Jeg ændrede min livsfortælling

Sådan var min fortælling om mig selv ...

Jeg har faktisk ændret fortællingen om mig selv flere gange i mit liv. 

En af de ældste fortællinger, jeg har, er, at jeg er sopran. Hvordan det ændrede sig, kommer vi tilbage til. Men jeg har vidst, at jeg ville være operasanger, siden jeg var to år gammel. Begge mine forældre var sangere, og jeg elskede at blive kaldt en lille valkyrie! Når jeg var på scenen, havde jeg det godt.

I skolen var jeg meget enspænderagtig, fordi jeg var så anderledes. Jeg troede i lang tid, at jeg aldrig ville få venner. Jeg var et oplagt mobbeoffer, og jeg har altid haft en opfattelse af, at jeg var utroligt grim. Det fik jeg jo hele tiden at vide i skolen: At jeg var grim og dum og ulækker. Mine forældre havde ikke nogen idé om, hvad jeg var udsat for i skolen, for jeg fortalte ikke noget om det. Jeg troede bare, det var normalt.”

Jeg fik en oplevelse, som ...

"Det var en aha­-oplevelse, som gjorde, at jeg endelig holdt op med at kaste op. Jeg var fuld til en fest og var kommet til at fortælle om det til nogle venner. Nu sad jeg i sofaen med min bedste ven, Mathias, og han prøvede, meget frustreret, at få mig til at holde op. 

Han spurgte: ‘Hvorfor gør du det?’. Jeg svarede: ‘Det er det eneste, jeg kan gøre i løbet af dagen, som ikke har konsekvenser for andre end mig selv’. 

Så sagde han: ‘Jo! Det har konsekvenser for mig, for jeg bliver simpelthen så ked af det, når du gør det’. 

Der var det, som om jeg fik en opvågnen: ‘Okay, bliver DU ked af det?’. Det var slet ikke faldet mig ind, at hvis jeg behandlede mig selv dår­ligt, blev andre folk også kede af det. Det var selvfølgelig ikke sådan med et trylleslag: ‘Okay, så er jeg smuk’, men det gav mig en følelse af selvværd at vide, at der var nogen, der holdt så meget af mig."

Min stemme spillede mig et puds

"Et anden stor fortælling måtte skrives om, da jeg opdagede, at jeg skulle et andet sted hen med min stemme. Jeg blev uddannet som operasanger og var sopran helt ind til benet, og det fungerede godt i mange år. Men det blev sværere og sværere at synge de høje toner, jeg var hæs i flere dage bagefter, og jeg lå vågen om natten og tænkte på det høje C.

I 2013 fik jeg legionella, og på grund af hoste brød en gammel skade ud i lys lue, så en operation var eneste udvej. Jeg var over­ bevist om, at de høje toner så ville vælte ud af sig selv. Men min stemme blev simpelthen mørkere. Jeg var nu mezzosopran.

Det var en kæmpe identitetskrise. Jeg mis­tede fuldstændigt fornemmelsen for, hvem jeg var. Der er det særlige ved opera, at rol­lerne ligger fast rent vokalt, man kan ikke bare sætte musikken et par toner ned. Så jeg kunne ikke synge sopran­rollerne længere, men jeg var heller ikke kendt som mezzoso­pran, så min telefon holdt op med at ringe.

Jeg var superheldig at få et job i et lille operakompagni, som hedder GuidOpera. Her spillede jeg roller, hvor jeg tidligere har tænkt: Det kan jeg ikke, for jeg er ikke sexet, jeg er ikke vampet. 

Men jeg opdagede, at det kunne jeg sagtens. Det har været en virkeligt sjov rejse at finde det i mig selv. Som mezzo har jeg fået alle de farlige roller, hvor det ikke handler om at være yndig og forsagt, men om power og om at tage, hvad man vil have. Det har været sundt for mig.”