Der … bo … bor … en … (lang pause) … hus, nej … hund ….’ Jeg kan mærke, at lærerens øjne hviler på mig, men jeg stirrer stift ned i bogen, mens bogstaverne fletter sig sammen foran mig. Hvis ikke jeg kigger op, går tiden. Og jeg ved, at læreren skæver til uret på væggen. Trækker jeg den længe nok, siger hun ”tak” og går videre til en anden.
Men først skal vi igennem endeløse minutter, der føles som timer og år, hvor alle kigger intenst på mig, mens sveden pibler frem under mine nakkehår. De andre elever sukker på skift og bevæger sig utålmodigt på stolene. Jeg siger ikke noget, kigger bare ned for at undgå øjenkontakten. Om lidt er det ovre. Bare træk tiden, Signe. Om lidt slipper jeg fri … lige indtil næste time.
Min skoletid
Jeg kan stadig få det fysisk dårligt, når jeg tænker tilbage på min skoletid. Frikvartererne var fine nok, men timerne var frygtelige. En lang pine, hvor jeg hele tiden var i alarmberedskab, for tænk nu, hvis jeg blev peget ud til at læse noget, selv om jeg ikke rakte hånden op. For jeg kunne ikke læse.
Jeg er fra Brøndby, og heldigvis var der en del problembørn, som vi kaldte det dengang, på min skole. Mit håb var altid, at nogen havde lavet ballade, snittet i nogle dæk, mobbet nogen eller haft andre konflikter i pausen, for så vidste jeg, at timen ville gå med at tale om det i stedet for det, som læreren oprindeligt havde planlagt. Deres ballade var min redning. Så kunne jeg sidde lige så stille i flokken og lytte til, hvad der foregik, i stedet for selv at være i centrum. Det var det bedste.
Fra et hjem med bøger
Jeg kommer fra et hjem med 10.000 bøger. Min far, der er halvt fransk og måske ikke helt så pædagogisk, var advokat, og min mor var husholdningslærer, så de ville bare gerne have, at jeg klarede mig godt. De mente nok, at jeg havde sværere ved at lære end andre, så de hjalp mig meget. Med at læse de bøger igennem, vi havde i skolen, og med at stave.
Jeg har også en storebror, der er tre år ældre, som altid sad med hovedet begravet i en bog. Han var den kloge. Og jeg følte mig enormt dum, fordi jeg bare var den fjollede lillesøster. Min fantasi har dog aldrig fejlet noget, så jeg kunne til gengæld digte de mest fantastiske historier. Og så kunne jeg regne – og rigtigt godt lide at tegne. Men det var det andet, der talte i skolen.
Uegnet til gymnasiet
Jeg skrev gode stile, men min stolte far rettede dem igennem med korrekturtegn, før jeg så skrev dem ind i kladdehæftet og afleverede dem til læreren, så de kom jo uden fejl. Derfor virkede stilene som en stor kontrast til min hakken i teksten i timerne eller de gyselige dage, hvor vi skulle have diktat, og halvdelen af mine staveord var volapyk.
Alligevel var det et kæmpe chok, da jeg i 9. klasse blev erklæret uegnet til gymnasiet. Bum, uegnet. Sikke et mærkat at sætte på folk.
Med et var jeg lukket ude af fællesskabet, fordi jeg ikke skulle med mine venner videre hen på det lokale gymnasium, hvor min storebror havde gået, for hvad gør man så? Det var enormt skamfuldt og sorgfuldt, for det er jo også alt det sociale, man bliver udelukket fra. Jeg ville slet ikke i skole mere.
Er jeg bare doven?
I stedet kom jeg i 10. klasse på en anden skole. Det blev ikke en bedre oplevelse. Den første stil, jeg afleverede der, havde jeg ikke haft forbi min far, så den fik jeg tilbage med en dårlig karakter og kommentaren: ‘Stilen er så fyldt med fejl, at jeg ikke vil rette den’. Av.
Når du får at vide, at det, du laver, ikke er godt nok til at blive bedømt, selv om du virkelig har brugt lang tid på det og gjort dig umage, så føler du dig ligegyldig. Og så kan det jo være lige meget, om du bruger kort eller lang tid på at lave lektier, hvis det blot giver en dårlig karakter uanset hvad.
I dag kan jeg blive så gal og frustreret over, at jeg skulle have det sådan. At ingen opdagede eller tog hånd om, at jeg havde det svært med at læse og skrive, men bare lod mig blive i min egen tro om, at jeg var langsom, dum og doven, fordi jeg ikke bare kunne tage mig sammen til at lære det.
