Jeg har en stomi, og jeg elsker den

er gift med Søren og mor til Emma Olivia på 21, August Emil på 20 og Harald på 6 år.
er kulturhusleder i Herning.

Det første, jeg husker om min krop handler om mine lår

”I min mors familie har kvinderne lange overkroppe og korte ben. Min mor har fem søstre, så der er en vis empiri at tage af, og det har altid heddet sig, at vi har Troelsen-ben. Det vil sige ben, der er lidt kraftigere end gennemsnittet. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, da jeg hørte det, men jeg har hadet mine ben hele mit liv. Hvor har jeg dog slåsset med mine lår! Når jeg i dag ser billeder af mig som yngre, var jeg en streg i luften, men sådan føltes det ikke dengang. De seneste 15 år har jeg ikke gået i bukser. Jeg går altid i kjole, så er jeg bedre tilpas. Men ærligt talt ærgrer jeg mig i dag over alt det krudt, jeg har brugt på de ben, som jo er fine at gå med. Der er ikke noget galt med dem, og i hvert fald kan jeg ikke gøre ved, hvordan jeg er bygget. Min datter har lige sagt til mig, at jeg sagtens kan gå i cowboybukser. Nu har jeg købt et par og overvejer at tage dem på.”

Som 25-årig følte jeg mig forrådt af min krop

“Jeg fik en kronisk tarmsygdom, da jeg var 25 år. Efter fødslen af mine to ældste havde jeg en blødende tarm og tabte mig, og da det var værst, vejede jeg 45 kilo. Jeg blev behandlet medicinsk, men lægerne kunne ikke helt få kontrol over sygdommen, så jeg var hårdt ramt i seks-syv år, hvor jeg på intet tidspunkt kunne være mere end 30 meter fra et toilet. Jeg følte mig forrådt af min krop, og jeg forstår virkeligt godt ældre mennesker, når de taler om frustrationen over at ville en masse i hovedet, uden at kroppen kan følge med. Det hjalp mig heller ikke, at vi alle bliver proppet med budskaber i fjernsynsprogrammer og fra sundhedsguruer om, at du kan spise dig rask. Det gav mig en følelse af ikke at slå til. For jeg var syg, selv om jeg gjorde alt det rigtige. Med årene har jeg fundet mere ro i det.”

Det værste ved min krop er min kroniske sygdom

“Min sygdom forsvinder jo aldrig helt, men jeg har haft perioder uden medicin, hvor sygdommen var i ro. Jeg kan ikke løbe eller dyrke styrketræning, begge dele er for hård en belastning for min krop. Yoga er heller ikke godt, for der kommer min krop ud i yderpositioner. Jeg skal hele tiden finde en balance, hvor jeg bevæger mig og får pulsen op, for det har jeg brug for ligesom alle andre, og samtidig skal jeg undgå at nå det punkt, hvor min krop bliver stresset. Jeg går ture, cykler og laver øvelser derhjemme, og med alderen har jeg lært, at jeg også nogle gange simpelthen skal lægge mig helt ned og hvile helt. Jeg har altid arbejdet, selv om flere med min sygdom må opgive helt eller delvist at passe et fuldtidsjob, men for mig er jobbet en måde at hente energi. Samtidig kan jeg sagtens mærke, at jeg hver weekend har et stort behov for hvile. Jeg fryser let, og jeg er træt og overforbrugt, når vi kommer til fredag.”

Det bedste ved min krop er min nye stomi

“Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg elsker min stomi, som jeg fik for et år siden i februar 2020. Jeg føler kærlighed til den. Fra første dag har det været så nemt. Lægerne har længe talt om muligheden for en stomi, men jeg har tøvet, fordi de ikke kunne garantere, at det ville hjælpe mig, og jeg orkede ikke en ny slags bøvl. Nu har jeg levet så længe med en blødende tarm, men det bøvl kender jeg trods alt. Men til sidst fik jeg opereret et stykke af tarmen væk og fik min stomi, og siden har jeg haft en frihed, der er helt vidunderlig. Mange har spurgt, hvad jeg tænker, når jeg kigger på mig selv i spejlet, og min stomi er allerede helt integreret i mit kropsbillede. Det er vildt, så hurtigt jeg har kunnet vænne mig til den. Måske især med tanke på, hvor svært jeg har haft ved at vænne mig til mine medfødte Troelsen-ben.”

Det har gjort mig godt at være blidere mod mig selv

“Jeg har altid haft en styrke med mig. Helt fra vuggen. Jeg ved, at jeg kan klare det meste. Jeg ville gerne have undværet min sygdom, men den har helt sikkert betydet, at nogle småting bliver mindre vigtige. Evnen til at vende en situation og se det positive er en gave, sygdommen har givet mig. I dag er jeg helt i ro med, at jeg måske engang ikke kan rejse rundt i hele verden – selvfølgelig efter corona – men så er Danmark også dejlig. Jeg synes, at jeg har fået en blidhed over for min krop med alderen. Som unge spekulerede vi vel alle på, hvordan kroppen ville se ud senere i livet, og det billede har vi jo nu. Den vished er beroligende.”