Linda Armstrong (71): “Jeg har arvet min mors drive.”
Linda Armstrong (71): “Jeg har arvet min mors drive.”© Privatfoto

Jeg går på pension, som det passer mig

Linda Armstrong Larsen er officielt gået på pension, men hun har stadig lyst til at bruge sit fag og lære fra sig. For nylig hjalp hun en særlig pige i en umulig situation.

24. november 2022 af Karen Greve

Linda Armstrong Larsen (71)

  • er tidligere skolelærer, arbejder i dag frivilligt i en lektiecafé.
  • er gift og mor til to sønner og farmor til fire børnebørn.

På det lokale bibliotek i Frederikssund har Linda Armstrong Larsen for seks år siden startet en lektiecafé for flygtningebørn.

Hun er tidligere skolelærer, har undervist flygtninge og udlændinge, og så er hun født og opvokset i USA, men kom til Danmark som 19-årig og skulle dengang selv lære et nyt sprog fra bunden.

“Jeg har det nok lidt fra min mor. Hun var også skolelærer og alene med tre piger, og hun tog sig altid af svage børn. Jeg har nok bare et drive. Jeg elsker at arbejde med projekter, som jeg kan gå i dybden med, og som spreder glæde omkring mig.”

En ganske særlig ung pige

For nylig engagerede Linda sig lidt mere end normalt i en ganske særlig ung pige fra Afghanistan.

“Usna kom til mig, fordi hun havde brug for hjælp til engelsk. Hun havde været i Danmark i otte år, ville være tandlæge og havde brug for en bedre karakter i engelsk.”

Linda og Usna gik energisk til sagen. Og hele forløbet blev ekstra svært, da Usna midt i det hele fik afslag på opholdstilladelse og pludselig risikerede at blive sendt alene tilbage til Afghanistan.

“Tænk, hvis hun skulle tilbage til Taleban. Jeg kunne slet ikke bære det. Samtidig kom hun hver dag hos mig, og vi knoklede. Den dag, hun havde været til eksamen, ringede hun og skreg i telefonen, at hun havde fået 10.”

Usna har fået lov at blive i Danmark. Historien endte på alle måder lykkeligt. Sådan er det ikke for alle de flygtninge, Linda er i kontakt med. Men det får hende ikke til at tøve med at hjælpe.

“Det er aldrig spildt at gøre noget for andre. Og jeg er kun 71 år udvendigt. Indvendigt er jeg meget yngre. Så længe jeg lige får en powernap hver eftermiddag, så går det fint.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide