Portræt af særligt sensitiv
Ah, friheden ved at finde sig selv! Den har Bente Levoll fundet som voksen.© Anne Grethe Thoresen

Jeg er særligt sensitiv – fandt jeg ud af!

Bente Levoll ville så gerne fikse alt og sørge for andre, men samtidig gjorde det hende irritabel og udmattet og til sidst stresset. Indtil hun fandt ind til sig selv. Og ud af, hvordan hun kan klare indtryk.

21. december 2022 af Anne Grethe Thoresen

Der findes mange veje at finde til­bage til sig selv på, men de findes i ringe grad hos ens praktiserende læge, mener Bente Levoll. Så så må man selv gå sin egen vej. 

Bente fortæller, at hun var grænseløs, i sit job og privat, og at hun til sidst blev så udmattet, at hun blev sygemeldt.

“Jeg lyttede udad for at finde svar i stedet for at lytte indad til min egen sandhed,” fortæller hun og fortsætter:

“Vi mennesker er utroligt forskellige, men alle kan lytte til deres indre stemme. Den er noget, vi alle har. Den indre stemme behøver ikke nødvendigvis fortælle dig, at du skal stoppe i dit job, eller at du skal flytte på landet, men det kan være at sige nej til noget, når du kan mærke, at det er det, du har lyst til: At sige nej. Husk at klappe dig selv på skulderen, når du lytter til, hvad der gør dig godt.”

“Selv kendte jeg ikke mine egne behov, jeg blev på en måde selvudslettende. Jeg kunne godt se og sige, hvad andre havde behov for, som for eksempel mine børn, men det var vanskeligt at se, hvad jeg selv havde behov for.”

Fanget af en hvirvelvind

Bente var et stille barn og husker, at hun let kunne mærke andre og deres udfordringer.

“Jeg havde en opfattelse af, at jeg skulle hjælpe eller fikse andre, og jeg kunne føle en hjælpeløshed, fordi jeg ikke vidste, hvor­dan jeg bedst kunne hjælpe,” siger hun.

“Det, jeg følte i andre, akkumulerede sig derfor i mig og blev hos mig. Jeg havde ganske enkelt ikke noget sted at gøre af det, og jeg blev på den måde en slags con­tainer for andre. Jeg formåede ikke at give slip på eller smide det fra mig, som forstyr­rede mig, og i stedet bar jeg det ubevidst med mig. Noget, som nok optog meget af min energi. Som barn formåede jeg ikke at udtrykke dette, og jeg havde heller ikke værktøjerne til at gøre noget ved det.”

Det var først, da Bente som voksen faldt over en bog om højsensitivitet eller særlig sensitivitet af forsker og forfatter Elaine Aron, at hun begyndte at forstå sig selv bedre.

“Der begyndte jeg at forstå, hvorfor ting var, som de var for mig, og at det egentlig var en vældigt fin ting at være sensitiv. Den forståelse har betydet, at jeg nu kan tage de forholdsregler, som kan hjælpe mig, når jeg bliver overstimuleret. Nu forstår jeg, hvad der sker, og jeg lader mig ikke blive fanget i en følelsesmæssig orkan, som jeg gjorde tidligere. 

Når jeg tidligere blev overstimuleret, var det, som om en hvirvelvind tog fat i mig, jeg blev irritabel og vred, udmattet og træt. Jeg for­ stod ikke, hvad det var, der skete, og jeg blev følelsesmæssigt ustabil. Det var som en voldsom graviditet! 

Jeg kunne mærke, at jeg ville til bunds i det her og lære mere, og lidt efter lidt blev jeg også vejleder for andre personer med særlig sensitivitet. Det har givet mig en utroligt god forståelse for mig selv og andre.”

Forkerte diagnoser

Bente fortæller om den periode, hvor hun blev mere og mere træt i sit job som sygeplejerske.

“Jeg var lidt grænseløs i mit job. Jeg elskede at give, jeg satte ingen grænser for mig selv, jeg gav i alle retninger, og jeg blev udmattet. Det er nok sådan, jeg er som per­son,” analyserer hun.

