Janni Pedersen: “Jeg er da ikke på vej ud på sidelinjen, bare fordi jeg er blevet 50 og har fået furer”

Privatliv

“Jeg er ikke fedtet med mig selv på arbejdet og bestemt heller ikke over for mine venner. De fleste af mine kollegaer ved, om jeg har et bygkorn, menstruerer, eller om Kim og jeg har skændtes. Ligesom de også ved, at vores snart 14 år gamle beagle Bella får enormt meget medicin for sin gigt. Jeg er et ualmindeligt ekstrovert menneske.”

Men når det gælder den store offentlighed, så vil det erfarne tv-ansigt faktisk helst være et blankt blad. “Så seerne ikke skal forholde sig til min barndom eller mine kriser.”

Livshistorie

“Jeg er skilsmissebarn og har boet sammen med min mor og min storesøster i rigtigt mange år. Det var dødbesværligt, at mine forældre blev skilt, og dødbesværligt, at de fik nye kærester. 

Der var ikke særligt mange penge, og min mor syede alt vores tøj. Vi boede i den her lille landsby uden for Slagelse, og alle mine veninder var meget kønnere end mig. De der Kristine og Lise og Rikke, de var så søde og så pæne og havde en perlerække af tænder. Jeg havde skæve tænder, stritører og kæmpebryster allerede som 12-årig. Det var, som om alting strittede lidt på mig. 

Jeg sagde også altid de forkerte ting og skulle altid have opmærksomhed. Jeg var ‘se mig, se mig’, når jeg trådte ind i et lokale og på sådan en lidt uheldig måde. Jeg var alt for meget! Men det gav også en opmærksomhed, så på den måde har jeg også fået noget ud af at være udadvendt og råbende.

Der var altid gang i den omkring mig, min storesøster og min mor. Vi var godt selskab.”

Livsråd

‘Ordentlig og anstændig’. Det er kodningen, hun har med hjemmefra, opfostret af to generationer af seje arbejderkvinder.

“Min mormor og morfar var dem, jeg altid vendte hjem til. De havde et lille landbrug ned til Kalundborg Fjord, hvor de var selvforsynende. Der var en ko og et par grise og noget jord, der blev dyrket nogle kartofler i.”

Hendes mor gik fra gift og hjemmegående til fraskilt og studerende, indtil hun kunne kalde sig seminarieuddannet. Og bedsteforældrene var de etiske pejlemærker, og særligt mormorens råd “man skal være gode ved hverandre” har hun taget til sig og med sig.

“Som barn legede jeg allermest med vores naboer Erik og Henrik, og når vi gik hjem, så sagde vi troligt: ‘Tak for i dag. Tak for god behandling. Tak fordi jeg måtte være her. Tak for mad’. Det var noget meget ordentligt og anstændigt, som jeg har fået med. Som gæst har jeg det også sådan, at der skal se ud, når jeg går, som da jeg kom.”

Så hun er den, der altid har tørret diverse op til festerne, og hende, der lige går en runde og rydder op efter endt arbejdsdag på TV2.

“Jeg ser det ikke som en belastning, men rod skal væk. Ellers kan jeg ikke komme videre. Og det er uanstændigt over for vores rengøringsfolk, som skal lave det hele på nul tid og får så dårlig løn. Hvis de så også skal pille vores gamle kopper og tallerkner op.

Det er noget med en anstændighed over for folk, som gør sig umage i deres arbejde. Dem skal man ikke pisse på. Og er det folk, der får den dårligste løn, så bliver jeg endnu mere opmærksom på, at de skal have det godt.

Jeg vil gerne selv ses og høres, men jeg har også altid forsøgt at gøre mit til, at dem, der ikke havde det så godt, også skal ses og høres. Det er jo også det, der driver mig i dag. I mit arbejde og i mit privatliv. Jeg vil gerne tale den lille mands sag.”

Janni Pedersens mormor og pejlemærke døde som 78-årig. Deres sidste dag sammen vaskede de gardiner, som mormoren fes op og ned ad en stige for at hænge op, når hun ikke lige løb om kap med sit lille oldebarn.

“Jeg var 23 år, men kan stadig ikke snakke om hende, uden at det trækker tårer. Da hun døde, havde jeg boet i Aarhus i nogle år, hvor jeg var ved Frontløberne, før jeg flyttede til Viborg med min kæreste og åbnede en café med ham og hans søster. 

Det var hårdt arbejde, og jeg kunne se på min mormor, at hun blev mere og mere bange, fordi der blev mindre og mindre af mig. Hvor min morfar gerne ville have, at jeg blev til noget, ville min mormor bare gerne have, at jeg var glad.”

Og mormor blev glad, du hun hørte, at hendes barnebarn søgte ind på Journalisthøjskolen. “Jeg havde to veninder, som gik der, og havde tænkt, at det ligesom var deres, indtil jeg måtte sande, at nu havde jeg brugt syv år på at lave noget andet, og nu måtte jeg ind.

Men det var svært at komme ind dengang, så jeg havde aldrig forestillet mig, at Janni fra det lille ledvogterhus uden for Slagelse kunne komme ind.”

Kærlighedsliv

I august 1995 begyndte Janni Pedersen på Journalisthøjskolen. “Og i oktober fik vi en ældre studerende som underviser. Kim var klog og god til at undervise os og var sådan rigtig journalist. Og så var han en virkeligt voksen mand på 40 år. Da han begyndte at snakke med mig på gangen, forstod jeg det først ikke rigtigt.”

Hvorfor var han nødt til at stoppe dig og snakke med dig på gangen?

“Det fortalte han i sin tale til mig på min 50-års fødselsdag, så det kan jeg huske. Han sagde, at jeg ‘var sjov og pisselækker og sådan en, som altid vil tiltrække sig opmærksomhed, uanset hvilket selskab jeg er i’.”

Den spirende journalist faldt for “den her voksne mand, som talte i hele, skarpe sætninger”. Og for det, hun spottede som “gode far-gener”.

“Kims søn, Jon, var ni år på det tidspunkt, og jeg fandt hurtigt ud af, at han var en god far, og det var vigtigt for mig. Min far har fandeme ikke været en præmiefar, og jeg ledte nok instinktivt efter potentielt gode fædre. Noget af det første, jeg spurgte Kim om, var, om han ville have flere børn.”

Det ville Kim, og i 1997 fik de Nana. I år har de været et par i 24 år, og det til trods for “at der er en pænt høj skilsmisseprocent inden for journalistfaget”.

“Og når vi så er to af slagsen. Men vi elsker hinanden, og det har vi altid gjort. Også gennem ture og kampe og på tidspunkter, hvor vi måske ikke længere troede, at det skulle være os. Uanset hvor sur jeg har været på Kim, så har jeg altid syntes, at han er den lækreste og den klogeste. Og jeg er begunstiget med en mand, som også synes, at jeg er den lækreste. 

Når vi en sjælden gang skændes, så ved jeg nu, at det går over. Men hvis man glemmer at knalde, så bliver man skilt. Længere er den ikke!”

“Nana, som nu er 21 år, flyttede hjemmefra for et par år siden, og der tænkte jeg: Nu er vi kun os tilbage. Er det så Kim, jeg skal sidde med resten af livet? Og ja, det er det!

Kims søn, Jon, blev far for et lille år siden, Kim blev farfar, og jeg blev Bedste. Hvis jeg troede, livet sluttede, da Nana gik ud ad døren, så begyndte det altså igen, da jeg blev bedstemor. Jeg er helt på røven over, hvor meget jeg elsker hende. 

Og når jeg tænker på, hvor lykkelig Kim er for Ada, og hvor nyforelsket han kigger på hende, så kan jeg mærke, at jeg bliver helt rørt nu, for det rammer mig, at min mand er farfar til det her lille barn.”

Hun tegner en lille trekant med sin finger på spisebordet i det store køkken i Nørrebrolejligheden på fjerde sal.

“Jon og Laura og deres lille Ada-pige bor lige hernede. Nana bor lige herovre, og det er simpelthen så vigtigt for mig, at jeg har lavet min egen landsby på Nørrebro. De skal fandeme ikke nogen steder.

Arbejdsliv

Skuespiller, sanger, socialrådgiver og forsvarsadvokat. Det ville unge Janni Pedersen gerne være. I journalistikken fandt hun fællesnævneren.

Her er hun på og forventes at stille spørgsmål, men også at lytte. I dag har hun været på TV2 i 18 år.

“Jeg har pænt mange funktioner på TV2, hvor jeg blandt andet er studievært og dækker retssager. Men uanset om det handler om et afværget terrorangreb eller svindlere som Stein Bagger og Britta Nielsen, så er jeg mest nysgerrig på menneskene bag. 

Min mormor og morfar lærte mig at sætte tæring efter næring, og med det udgangspunkt vil jeg så gerne forstå, hvad det er, der skrider for dem, der går ud over planken. Bag hver af Britta Nielsens konti og overførsler ligger der jo en historie. Et tilvalg og et fravalg. Men hvilket?”

Janni Pedersen gør det godt. Lader sin nysgerrighed føre hende til de svar, vi andre også sidder og tørster efter. Sidste år fik hun Billedbladets pris for Bedste kvindelige nyhedsvært, og hun har været nomineret til Tv-prisen i flere år. Som hun selv siger med et selvsikkert smil, “så må det altså snart kun være et spørgsmål om tid, hvornår jeg kan få det fine, fine trofæ”.

“Det er rart at mærke, at jeg da ikke er på vej ud på sidelinjen, bare fordi jeg er blevet 50 år og har fået furer i ansigtet. Nærmest tværtimod. Det vidner jo om, at seerne vil have nogen, som har lidt spark i røven på en anden måde end de unge.”

