Portræt af Gitte Hansen
"Jeg er opmærksom på de øjeblikke, hvor livet slet ikke er så værst."© Kirstine Mengel

Jeg fandt glæden i min madblog

Gitte Hansen er et bevis på, at en krise kan føre til en ny begyndelse. Under pandemien fik hun modet til at prøve at leve af sin passion: En blog, der bobler af hverdagslykke og hverdagsmad.

15. februar 2023 af Hanne Vinther Mikkelsen

Selvforkælelse. Sig det skønne ord højt. Hvad rimer det på for dig? Solferie under sydlige himmelstrøg? Et spaophold? Gitte Hansen er ikke i tvivl. Det er hverdagens hyggestunder, der kan gøre hende helt høj.

“Jeg har lært at blive meget opmærksom på de der små øjeblikke, hvor livet slet ikke er så værst. 

Det kan være, når der dufter af nybagte boller eller en varm leverpostej i ovnen. Jeg bliver simpelthen så glad i låget af at gå i køkkenet og finde på nye lække­rier. Det er indbegrebet af livsglæde for mig, når det simrer og syder, og duften af hjemmelavet breder sig i hele huset.”

Blot en glad amatør

Derfor har Gitte næsten altid “noget i ovnen", som også er navnet på hendes blog.

Hun trakterer sine mange følgere med opskrifter på alt fra den enkle mormormad til de mere eksotiske menuer. Den kreative proces er hendes kick, og det bliver til mindst fire nye opskrifter hver dag.

“I bund og grund er jeg bare en glad ama­tør, der helt vildt gerne vil dele ud af det, der gør mig i godt humør. Så det er superfedt, at der er mange, som skriver til mig, at jeg har givet dem modet til selv at gå i gang. Jeg har fået de sødeste beskeder fra enkemanden på 85 år, som aldrig har lavet mad før, men nu kan lave flere retter. Og jeg har hørt fra en studerende, som er stolt over at kunne lave sin egen millionbøf.

Det betyder meget for mig, hvis jeg kan give noget af den glæde videre, som jeg selv føler ved bare at gå i gang med at kreere noget.”

Forkælelse i krisetid 

Gitte er egentlig bibliotekar, og det med bloggen begyndte bare for sjov. Dengang var hendes Facebook­-profil nemlig ved at drukne i billeder af mad, brød og kager, hun lige ville vise til familie og venner. En veninde opfordrede hende til at lave en blog i stedet for, og pludselig var der mange, der kiggede med. Og i den seneste tid er det nærmest eksploderet.

Langt over en million danskere kigger nu forbi hver måned for at få en bid, når Gitte smager på livets goder på den snus­fornuftige måde, som ikke kræver en stor pengepung eller et Instagram­-filter.

“Måske kan de godt lide, at det er ret jordnært med mine ‘brug bare, hvad du har­-opskrifter’. Der er i hvert fald ikke så meget smart­ass med superstylede mad­ billeder i bedste Bo Bedre­-stil og opskrif­ter med sjældne krydderier, som skal købes i en specialbutik. Fine fornemmel­ser kan man jo ikke bruge til noget i krise­tider, hvis man har lyst til at forkæle sig selv lidt. Jeg har altid været sparsommelig og levet bæredygtigt, fordi jeg synes, det giver god mening. 

Lige i øjeblikket ekspe­rimenterer jeg meget med det, der kan komponeres med ingredienser, som køb­manden har på tilbud. For det er så meget federe og stimulerende for kreativiteten at stå med nogle rester fra i går eller en pose pastinakker til en 10’er, og så fundere over, om jeg ikke kan trylle noget fantas­tisk ud af det.”

Men Gitte byder også sine følgere på åndelig føde. Bloggen bobler af hverdags­lykke, som hun deler gavmildt ud af i håb om, at hun kan inspirere andre. Med alt fra strøtanker, sjove situationer, små udflugter og store læseoplevelser.

