op.

Jeg kunne bruge flere timer dagligt på at google symptomer og læse mig langt ind i livstruende sygdomme, som jeg følte, jeg havde. Det blev selvforstærkende, en ond spiral. Jo mere jeg læste på diverse hjemmesider, jo mere angst og bekymret blev jeg.

Det at google blev ligesom en afhængighed. Jeg måtte bare gøre det igen og igen, som en anden stofmisbruger på vej efter et fix, så jeg kunne få lidt ro i kroppen. Men det gav kun ro et øjeblik, så kørte tankerne igen. Og jeg fik det dårligere og dårligere, jo mere jeg undersøgte. Samtidig holdt jeg det hemmeligt for alle omkring mig, at jeg havde det så slemt. Det var kun lægen, der vidste det, for de hørte fra mig hele tiden. I dag kan jeg godt se udefra, at jeg var hårdt ramt, da det var værst.

Hvis man ikke bliver hørt og set, så gør det noget ved mennesker. Så må man selv være den, der lytter til sig selv. Og jeg kom til at lytte efter de små impulser, som kom fra kroppen, som jeg så reagerede på ved at tro, at jeg skulle dø. Det er voldsomt at tænke på, hvor dårligt jeg har haft det som ung, men det var noget, jeg kæmpede med inde i mig selv. Jeg kunne føle, at jeg var ved at blive kvalt indefra, men jeg sagde det ikke til nogen.

Til læge 10 gange om året

Da min helbredsangst var på det højeste i mine 20’ere og 30’ere, gik jeg nok til lægen omkring 10 gange om året med de samme symptomer. Knuder, jeg havde fundet, som jeg troede kunne være kræft. Svimmelhed, som måske kunne skyldes en hjernetumor ... den slags. Foruden telefonkonsultationer og e­mailkonsultationer om de samme ting. Altid meget livstruende tilstande, jeg havde fundet frem til ved at google symptomerne.

Det er cancer og sklerose, der kommer op som det første, nærmest uanset hvilke symptomer du googler. Der står aldrig ‘det er højst sandsynligt bare en muskelknude’ eller ‘du har sikkert spændingshovedpine, fordi du sover for lidt og spekulerer for meget, slå koldt vandt i blodet’ ...

En lille mus voksede sig altid lynhurtigt til en elefant, når jeg begyndte at tænke på det. Symptomerne, jeg oplevede, kunne komme ud af det blå – eller opstå, fordi jeg hørte andre tale om nogen, de kendte til, der fejlede det ene eller det andet. Lidt ligesom når håret begynder at klø, så snart man taler om lus.

Råb om hjælp

Jeg fejlede ikke noget af det rigtigt, for så ville jeg have været død mange gange nu. Men hver eneste gang troede jeg fuldt og fast på, at jeg var dødeligt syg. Andre med helbredsangst kan måske også føle, at de har hjerteproblemer eller er ramt af sygdomme, man lige hører om, som for eksempel corona lige nu, men for mig har det altid været de værst tænkelige sygdomsscenarier, hvor udgangen nærmest kun kunne være døden. Og det bad jeg så lægerne om at undersøge mig for. Gang på gang.

Det var jo et råb om hjælp, så der var nogen, der så mig, for hold da op, hvor havde jeg det skidt. Jeg var ængstelig og urolig og meget ked af det.

Når jeg tænker på det i dag, virker det jo helt absurd med alle de lægebesøg, og jeg kan godt grine af det. Men det er jo også tragisk. Jeg troede, mit liv var slut. Og det sørgelige er, at ingen greb ind tidligere. Ingen opdagede, hvad det virkelig var, jeg fejlede, så de kunne sende mig videre i sy­stemet, så jeg kunne få hjælp.

Kort lettelse og så angst igen

Hos lægen fik jeg typisk taget mit blodtryk, blev lyttet på, mærket på, fik taget diverse blodprøver, og så konstaterede de endnu en gang, at jeg intet fejlede. Det gav mig et kort øjebliks lettelse, men så kom angsten tilbage på fuldt drøn, så snart jeg var ude ad døren. For hvad nu, hvis de havde overset noget eller ikke havde undersøgt mig ordentligt, så jeg alligevel var ved at dø? Det gentog sig gang på gang.