En bremse i mit liv
Sådan skal intet barn jo have det. Det må være de voksnes ansvar at hjælpe børnene videre, så man ikke får smadret sit selvværd, fordi man ikke kan det, som alle andre finder let. Jeg bliver faktisk ked af at tænke på, at jeg skulle alt det igennem. Og hvor meget det har bremset mig i mit liv. Det der med hele tiden at være bevidst om, at man ikke gør det godt nok, og så at skulle forsøge at dække over det også. Det er ikke sundt.
Derfor pressede jeg også meget på for at få min datter ordblindetestet, da jeg kunne se, at hun begyndte at få nogle af de samme begynderlæsevanskeligheder, som jeg havde haft i skolen. Jeg ville for alt i verden hindre, at hendes skolegang skulle blive lige så traumatisk som min. Hun blev testet – og erklæret ordblind. Godt så, så tager vi den derfra!
Jeg kiggede på min datters test og kunne pludselig forstå, at vi havde nogle af de samme måder at opleve nye ord på, og så besluttede jeg, at jeg også ville testes for første gang i mit liv. Selv om jeg var blevet 50 år og for længst havde lært, hvordan man mingelerer rundt i livet uden at afsløre, at læsning og stavning volder problemer.
Et arbejde med ord
Paradoksalt nok er jeg havnet i en branche fyldt med bogstaver som grafisk designer, fordi mit udgangspunkt var, at jeg er god til at tegne. Og jeg har godt nok hørt på mange sårende kommentarer igennem tiden, fordi folk ikke ved bedre – og fordi jeg ikke har meldt åbent ud, at jeg har svært ved at læse og stave. Hvorfor sagde jeg det ikke bare? Fordi jeg ikke ville sættes i bås som dum som i skolen.
Jeg startede min karriere med at være i lære som typotekniker, så jeg senere kunne søge ind på Den Grafiske Højskole, hvor jeg kunne være mere kreativ. På min læreplads skulle jeg typografere novellerne i et ugeblad. Forfatterne sendte deres maskin- eller håndskrevne manuskript ind, og så skulle jeg taste teksten ind, bogstav for bogstav, på en sort computerskærm, så historien kunne trykkes.
Jeg læste aldrig, hvad der stod, men forholdt mig kun til hvert enkelt bogstav. Så selvfølgelig lavede jeg fejl – og hørte også en del for det. Men heldigvis kom det mig til gode, at min far havde lært mig at læse korrekturtegn, så jeg selv kunne rette fejlene, når korrekturlæseren havde været mine ting igennem.
Ydmygelse
Mit næste job var hos et reprofirma, hvor jeg også skulle layoute og også skulle skrive tekster ind. Min første opgave var en årsrapport til et eller andet stort firma, hvor jeg på forsiden fik skrevet ‘oktorber’ i stedet for oktober.
Uheldigvis endte netop den årsrapport på et dækbillede i et tv-indslag om økonomi på landsdækkende tv. Selvfølgelig til stor irritation for min chef, som hånligt sagde til mig foran hele kontoret: ‘Jeg må vist hellere tjekke dit svendebrev’.
Underforstået, at det da vist ikke kunne passe, at jeg havde taget en uddannelse, når jeg kunne lave sådan en bommert. Jeg vidste jo ikke, at jeg var ordblind, så igen følte jeg mig bare dum og sjusket, selv om det nok mest var ment med et glimt i øjet.
Et kæmpe tabu
Endelig kom jeg ind på Den Grafiske Højskole. Her handlede det i høj grad om, hvordan tingene tog sig ud, frem for hvordan de blev stavet, og det gav mig lidt selvtillid efter mange år med fokus på det andet.
Bagefter endte jeg i magasinbranchen som layouter, og ofte har jeg måttet høre journalisterne brokke sig højlydt over, at folk ikke kan sætte nutids-r’er og andre småting. Som om det er noget, man skriver forkert med vilje.
Den slags kommentarer og stikpiller gjorde, at jeg altid forsøgte at skjule, at jeg selv havde et problem med at stave. Eller også forsøgte jeg at flytte opmærksomheden ved at sige noget kækt tilbage. Når der er noget, man ikke kan, kompenserer man jo på anden vis. Og jeg, den rødhårede lillesøster, har altid kunnet trække meget opmærksomhed og kan lide at være social og udadvendt, når det bare ikke var i timerne i skolen.
Min tid i skolesystemet har gjort mig ekstremt god til at undvige konfrontationer og dække over min manglende kunnen. Så mange i mit arbejdsliv og min omgangskreds er nok slet ikke klar over, hvor svært jeg egentlig har haft det. Og hvor meget koncentration og ekstra tid jeg faktisk har brugt på at skrive noget læsbart og fremstå som alle andre. Det er jo skørt, at det skal være sådan. Men at have stave- og læsevanskeligheder er et kæmpe tabu, selv om mange flere, end man regner med, har store problemer med det.
