“Jeg blev anbragt som barn – i dag hjælper jeg børnefamilier i krise”

Amélevi Hounou Rathleff er lige vendt hjem fra en studietur til USA og er på vej igennem en labyrint af kontorer i virksomheden Memox med en kop te i den ene hånd, mens hun glad hilser til højre og venstre på kollegaer og medarbejdere.

Memox, som hun stiftede for 10 år siden, har vokset sig stor. I lokalerne på Amager ved København, hvor vi mødes, arbejder der 90 fastansatte, og derudover er der cirka 180 aktive konsulenter på landsplan, som alle brænder for at hjælpe børnefamilier, der be­finder sig i krise og har brug for den socialpædagogiske støtte, der er kerneydelsen i Memox.

Allerede inden hun sætter sig ned og fortæller om sit livsprojekt, er det klart, at Amélevi Hounou Rathleff tænker hurtigt, taler hurtigt og handler hurtigt.

Hendes devise er klar: Hvis der er noget, som ikke virker, må vi finde problemet og fikse det. Med den rette hjælp og indsats kan de fleste børn slippe for en anbringelse, også selv om de er i mis­trivsel, og der er vold, misbrug og alt muligt andet på spil i deres familie, mener hun.

Inden hun forklarer, hvordan det skal ske, skal vi en tur omkring hendes egen baggrund for i det hele taget at beskæftige sig med børnefamilier og socialt arbejde.

Min egen baggrund

“Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv var anbragt i en peri­ode som barn. Jeg er vokset op i Urbanplanen på Amager. Mine forældre kom fra Togo i Afrika, flyttede hertil som gæstearbej­dere, og jeg er en del af en søskendeflok på otte. Jeg var et meget livligt barn. Min mor anede ikke, hvad hun skulle stille op med mig. Jeg gik mine egne veje, og ingen skulle bestemme over mig.

Og min mor kom jo fra en kultur, hvor de voksne bestemte, færdig, slut. Når jeg ikke hørte efter, så slog hun mig, og når jeg stadig ikke hørte efter, så slog hun mig lidt mere. Det var den måde, hun havde lært at opdrage børn på. Men jeg begyndte jo at råbe op om det i skolen. Og så endte det med, at jeg blev anbragt på en institution.

Jeg var anbragt et års tid, og det var altså en fejl. Det ville man ikke gøre i dag, er jeg sikker på. Men der var ikke så mange er­faringer dengang i 1990’erne i Danmark med hensyn til integra­tion, som vi har i dag.” 

Når børn bliver anbragt

Som voksen har Amélevi blandt andet uddannet sig til pædagog og har tidligere arbejdet blandt andet på en døgninstitution for unge, på krisecentre for kvinder og som sagsbehandler i en kommune.

“Jeg kunne se, at de anbragte børn sjældent fik det bedre i deres anbringelse. Jeg tænkte, at det her kan jeg gøre bedre, for det gæl­der om at komme tidligere ind med hjælpen og ikke mindst møde folk der, hvor de er. Netop det var der ingen, der havde gjort, og derfor besluttede jeg at starte for mig selv.”

En af de konkrete ting, Amélevi ville gøre anderledes, handlede om brugen af tolke som mellemled mellem familier og familie­konsulenter i det sociale arbejde. For hun har selv oplevet, hvad det betyder for kommuni­kationen, at hjælpen skal foregå via tolk.

Da min mor døde

“Da jeg var 25 år, døde min mor pludse­ligt af en hjerneblødning, og min far stod alene med mine tre yngste søskende, som var mellem 10 og 13 år. Det var min mor, som havde taget sig af omsorg og opdragelse, så han havde brug for hjælp til at bygge en ny hverdag op, hvor han skulle tackle sin egen sorg og tage sig af børnene. Og kommunen stillede ganske vist med det samme op med en rådgiver, men han kunne kun tale dansk. Og min far er en høflig mand, som bare nikkede og lod, som om han forstod, hvad der blev sagt, og så rin­gede han til mig og mine ældre søskende bagefter og spurgte om alt fra lektier til skænderier og madpakker.

Vi søskende hjalp ham jo, og det endte med at gå godt, og det var da en udmærket samfundsmæssig løsning at lade familien støtte op, men det kunne lige så godt have været en dårlig løsning. Jeg sørgede jo også selv over min mor, og jeg var ikke så gammel. Hvis jeg og mine ældre søskende ikke havde været i stand til at hjælpe, hvordan var det så gået mine små søskende?” 

Mit job i dag

“Jeg startede min virksomhed i 2012 med at finde konsulenter, som både havde en socialfaglig baggrund, kunne tale flere sprog og havde kendskab til de pågældende familiers kultur.

Vi tager højde for, at vores konsulenter matcher personligt med en familie. Jeg er som person en, der har meget energi, og det er måske ikke det fedeste for en mor, som er mere forsigtig og har brug for en forsigtig tilgang. Der kan jeg være for stor en mund­fuld. Når vi vælger en konsulent, er det noget med at kigge på både sprog, stil og kompetencer.”

Amélevi har et godt netværk fra sit tidligere job, og hun fik der­ for hurtigt skabt et samarbejde med kommunerne, der står for at henvise relevante familier til Memox.

“På Memox har vi fra starten skabt forandring ved at se potentia­let i familierne. Vores tilgang er, at vi nok skal få det her til at lykkes.

Alle familier kan komme ud af trit, men så handler det om at få hjælp til at komme på ret kurs igen. Og vi måler på den kvalitet og indsats, vi lægger for dagen. Det er en misforståelse, at vi ikke kan måle noget på det sociale område. Selvfølgelig kan vi det. Men vi skal have nogle klare mål, følge op på dem og turde blive kigget på.” 

Positive rollemodeller

Amélevi har det godt, når det er lykkedes at få et barn med sko­levægring i skole, eller få lært nogle forældre en anden opdragel­sesmetode end fysisk straf, eller få et underernæret barn til at spise sundt og regelmæssigt. Opgaverne for konsulenterne i Memox er varierede, og det er en del af jobbet, at det kan foregå på alle tidspunkter af døgnet. Men det er det hele værd.

“Jeg har været med til at forhindre, at nogle børn blev anbragt, eller forhindret, at de fortsat havde det dårligt hjemme. Jeg har skabt en mærkbar forskel. Jeg gør også en forskel for mine kollegaer, der har et godt og meningsfuldt arbejdsliv.

Sammen har vi fået skabt rollemodeller, fordi nogle af dem, vi hjælper, går ud og er positive eksempler for nogle andre familier.

Jeg er stolt af at have været med til at skabe forandring. Min egen baggrund har ikke været helt nem altid, men jeg har lært noget af mine erfaringer og har taget det med ind i mit arbejdsliv, hvor det giver mest mening.” 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Liv i april, 2023.