Nina har sagt mange ja’er, men fået færre. Hun voksede op alene med sin mor og blev af flere grunde en pige, som tidligt lærte at klare sig selv og tilpasse sig andres behov. Sagde ja til alle andre, men ikke til sig selv. Det førte til en sygemelding med stress i efteråret 2012. Og en efterfølgende lang periode med mere eller mindre job, udbrændthed og en opsigelse. Ægteskabet, som knagede i forvejen, holdt ikke til udfordringerne, så oveni kom en skilsmisse og flytning.
De sværeste ja'er
“Efter skilsmissen holdt vi fast i hinanden i halvandet år, men det gik ikke, og det blev de sværeste ja’er nogensinde: Ja til at give slip på eksmanden og drømmen om os. Ja til at erkende og se virkeligheden, som den var.
Da jeg var helt nede og kysse græsset, havde jeg sagt ja til terapi hos både psykolog og psykoterapeut, hvor jeg blev opmærksom på mine mønstre og endelig forstod, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Jeg er i det hele taget blevet bedre til at sige ja til mig selv, og det giver en helt anden ro. Det er svært at lægge flinkeskolen væk, men jeg øver mig hver dag.”
Ny huskeregel
Ninas nye huskeregel er at spørge sig selv: Hvad er det værste, der kan ske? For det værste er sjældent rigtigt slemt – i hvert fald aldrig så slemt som at forblive passiv. “I 2014 faldt jeg for et retreat på Kreta med et selskab, der hedder Tid til ro. Jeg var stadig påvirket af stress, og tanken om at rejse alene var grænseoverskridende. For hvem er de andre, og hvor social skal jeg være?
Men det værste, der kunne ske, var, at jeg kom derned og efter to dage tænkte, at det ikke duede. Jeg nød alle syv dage! Med yoga, meditation og vandreture i bjergene. Fokus var på nuet og på kun at sige ja til det, jeg selv havde lyst til. I dag har jeg været af sted to gange og kan sige ja til: Tør jeg rejse alene? Plus: Skal jeg tage ny uddannelse? Indtil videre har jeg uddannet mig til certificeret coach, mindfulness-instruktør og mentor.”
Hun har også sagt ja til hormontilskud, der gør det nemmere for hende at være
i overgangsalderen. Og hun klapper sig selv på skulderen, når hun reagerer på den mavefornemmelse, hun ellers havde lært at undertrykke, og som det stadig er svært for noget af familien at acceptere.
“Jeg begyndte at bryde ud af den rolle, som
jeg havde udfyldt i alt for mange år. Det blev nødvendigt at se kritisk på mig selv og mine relationer. Når du er i gang med et sporskifte og bevæger dig væk fra ‘plejer’, så rykkes der ved brikkerne i puslespillet, og det er naturligvis sværere at acceptere for nogle end for andre.”
Have sig selv med
Så ligesom et nej er et ja heller ikke uden konsekvenser. Men Nina skal have sig selv med, så det kan ikke være anderledes. “Min læring er: Sig stadig ja til livet. Til oplevelser, muligheder, til kærligheden, til fest og farver, men husk at passe på dig selv, og glem aldrig igen dine ønsker, krav, behov og grænser.
Jeg ved i dag, hvor vigtigt det er, at jeg siger ja til mig og mit liv. Ja til nuet, som jo reelt er det eneste, vi har. Og så er jeg taknemmelig for at være født med evnen til at se glasset halvt fyldt og ikke halvt tomt. Der er så mange ting at sige ja til, og næsten lige meget hvad du foreslår mig, så vil jeg se, om ikke jeg tør sige ja. Jeg kan kun blive en oplevelse rigere.”
