Historien om Hannes første år uden Kjeld. Det er så meget sagt. Den historie er lang og indviklet. Den kan fortælles som en historie om en mor med tre voksne børn, der får vendt deres verden på hovedet fra det ene øjeblik til det andet.
Eller som en historie om familie, venner, naboer, vinterbadere og badmintonspillere, ja, et helt samfund, der griber en familie i hjertesorg og kommer forbi med middags retter og ordner en brændestabel og sender en kærlig sms hver fredag, fordi alle fredage pludselig føles sorte.
Det kunne også være en historie om sorggrupper, hvor man blandt andet lærer at tale om de irriterende sider ved det menneske, man har mistet. For ikke at ende med at have et idylliseret billede, som ingen almindelige mennesker nogensinde vil kunne følge efter.
Men det er en anden historie om Hannes sorg, som hun har oplevet vække størst genklang, når hun har delt sine følelser efter sin mands død.
Ikke kun hos mennesker, der har mistet deres nærmeste, men også hos mennesker, der har oplevet andre former for tab.
For i alle former for tab kan du stå med en fornemmelse af at miste en del af dig selv eller møde en ny side, som du indtil nu ikke har anet eksisterede.
For Hanne Brusgaard Petersen begyndte den følelse den dag, hendes mand gennem 34 år blev dræbt i en trafikulykke.
Besøg af politiet
Den 25. november 2016 er Kjeld Walsted på vej hjem fra den lokale vinterbadeklub. Han trækker sin cykel over for grønt i et fod gængerfelt. Her bliver han påkørt af en lastbil og bliver dræbt på stedet.
En time senere ringer to betjente på døren hos Hanne. De underetter hende om, hvad der er sket. De kommer indenfor, siger, at hendes mand er død, hjælper Hanne op, da hun skriger og falder, og forklarer hendes ældste og yngste datter, som begge er hjemme, hvad der er sket.
Det er den situation, der ligger bag de ord, vi alle kender fra ulykker, der omtales i medierne bagefter som “de pårørende er underettet”.
En neutral og formaliseret beskrivelse af en katastrofe.
Hanne har siden skrevet en bog med titlen De pårørende er underrettet, og i den skriver hun følgende om situationen, hvor de to betjente overbringer hende de tragiske nyheder:
“Selv om jeg ikke ser det før måneder senere, sker det allerede i dette øjeblik, at jeg deler mig i to. Hanne 1, som er hende, jeg altid har været – handlekraftig med overblik, beslutsomhed og indsigt. Hanne 2, som er i total sorg, en, jeg slet ikke kender, og som bare er ...”
Det kan virke paradoksalt, at man overhovedet kan løse alle de praktiske ting, der opstår i forbindelse med et pludseligt og uventet dødsfald, men det forklarer Hanne med den splittelse, hun i dag ved blev hendes følgesvend i sorgen.
“Hvordan jeg kunne få sådan en besked og handle med det samme er mig i dag en gåde. Den første uge var der så meget. Vi havde over 100 besøgende. Indimellem, når jeg stod under bruseren, kom sorgen til mig, men det var først senere, jeg blev mere bevidst om Hanne 2.”
Den første uge
I de første dage sørger Hanne blandt andet for, at Kjeld kommer hjem at stå i husets havestue, inden bisættelsen skal finde sted, så alle kan tage ordentlig afsked med ham.
Dagen efter den frygtelige besked laver hun porsesnaps til hele vinterbadeklubben, fordi der skal være julefrokost, og hun vil gerne have, at Kjeld er med på en eller anden måde.
Hun (det vil sige Hanne 1) tager sig af alle praktiske ting angående blomster til bisættelsen, valg af gravsten, orientering af venner og bekendte. Og hun tager sig af sine børn og familiens plejebørn, som alle sørger på hver deres måde.
Hendes søn Kasper og yngste datter Emma har ikke lyst til, at deres far skal hjem at stå i huset. Laura vil gerne have det. Kasper og Emma ender med at acceptere det, fordi Hanne og Laura har brug for det. Og denne accept af hinandens forskellighed i sorgen er noget af det, som hjælper familien i de næste mange måneder.