Og som os andre 40+ kvinder så ved Janni Pedersen det jo også. At med furer følger erfaring og med dem mere sikkerhed og selvtillid, som gør os bedre til det, vi allerede gør godt.

Selv er hun den ældste kvinde, TV2’s nyhedsafdeling har på skærmen. Og alderen, synes hun selv, taler til hendes fordel.

“Jeg er et produkt af min fortid, og når jeg sidder i studiet, er det, som om jeg kan mærke alt, hvad jeg har med mig. Det har en journalist på 22 år bare ikke endnu. Vi har brug for nogle, der har fået nogle ar og rynker.

Hvis jeg trak mig nu, hvor jeg har så meget erfaring og ved, hvad det er, jeg gør, når jeg sidder i studiet, det ville være ærgerligt.”

Livræd

Parrets første krimi handler om terror, vold, sorg og ensomhed. Opdigtet naturligvis, men med inspiration fra den virkelighed, der er vores alle sammens i 2019. Og især Janni Pedersens virkelighed og arbejdsliv, for hun vælger ikke selv, om hun vil folde avisen sammen eller slukke for sit tv.

Hvordan rummer du alt det grumme, der også er i dit arbejde?

“Jeg er forholdsvis benhård, når jeg er på arbejde, og lukker ned, når jeg tager hjem. Måske fordi jeg ved, at går jeg først ind i det rum, så kan det blive svært.”

Livræd var hun den dag, hvor privatliv og arbejdsliv ikke længere var helt så adskilt. “I december 2010 blev fire mænd anholdt i en lejlighed i Herlev. Mistænkt for et terrorangreb mod JP/Politikens hus, hvor de ville slå så mange ihjel som muligt. Nana var med mig på job, da vi modtog nyheden. Og tog med mig til pressemøde hos PET.

Hun spurgte: ‘Mor, må jeg læse, hvad det handler om?’. Da hun havde læst pressemeddelelsen, sagde hun: ‘Mor, det er jo far og Lotte og Jesper, de vil slå ihjel!’. Hendes ord ramte mig lige i maven, for det var jo virkeligheden. At Kim sad på sit job på i JP/Politikens hus.

Ellers er det jo ikke mig, det handler om, når jeg er på arbejde, og kan jeg ikke klare mosten, så må jeg slutte. Jeg må gerne vise følelser i tv-studiet, men jeg vil ikke græde.”

Hvad er du så bange for?

“Jeg er bange for højder. Jeg er heller ikke helt tryg ved at være helt alene, hvis jeg er et sted, jeg ikke kender, eller når det er mørkt ude i kolonihaven. Ligesom rimeligt mange andre kvinder, så er jeg bange for at blive voldtaget.

I forbindelse med #metoo havde vi en diskussion i studiet, hvor jeg får spurgt mine mandlige medværter, om de ved, hvordan vi kvinder har det? Søs Marie Seerup var med i panelet den dag, og hun sagde: ‘Jeg er en stor kvinde og ligner måske ikke sådan en, som folk lige vil vælte, men jeg har da altid et eller andet med mig’.

Livsvidner

“Jeg er begunstiget af gamle og nære venskaber. Fra da jeg flyttede til Århus og flere fra TV2, som jeg så har kendt i 20 år og så længe, at jeg ved, at vi skal være gamle sammen. Det er underligt, for når jeg kigger på dem, ser jeg stadig de der skønne 22-årige kvinder. 

Når vi er sammen, og jeg sidder og kigger på dem, kan jeg blive helt sprød og føle mig så taknemmelig. Jeg har lige været i Skagen med seks veninder, og der bliver sgu gået til stålet. Vi snakker kriser og diskuterer, om vi drikker for meget alkohol, om vi er ordentlige ved hinanden, og om vi skal noget andet i vores liv.”

Men du finder ikke venindefotos og kærlighedsdeklarationer på Janni Pedersens profiler på de sociale medier. Det provokerer hende, når andre har behov for at flashe noget, som for hende er fint og privat.

“Det er så vigtigt, at det bare skal forblive i et lukket rum, hvor jeg så kan blive helt rørt over, hvor stærke og skrøbelige vi kan være sammen. Vores venskaber er blevet nogle andre med alderen, fordi vi er blevet ældre, og snart alle sammen døjer med noget. Stress, blodpropper, svage hofter og genstridige hælsporer. En har fået en hjerneblødning og er blevet opereret, en anden har fået gigt.

Vi har alle sammen fundet ud af, hvor fedt det er at være smertefri, og taler om, at vi skal være cerut-rygende morfinister som gamle. Og så sidder jeg der og tænker: Gud, det varer ikke for evigt.”

Livvidde

“Jeg har som sagt aldrig været en beauty, men min krop har fandeme altid været lækker. Det er den ikke mere. Huden løsner sig fra knoglerne. Hvad fanden er det for noget! Det er underligt at se forfaldet.