Inger-Marie Schmidt (54)
- er single og mor til Jeppe på 14 og Kristine på 12 år.
- er lærer på en specialinstitution.
Inger-Marie Schmidt fik faktisk allerede ekstra tid til sig selv for otte år siden, da hun blev skilt. Men sorgen over skilsmissen og savnet af børnene, der dengang var 4 og 6 år, sugede glæden ud af den ekstra fritid.
“Jeg fik ikke fyldt noget godt ind i den tid. Det var ren overlevelse, de uger børnene ikke var der. Jeg havde en god kollega, som var blevet skilt et par år før mig, og som sagde, at hun ikke tænkte så meget på sine børn i de uger, hvor de ikke var der.
Og jeg tænkte: Der kan jeg aldrig nå til. Men der er jeg faktisk nogle gange nu. Jeg tænker selvfølgelig på dem, men ikke hele tiden og ikke i timevis. Det er en god følelse at være nået hertil.”
Med tiden fandt Inger-Marie også sit gamle staffeli frem og genoptog sin gamle nerve for at male. Malergrejet var nemt at pakke op og ned, alt efter om hun havde børnene eller ej. I dag er det på flere måder tydeligt, at hun følger sin lyst på fuldtid.
“Mine børn er blevet store, og jeg kan mærke en anden modenhed hos dem. De har ikke samme behov for mig som tidligere. Det har været en udfordrende proces for mig, for hidtil har jeg stået på tæer for at tilfredsstille deres behov, når jeg har haft dem.
Så skulle jeg være til stede og hygge, eller jeg har i hvert fald stået klar til det. I dag har de i højere grad brug for alenetid og for tid sammen med deres venner.”
At leve hellere end at overleve
“Jeg tænkte meget på, hvad jeg skulle gøre i forhold til dem for at være rigtig nok. I dag er jeg nået frem til bare at være den, jeg er. Med alt, hvad jeg har lyst til og står for, både når børnene er her, og når de ikke er.
Men det har været en øvelse for mig at finde frem til – eller tilbage til – hvad det er, jeg gerne vil. Til hvad det er, jeg har lyst til.”
Da hun begyndte at gå til yoga sidste år, var det for eksempel først med lidt dårlig samvittighed, som hun selv var afsender og modtager af.
“Nu er der en ny tilfredsstillelse i at gøre noget, der kun og helt er for mig. Til yoga dyrker jeg mig selv i halvanden time, og det giver mig rigtigt meget i min hverdag at øve mig i at trække vejret og komme ned i mig selv.
Jeg får en ro, som mine børn også kan mærke. Jeg er blevet meget opmærksom på, at mine børn ikke bare har brug for mig, men for den bedste udgave af mig. Det er faktisk vigtigt, at jeg dyrker mig selv og passer på mig selv, for det giver dobbelt tilbage til børnene, at jeg lever og ikke kun overlever.”
Et regnestykke
Ugerne helt uden børn har også fået et lystfyldt indhold. Når arbejdsdagen er ovre, mødes hun ofte med en veninde eller to, som hun går fem-syv kilometer med, og ellers går hun turen selv.
“Vi holder hinanden op på, at det skal vi. Vi får snakket og på en helt anden måde, når vi går side om side en time eller to. Jeg har gode veninder, som altid har været der. Veninder, som holdt ud, da jeg hverken havde tid eller overskud.
Dengang jeg følte, at jeg ikke havde noget at komme med, og syntes, at jeg fik alt for meget af dem uden at kunne give særligt meget tilbage. De mener heldigvis allesammen, at det er et regnestykke, der går op i sidste ende.”
Mod til mere lyst
Et andet regnestykke, hun går og tygger lidt på, er det med alder, og tiden, der går.
“Det har taget mig det meste af 50 år at blive god til at vælge det til, jeg har lyst til, og til at turde sige fra til det, jeg ikke har lyst til.
Jeg er begyndt at se på tiden på en anden måde end tidligere, hvor jeg sagde ja til alt, fordi tiden føltes evig. I dag er jeg mere bevidst om, hvad jeg fylder ind i tiden af kvalitet frem for kvantitet.”
Inger-Marie høstede mange skulderklap på at tage helt alene på juleferie sidste år. Hun har aldrig rejst alene før, men tanken om at fejre jul i Danmark uden sine børn var værre.
“Jeg lejede en lejlighed på Airbnb midt i Málaga by i fem dage. Jeg landede lillejuleaften om natten og havde arrangeret, at jeg blev hentet af en taxa, som kørte mig til lejligheden, hvor udlejer ventede på mig.
Det var en luksus at lande der i 22 grader. Jeg gik nogle dejlige ture, spiste sene frokoster ude, men aftensmad hjemme, for jeg havde det ikke så godt med at sidde omgivet af hele familien Málaga og turisterne til middag.
I stedet gik jeg hjem og åbnede en flaske rødvin og hyggede mig. Nogle dage op til afgang fra Danmark nåede jeg at tænke: Hvad fanden er det egentlig, jeg gør? Men så spurgte jeg mig selv: Hvad er det værste, der kan ske?
Det kunne jeg ikke helt få øje på. Jo, det kunne være, at jeg ikke blev hentet af taxaen, men så måtte jeg selv tage eller finde en. Og ventede udlejer ikke på mig, så måtte jeg gå hen på et hotel. Jeg kunne ikke få øje på, hvad der skulle kunne slå mig ud.”
Inger-Marie kom ikke slået, men dobbeltstyrket hjem og har allerede planlagt, at hun vil af sted igen til nytår, hvor børnene er hos deres far. Og det gør hun, fordi hun har lyst til det!
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juni 2020.