“Jeg tror, at en af de vigtigste ting at vide om sorg er, at vi skal have lov at sørge på vores egen måde. Vi sørgede på forskellige måder alle fire – og andre kan ikke vide, hvad der er bedst for dig. Min søn ville gerne tjekke sin virksomhed mellem begravelsen og urnenedsættelsen – det havde han brug for. Min datter derimod var her i to måneder. Hun skulle ligge i sin fars seng og sove hver nat. Mens Kjeld stod hjemme i vores have stue, lavede Laura kaffe til ham hver dag. De andre kiggede ind til ham lidt på afstand.”
Ramt af en hammer
I løbet af december måned har Hanne fortsat travlt med utallige praktiske ting. Men på den anden side af jul og nytår rejser hendes ældste datter hjem til sin lejlighed i København, og januar skal pludselig i gang, og intet er, som det plejer.
“Da jeg skulle ind i en ny hverdag, kom Hanne 2 og ramte mig som en hammer. Jeg havde en følelse af at gå på tynd is, min fod faldt igennem, og dernede i vandet var det mørkt og koldt. Det var en fuldstændigt fremmed følelse. Jeg var så vant til at være en handlingens kvinde, altid have gang i noget, fuld af overskud, og pludselig var jeg handlingslammet. Jeg vidste ikke længere, hvor dan jeg skulle gøre noget.
Jeg oplevede at sidde i min bil og ikke vide, hvor jeg skulle køre hen. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvad det var, jeg skulle?
Jeg kunne blive overvældet af at gå rundt i et supermarked fredag aften, hvor alle pludselig gik rundt to og to, og alle færdigretter hos slagteren var pakket til par. Fredage var værst, fordi det altid har været en dag, hvor vi var sammen."
"En eftermiddag kom jeg træt hjem fra ar bejde – jeg var helt udkørt og kom i tanke om en anden sen eftermiddag, hvor min mand var der og satte musik på og lod mig sove. Der ramte det mig, hvor meget jeg mangler ham. Han kunne tage sig af mig, når jeg havde det sådan. Nu havde jeg ikke den person, der tog sig af mig. Når den følelse rammer, er der ikke andet at gøre end at læne sig ind over sofaryggen og hulke ud, til det er overstået.”
Kære Kjeld ...
“Vi blev grebet af 1.000 hænder. Folk kom med blomster og mad uden forventninger. Jeg blev taget godt af. Jeg gik ikke igennem isen. Jeg vidste, at jeg ville få hjælp, hvis det virkelig gik galt. Folk turde gå ind i sorgens rum med os. Jeg har ikke mødt flakkende blikke. Jeg var ikke bange for at blive skør. Men jeg var ude på dybt vand, og i starten følte jeg, at Hanne 2 var forfærdelig. En sort fugl. En fremmed. En del af mig, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med.”
Hanne besøgte kirkegården hver dag de første måneder. Hun talte med Kjeld om de ting, de plejede at vende sammen. Især børnene.
Hun begyndte også at skrive til ham på Facebook. Her fortalte hun ham om famili ens aktiviteter og om, hvordan hun prøvede at vænne sig til et nyt liv, hvor hun skulle lære alle de ting, han plejede at tage sig af. Momsregnskab, tilstoppede rør, tungt have arbejde og brændestabler for eksempel.
“Jeg fik ret hurtigt tilbud om en sorg gruppe. Jeg troede ikke, at jeg havde brug for det. Men det havde jeg. Og jeg fik en psykolog, som hjalp mig med at acceptere og slippe behovet for at forstå. Det der ‘hvorfor skulle det ske for os’ kværnede rundt i mit hoved. Psykologen hjalp mig også med at se Hanne 2 som en gave, fordi hun hjalp mig med at holde fast i, at det var sket, og at jeg var nødt til at give sorgen over det plads.”
Sorgens faser
Måske har du hørt om sorgens faser? Tidligere troede man, at sørgende gik lineært gennem chok, reaktion, reparation og ny orientering. Det er dog mere almindeligt at gå ind og ud af sorgen, som tiden går.
Kilde: Sundhed.dk
At gå nye veje
“Jeg føler, at det første år gik med at komme igennem sammen med børnene. Men efterhånden begyndte jeg at tænke over, hvad livet mon så ville med mig? Når jeg ikke skulle blive gammel sammen med Kjeld, hvad skulle jeg så? Godt hjulpet af min psykolog begyndte jeg at forstå, at jeg ikke kunne reparere mit gamle liv. Hun sagde, at det ikke gik, at jeg blev ved med at gøre de samme ting, som jeg plejede at gøre med Kjeld. I stedet skulle jeg prøve at gøre noget nyt. Måske finde nye bekendtskaber?
