Jeg fik piskesmæld - og det vendte op og ned på mit liv

Det var en frostklar dag, og Annette Mygind Stagelund var i supergodt humør. Flere af hendes drømme var blevet til virkelighed. Det var 2. februar 2021. Og lige pludselig vendte få sekunder op og ned på det hele.

Annette var ellers landet et godt sted i livet. Bogstaveligt talt. Hun var nemlig flyttet tilbage til den arktiske natur med sneklædte fjelde, midnatssol og nordlys i det nordligste Norge. Et sted, hun forelskede sig i, da familien første gang boede i Tromsø i et par år, hvor hendes mand, Søren, vikarierede som læge. Nu havde han fået fast job som helikopterlæge, sønnen Gustav læste HF, og Annette var netop begyndt på at skrive på en ph.d. afhandling om ordblinde børn, som i mange år havde været hendes hjertesag.

Knasende lyd fra nakken

2. februar var Annette været i gang med at planlægge det videre forløb omkring sin afhandling, og nu skulle hun mødes med sin veninde til kaffe. Men først ville hun lige nå ned i supermarkedet for at handle. Puddersne fik landskabet til at ligne et postkort. Men Annette vidste, at idyllen kan være lumsk på de iskolde breddegrader.

“Vi boede i et meget bakket terræn, og jeg var selvfølgelig klar over, at der kunne være spejlglat under sneen, som lige var faldet. Derfor havde jeg taget mine pigsko på for at kunne gå ned ad den stejle bakke, der er fra huset til supermarkedet.

Lige da jeg gik ud, lagde jeg min telefon i lommen. I det samme faldt jeg bagover og landede direkte på ryggen. Mit hoved røg kraftigt tilbage, lidt til siden og frem igen med et svirp, og jeg hørte en knasende lyd fra min nakke, og så ramte mit hoved isen.”

Det går nok over

"Jeg vidste med det samme, at det ikke var et almindeligt fald, men noget mere alvorligt. Helt instinktivt sagde jeg højt, mens jeg lå der på ryggen i sneen: ‘Shit, der fik jeg et piskesmæld’, selv om jeg aldrig havde prøvet det før. Men jeg vidste det bare. Det næste, jeg mærkede, var, at mine tænder og min kæbe gjorde vanvittigt ondt, for jeg havde klappet tænderne meget hårdt sammen."

"Jeg satte mig op, ret forvirret og rystet, og vidste ikke rigtigt, hvad der var op og ned. Men jeg fik lige så langsomt rejst mig, og jeg må have været temmelig tummelumsk, for jeg fortsatte bare ned til Coop for at handle. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg købte, eller hvordan jeg kom hjem. Min mand stod i døren, da jeg kom ind i huset, og han kunne med det samme se på mig, at der var sket noget. Men på det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvor slemt det var. Jeg overvejede, om jeg skulle aflyse min kaffeaftale, men jeg havde glædet mig til den og tænkte: Det går jo nok snart over."

Scanning

"Så jeg tog bussen ud til indkøbscentret, hvor jeg skulle mødes med min veninde på en café. Men jeg fik det dårligere og dårligere, og jeg kunne næsten ikke stå på mine ben, da jeg kom ind på cafeen. Jeg ville bare hjem. Min veninde skyndte sig at køre mig, og jeg kan huske, at jeg begyndte at blive rigtigt bange på turen.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig på sofaen med lukkede øjne, og så fik jeg det ellers værre og værre. Jeg kunne ingenting. Jeg havde smerter i nakken, bag øjnene og i tænderne og i kæben, jeg var svimmel, havde hovedpine og en meget intens kvalme.

To dage efter kontaktede min mand vores egen læge, som sendte mig til en CT skanning af hjernen, fordi man ville ude lukke, at jeg havde en hjerneblødning eller nogle andre skader. Alt så normalt ud på scanningsbillederne. Jeg fik det råd fra lægen, at jeg skulle tage det stille og roligt og se tiden an.”

En døs af dårligdom

Tiden gik. Dage blev til uger og måneder. Annette fik det ikke bedre. Tværtimod. Symptomerne lænkede hende til sengen, og hun havde brug for hjælp til stort set alt. Udover de fysiske smerter begyndte uvisheden også at plage hende psykisk.

“Jeg lå bare i en døs af dårligdom. Mit hoved og min krop var i panik, for jeg befandt mig i en tilstand af konstant og voldsomt ubehag – som om jeg var køresyg eller havde gevaldige tømmermænd. Jeg kunne ikke læse, se tv eller kigge på min telefon. Jeg var nødt til at ligge i stilhed og mørke det meste af dagen, for jeg var ekstremt sensitiv over for lys og lyde. Det var under corona lockdown i Norge, så min mand og søn var hjemme meget af tiden. De måtte liste lige så stille rundt og sørge for, at gardinerne var trukket for."

