Sopran, selvfortælling og selvværd
Ingeborg Novrup Børch (43).© Thomas Dahl

Jeg ændrede min livsfortælling

Fortæller du også ofte de samme historier om dig selv? Hvad siger de, og passer de overhovedet? Ingeborg Novrup Børch har skrevet sin historie om flere gange i sit liv. Hun har kigget, lyttet – og fundet et nyt selvværd og en dybere stemme.

30. juni 2022 af Nanna Louise Teckemeier

Sådan var min fortælling om mig selv ...

Jeg har faktisk ændret fortællingen om mig selv flere gange i mit liv. 

En af de ældste fortællinger, jeg har, er, at jeg er sopran. Hvordan det ændrede sig, kommer vi tilbage til. Men jeg har vidst, at jeg ville være operasanger, siden jeg var to år gammel. Begge mine forældre var sangere, og jeg elskede at blive kaldt en lille valkyrie! Når jeg var på scenen, havde jeg det godt.

I skolen var jeg meget enspænderagtig, fordi jeg var så anderledes. Jeg troede i lang tid, at jeg aldrig ville få venner. Jeg var et oplagt mobbeoffer, og jeg har altid haft en opfattelse af, at jeg var utroligt grim. Det fik jeg jo hele tiden at vide i skolen: At jeg var grim og dum og ulækker. Mine forældre havde ikke nogen idé om, hvad jeg var udsat for i skolen, for jeg fortalte ikke noget om det. Jeg troede bare, det var normalt.”

Men så opdagede jeg, at ...

“Jeg var på en sprogrejse, da jeg var 16 år, som helt forandrede mit liv. Jeg kan huske, hvordan jeg kom hen til bussen, som skulle køre os til Torquay, og så stod der folk på min egen alder og sagde ‘hej’, var helt vildt søde og tog godt imod mig. Jeg fik venner for første gang i mit liv, som var vilde med mig, som jeg var. 

Sprogrejsen var første gang i mit liv, hvor jeg virkelig var lykkelig. Senere blev det lettere at finde nogen, jeg havde noget til fælles med. Først som tjener i Teaterkælderen og senere på konservatoriet.

Jeg havde det stadig svært med mit ud­seende i gymnasiet og i mine 20’ere. Jeg gav min vægt skylden, når en ven valgte mig fra, eller jeg følte mig ensom, og det udviklede sig til bulimi. Når jeg i dag ser billeder fra den tid, hvor jeg havde det allerværst med mig selv, synes jeg, at jeg simpelthen ser så sød ud. Men det kunne jeg ikke se dengang."

Sopran, selvfortælling og selvværd
“Det blev sværere og sværere at synge de høje toner, jeg var hæs i ere dage bagefter, og jeg lå vågen om natten og tænkte på det høje C.”© Thomas Dahl

Jeg fik en oplevelse, som ...

"Det var en aha­-oplevelse, som gjorde, at jeg endelig holdt op med at kaste op. Jeg var fuld til en fest og var kommet til at fortælle om det til nogle venner. Nu sad jeg i sofaen med min bedste ven, Mathias, og han prøvede, meget frustreret, at få mig til at holde op. 

Han spurgte: ‘Hvorfor gør du det?’. Jeg svarede: ‘Det er det eneste, jeg kan gøre i løbet af dagen, som ikke har konsekvenser for andre end mig selv’. 

Så sagde han: ‘Jo! Det har konsekvenser for mig, for jeg bliver simpelthen så ked af det, når du gør det’. 

Der var det, som om jeg fik en opvågnen: ‘Okay, bliver DU ked af det?’. Det var slet ikke faldet mig ind, at hvis jeg behandlede mig selv dår­ligt, blev andre folk også kede af det. Det var selvfølgelig ikke sådan med et trylleslag: ‘Okay, så er jeg smuk’, men det gav mig en følelse af selvværd at vide, at der var nogen, der holdt så meget af mig."

Min stemme spillede mig et puds

"Et anden stor fortælling måtte skrives om, da jeg opdagede, at jeg skulle et andet sted hen med min stemme. Jeg blev uddannet som operasanger og var sopran helt ind til benet, og det fungerede godt i mange år. Men det blev sværere og sværere at synge de høje toner, jeg var hæs i flere dage bagefter, og jeg lå vågen om natten og tænkte på det høje C.

I 2013 fik jeg legionella, og på grund af hoste brød en gammel skade ud i lys lue, så en operation var eneste udvej. Jeg var over­ bevist om, at de høje toner så ville vælte ud af sig selv. Men min stemme blev simpelthen mørkere. Jeg var nu mezzosopran.

Det var en kæmpe identitetskrise. Jeg mis­tede fuldstændigt fornemmelsen for, hvem jeg var. Der er det særlige ved opera, at rol­lerne ligger fast rent vokalt, man kan ikke bare sætte musikken et par toner ned. Så jeg kunne ikke synge sopran­rollerne længere, men jeg var heller ikke kendt som mezzoso­pran, så min telefon holdt op med at ringe.

Jeg var superheldig at få et job i et lille operakompagni, som hedder GuidOpera. Her spillede jeg roller, hvor jeg tidligere har tænkt: Det kan jeg ikke, for jeg er ikke sexet, jeg er ikke vampet. 

Men jeg opdagede, at det kunne jeg sagtens. Det har været en virkeligt sjov rejse at finde det i mig selv. Som mezzo har jeg fået alle de farlige roller, hvor det ikke handler om at være yndig og forsagt, men om power og om at tage, hvad man vil have. Det har været sundt for mig.”

Sopran, selvfortælling og selvværd
Smukke Ingeborg!© Thomas Dahl

Så nu fortæller jeg mig selv ...

“At jeg er en rigtigt god entertainer og mezzosopran. Og at jeg faktisk ser helt nor­mal ud. Jeg ser mig selv som en, der har noget at byde på, elsker at tage sig af andre og kan få folk til at grine.

Jeg fortæller mig selv, at folk generelt dybest set vil hinanden det bedste. I dag har jeg et godt forhold til de fleste af mine gamle klassekammerater, som jeg har fået en chance for at lære at kende på ny. Jeg har sluttet fred med min turbulente skoletid, hvilket gør, at jeg nu hviler mere i mig selv.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november 2021.

Ingeborg Novrup Børch (43)

  • bor på Nørrebro og i Berlin og har perserkattene Diva og Kirsten Bøf Møller.

  • er uddannet operasanger fra Operaakademiet og Royal Academy i London.

Du vil (garanteret) også kunne lide