“Jeg er mor. Jeg er menneske. Jeg er antropolog. Og nå ja, så er jeg også døv”

Jette Zehntner (48) er single og mor til Alexander på 23 år. Hun er antropolog og arbejder med projektkoordination og fundraising. Derudover er hun medlem af hovedbestyrelsen i Danske Døves Landsforbund og frivillig i den socialøkonomiske café Skjolds Plads i København.

Jeg var omkring tre år, da mine forældre opdagede, at jeg ikke var som andre børn. Jeg reagerede ikke, hvis de talte til mig, og jeg for ikke sammen ved høje lyde. Men jeg var bange for mørket og skulle altid sove med lyset tændt. Mine forældre var i tvivl. For var der bare tale om, at jeg lod, som om jeg ikke hørte dem? Det gør børn jo indimellem.

Min mor har fortalt, at de på et tidspunkt testede mig. De spurgte, om jeg ville have en is. En helt bestemt is, som de vidste, jeg elskede. Jeg reagerede ikke.

Jeg var jo hørende

Men allerede fra en tidlig alder havde jeg lært at mundaflæse. Og det kom jeg rigtigt langt med. Så selv om en ørelæge konstaterede moderat hørenedsættelse, da jeg var fire-fem år, så blev jeg ved med at gå i en almindelig børnehave.

Det fungerede godt. Jeg var med på ture. Jeg havde legeaftaler. Jeg følte mig faktisk ikke anderledes i min tidlige barndom. Det blev først tydeligt, da jeg kom i folkeskole.

I de små klasser sørgede jeg for at sidde helt oppe foran, så jeg både kunne se, hvad der blev skrevet på tavlen, og mundaflæse så meget som muligt. Der var også en blind pige og en dreng i kørestol på skolen. Der var en forståelse og en rummelighed i forhold til børn med handicap.

Men i fjerde eller femte klasse var min hørelse blevet så dårlig, at jeg var nødt til at få en ekstralærer – kun til mig. Hun sad på en stol foran mig og gentog, hvad læreren sagde, hvis der var noget, jeg ikke fik med – nuancer og endelser. Små ting ved ordene, der gjorde, at jeg ikke forstod. Så skrev hun pointerne ned på et stykke papir for mig.

Fra samme klassetrin var jeg på lejr i Oksbøl en uge hvert år. Her var vi en masse hørehæmmede børn, der legede sammen og prøvede alle mulige hjælpemidler af. Det var befriende at være sammen med børn, der var ligesom mig, men jeg glædede mig også til at vende tilbage til mine hørende venner i folkeskolen.

Jeg har det, man kalder et progredierende høretab. Det vil sige, at jeg er født hørende, men at jeg hurtigt er begyndt at miste hørelsen. Indtil jeg var omkring 15 år, hvor jeg selv vil sige, at jeg var blevet fuldkommen døv.

Jeg gik til taletræning allerede i de små klasser. Det var røvsygt. Og altid i de timer, jeg ellers godt kunne lide: Håndarbejde eller dansk. Aldrig i kemi eller matematik. Jeg sagde stop i syvende klasse. Det skabte for stort fokus på mig, og det kunne jeg ikke lide. Jeg var blevet teenager. Bevidst om mig selv. Bevidst om andre. Hvor det før var så ubekymret, så let og legende, blev det mere alvorligt.

De tilbød mig at få dispensation fra fremmedsprog, men det afviste jeg. Jeg ville ikke have særbehandling. I stedet fik jeg ekstra undervisning i engelsk og i tysk. På det tidspunkt talte jeg stadigvæk, jeg mundaflæste stadigvæk, og jeg fik gode karakterer. Men jeg syntes, de andre kiggede på mig i frikvartererne. Og jeg følte ikke, at jeg lærte noget. Måske var det ligefrem spild af tid at gå i skole?

