Jeg droppede min perfekte facade og føler mig fri

For 25 år siden var Lotte Andersen min frisør.

Selv om vi var jævnaldrende, levede hun et meget mere voksent liv end mig. Hun var færdiguddannet frisør og altid topstylet fra dybeste hårrod til yderste fingernegl. Gift, mor til to. Hun havde hund og boede i hus, og hendes hjem afspejlede hendes tjekkede ydre. Det var sådan, hun troede, man skulle være.

“Jeg kiggede meget efter, hvordan andre gjorde og var. Det prøvede jeg at leve efter. Men samtidig kunne jeg mærke, at der var en ild inden i mig, at jeg ikke passede helt ned i skabelonen.

Udenpå havde jeg styr på det, men det var en facade, jeg skabte og holdt fast i med tøj, makeup og hårfarve. Et pyntet og fint visir, som jeg brugte til at beskytte mig, så ingen kunne sætte en finger på mit hjem eller mig. Men det gav et falskt billede af, hvordan jeg havde det,” fortæller Lotte Andersen.

Jeg var uønsket

Som ung turde Lotte ikke stole på sine egne følelser og sit eget værd. Hun er vokset op med en fortælling om, at hun var uønsket, og da hun på EFG fik smag for og viste talent for at sy, slukkede hendes far drømmen ved at bestemme, at hun skulle færdiggøre sin frisøruddannelse.

“Jeg manglede opbakning og omsorg hjemmefra, og det har gjort mig skrøbelig og ikke altid i stand til at mærke mine egne grænser og behov,” fortæller Lotte.

Da Lotte blev mor som 25-årig, fik hun en fødselsdepression. Da hun mistede sin mor året efter, fik hun endnu en depression. Og igen, da hun blev mor til sin yngste datter. Udadtil var det svært at se, for Lottes facade var stadig perfekt.

Jeg kunne ikke mere

“Jeg købte mig glad. Dyre møbler og tøj. Som frisør forventes det, at du er udadvendt og perfekt, og jeg blev ekspert i at tage en maske på. Men efterhånden kunne jeg mærke, at den maske ødelagde mere for mig, end den gavnede og beskyttede.

En eksistentiel konflikt sneg sig ind i disse år, for det var ikke sådan, jeg var som væsen. Tilværelsen var blevet mere og mere falsk, jeg blev mere og mere falsk. Indeni mærkede jeg en uforløst længsel efter lykke, som aldrig rigtigt indfandt sig,” siger Lotte.

Lotte har været så langt nede, at hun har tænkt, at døden var den eneste udvej.

“Jeg havde mistet troen på at kunne hjælpe mig selv. Jeg kunne ikke mere. Jeg blev ikke favnet og favnede ikke selv alle de ting, jeg havde i min bagage. Jeg havde brug for at gøre noget, og den eneste, der kunne åbne døren til ind bag min facade, var mig selv.”

Healet og skilt

En dag får Lotte en bekendt i frisørstolen, som fortæller hende om prananadi, som er en tibetansk healingkunst.

“Jeg kunne mærke i mit hjerte, at der var noget der. Allerede da jeg kom ind hos healeren, mærkede jeg energien,” siger Lotte.

En tibetansk prananadihealing varer ofte et par timer. Lotte blev healet fra top til tå og på begge sider af kroppen. Og rejste sig med en følelse af at være begyndt på, hvad der endte med at blive en lang, men sikker rejse imod sit inderste sande væsen.

“Allerede efter første gang kunne jeg mærke, at min indre ild blussede op og fik en fin glød igen. Kort tid efter valgte jeg selv at tage prananadihealer-uddannelsen, og fra den dag af gik der ikke ret lang tid, før jeg blev skilt.”

Ikke bange for spøgelserne

Lotte var på vej væk fra livet med fokus på det materialistiske og over i noget mere spirituelt, jordnært, over i sit sande, rene jeg.

“Jeg begyndte at tage ansvar for mig selv, tage mig selv seriøst, som jeg ikke har gjort det før, fordi jeg ikke vidste hvordan. Jeg er blevet beordret og styret til, hvad jeg skulle gøre i mit liv, og jeg har troet på, at det var måden at gøre det på.

Andres meninger om, hvad jeg skulle og kunne, var blevet min overbevisning. Men jeg var hoppet ned i det samme sorte hul for mange gange, og jeg begyndte at have øje for, hvornår jeg var på vej ned i det, for til sidst at være i stand til at gå udenom.