Jeg indså langsomt, at mit liv gik med at arbejde, lufte hund og løse praktiske opgaver i huset. Hvis jeg skulle have overskud til at gøre nye ting og opsøge nye mennesker, måtte jeg sige mit job op. Så det gjorde jeg. Et år efter Kjelds død sagde jeg op, og 1. januar 2018 stoppede jeg.
Jeg tror, at jeg forstod, at jeg skulle anskue Hanne 2 på en anden måde. Komme overens med, at sådan her er jeg også. Jeg kan ikke være træt og overanstrengt, og det var en god beslutning at sige mit job op og gå på jagt efter nye positive oplevelser for mig selv.
Da først min kalender var blank, begyndte jeg at gå pilgrimsture ved Vestkysten og i Hasseris. Jeg lærte at meditere. Jeg mødte en ny veninde, som aldrig har været gift, og andre, som har flere skilsmisser bag sig.
Og så fandt jeg på at lave noget, jeg kalder ‘tøffetid’ hjemme hos mig. Det er en slags til bagevendende åbent hus, hvor man kan komme og slappe af, snakke lidt eller læse gamle aviser eller bare hænge ud, hvis man har brug for en pause. Jeg inviterede over Facebook, og der kommer også mennesker, jeg ikke kender.”
Kjeld er stadig med os
Hanne har lige fra begyndelsen insisteret på fortsat at have Kjeld med i sit liv så meget som muligt. Hans fødselsdag i maj 2017 fejrede hun med formiddagskaffe på kirke gården med de nærmeste og senere 80 ven ner til øl og grillpølser i haven.
Den første sommer var familien på Mont Ventoux i Frankrig for at sætte en minde plade for deres cykelglade far og mand på en af de mest ikoniske etaper fra Tour de France.
På et tidspunkt gik hun så også i gang med at skrive en bog om at miste og om den sorg, der følger med. De pårørende er underrettet udkom i juni 2022.
Hanne har skrevet den i håb om at hjælpe andre i sorg. Den er ikke et forsøg på at lukke et kapitel. Kjeld vil altid være hendes mand og far til hendes tre børn.
“Jeg har svært ved at forstå tanken om, at jeg skal pakke ham væk. Jeg kan godt få en fornemmelse af, at nogle mennesker synes, at nu skal jeg lade ham få fred. Men Kjeld er et minde, der skal være der. Hver gang der sker noget glædeligt i livet, så vil der være et tvist, fordi der mangler en – det er et livsvilkår for mig og mine børn.”
Derfor var Kjelds gravsted pyntet op, da Tour de France kørte gennem Danmark i sommer. Med rosé, nødder og solsikker.
På den måde har Hanne holdt fast i den måde, hun lige fra starten tacklede sorgen på ved at tage Kjeld med hjem i stuen.
Seks år efter
Til november er det seks år, siden Kjeld døde. Hanne har fået en kæreste. Hun er begyndt at arbejde igen. Hun er også blevet farmor. Det sidste var en glæde iblandet sorg over, at Kjeld aldrig kom til at opleve den ære at blive farfar.
“Jeg vil have lov til at være ked af, at min mand ikke er her, også selv om jeg har en ny kæreste. Jeg er privilegeret, fordi min kæreste, Ib, kan rumme det her. Han sagde til mig, at når jeg stod med en baby i favnen, så ville jeg kunne rumme det, selv om jeg tvivlede, lige da jeg fik nyheden. Og det kunne jeg jo. At have mødt et menneske som ham, som så fint rummer mig og min sorg, har betydet alt. Derfor var hans accept af, at jeg skrev en bog om min kærlighed til en anden mand, vigtig for mig. Hvis han havde sagt nej til bogen, så havde jeg ikke udgivet den. I stedet bakkede han mig op, og hans kunstfoto er omslag til bogen.
Jeg håber med bogen, at min proces vækker genkendelse. At den, som læser, føler sig mindre alene. For det er det værste, hvis man føler, at man står alene og ikke kan kende sig selv. I starten følte jeg, at Hanne 2 var en ukendt størrelse, men da jeg åbnede op over tid, blev hun en gave, som er nødvendig, hvis man skal blive hel igen.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november, 2022.