Samtidig havde jeg en fornemmelse af, at lægerne tænkte ‘åh nej, hende igen’, når de så mig. Det var ikke rart. Ofte oplevede jeg også, at mine symptomer forsvandt, når jeg sad i venteværelset, så jo tættere det var på, at mit navn ville blive råbt op, og jeg skulle ind til lægen, jo mere gik det op for mig, at der nok ikke var noget livstruende galt med mig alligevel, og at de endnu en gang ville sige, at jeg ikke fejlede noget, mens jeg sad med følel­sen af at have spildt deres tid. Nogle gange overvejede jeg at gå, lige inden det blev min tur, for at undgå ydmygelsen.

Hjælp til at tøjle angsten

Lige i det øjeblik vidste jeg godt, at jeg ikke var dødeligt syg, men at det bare var min dumme hjerne, der drillede. Men kort efter var angsten tilbage, og jeg troede igen – nej, jeg vidste – at jeg var uhelbredeligt syg og skulle herfra inden for kort tid.

En dag, da jeg atter sad oppe hos lægen og smågræd, fordi jeg havde det dårligt, kig­gede hun meget intenst på mig og sagde: ‘Prøv at høre her, du fejler jo ikke noget. Men jeg tror, der er noget andet på spil’.

Min første reaktion var at blive ked af det, fordi jeg tænkte, at jeg var afsløret. Men det var også rart at få sat ord på. Min selvindsigt fejlede på sin vis ikke noget, jeg skulle bare have hjælp til at tøjle angsten. Det fandt jeg heldigvis en god psykolog, der kunne hjælpe mig med.

Ordet helbredsangst

Ordet helbredsangst blev først sat på angsten, da jeg var i 30’erne. Det var en lettelse at få at vide. Men jeg havde det også sådan ‘Hvorfor har I ikke sagt det noget før?’. For så snart der var en diagnose, stoppede jeg jo med at komme hos lægen konstant, for endelig vid­ste jeg, hvad det var, der skete, når tankerne stak af med mig. Det gør alting lettere at vide, hvad det er, du kæmper mod.

I dag har jeg god hjælp fra min psykolog og daglig medicin i så lav en dosis, at jeg kan mærke mig selv fuldstændigt, men stadig holde angsten i skak. Og så betyder det også meget, at jeg er i et rart og sundt miljø. Jeg er blevet skilt og bor nu selv med mine børn. Og så har jeg en kæreste, der er god til at lytte. Det er vigtigt. Gode, støttende mennesker er vigtige.

At min selvindsigt er høj, har nok gjort det nemmere for mig end så mange andre at kæmpe mig ud af helbredsangsten, selv om det på ingen måde har været nemt.

Når du er angst, kan du ikke bare tænke på noget andet eller tænke dig om på rationel vis og nå frem til, at der nok ikke er noget i vejen, selv om hele din krop er på vagt, og det, du føler og fornemmer, er rig­tige følelser. Derfor kan det godt gøre mig ked af det eller provokere mig, når nogen kalder folk med helbredsangst for hypokondere.

Det kan godt være, at betegnelsen hypokondri er rigtig ud fra lægefaglige termer, men i det ord ligger der også bare så mange fordomme og pegende fingre:

‘Hun er doven, hun pjækker, hun spilder lægernes tid, hun vil bare have opmærksomhed’. Det er den slags, mange bliver mødt med. Og intet kunne være mere forkert. For angst er ikke noget, du selv kan styre, eller noget, som nogen gør med vilje. Man er syg.

Jeg har virkelig haft det slemt. Men jeg har aldrig haft en sygedag på grund af det, fordi det har været noget, der foregik indeni. Jeg gik altid i skole eller på arbejde, uanset hvor belastende det var for mig. Fordi jeg ikke ville dele med nogen, hvor bange jeg var.

Men omvendt har det også været godt at gå på arbejde og dermed kunne flytte fokus fra sygdommen og kanalisere energien over på de børn, jeg passer. Ligesom hverdagen, hvor jeg har haft fokus på mine egne børn, også har været vigtig for ikke at falde ned i et sort hul. Det var mig, der bestemte over mit liv – og ikke angsten.

Det er vigtigt at huske, at angsten er en sygdom og ikke en del af dig og den, du er som person. Jeg er fuldstændigt normal, arbejdsdygtig og enormt glad til hverdag. Jeg har et godt liv, men indimellem spiller hjernen mig et puds – og så kommer angsten, hvis jeg ikke holder den ud i strakt arm. Der ER en vej ud, men det kræver viljestyrke. Man skal selv være aktiv og gå vejen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 13. januar 2022.