I dag er man selvfølgelig hjulpet af, at der nu findes stavekontrol på smartphonen og muligheder for at modtage og sende sms’er og andet ved at indtale dem eller få dem læst højt af sin telefon, tablet eller computer. Så tingene glider lidt nemmere og hurtigere end tidligere, men der er stadig mange, der ikke kan læse og stave. Det ved jeg nu, efter jeg selv så småt er begyndt at sige højt, hvordan jeg har haft det.
Er du bogstavdøv?
Det er tre år siden, at jeg fik svaret på min læsetest: Ordblind, endda i svær grad. Det lyder mærkeligt, men jeg blev så glad og lettet, da svaret kom. Endelig fik jeg en forklaring. Nej, jeg havde ikke været uintelligent eller doven hele livet, nej, jeg kan ikke bare tage mig sammen og komme ind i kampen. Jeg har rent faktisk et usynligt handicap. Og nogen har anerkendt det. Og de vil ovenikøbet tilbyde mig hjælp, så jeg kan klare mig lidt nemmere her i vores verden, der er proppet med ord. Bare kig dig omkring, der er ord alle vegne. På coladåsen, på telefonen, på skiltene, overalt. Det burde i øvrigt ikke hedde ordblind, for vi kan jo sagtens se ordene. Det skulle hellere hedde bogstavdøv, for det er det, der er problemet.
En anden læsemetode
Som ordblind kan du ikke afkode bogstavernes lyde og forvandle dem til ord. Du er nødt til at have set ordet før og hørt det udtalt, før du kan lære at læse det. Nu forstår jeg også, at ikke-ordblinde læser på en helt anden måde end mig, så derfor flyder det noget nemmere for jer, når læsekoden først er knækket. Når jeg for eksempel skal læse i en bog, læser jeg ordene op for mig selv inde i hovedet – og det tager tid.
Det har altid undret og fascineret mig, at min bror kunne læse ting med en lynende hast, og jeg forestillede mig, at hans oplæserstemme inde i hovedet måtte lyde som Chip og Chap, fordi det gik så stærkt. Han forstod ikke, hvad jeg mente, når jeg spurgte ham om det som barn. Fair nok, kan jeg forstå nu, for han har slet ikke den der oplæserstemme inde i hovedet, når han læser noget. Han afkoder bare ordene uden lyd. Der kan man bare se.
Tilbage i skole
Efter jeg fik afklaret, at jeg er ordblind, har jeg gået på et gratis undervisningsforløb på VUC for ordblinde. Det var meget angstprovokerende for mig at skulle tilbage på skolebænken, fordi skole er forbundet med så meget negativt. Men hurtigt opdagede jeg, at vi alle var i samme båd, så læringsmiljøet og måden, vi lærer på, er helt anderledes. Det vil jeg virkelig anbefale til alle voksen-ordblinde.
I dag bruger jeg meget lydbøger, men jeg kan faktisk også godt lide at læse almindelige bøger. Det har jeg altid kunnet, men nu forstår jeg bedre, hvis det går lidt langsomt undervejs. Jeg har også altid skrevet meget, når det var noget, jeg gjorde for min egen skyld. Jeg skrev for eksempel breve til mine veninder, da jeg var au pair i England, og jeg skrev dagbog som barn.
Jeg stavede bare på min egen måde, som kun jeg kunne afkode. Nu skriver jeg længere tekster på computeren, hvis der er brug for det, for den kan hjælpe mig med med at stave det meste, og så har jeg efterhånden lært så mange ord udenad, at jeg også kan skrive breve i hånden, uden at det er totalt ulæseligt for andre.
Ingen skam
Der er stadig mange fordomme om det at være ordblind og meget uvidenhed om måden at lære at læse på, som er væsentligt anderledes for os end for ikke-ordblinde. Det kan jeg blandt andet se, når min datter har vikarer i sin klasse, der ikke kender til det. Men jo mere vi taler om det generelt, jo mindre tabu bliver det.
Jeg synes stadig, det er grænseoverskridende at sige højt til folk, der ikke kender mig så godt, at jeg er ordblind, men det er rart, når de ved det, så jeg ikke skal skamme mig eller være bange for at falde igennem. Det har også hjulpet mig, at kendte folk som Sara Blædel, Ghita Nørby og andre offentligt har fortalt, at de er ordblinde. For når sådan nogle seje og succesfulde kvinder har klaret sig godt på trods af det, så bliver det at være ordblind lidt nemmere at forstå og acceptere for andre, tror jeg.
Uden sammenligning i øvrigt håber jeg helt beskedent, at andre også vil tænke det, når de ser, at sådan en helt almindelig en som mig stiller sig frem og fortæller om sine oplevelser. For man fortjener virkelig, at få ordentlig hjælp til sin ordblindhed, så det ikke er dårlige oplevelser i skolen, der skal definere, hvordan du klarer dig i livet.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i maj, 2023.