Jeg var i en tilstand af konstant chok, da jeg var der. Det var en kæmpe skole med 150 børn, hvor alle rendte rundt og brugte tegnsprog. I starten forstod jeg ingenting, for min familie havde aldrig prioriteret, at vi skulle lære tegnsprog. ‘Det lå ikke rigtigt i tiden’, har min mor senere forklaret mig. ‘Men det ville jo have givet os et fuldt sprog’, sagde jeg. Det kunne de ikke lige overskue, lød forklaringen.

Fredericiaskolen var som en fremmed planet. Jeg boede på et elevhjem i de tre uger, og selv om de var søde nok, så jeg havde det sådan: Aldrig. Aldrig nogensinde skulle jeg være der! Det var bare en helt anden verden. Det var, som om de opførte sig anderledes. Der var andre sociale normer.

Ikke længere alene

Der i slutningen af folkeskoletiden kan jeg ikke længere skubbe følelsen af at være anderledes væk. For selv om jeg virkelig har været glad for min skole, så savner jeg at spejle mig i andre, der ved, hvordan det er. Da mine forældre foreslår, at jeg måske skal på Nyborg, en efterskole for døve, bliver jeg først skræmt ved tanken. Jeg husker jo, hvordan jeg havde det i de tre uger, jeg var på Fredericiaskolen. Men ubevidst ved jeg, at det vil hjælpe mig.

På det tidspunkt kan jeg stadig høre lidt musik. Madonna, Limahl og Abba var mine helt store idoler, og jeg hører dem på min kassettebåndoptager, da jeg starter på Nyborg. Den kassettebåndoptager er smidt ud, da jeg stopper på Nyborg to år senere.

Det første år på Nyborg er rædselsfuldt. Jeg føler mig udenfor. Det er, som om jeg aldrig rigtigt bliver lukket indenfor i den her, for mig, mystiske og lukkede verden. Mange af de unge, der går der, er født døve. Deres identitet er i hvert fald døv. De har gået på døveskole sammen, kender hinanden, og tegnsprog er deres modersmål. Jeg er født hørende. Mit tegnsprog er begrænset, og jeg har indtil da kun haft hørende venner. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan man er sammen med hinanden på Nyborg.

Men så, i begyndelsen af andet år, fik jeg først en døv ven, siden et par stykker. Efter at have boet på kollegiet det første år var vi fem, der flyttede sammen i en af de mindre lejligheder på efterskolen. Det gjorde en kæmpe forskel. I stedet for at forholde mig til mange på en gang, kunne jeg endelig opbygge en relation til få mennesker. Det kunne jeg overskue i det her lukkede rum. Her fik jeg venskaber, som, jeg tror, varer til den dag, jeg dør. Jeg vil ikke sige, at jeg blev døv indeni. Jeg var stadig ret hørende. Men jeg fik et skæbnesfællesskab med mennesker, der forstod mig. Jeg var ikke længere alene.

Det lyder måske fjollet, men det var ligesom at tage et godt bad. Jeg var blevet renset og var trådt ind i en anden tilstand. Og jeg ville have mere. Så da jeg kom hjem fra Nyborg, valgte jeg hurtigt at flytte til Odense. Her boede der også en masse andre døve på min egen alder. Nogle, jeg havde lært at kende på Nyborg. Pludselig var jeg en del af det.

Jeg prøvede at komme til et par arrangementer i Høreforeningen, hvor der i modsætning til i døveforeningerne kun kom hørehæmmede. Men det var ikke noget for mig. Der var for stort et fokus på alt det, der er besværligt ved at have et hørehandicap. Der er en stor sorg hos mange hørehandicappede over at miste deres hørelse. Jeg forstod dem, men jeg havde ikke lyst til at være der. Så jeg lagde sorgen på is.

Klart en kamp

Det var ikke sådan, at jeg så pludselig vendte mine hørende venner ryggen. Overhovedet ikke. Jeg havde bare et ben i begge verdener: Jeg var med i poesiklubber og læseklubber med mine hørende venner. Jeg var jo som sagt god til at mundaflæse, og mine venner har aldrig kendt mig som andet end hende, der var skidegod til at mundaflæse. Men det var og er stadig to parallelle spor i mit liv. Som jeg ikke kan blande. Der er meget få af mine venner, der kan gå ind og ud af begge verdener. Meget få kan begge sprog.