“Jeg lod min energi gå ind i andre men­neskers energi, og jeg kunne ikke skelne mellem, hvad der var mit, og hvad der var andres. Jeg skulle hele tiden fikse ting, og jeg tog på en måde jobbet med mig hjem. Dengang blev det meget kaotisk, og jeg forstod ikke, hvad der skete. Her bagefter, hvor jeg har undersøgt mere om særlig sen­sitivitet eller højsensitivitet, forstår jeg, at jeg har taget så mange signaler ind, som jeg ikke forstod dengang. Jeg evnede ikke længere at være intuitiv og have overblik­ket. Jeg blev bare stresset og irritabel, ja, ganske enkelt overstimuleret. Jeg mistede bagefter koncentrationen, jeg blev svim­mel, og jeg fik ondt overalt i min krop. Hele mit system gik i overload,” siger Bente Levoll.

For Bente blev det en dans i ring med sundhedsvæsenet.

“Da jeg begyndte at blive træt, havde jeg fået barn nummer to. Det var der, jeg mærkede, at jeg følte mig syg. Jeg fik diag­noser, som kunne give mig sygemeldinger. Alligevel var der et sted inde i mig, som følte, at det ikke var rigtigt. At de ikke var rigtige.

Jeg fik tappet litervis af blod, som ikke gav svar på noget som helst. Jeg fik diagnoser som depression og angst. Jeg vidste bare, at de var forkerte. Forkerte på den måde, at de ikke var årsagen til, men symptomet på, at der var noget galt. Jeg takkede alligevel ja til en sygemelding, fordi det gav mig en pause. Det var som at synke ind i en oase. Først nogle uger, der­efter en længere sygemelding. Det var bare det, jeg havde længtes efter,” siger Bente Levoll.

Portræt af særligt sensitiv
Bente Levoll: “Jeg var lukket som person, og mit selvbeskyttende ego var nok ret stærkt.”© Anne Grethe Thoresen

Jeg kunne ikke være svag

Bente skammede sig i mange år.

“Jeg var jo sygeplejerske, det var jo ikke mig, som skulle være syg. Jeg skulle jo være på den anden side, den, som var rask, den, som hjalp, den, som havde ressourcer. Så jeg slap for at se på mig selv og mit eget liv. Måske handlede det om at indrømme en svaghed? 

Jeg kunne ikke være svag, for jeg havde ikke noget repertoire for det. Men jeg har aldrig følt mig bedre end andre, det har ikke handlet om det! Det var vel deri­mod, at jeg bare skulle du i samfundet, at jeg skulle være ‘normal’, sammenlignet med de forventninger, jeg følte. Det var nok min drivkraft, sammen med mit ønske om at hjælpe andre,” fortæller hun.

“Jeg har altid beundret andre på mit job, som bare kunne fortælle frit om deres liv. Det kunne jeg ikke. Jeg var lukket som person, og mit selvbeskyttende ego var nok ret stærkt. Jeg ville ikke være en af ‘dem’. ‘Dem’, som var svage, ‘dem’, som måtte hjælpes,” fortæller hun videre.

“Det fortæller mig, hvor hovedstyret jeg var, og hvor værdifuld jeg følte mig, når jeg var på arbejde. Mit job var en stor del af min identitet. Mit selvværd var nok ikke så godt, men når jeg fik min uniform på, så fik jeg en kraft. Det var som at gå ind i en rolle, hvor jeg var utroligt reflekteret og klar. Jeg havde en stærk intuition i det ar­bejde, jeg gjorde, i tillæg til den kraft, jeg følte. Og jeg var utroligt glad for mit job. I mit job. Der følte jeg virkelig et flow og en beherskelse.”

Sygeplejerske-snak

Da Bente blev syg og skulle følges op på, var det sygeplejersken i hende, som talte.

“Jeg talte, som om jeg var raskere, end jeg var, og som om at det her skulle jeg nok fikse. Set i bakspejlet kunne jeg nok godt have brugt nogle, som kunne have stillet mig nogle mere konfronterende spørgsmål. Jeg kunne godt have ønsket mig at have fået lidt mere modstand i samtalerne, lidt flere udfordringer og lidt mere vejledning,” siger Bente Levoll, som samtidig vil understrege, at hun blev taget hånd om og blev tjekket for fysiske symptomer for at udelukke andre mulige ting.

