Som voksen fandt jeg ud af, at jeg er adopteret

Melanie Jarsholm kommer gående ned ad trappen i sin mors hus. Et hus, hun ikke er vokset op i, og et hus, der, ligesom kvin­den, der er hendes mor, indtil for ganske nylig var fremmed for hende.

Mor og datter kigger forbløffede på hin­anden fra hver sin ende af trappen. Uden at aftale det har de gennemgået samme ritual, inden de skal ud at spise i anledning af Melanies 50-­års fødselsdag.

“Vi opdagede, at vi begge to havde skif­tet ikke bare vores tøj, men også smykker, taske, sko og jakke, så alt passede sammen. Vi havde gjort det samme, og vi stod bare og grinede. Fordi det pludselig var så tyde­ligt, at her var en side af mig, jeg havde arvet fra min mor, for sådan var min adop­tivmor ikke. Det faldt bare på plads inden i mig: Nårh, det er dér, jeg har det fra.”

Indtil episoden i morens hus har det været lidt af et mysterium for Melanie, der i dag er 55 år, hvorfor hun er, som hun er.

Gennem hele sit liv har Melanies adop­tivforældre nemlig holdt det hemmeligt, at hun ikke er deres biologiske barn. Men på trods af at hun ikke vidste, hvorfor hun havde det sådan, har hun aldrig følt sig hjemme i den familie, der tog hende til sig som spæd. En nagende fornemmelse af at være anderledes, udenfor og ikke elsket på samme måde som sine ældre søskende har altid ulmet i hende.

“Når jeg så på mine forældre udefra, var jeg så forskellig fra dem. Jeg var meget udadvendt og social og ville prøve en masse ting, hvor de var isolerede, ikke havde nogen venner og sjældent så fami­lien. Jeg følte ikke, de interesserede sig for mig, og fokus drejede altid over på min storesøster og storebror.”

Troede det var løgn

Specielt efter Melanie bliver voksen og selv får børn, bliver det tydeligt, at den udefinerbare fornemmelse fra barndom­men af ikke helt at høre til ikke bare er noget, hun har bildt sig ind.

“Da kunne jeg jo mærke, hvordan følel­serne er mellem mor og barn. De bånd, der opstod helt naturligt, havde jeg slet ikke til mine forældre. Jeg kunne ikke for­ stå det og gjorde, hvad jeg kunne for at forbedre vores forhold, men det endte altid med skænderier og afvisninger. Inviterede jeg dem til middag, fik jeg afslag, og tog jeg ud og besøgte dem, sad de bare og læste avis.”

Den dårlige stemning og følelsen af at blive mødt med ligegyldighed bliver til sidst for meget for Melanie, som accep­terer, at kontakten må glide ud.

Der går nogle år, uden at hun hører noget fra sin familie. Indtil hun som 46­-årig får et opkald fra sin fætter, Benny. Han forklarer, at både hendes mor og far er syge. Moren af begyndende demens, og faren af kræft. Melanies storebror er flyt­tet ind hos dem, men da han er kommet ud i et misbrug, er det kaos. Hjemmet flyder med flasker og rod. 

Melanie er ikke sikker på, at hun har lyst til at blande sig, for de svære følelser er endelig kommet på af­stand, men da hendes storesøster bor i Australien, er Melanie den nærmeste pårørende, og hun kan ikke lade stå til.

Hun ringer til sagsbehandleren og får at vide, at kommunen har ledt efter en på­rørende, men ikke har kunnet finde nogen. Det fortæller Melanie sin fætter, da de mødes for at tale om situationen.

“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor ingen havde henvendt sig til mig, og hvorfor jeg var umulig at finde. Så sagde han: ‘Jeg tror ikke, du er klar over, at du er adopteret’. Jeg blev lammet, chokeret og troede, det var løgn. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.”

Endelig svar

Da Melanie har fordøjet nyheden, be­gynder brikkerne at falde på plads. Det giver pludselig mening, hvorfor forholdet til dem, hun nu ved, er hendes adoptivfor­ældre, har været så kompliceret.