"Det eneste, jeg magtede, var at tage et bad om morgenen, og bagefter var mine kræfter brugt op. Jeg kunne næsten ikke engang overkomme at lave mig en kop te selv, så jeg var afhængig af hjælp. Jeg gik fra at være 100 procent aktiv med job, en masse sociale aktiviteter, spinning, løb og skiture, til at være totalt passiv. Jeg tænkte hele tiden, at jeg var ved at blive skør. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg havde det sådan. Og efterhånden blev jeg mere og mere bange for, hvad der skulle blive af mig. Om jeg nogensinde ville få det bedre.”

Ukendt land

Efterhånden var Annette desperat for at få hjælp. Hendes mand havde grundigt undersøgt, hvordan man håndterer skader og smerter ved piskesmæld og hjernerystelse. Men han opdagede hurtigt, at der slet ikke er nogen standardbehandling. Og i Tromsø i Norge var der ingen med speciale i den type skader. I stedet måtte Annette og hendes mand selv kæmpe sig famlende frem i et ukendt land.

“Det var en helt vanvittig situation, for ingen vidste, hvad de skulle stille op med mig. Min egen læge havde direkte sagt, at hun ikke anede, hvor hun skulle sende mig hen. Så hun gav mig en henvisning til en lokal fysioterapeut, som ikke havde speciale i hoved og nakketraumer, men jeg kunne jo prøve det.

Jeg fik en tid, og det skulle vise sig at være hos en studerende. Han tog mit hoved mellem sine hænder og begyndte at bevæge det fra side til side og massere mine skuldre. Jeg fik det meget dårligt og følte ikke, at han overhovedet vidste, hvad han lavede. Så opsøgte jeg en anden fysioterapeut, men hun turde ikke engang røre min nakke eller mit hoved, men gav mig nogle øvelser, som jeg fik det forfærdeligt af."

"Det var virkeligt rystende at opleve, at der ikke er en procedure for, hvad man stiller op med sådan en skade. Det var ekstremt hårdt at stå i sådan en livskrise og føle, at jeg var fanget, fordi jeg ikke kunne få den hjælp, jeg havde brug for. Mit liv, som jeg kendte det, var jo pludselig blevet sat på pause på ubestemt tid. Som tiden gik blev jeg utroligt trist og ulykkelig. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Hvad ville fremtiden bringe – det er jo forfærdeligt, hvis jeg må opgive min ph.d. Jeg var så nervøs for, at alle omkring mit projekt ville sige stop, at de ikke kunne vente mere. Hvad skulle jeg så, og hvad med økonomien?”

Whiplash er anerkendt af WHO som en fysisk diagnose. Men Sundhedsstyrelsen
betragter det som en funktionel lidelse – en lidelse, hvor symptomerne er en mellem
ting mellem fysisk og psykisk betingede symptomer. Tit kan skader fra whiplash eller på dansk et piskesmæld ikke ses på røntgen eller scanning, og Whiplashforeningen, Hjernerystelsesforeningen og Hovedpineforeningen oplever, at mange bliver mødt med mistro – i sundhedsvæsen og hos forsikringsselskaber. Derfor har Whiplashforeningen, Hjernerystelsesforeningen og Hovedpineforeningen i årevis kæmpet for, at whiplash også i Danmark bliver anset som en fysisk lidelse, som den bliver det i andre lande.

Så mange rammes

Hvert år får omkring 15.000 danskere et piskesmæld, også kaldet whiplash.
Det kan ske ved for eksempel et fald eller en trafikulykke. Nakken bliver udsat for et voldsomt ryk, hvor hovedet først kastes frem og derefter tilbage bagover.

Så mange får senfølger

De fleste bliver raske igen. Men omkring 15 % af de danskere, der får et piskesmæld, får invaliderende senfølger.
Symptomer som smerter, hovedpine, svimmelhed, hjernetræthed og synsforstyrrelser kan blive kroniske.
Kvinder har dobbelt så stor risiko for at få senfølger af piskesmæld som mænd.

En gamechanger

Det blev Annettes datter, Ezra, der fandt et lys i mørket. Hun læser medicin i København og var ved et tilfælde faldet over en lægefaglig podcast, som havde programmet Hoveder, der rystes. Her fortalte tre kvinder om deres symptomer og senfølger efter hjernerystelse. Ezra skyndte sig at sende linket til sin mor.

“Det blev en gamechanger for mig. Det var nærmest en åbenbaring, for jeg kunne
med det samme genkende mig selv i deres fortællinger. De havde været lige så lost og overladt til sig selv, men havde lidt efter lidt fundet deres egne veje i forløbet. De åbnede en ny verden for mig, hvor jeg kunne søge hen for at få hjælp. Blandt andet fortalte de om Dansk Center for Hjernerystelse og Hjernerystelsesforeningen, som jeg skyndte mig at melde mig ind i. Det gav mig adgang til online foredrag med eksperter, og dem tog jeg step by step. Her hørte jeg et foredrag med en fysioterapeut, der har specialiseret sig i at arbejde osteopatisk med hele kroppen efter piskesmæld og hjernerystelse og har gode resultater med det."

