"Jeg følte, at jeg fejlede som mor"

Maria Ingeman er mor med stort L. L for løvemor. Altid klar til kamp i kærlighed til sin søn med ADHD og GUA. En kamp mod farer og for hindringer. Mod tabuer og et tungt offentligt system. Men også en indre kamp mod følelsen af at fejle som mor og stå uden for fællesskabet.

Hendes søn Tobias var kun to og et halvt år, da pædagoger i børnehaven satte ord på, at han ikke var som de andre børn.

“Selvfølgelig havde vi som forældre tænkt mange gange: Sikke en bulderbasse, vi har fået. Han var her, der og allevegne – vildt modig og udforskende og helt umulig at holde styr på. Jeg var i mødregruppe med ham, og når de andre børn sad stille og legede, tonsede Tobias rundt og kom tit til at lægge sig oven på de andre børn. Mødrene kiggede skævt til mig, og jeg var altid en stor undskyldning,” fortæller Maria.

En anden form for mor?

Tobias var for lille til, at der kunne stilles en rigtig diagnose. Men psykologen var ikke i tvivl om, at der var tale om opmærksomhedsforstyrrelse, og anbefalede, at Tobias blev udredt, når han blev større.

“Der var meget, der faldt på plads med psykologens konklusion, men det var også et hårdt slag. Jeg kunne slet ikke forbinde mig med etiketten ‘mor til et barn med særlige behov’. Jeg følte en enormt stor sorg og lukkede mig inde i en uge, hvor jeg lå og spekulerede på, hvordan mit liv ville blive. Alle mine forventninger og drømme om tilværelsen som mor havde pludselig forandret sig. Jeg forestillede mig, at jeg ikke kunne være hende moren, der kunne tage min søn med til alt, som jeg gerne ville – mødes med veninder på cafe, tage ud at rejse. Jeg kunne se, at den spontanitet, som vi ellers havde haft, druknede i struktur og styring af dagligdagen. Men jeg fik heldigvis hurtigt bearbejdet det og accepteret, at jeg ville få et anderledes liv som forælder,” siger Maria Ingeman.

Et nummer i systemet

For Maria har ikke kun været mor gennem sin søns opvækst. Hun har også været pædagog og psykolog, sikkerhedsvagt og sagsbehandler, brandslukker og balancekunstner.

Da Tobias var omkring syv år, fik han diagnosen ADHD, og nogle år senere også diagnosen GUA – en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

“Der er alt for mange roller at udfylde, når du har et barn med diagnoser. Jeg har været presset på alle fronter i forsøget på at passe bedst muligt på Tobias. Jeg var konfliktmægler hver eneste dag, og jeg skulle hele tiden passe på, at han ikke kom til skade, stak af eller lavede ulykker. Han gjorde tit noget farligt eller kom til at ødelægge ting. Det var ikke med vilje, men han var hyperaktiv og impulsstyret. Men det største pres har nok været at blive et nummer i systemet. Mødet med det offentlige har kostet så mange frustrationer. Jeg har ikke tal på, hvor mange møder vi har været til, hvor mange gange Tobias har fået ny sagsbehandler eller psykolog, og det hele er startet forfra,” siger Maria Ingeman.

Hvorfor er det så essentielt for dig at hjælpe andre?

“Jeg vil give den hjælp, som jeg selv savnede som ung mor. Jeg følte mig alene og var sikker på, at mit liv som mor ville blive en lang nedtur. Derfor er det vigtigt for mig at vise andre forældre til børn med særlige behov, at der kommer store bump og huller på vejen, men rejsen skal nok ende godt alligevel.”

Hvad håber du, at de får ud af din hjælp?

“At de ikke føler sig alene, men som en del af et fællesskab, hvor du møder forståelse. Jeg håber også, at de erfaringer og råd, jeg deler ud af, kan gøre det bare lidt lettere for andre forældre til børn med særlige behov.”

Hvad får du selv ud af at arbejde for din hjertesag?

“Det bedste for mig er uden tvivl at skabe håb og en følelse af samhørighed for forældrene. Fordi jeg selv har været i deres sted og står der endnu, og fordi det giver mig god energi og glæde at hjælpe andre.”

Jeg skammede mig

Der var så meget at gøre, at Maria ikke følte, hun gjorde noget godt nok. Efter en særligt hård periode gik hun ned med stress.

“Tobias havde en periode uden et skoletilbud. Det var vildt hårdt for os at have et barn, der var i mistrivsel og ikke kunne afleveres i skole. Usikkerheden for fremtiden fyldte meget, og vi var ekstremt sårbare alle sammen. Da jeg blev sygemeldt med stress, lærte jeg på den hårde måde, at ligesom i flyet skal du selv tage iltmasken på først, før du kan hjælpe andre. Jeg tog en uddannelse som NLP-coach, og det gav mig erkendelsen af, at det er big time nødvendigt med noget egenomsorg.”

Maria og hendes mand tog blandt andet en svær beslutning om at sende Tobias i aflastning nogle dage om måneden. Men hun skammede sig over det.

“Det er et stort tabu. Det er så betændt og skamfuldt at være nødt til at aflevere sit barn. Men jeg vidste også, at vi var nødt til at sænke skuldrene lidt for vores egen skyld, men også for Silas’, som risikerede at blive et skyggebarn til sin storebror. Men det er stadig super svært for mig at tale om det, for Tobias følte jo, han blev sendt væk. Men jeg fandt ud af hen ad vejen, at det faktisk er o.k. at sige højt, at indimellem kan jeg ikke holde til at være sammen med mit barn.”

Den bog, jeg selv savnede

I dag er Tobias 19 år, har en sød kæreste og er i gang med at uddanne sig til lastvogns mekaniker. Derfor har Maria fået overskud til at række en hjælpende hånd ud til forældre i samme situation. Hun holder foredrag og har skrevet bogen Klap dig selv på skulderen.

“Jeg har skrevet den bog, som jeg selv savnede. Der var fagbøger nok, men ikke nogen personlige fortællinger, jeg kunne spejle mig i. Og det var den vildeste følelse at interviewe forældrene, der er med i bogen. Jeg tudede mig igennem at skrive deres fortællinger, for der er så meget, jeg kan genkende – især følelsen af at være alene. Så det betyder meget for mig at vise, at vi er mange i samme situation. Ingen skal føle sig så alene og forkert, som jeg har gjort.

Jeg holdt et foredrag forleden, og da jeg kiggede ud over flokken af forældre, kunne jeg se, hvor tyndslidte de var. Man er konstant på. Men i stedet for at give os selv et fortjent skulderklap er vi som for ældre til diagnosebørn virkeligt gode til at slå os selv i hovedet. Der er så meget, man vil gøre anderledes. Så mange gange, man føler, man fejler. Men det er en forløsning at indse, at du rent faktisk gør det godt nok med de ressourcer, du nu engang har.” Slutter Maria Ingeman.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2022.