Men tusind andre spørgsmål opstår: Hvor er hendes rigtige forældre, hvorfor og hvornår er hun bortadopteret, hvorfor er det blevet holdt hemmeligt, og hvorfor tog hendes adoptivforældre hende til sig, når hjerterummet ikke var der? En kon­frontation med forældrene kommer der ikke meget ud af.

“Min far var rigtigt syg og benægtede alt. Min mor var dement og kunne ikke give mig svar. Det var meget frustrerende, for jeg havde lige fået vendt op og ned på alt, hvad jeg hidtil havde vidst om sig selv, og ingen kunne eller ville fortælle mig noget. Jeg havnede i en identitetskrise, hvor jeg hele tiden spurgte mig selv: Hvem er jeg? Jeg ville vide, hvor jeg kom fra, og hvem jeg lignede. Jeg følte mig rodløs.”

Ved at kontakte myndighederne finder Melanie årsagen til, at hun ikke er opført som adoptivforældrenes familiemedlem: Familien boede i England indtil 1972, og da de vendte tilbage til Danmark, kom hun ind i landet uden at blive registreret. Der findes derfor ingen oplysninger, hun kan bruge i sin jagt efter svar. I stedet kontak­ter hendes veninder forskellige TV-­pro­grammer, som hjælper med at finde tabte familiemedlemmer, og efter mange blind­gyder og års søgen er der endelig bid.

En forårsdag i 2016 står hun sammen med et kamerahold foran sin biologiske mors hus i England og banker på. I første omgang vil moren ikke åbne, men Melanie insisterer. Langt om længe åbner moren, og da hun finder ud af, hvem Melanie er, bryder hun sammen. 49 års angren og for­trydelse vælter ud af hende. Da følelserne er faldet til ro, får Melanie endelig den for­tælling, hun er kommet for.

En gravid pige på 18 år 

Det er historien om en 18­-årig, der har mistet sine forældre og bliver gravid med en 36-­årig mand fra den engelske over­klasse. Han vil ikke have børn, og da der ikke er et socialt sikkerhedsnet for enlige mødre, vil hun stå alene uden mulighed for at passe sit job, hvis hun beholder barnet. Men det er ikke så let at finde en adoptiv­familie, så Melanie bor hos sin mor og far, indtil hun er 11 måneder – og der bliver lavet en aftale om, at den familie, der pas­ser Melanie, når hendes mor er på arbejde, skal adoptere hende. Det er altså dem, der bliver Melanies adoptivforældre, og som kort efter flytter til Danmark.

“Fra at hele mit liv og oprindelse var et stort puslespil for mig, kunne jeg begynde at samle brikkerne. Det gav mig en ro, og det fjernede meget dårlig samvit­tighed over for mine adoptivforældre, som jeg har båret rundt på, fordi jeg ikke havde de følelser, jeg syntes, jeg burde have. Jeg fik en forståelse for, hvorfor jeg har svært ved at knytte mig til andre, noget jeg senere har fundet ud af er et normalt kendetegn for adoptivbørn.”

Samtalen med Melanies mor bliver den første af mange. De to kvinder taler sam­men mindst hver 14. dag og besøger hin­anden, så ofte de kan. Melanie har endelig fået en at spejle sig i og en forklaring på de ting, hun ikke har kunnet forstå om sin egen barndom. Nogle spørgsmål står sta­dig ubesvarede: Hvorfor hendes adoptiv­forældre tog hende til sig, og hvorfor hendes ophav skulle holdes hemmeligt.

“Jeg er ikke utaknemmelig overfor det, de gjorde, men følelsesmæssigt er deres måde at forholde sig til adoptionen på sta­dig svær for mig. Du kan ikke bare tage et barn og sætte det ind i en anden familie og tro, at det ikke får konsekvenser, hvis bare man ikke snakker om det. Jeg tror, jeg havde forstået både mig selv og mine adop­tivforældre bedre uden hemmeligheds­ kræmmeriet. Men jeg har accepteret, at det er sådan, det er.”

For Melanie har fået noget, hun har savnet uden at vide hvorfor: En mors kærlighed.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 27.maj 2021.