Gittes 5 råd til mere glæde

1. Se solnedgange

“Jeg bliver euforisk af at være ude i na­turen. Jeg nyder at indfange stemninger, årstiders skiften og dufte på mine gåture i skov, krat og ved havet. Når jeg ser solen gå ned i havet, føler jeg mig rig.”

2. Spis i bilen

“Maden og kaffen smager så meget bedre, når den nydes udenfor. Er det for koldt, spiser vi i bilen med udsigt til et smukt sted. Vi hører stille musik fra bil­ radioen og er en oplevelse rigere, uden at have taget pungen op af lommen.”

3. Læs gratis bøger

“Jeg elsker at læse, og med bøger fra biblioteket er det helt gratis. Jeg finder altid ro og glæde med en god bog.”

4. Lån gratis film

“Lån gratis film på bibliotekets digitale tilbud som for eksempel Filmstriben.”

5. Dyrk gratis kultur  

“Brug de mange gratis kulturelle op­levelser. Det kan være kunstudstillinger, koncerter, byvandringer, foredrag, bog­ cafeer, koncerter i foreninger og kirker. Især kirkekoncerter er jeg begyndt at sætte særligt stor pris på. Jeg er ikke specielt religiøs, men jeg kan få næsten helt gåsehud over, så smukt det lyder. Jeg er glad bagefter. Både af oplevelsen og samværet med andre mennesker.” 

Du kan tænke dig glad

“Vi trænger virkelig til at få noget farve på livet lige nu. Sommetider skal der slet ikke så meget til, men det kan godt være svært at få øje på det. Så jeg vil gerne give de ideer videre, der virker for mig. For jeg tror, der er mange, der har brug for at blive mere bevidste om de små lyspunkter. Tit har vi det jo med at tænke mest på den næste udfordring. Det har jeg selv gjort en del. Men jeg er ved at vende bøtten og er begyndt at tænke meget mere over, hvad der egentlig giver mig glæde – og så prøver jeg at gøre noget mere af det. 

Hvis jeg starter tankerækken en dag, der virker træls, så kan det være svært at finde lys­punkter til at begynde med, men det ender alligevel med, at listen bliver lang. Og jeg har opdaget, at det faktisk gør mig mega glad bare at tænke på, hvad der gør mig glad.”

Gitte er en del af en tendens, der har været markant stigende den seneste tid: Når vores vilkår bliver vendt på hovedet, kan det sætte skub i overvejelserne om en helt ny tilværelse. 

Tag springet  

For Gitte betød pan­demien, at hun fandt modet til at prøve at fuldtidsleve af sin passion.

“Under coronanedlukningen fik jeg pludselig fred og ro til at reflektere, og det såede nogle frø.

Jeg har arbejdet som bib­liotekar i 30 år og altid elsket jobbet og mine dejlige kollegaer, men jeg kunne også mærke, at jeg følte det som en enorm stor lettelse at være fri for uret, da vi blev sendt hjem. Jeg var allerede gået lidt ned i tid, fordi jeg ville koncentrere mig mere om bloggen, men jeg havde ikke turdet tage det store spring. Men under coronakrisen opdagede jeg en masse kvaliteter i tilværel­sen, som jeg havde savnet. 

Jeg nød at have en mindre stresset hverdag. Jeg fik for alvor naturen ind i min hverdag. Pludselig kunne jeg gå en tur i skoven eller ved stranden, når jeg fik lyst. Det gjorde mig gladere og mere kreativ. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle forfølge min drøm om at blive fuld­tidsblogger, så var det nok nu. 

En krise fører selvfølgelig meget negativt med sig, men den kan også føre til noget bedre,” siger Gitte Hansen.  

Artiklen er tidligere bragt  Magasinet Liv i februar 2023. 

Gitte Hansen (54)

  • har arbejdet som bibliotekar i 30 år. Blogger nu på fuldtid om mad, kager og hverdagslykke på Nogetiovnen.dk.
  • er gift og mor til Amanda på 26 og Mikkel på 23 år.
  • bor i Randers. 
Portræt af Gitte Hansen
Gitte Hansen bobler så smittende af hverdagslykke!© Kirstine Mengel

Du vil (garanteret) også kunne lide