I min healing fik jeg et langt klarere billede af, at min rejse var at finde kærligheden til mig selv og at fylde både mig selv og omverdenen med kærlighed og medfølelse. Jeg har også lært at tilgive – både mig selv og omverdenen. Det skete selvfølgelig ikke på en dag. Det er en rejse, men en smuk rejse, hvor jeg ikke har været bange for at kigge spøgelserne i øjnene.”

Farvel overbevisning!

“Efter skilsmissen havde jeg ikke længere råd til at købe mig til tryghed og glæde, som jeg var vant til. Jeg skulle ind og finde min egen indre glæde ved livet. Men i min iver løb jeg for hurtigt på min nye uddannelse, både fordi jeg ville have det hele med, og fordi jeg følte, at jeg skulle gøre mig fortjent til at være der.

Jeg måtte erkende, at processen tager sin tid, og at jeg ikke længere kunne bruge mine gamle overspringshandlinger, hvis jeg skulle have hele mig med. Jeg helede langsomt op, mens jeg øvede mig i at favne alt det, jeg var begyndt på,” fortæller Lotte.

Goddag natur

Forandringen og forvandlingen var langsom, men forskellen tydelig. Fra at Lottes liv var fyldt med lækkert tøj i skabet og nye møbler i stuen, så flyttede naturen ind, og sjælen og hjertet fik plads.

“Alt føles godt, når jeg stikker en finger i jorden, roder ude i bedet eller går en tur, for så føler jeg mig ikke adskilt fra naturen, men derimod forbundet med det hele og min indre natur.

I starten var det noget med at være mindful, når jeg for eksempel drak en kop te eller så en fugl. Så satte jeg ord på, hvad jeg oplevede lige der. Det kræver udelt nærvær at være i nuet, hvor jeg tidligere har været så meget alle mulige andre steder, i fortid og i fremtid og haft alt for meget fokus på, hvad jeg skulle nå.

Jeg var en stor tornado, og derfor har jeg måttet gøre det meget bogstaveligt for mig selv, hvad jeg var midt i. Ved at sætte ord på øgede jeg min bevidsthed, og jeg har lige siden kunnet mærke, at den rejse, jeg begyndte på, er en kontinuerlig vedligeholdelse af kontakten med mit autentiske jeg. I at hvile i mig selv som jeg er,” siger Lotte.

En vild forbindelse

Med den øgede bevidsthed og kontakt med sanserne kom Kenneth ind i Lottes liv.

“Jeg havde et par kærester efter min eks mand og før Kenneth, men det var mænd, der ikke forstod mine grænser. De var med til at fastholde mig i min fortid og i, hvordan jeg behandlede mig selv og dermed lod andre behandle mig. Først da jeg mødte Kenneth, begyndte jeg at lære sandheden om, at jeg er elsket for den, jeg er, og jeg kunne give slip på gamle måder at være og tænke på.

Jeg havde fået ham anbefalet som it-nørd. Så det var ham, jeg ringede til, da min computer svigtede. Da vi fik hinanden i røret, var der bare en vild forbindelse kun ud fra en praktisk snak om en computer. Det var, som om vi blev ét menneske allerede lige der. Vi blev enige om, at vi skulle mødes en dag, og i mit hjerte og min sjæl vidste jeg allerede, at vi hørte sammen. Da han kom ud til mig, var der ingen tvivl. Med Kenneth mærkede jeg for første gang kærligheden så stærkt, at jeg nogle gange var lige ved at besvime, når han holdt om mig,” siger Lotte.

Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du kunne?

“Nej, ikke med det, jeg ved i dag. For selv livets mange blindgyder har været nødvendige for min rejse mod mit autentiske jeg.

Men jeg er glad for at være blevet bedre til at bruge og lytte til mine sanser. Livet handler om så meget, vi ikke kan sætte ord på, men blot kan sanse. Mine sanser hjælper mig til at være i nuet og mærke mig selv. Bare det at gå en tur på bare tæer i græsset!

Når jeg bliver ramt af en hvirvelvind og tankemylder, sætter jeg mig og mediterer eller går en tur for at finde tilbage til nuet. Jeg stopper op og mærker efter, hvad der rusker i mit indre anker. Nogle gange er det noget, jeg skal se nærmere på, andre gange handler det om at slippe gammelt tankeragelse og give plads til glæde og nydelse.

Til det, der sker i hele mit væsen, i modsætning til dengang, hvor jeg holdt fast i en masse forestillinger og overbevisninger i mit hoved, bag masken,” siger Lotte Andersen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i august 2022.