Behandling for piskesmæld og hjernerystelse

"Hun har klinik i Lyngby, og det er jo temmeligt langt fra Tromsø, men min mand skrev alligevel en mail til hende, for vi var parate til at prøve alt. Hun tilbød at tage mig ind og starte behandling, så snart jeg kunne være i Danmark. Min mand måtte snakke med sin chef om det, og han fik mulighed for at arbejde fra Danmark midlertidigt. Og så pakkede vi bilen og kørte til København. Her lånte vi en lejlighed, hvor vi boede, mens jeg fik de ugentlige behandlinger. Det var jo voldsomt gennemgribende i vores liv, men vi følte ikke, der var andet at gøre, for jeg kunne ikke få den behandling i Norge."

"Jeg kunne relativt hurtigt mærke, at den her fysioterapi begyndte at hjælpe. Smerterne blev mindre slemme, og den tætte tåge, der lå over min hjerne, begyndte at lette lidt, og jeg brændte ikke helt så hurtigt ud. Det gav os mod på at vende tilbage til Tromsø efter et halvt år, for vi savnede jo vores liv deroppe. Men det betød, at jeg måtte flyve til København hver tredje fjerde uge for at få behandlingerne, for dem er jeg dybt afhængig af. Efter et års tid kunne vi godt se, at det ikke fungerede i praksis. Så nu bor hele familien i Danmark igen i foreløbigt et halvt år, og min mand pendler hver anden uge til sit arbejde i Norge.”

Du ser da godt ud

Selv om Annette kan mærke en positiv udvikling, er hun stadig meget påvirket af sine senfølger. Hver eneste dag har hun hovedpine, smerter i nakken og synsforstyrrelser. Hendes kognitive evner er også ramt, for det kniber med at huske og koncentrere sig ret længe ad gangen. Derfor er hverdagen delt op i små bidder. Motion er en vigtig del af genoptræningen, så Annette begynder dagen med en gåtur med hunden og senere meditation eller skånsom yin yoga. Hvis der er flere kræfter tilbage, træner hun hjernen med en nem kryds og tværs. Men udfordringerne er usynlige, og hun oplever, at det er med til at gøre ondt værre.

“Det er meget sjældent, at jeg har overskud til sociale arrangementer, for jeg kan
ikke klare for meget snak eller støj. Jeg vil så gerne være med, men tit er jeg nødt til at melde fra et kvarter før. Dem, der er helt tæt på mig, ved godt, at det er sådan, jeg
har det. Men for andre kan det være svært at sætte sig ind i."

"Jeg ser ud som før ulykken, og de synes jo, der er gået lang tid, så jeg må jo være
kommet over det. Det er en enormt ensom lidelse, for ingen forstår det rigtigt. De kan
ikke se, hvor dårligt jeg egentlig har det. Jeg får tit at vide ‘du ser da så godt ud’, og ‘man kan slet ikke se det på dig’.

Det er også den mistro, mange oplever at blive mødt med i sundhedsvæsenet – at symptomerne nok bare er noget, vi bilder os ind. Det er det rene vanvid, at man kalder det en funktionel lidelse – det betyder jo, at det er psykisk. Det er ikke psykisk, kan jeg love for.

Det bekræfter forskningen fra førende, internationale eksperter også. Jeg kan ikke hverken forstå eller acceptere, at danske fagfolk kan finde på at kalde det en funktionel lidelse. Det er på grund af den fysiske skade, jeg fik ved faldet, at jeg ligger hjemme i fem dage og er nødt til at isolere mig, fordi jeg har kvalme og galopperende hovedpine.”

Den rette hjælp

Annette har på forhånd fortalt, at hun kan få brug for flere pauser undervejs i interviewet. Ellers forsvinder ordene på grund af hjernetrætheden. Og hun ved, at bagefter er hun nødt til at sove i flere timer. Men hun har et stort ønske om at fortælle sin historie i håb om at give andre den hjælp, hun selv savnede.

“Jeg får stadig kuldegysninger af at tænke på, hvor forfærdeligt det var pludselig at stå i det følelsesmæssige kaos. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre for at forsøge at få mit liv tilbage. Uden det stærke netværk omkring mig havde det været vanskeligt overhovedet at komme hertil, hvor jeg er i dag.

Den hjælp, man bliver tilbudt, er tit fuldstændigt tilfældig eller ubrugelig. Det er derfor, jeg håber, at andre kan bruge mine erfaringer. Det gælder først og fremmest om at komme i hænderne på en fysioterapeut, der er specialist i piskesmæld og hjernerystelse. Det kan Hjernerystelsesforeningen rådgive om. Jeg har også fundet stor støtte i et fantastisk forum, The Concussion Community. Det er et internationalt onlinefællesskab, hvor vi deler erfaringer og råd om behandling."

"Jeg vil også virkelig anbefale, at man opsøger en psykoterapeut, som har forstand på at hjælpe mennesker efter piskesmæld og hjernerystelse. Psykoterapien har hjulpet mig meget. Jeg har haft utroligt svært ved at acceptere min nye virkelighed.

For hvem er jeg, hvis jeg ikke er hende, der kan klare alt det, jeg kunne før? Jeg har i hvert fald fundet ud af, det allervigtigste for mig er at have overskud til at være nærværende med min familie. Det handler om at aldrig at miste håbet, men blive ved med at kæmpe. Så må alt andet komme lige så stille hen ad vejen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november, 2022.