Jeg flygtede fra min sorg i 25 år

Du har skrevet bogen 'Sig mig, er det din onkel der er død?', som er en kombineret selvbiografi og selvhjælpsbog. Hvorfor det?

“I prologen til min bog beskriver jeg, hvor­dan jeg nåede til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke kunne flygte længere. Når du flygter fra det, der er svært, så har det det med at ind­hente dig og slå dig i gulvet. Når vi i stedet tør være med det svære, så er der en forløs­ning på den anden side. Det er, hvad jeg selv har oplevet.

Det, jeg gerne vil, er at hjælpe andre med ikke at tage flugten, men se, at der er andre veje at gå. Jeg håber, at andre kan spejle sig i mine personlige historier og finde hjælp i de forskellige værktøjer inden for mindfulness, self­compassion og glæde.” 

Hvornår gør sorg og tab sit indtog i dit liv?

“Da jeg var 15 år, mistede jeg fire familie­medlemmer inden for et år: Min farmor, min morfar, min søster og min far. Min søs­ter og far tog deres eget liv inden for tre måneder. De led begge af depression.

Min far havde lidt af depression, siden jeg var lille. Han græd ofte, talte med alle om sin sygdom og spurgte: ‘Hvorfor har jeg det sådan her?’. Jeg gjorde det til min mission at prøve at muntre ham op og få ham ud af sengen om morgenen, for at min mor ikke skulle skælde ham ud. Mine forældre drev et industrivaskeri sammen, men min far var ofte fraværende i det daglige, og det var min mor, som stod med hele ansvaret. Det var ikke mærkeligt, at hun var træt og reagerede ved at gøre sig hård og skælde ham ud. Der var dog også mange rigtig gode stunder, og min far var det sødeste, kærligste menneske.

Efter min storesøster, Hanne, fik sit første barn, blev hun også ramt af depression. Hun kom ofte trist hjem til os i Struer, hun kunne være utrøstelig og fryg­tede for at blive ligesom vores far.

To selvmord på tre måneder

En dag, da jeg kommer hjem fra skole, kan jeg mærke, at noget er galt. Min mor fortæller mig, at Hanne har begået selv­mord, hængt sig selv.

Det er forfærdeligt for os alle sammen, og for min far fører det til, at hans depression forværres, og han bliver indlagt på psykia­ trisk afdeling i en periode. Han bliver dog pludselig udskrevet og kommer hjem. Jeg kan huske, at jeg undrer mig over, at min mor ikke virker glad, men nærmere rystet over at se ham. Hun har nok kunnet se, at han ikke var rask nok til at komme hjem, men kunne ikke gøre noget ved det.

Samme uge tager jeg til London sammen med min ældste storesøster og den ung­domsskole, hun arbejder for. Mens vi er af sted, får vi beskeden om, at min far også har begået selvmord, på samme måde som Hanne. Han har ventet, til vi var taget af sted, og skrevet i sit afskedsbrev: ‘Pigerne må ikke vide noget, før de kommer hjem’. Men vi får selvfølgelig besked og kommer hjem fra London.”

Hvordan påvirker de voldsomme tab dig i tiden derefter?

“Jeg reagerer ved at lade, som om intet er hændt. Grunden til, at bogen hedder Sig mig, er det din onkel der er død?, er, at en af drengene på turen til London spurgte mig om det, fordi han ikke kunne forstå, at jeg ikke var mere ked af det, når nu min far var død.

Men jeg flygtede ind i at have det sjovt på turen, og det fortsatte, da jeg kom hjem, med vennerne og min kæreste. Jeg fandt rigtigt meget tryghed i at være sammen med ham og hans familie, der var hjerte­lige. Det var virkelig en fantastisk familie at komme ind i. Så jeg brugte meget tid sammen med dem i stedet for at være der­hjemme, hvor der var en bragende stilhed og bestemt ikke særligt hyggeligt at være.”

Hvad med din sorg?

“Den måde, sorgen kommer på, er, at jeg bliver meget bange for at miste min kæreste og hans familie. Cirka et års tid efter at min far døde, er jeg i USA med min mor, min anden søster og hendes kæreste. Min far havde lagt penge i sit afskedsbrev, så vi kunne tage ud at rejse, så vi tog over og holdt jul hos min moster i USA.

Det var første gang, jeg ikke var sammen med min kæreste i en længere periode, og jeg følte en stærk angst. Jeg gik simpelthen rundt og havde krydsede fingre på hele turen og tænkte: Hvis jeg slipper dem, så mister jeg ham.

Frygten bliver værre og værre, og den fortsætter, efter jeg kommer hjem. Der er en dag, hvor jeg følger efter ham på cykel for at holde øje med, at han tager hen på sit job, fordi jeg frygtede, at han ville tage et andet sted hen. Jeg kobler det overhovedet ikke til, at jeg selv lige havde mistet.

Jeg tænker bare, at jeg er underlig, og er bange for, at folk skal tænke, at jeg er jaloux. Det øger min selvkritik enormt. Jeg formår ikke at sige: ‘Lille pus, selvfølgelig er du bange for at miste’. I stedet siger jeg: ‘Din store idiot, hvad har du gang i?’.”

Hvordan påvirker det forholdet til din mor?

“Generelt frygtede jeg at skulle tale om min fars død med nogen, men allermest min mor. Jeg blev så lettet, da det var min onkel, der kom og hentede mig i lufthavnen. At skulle se hende i øjnene kunne jeg næsten ikke klare. 

Måske fordi, at da min søster døde, var det min mor, der fortalte mig det. Der sad jeg og græd sammen med hende på hendes skød. Måske kunne jeg bare ikke bære at skulle det igen? Sorgen var så tung, at jeg ikke havde lyst til at gå ned ad den vej igen. 

Hvordan manifesterer flugten fra sorgen sig?

“Det gør den på flere måder. Jeg var aldrig ro og altid i bevægelse, for jeg kunne sim­pelthen ikke være i mig selv. Jeg løb rent fysisk fra det ene til det andet. På mine arbejdspladser har jeg fået at vide: ‘Kan du ikke bare gå, Dorte, du stresser os, når du løber rundt’. Når jeg børstede tænder, var jeg mentalt på vej ud ad døren.

Der var også en konstant selvkritik. Jeg tror, jeg havde det sorte bælte i at slå mig selv i hovedet. Ofte var det af frygt for, hvad andre skulle synes om mig.

Samtidig var jeg stadig bange for at miste. Det kunne være en frygt for, at der skulle ske noget med mine børn. At jeg skulle blive skilt, og jeg så ville blive valgt fra af mine børn. Hvis min mand skulle i byen eller på skiferie, fik jeg det virkeligt dårligt. 

De skamfulde følelser

I stedet for at forklare, hvad jeg følte, og sige ‘jeg er bange for at miste, kan jeg ikke få et kram?’, gav jeg en kold skulder. Jeg skubbede ham mere og mere væk, sam­tidig med at jeg fik det dårligere og dår­ligere. Det er et område, som stadig er meget sårbart at tale om.

På samme tid vil jeg gerne hjælpe andre, som har den samme angst og de samme følelser, ved at fortælle om det. Jeg synes, det er forkert at kalde det jaloux, fordi der i ordet jalousi ligger noget skamfuldt, og en­hver, der har mistet eller er bange for at miste, skal ikke mødes med skam, men med omsorg og kærlighed. I dag kan jeg stadig blive bange for at miste, men jeg møder ikke hende, der er bange, med kritik. Jeg møder hende med omsorg og kærlighed. Så ruller angsten ikke, og kroppen slapper mere af.” 

Hvilke omkostninger har flugten fra sorgen for dig?

“Det får den omkostning, at jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke er værd at elske. Hvis jeg havde en konflikt med min mand, hvor jeg var ked af det og bange for at miste, kom det ud som skældud, i stedet for at jeg for­klarede, hvordan jeg følte.

Når man skælder ud og gør sig hård, skubber man andre mennesker væk. Det er helt naturligt. Jeg oplevede, at hver gang jeg blev bange og gav udtryk for min angst, blev der skabt større afstand til mig. Jeg blev på den måde bekræftet i, at jeg var for meget og underlig, og at jeg ikke fortjente kærlig­hed. Jeg har helt klart via min egen adfærd været med til at bekræfte mig selv i, at jeg ikke var værd at elske.

Min selvkritik voksede med tiden

Jeg bebrejdede mig selv for at have det dårligt, og den bebrejdelse blev større og større, som årene gik. Selvkritikken kørte: ‘Alle andre er ikke bange, hvorfor er du bange? Er du ved at blive syg? Er du ved at blive som din far og søster? Du kan ikke løbe fra, at du har depression i familien’.

Nogle vil nok have svært ved at genkende det billede af mig, for folk har jo ikke altid kunnet mærke det hele på mig. Mine venner og kollegaer mødte den søde version, imens jeg kunne være en helt anden, når jeg kom hjem. Når jeg var presset og bange, kom det helt klart ud forkert. Jeg kan stadig agere uheldigt i dag, men hvis det handler om, at jeg er bange for noget, kan jeg bedre møde mig selv mildt og derved handle mere hen­sigtsmæssigt på det i dag.” 

Hvornår går det op for dig, at du stadig er på flugt?

“Jeg flygter vel, indtil jeg er sidst i 30’erne. Jeg kan godt mærke, at noget er galt. Jeg har det ikke godt og søger halvhjertet hjælp hos psykologer. Men det sker først rigtigt, da min mor dør i 2014.

Lige efter at min mor er død, fortsætter jeg, som om intet er hændt. Ligesom da min far og søster døde. Jeg tager på en konfe­rence i Zagreb med mit arbejde.

Og jeg begynder at tro, at min chef synes, at jeg er dårlig til det, jeg laver. En dag bryder jeg sammen foran ham og begynder at græde. Vi har altid haft et godt forhold, og han forsikrer mig om, at han ikke tvivler på mine evner. Bagefter tænker jeg, at det er pinligt, at jeg brød sammen, men jeg kobler det faktisk stadig ikke til min sorg. En uge senere bryder jeg sammen igen. Herefter bliver jeg sygemeldt med stress.

Og på et retræte i 2015 går det op for mig, at jeg ikke kan flygte fra de svære følelser længere.” 

Mit vendepunkt

Hvordan opdagede du mindfulness og selvomsorg?

“Det lykkedes mig efter flere forsøg at finde en psykolog, jeg havde tillid til. Jeg siger til ham: ‘Hvad skal jeg gøre med de her tanker, mit hoved er ved at eksplodere?’.

Han svarer: ‘Du skal begynde at meditere, og du skal finde en god mindfulness­lærer’. Det gør jeg så, og jeg oplever, at mindful­ness hjælper mig. Jeg bliver mindre bange for at miste og er ikke i alarmberedskab hele tiden. Jeg uddanner mig inden for Mindfulness­Baseret Stressreduktion.

Herefter stifter jeg bekendtskab med en amerikansk meditationslærer, Kristin Neff, som har lavet Mindful Self­Compassion­ programmet. Jeg lytter til nogle af hendes meditationer om at være med svære følelser. Der er en stor omsorg i dem, og det handler hovedsageligt om at lære at møde sig selv lige så venligt, som du vil møde en ven.” 

Hvordan bruger du det i det daglige?

“Der er mange situationer, og i nogle peri­oder bruger jeg det mere end i andre. Fordi jeg underviser i at vække den indre glæde, sætter jeg en intention hver morgen. Blandt andet fordi jeg guider hjernen i at være på udkig efter det gode omkring mig.

Hvis jeg skal rumme svære følelser, hjælper det mig blandt andet at navngive følelsen. Ifølge amerikanske studier varer en følelse som for eksempel tristhed eller vrede kun i 90 sekunder, hvilket nok lyder mærke­ligt, da de fleste af os nok oplever, at den varer længere. Men det er de tanker og den adfærd, vi tilfører følelsen – det ekstra brænde, vi putter på bålet – der gør, at følel­sen varer ved.

Men hvis svære følelser virkelig sidder fast, hjælper det ofte at anvende medita­tionen ‘at være med svære følelser’, som også beskrives i min bog.” 

Hvordan har mindfulness og selvomsorg hjulpet dig?

“Hvis ikke jeg havde gjort noget, men var fortsat i samme spor, så tror jeg, at jeg ville være skilt i dag – og jeg elsker min mand og min familie. Så man kan virkelig øde­ lægge sit liv, hvis man har noget tungt at bære på og ikke gør noget ved det.

Jeg møder mig selv med større omsorg og venlighed. Jeg reagerer ikke med samme hårdhed, men tænker over, hvad jeg føler, og giver udtryk for det. I dag ved jeg, at jeg ikke er mine følelser, men at følelser er noget midlertidigt. Jeg er ikke tristheden. Den er bare på besøg.

Tanken ‘nu bliver jeg ligesom min far’ har tidligere været en af dem, som ofte gjorde mig ængstelig, og jeg har også været bange for, at jeg selv kunne finde på at begå selvmord. Den frygt har jeg slet ikke mere. Jeg kan stadig få det dårligt, men jeg er ikke bange for at få en depression i dag.”