“Efter maksimum tid på sygedagpenge lå en mulig invalideydelse og lurede (Bente Levoll er nordmand og bor i Norge og derfor i et andet system end i Danmark, red.), og til sidst blev det rigtigt for mig. Da jeg snak­kede med min læge om det, var det faktisk det bedste lægebesøg, jeg har haft, for jeg følte sådan en frihed, en frihed i, at det var mit valg. Der startede min selvudvikling. Det store skifte skete, da jeg tog en videre­ uddannelse i vejledning og mindfulness. Da begyndte jeg endelig at finde en ro. Der havde jo været kaos i mig så længe, og jeg havde haft et højt stressniveau i min analytiske hverdag.”

Kroppen, ikke hovedet

“Men jeg var fortsat en container! Det be­gyndte at løsne sig og ændre sig, da jeg startede på coachinguddannelsen og ad den vej fandt vejen ind til at give slip på alt det, jeg gik og holdt på, og som egenlig ikke var mit. Det handlede om at løsne og bearbejde alt det, jeg havde samlet på, siden jeg var barn, og som havde fyldt containeren igen­nem et langt liv. Den coachinguddannelse, jeg valgte, er baseret på en yogafilosofi, og yogaen blev en naturlig vej videre. Et hjertevalg,” som den nu nyuddannede coach siger.

“Yogafilosofien harmonerer godt med mine værdier, og jeg har også fået et bedre forhold til min krop. Nu er det faktisk kroppen, som får mest opmærksomhed, og som er mit sanseapparat. Gennem yoga er der flere veje ind til klarhed og ro, og de mest kendte er fysiske øvelser og medi­tation. Det er blevet mit nye værktøj efter at have levet hele mit liv i mit hoved,” for­klarer Bente Levoll.

“Du bliver hurtigt forvirret og forstyrret i en hovedstyret verden, og når du hele tiden skal analysere. Men når det så er sagt, så er det jo ikke sådan, at du ikke længere har brug for dit hoved. For mig, som var så hovedstyret, var det bare uvant at træffe valg, som ikke var logiske, men som jeg nu vidste var rigtige. De valg har været de bedste valg, jeg har truffet, og de har været livsændrende,” reflekterer Bente Levoll.

“Det er egentlig lidt sjovt, at jeg er endt med yoga. Mig, som hele livet har haft et mangelfuldt forhold til min krop,” griner den nyuddannede coach. 

Det er coaching

Kort forklaret er coaching en samtale mellem en professionel coach og en klient, hvor klienten selv finder svarene på sine spørgsmål gen­nem coachens undrende spørgsmål og opmærksomme lytten. En coach giver ikke gode råd, men hjælper dig til at finde svarene i dig selv.

For vi har allesammen svarene i os, men de bliver ofte overdøvet og kan være svære at få øje på i en hektisk hverdag fyldt med mange informationer og masser af gøremål og pligter. Når alt går så hurtigt, sker det ofte på bekostning af tiden og overskuddet til selvrefleksion. I stedet forsøger vi at finde svar uden for os selv, noget, som samtidig svækker tilliden til os selv og vores egne følelser.

Gennem coaching genfinder du skridt for skridt indsigt og klarsyn. Søger du efter en coach, vil du støde på forkortelsen NLP, som står for Neuro Lingvistisk Programmering. I NLP­-metoden tager man udgangspunkt i det, der er lige nu og her, uden at lade fortiden fylde særligt meget. Ved at slippe fortiden kan du skabe plads til nye tanker og handlinger, som giver overskud og en følelse af frihed.

Kilde: Coach- og yogalærer Bente Levoll

I dag sætter Bente sine grænser for at kunne fungere i kaosset.

“Kontakten med mig selv er helt frisk, og jeg må stadig dæmpe tankestøjen og få kontakten ind i kroppen, eller det, som jeg vælger at kalde hjertet. Hjertet er det, der vejleder mig, og det gør min krop på sin vis også. Kroppen bruger jeg nu som et værk­tøj til at finde roen. Også ved hjælp af yoga. I coachingen har jeg fundet tilbage til mig selv og det, som kaldes min sandhed. Det har givet mig en værdifuld forklaring og et godt værktøj til at finde tilbage til min ro, når jeg gang på gang bliver hevet ud og ind af støj og stress omkring mig.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide