Janne Kolling
Janne Kolling (51).© Sine Nielsen

Janne Kolling mindes 90'erne: “Mit personlige højdepunkt er OL i Atlanta”

Janne Kolling var med til at trække en af 1990’ernes mest berømte guldmedaljer med hjem til Danmark og holder rekorden med flest kampe på damehåndboldlandsholdet. Her er tiden, som fløjspilleren husker det

28. juni 2020 af Karen Greve

Janne Kolling (51)

  • er gift og mor til Frieda på 17 og Bertram på 13 år.
  • er Hospitality Manager i Dansk Håndbold Forbund. Tidligere håndboldspiller. Var blandt andet anfører for landsholdet af jernhårde ladies, som hev sejre hjem på stribe i 1990’erne.

Der er tv-klip, som er tilpas ikoniske til at blive kulturbærende, og klippet lige efter OL-finalen i kvindehåndbold i Atlanta i 1996, hvor holdet løber en sejrsrunde med armene bredt ud som vinger, er et af dem.

1990’erne var et årti, hvor vi fik en Tour de France-vinder, vi blev europamestre i fodbold, Michael Laudrup var stjerne i Spanien, og Peter Schmeichel var det i England. Mette Jacobsen snuppede en række guldmedaljer i svømning. 

Og så fik vi et helt hold af sejrrige, smilende håndboldkvinder som nye rollemodeller. Klædt i 90’er-firkantede rødhvide dragter, høje hestehaler og med en energisk (let hoppende) Ulrik Wilbek på sidelinjen tog de først VM-sølv (1993), EM-guld (1994), OL-guld (1996), EM-guld igen (1996) og VM-guld (1997). (Og så OL-guld igen i 2000 i Sydney).

Jernhårde ladies

Janne Kolling var på banen. Både i de sidste triumferende minutter i Atlanta og i alle de andre sejre, håndboldkvinderne spillede sig til i tiåret. Med 250 kampe har hun spillet flest kampe af alle på damelandsholdet.

“Jeg kan ikke komme uden om OL i Atlanta. Det er mit personlige højdepunkt. Det var en særlig oplevelse, fordi vi var en hel nation af atleter af sted sammen. Normalt til turneringer var vi en ret lukket trup, som skulle holde fokus, og vi havde heldigvis ikke sociale medier til at forstyrre os, så det gik ret nemt. Men til OL var det spændende at opleve de andre atleter. 

OL er ud over en kæmpe sportslig oplevelse et kæmpe kommercielt gøglershow, som er fantastisk at være en del af.”

I 1996 var der stadig kun et par danske tv-kanaler og ikke et overvældende udbud af tjenester, som konkurrerede om seernes gunst. Atlanta er et af de OL, hvor flest danskere fulgte med foran tv’et, og i det hele taget var håndboldkvinderne populære. Eller de jernhårde ladies, som de også blev kendt og omtalt som.

“Vi var heldigvis kendt for noget positivt, så jeg har kun haft gode oplevelser med at blive genkendt. Men jeg kan huske min nervøsitet i de første interviews, jeg gav, og især engang, Ulrik Wilbek fik mig til at tale fra scenen til et stort event hos vores sponsor, Dansk Metal. Men jeg gjorde det, og i det hele taget har håndbolden været med til at give mig mod til at stå frem, for jeg var egentlig ret genert og ikke den, der råbte op.”

Janne Kolling
“I det hele taget har håndbolden været med til at give mig mod til at stå frem, for jeg var egentlig ret genert og ikke den, der råbte op.”© Sine Nielsen

Opskrift på succes

I dag er Janne Kolling Hospitality Manager i Dansk Håndbold Forbund og oplever dagligt forskellen på dengang og nu.

Dengang var kokke ikke berømtheder på linje med rockstjerner, og der var ikke kostplaner baseret på videnskabelige undersøgelser, som skulle fremme spillernes præstationer.

“Mad handlede om at blive mæt, og jeg var meget på farten og spiste derfor en del rugbrødsklemmer og den hurtige lasagnette, som var sådan en færdigret, hvor du bare lige skulle tilsætte kød. Og jeg har altså vundet mange kampe på dåseleverpostej og Dumle-karameller som supplement til de ikke altid indbydende buffeter, som vi fik serveret! Det kunne man sagtens.”

Sportsverdenen er i det hele taget blevet langt mere professionelt gearet, siden fløjspilleren lagde ud.

Som mor så datter

Hun ser stadig en god håndfuld af de håndboldkvinder, hun spillede sammen med i 1990’erne. Der var ikke tid til meget socialt samvær uden for banen, så de er blevet hendes ungdomsveninder. Men i stedet for at mindes en aften på Crazy Daisy eller en koncert med Blur eller Oasis, griner de af en middag på en rooftop-bar i Atlanta.

“Efter finalen ville Dansk Metal, vores sponsor, gerne invitere os på fin middag. Vi havde stadig vores svedige spillertøj på og champagne i håret og ville helst bare feste igennem med de andre atleter i OL-byen, men vi kom med på rooftop-bar, og det var jo sødt af dem, men jeg tror godt, de kunne se, at vi var klar til en lidt anden slags fest.”

Hver gang der spilles EM, VM eller OL, kommer de gamle kampe op igen. På den måde varer 90’erne ved, og måske på flere måder, end vi lige tænker over. Friends kører stadig i loop på TV2 Zulu, Aqua elsker stadig 90’erne og er på tour igen, brændte farver er super trendy og...

“Min datter har lige købt et par Palladium-lærredsstøvler. Det synes jeg er ret cool. For dem havde jeg også for 25 år siden!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020. 

Du vil (garanteret) også kunne lide