Jeg har prøvet at holde fødselsdage og fester, hvor begge vennegrupper er med. Jeg gør det ikke igen. For jeg er dybt splittet og ikke rigtigt til stede til min egen fest, fordi jeg drøner rundt fra gruppe til gruppe. Døve for sig og hørende for sig.

I dag har jeg hørende venner, og jeg har døve venner. Jeg taler fortsat, jeg mundaflæser, men jeg bruger også tegnsprog. Indimellem er der jo også hørende, der kan tegnsprog. Så veksler jeg mellem dansk tale og tegnsprog. Ligesom jeg gør med dig lige nu, Nana ( journalisten bag artiklen, red.). Du kan jo tegnsprog, fordi din søster er født døv. Du er tosproget. Det gør det her interview lettere for mig og vores samtale mere personlig. Mere nær. Indimellem er det lettere for mig at være i døveverdenen. I hvert fald identitetmæssigt. Men selvfølgelig har det været en sorg at miste min hørelse. Hvert år er der en dag eller to, hvor jeg hyler over det. Det er klart en kamp at være døv.

Jeg lever jo i et hørende samfund, hvor mange ting er indrettet på hørendes præmisser, og jeg kan ikke helt sige mig fri for at tænke: Hvordan havde mit liv været som hørende? Havde jeg fået mere ud af min uddannelse som antropolog? Hvilken større vifte af muligheder ville jeg have haft? Som døv bruger jeg mange ressourcer på at kæmpe for mine rettigheder.

Heldigvis er jeg født med en naturlig kampgejst. Den har jeg haft brug for flere gange. Blandt andet under min uddannelse. En ting var, at jeg var døv. Noget andet var, at jeg også var langt ældre end de fleste. Jeg havde mange kampe med de firmaer, der sendte tegnsprogs tolke til at hjælpe mig gennem min uddannelse. Jeg vidste, at fik jeg ikke tolk til alt, også gruppearbejde, ville jeg blive helt og aldeles hægtet af. Jeg havde også kampe med undervisere, der tvivlede på, at jeg som døv kunne gennemføre et feltarbejde. Her klagede jeg prompte.

Jeg har arbejdet med hjemløse i New York. Alene. Hele det feltarbejde havde jeg selv planlagt, og jeg fik 10 for specialet, jeg skrev efterfølgende. Det var klart en udfordring af de større, fordi min kontakt derovre blev afskediget, dagen før jeg ankom, men med min amerikanske tegnsprogstolks assistance og et par ugers hårdt arbejde lykkedes det. Også selv om det kan føles, som om jeg skal hoppe seks meter, hvor andre kan nøjes med to.

Jeg har også fået mange gaver ved at være døv. Jeg har fået en indsigt i en stærk kultur. Jeg har fået øjnene op for, at kommunikation er andet end lyde og talte ord. Jeg forstår nu, at jeg sommetider kan sige meget mere med krop, hænder og andre udtryk, end jeg kan med almindelig tale. Jeg har også fået et stærkt fællesskab.

Det er ikke, fordi det, jeg laver med mine døve venner, er så forskelligt fra det, jeg laver med dem, der kan høre. Men vi bruger mere energi på at forholde os til den manglende viden og nogle gange manglende forståelse fra omverdenen. Det kan fylde en del i vores samtaler med hinanden, så på den måde har jeg også fået stort kendskab til det at være marginaliseret. Hvilket er fint i tråd med min uddannelse som antropolog. Det er noget, jeg reelt kan bruge i mit frivillige arbejde med hjemløse i Danmark.

Jeg hviler i den, jeg er

Jeg har aldrig haft en døv kæreste. Det er ikke noget bevidst valg. Det ville ellers være let, fordi vi kunne kommunikere ubesværet. Men der er bare et meget lille udvalg. Der er ikke særligt mange døve mænd på min alder. Så jeg har altid haft hørende kærester.

Min eksmand og faren til min søn, Alexander, mødte jeg på HF. Vi blev lynende forelsket. Der gik tre-fire dage, så flyttede han ind hos mig. I starten brugte vi mundaflæsning, men så tog han et par tegnsprogskurser, og så skiftede vi sprog. Jeg blev hurtigt gravid. Og hurtigt skilt. Alexander var 10 måneder. Det var ukompliceret, og vi er stadig de bedste venner. Jeg føler virkeligt, at vi har hinanden. Vi er familie. Han har haft andre kærester, siden vi gik fra hinanden, og lige nu har han faktisk igen en døv kæreste.

Vi tænkte aldrig over, om Alexander ville blive døv. Det er sådan, at 90 procent af alle børn, der bliver født af døve, bliver hørende. Og det har ikke voldt de store problemer, at jeg var døv, og han var hørende. Jeg både taler og forstår jo stadig noget. Og så har jeg haft en række forskellige hjælpemidler. Som for eksempel babyalarm med vibration og blink, så jeg vågnede, hvis han græd. Og så er det så heldigt, at børn af døve ganske hurtigt lærer, at de må tage nogle andre strategier i brug. Når han faldt og slog sig, hjalp det jo ikke at ligge og hyle. Han måtte hen til mig og fange min opmærksomhed.

Jeg er sikker på, at der er ting, jeg er gået glip af i hans opvækst, fordi jeg simpelthen ikke har hørt det, men vi har altid kunnet tale sammen. I dag har jeg et tæt og nært forhold til min søn. Jeg har haft enkelte oplevelser, hvor han har forsøgt at tolke eller hjælpe, og jeg har måttet forklare ham, at det skal han ikke. Han har oplevet det som en afvisning af ham, men det var en bevidst strategi fra min side. Han skal på ingen måde tage ansvar for min kommunikaiton med andre.

Jeg ville ikke have været ked af, om Alexander var blevet døv. Men han havde skullet kæmpe flere kampe og ville være gået glip af mere. Det vil jeg ikke længere. For et par år siden insisterede jeg for første gang nogensinde på at få en tegnsprogstolk med til en dåb hos min søster. Det var bøvlet at få lov af familien. ‘Det forstyrrer med den der tegnsprogstolk’, lød et af argumenterne. ‘Det plejer da at fungere meget godt med, at du bare mundaflæser’, lød et andet. Jeg insisterede. Nu ville jeg sgu ikke sidde der og blomstre, som jeg har gjort hele mit liv.

Det viste sig at være helt fantastisk. Ja, det fyldte lidt med tolken, også for mig, men jeg fik så mange informationer, som jeg slet ikke har fået før. Nu ved jeg, at min svoger er vild med ishockey og spillede det på højt plan, da han var yngre. Jeg lærte mine familiemedlemmer at kende. På en helt anden måde.

For et par år siden valgte jeg at få indopereret et CI, som giver mig digital hørelse (et CI, eller et cochlear implant, er et elektronisk apparat, der overtager funktionen af et defekt indre øre, red.). Jeg har fået lyd på mit liv igen, men er ikke blevet hørende. For mig er den lig med større frihed. Jeg kan forstå og høre folk bedre, men kun i grupper på to-tre personer. Jeg kan igen høre nuancer i musik.

Gennem det meste af mit liv har jeg kæmpet med at finde ud af: Er jeg døv, eller er jeg hørende? Som om det var afgørende for, hvem jeg var. Lidt ligesom hvis jeg var et maleri med mange farver: Her kommer handicappet så og maler hele billedet over med grøn maling. Det gider jeg ikke. Jeg er ikke kun grøn. Jeg er mange farver.

I dag hviler jeg i, at jeg ikke behøver at beslutte, om jeg er det ene eller det andet, og jeg ser, at der er vigtigere ting, jeg ‘er’. For jeg er mor. Jeg er menneske. Jeg er antropolog. Og nå ja, så er jeg også døv.”