Ida Corr: “Selvkærlighed skal have flere highfives

Inden vores møde en blygrå eftermiddag på Nørrebro i København har jeg bedt Ida Corr tænke over nogle sange, der har haft en betydning for hende i løbet af hendes barndom og ungdom. På mit papir med stikord og spørgsmål til vores interview har jeg skrevet “godnatsang?”, og da Ida Corr sidder over for mig, håber jeg virkelig ikke, at hun kan læse på hovedet, for godnatsang virker virkeligt fjollet, da hun nævner den sang, der for hende er indbegrebet af barndom.

Det er Bob Marleys No Woman, No Cry.

“Min far var musiker, og hos ham var der reggae på dagsordenen. Der sad altid mennesker i stuen og jammede eller spillede guitar og trommer som en hverdagsting. No Woman, No Cry er et opløftende, håbefuldt, nostalgisk og fantastisk nummer, som minder mig om min barndom. Jeg føler, at alt bliver godt igen, når jeg hører det,” siger hun.

Hvor bor du?

Ida Corr er vokset op i Aarhus med en dansk mor og en gambiansk far. Forældrene blev skilt, da hun var en måned gammel, men de valgte at bo dør om dør i et lejlighedskompleks de næste 12 år.

Så i Ida Corrs barndom var der struktur, lektielæsning og mor til venstre, og musik, eksotisk mad og far til højre. Der var toilet på gangen og bad i kælderen og en opgang, hvor det rungede dejligt, når man sang på vej op ad trappen.

Og det gjorde hun, for hun var et barn fyldt med energi. Hun var temperamentsfuld. Fantasifuld. Der var gang i den hele tiden.

“Jeg var ikke et uroligt barn, men jeg havde meget passion. Især for musik. Jeg blev præsenteret for den livsstil hos min far, og inde hos ham var der altid mange etniciteter, så musik som kommunikationsform var vigtig. Vi kunne altid jamme eller danse sammen, selv om vi ikke havde samme sprog. Det har været med til at gøre det selvfølgeligt for mig at kommunikere med musik. Musik var en frihed til at fortolke, fortælle og være sammen.”

Arrangementet med mor til venstre og far til højre var helt selvfølgeligt, fordi det var sådan fra begyndelsen, og fordi det fungerede upåklageligt. Forældrene fik hver især nye kærester og børn. De boede som i en anden version af et kollektiv, hvor der for Ida Corr ikke var nogen skarp opdeling eller noget krav om bestemte dage og timer hos mor og andre hos far. Hun kunne løbe ind og ud, som det passede hende, og for eksempel dreje til højre, hvis aftensmaden duftede mere spændende hos far (og det gjorde den ofte).

“Det hele var ret løst. Jeg tror, det har gjort mig fleksibel som menneske. Og jeg kom jo meget tæt på min bonusmor og mine søskende på den måde.”

Hun gik på en almindelig folkeskole, mens børn i den kreative klasse i Aarhus’ legendariske musikmiljø typisk gik på enten Aarhus Friskole eller Kochs Skole. Men hun fandt frem til de andre kreative børn alligevel.

For det sydende musikmiljø i byen havde fået medvind af 80’ernes sværvægtere fra Aarhus: Gnags, Thomas Helmig og TV2, og det betød, at der var musikfestivaler og øvelokaler og instrumenter i alle ungdomsklubber.

Kort sagt muligheder for alle, der elskede musik og ville videre med musik. Og det ville Ida Corr. Der har aldrig været tvivl i hendes sind om, i hvilken retning hendes liv skulle vendes.

“Jeg har altid følt, at musikken valgte mig. Jeg var i 20’erne, før det gik op for mig, at ikke alle ved, hvad de vil. Jeg var overbevist om, at man selvfølgelig vidste det – måske var det en urealistisk drøm, men der var en drøm. Og så gik det op for mig, at nogle først må finde ud af, hvad de ikke vil, rejse jorden rundt og alt det der for at nå frem til det. Det var en åbenbaring for mig, for jeg forstod, at den selvfølgelighed, jeg har i forhold til musik, er noget særligt. Jeg er glad og taknemmelig for, at musik altid har været min følgesvend.”

Everybody dance now!

“Everybody dance now!” Kan du høre lyden af 90’erne brage ud af højtalerne? Så kan du måske også se Ida Corr for dig som helt ung og helt udramatisk droppet ud af gymnasiet?

Alt var fest og farver og socialt samvær for sangerinden i den periode. Håret sad i en høj dut på hovedet, og to tynde totter hang frem foran ansigtet, og så var hun iført hippiebukser fra Junk de Luxe, støvler fra Palladium og alt godt fra den lokale genbrugsbutik.

Hun styrede direkte mod mere musik, og som 20-årig flyttede hun til København for at udfordre sig selv. Og tilbragte lidt mere end første halvdel af sine 20’ere i en position skråt bagud på scener, hvor hun sang kor for Sanne Salomonsen og Gnags. En meget vigtig uddannelse, kalder hun det i dag.

“Det var ligesom at være i skole. Jeg satte mig ind i et univers og forstod noget, jeg ikke havde forstået før. Hvad er en tour-manager? Hvordan opfører du dig backstage? Hvordan reagerer jeg mentalt og fysisk? Hvilke faldgruber er der? Hvem kan jeg stole på? Det er en vild branche at blive smidt ud i. Det at begynde som korpige var en god uddannelse.”

Det var en rejse, hvor hun kom virkeligt langt, ville de måske have sagt i tv-programmet X Factor, som hun et årti senere var dommer i, flankeret af Anne Linnet og Thomas Blachman.

“På scenen er du er meget på. Det er præstation, hjerteblod, vilde mennesker, sug i maven. Du skal ikke lade dig forføre, men lære at passe på dig selv. Lære at lytte efter dig selv og din krop. Faldgruberne er alt fra alkohol og stoffer til at blive udbrændt for tidligt, få storhedsvanvid og blive en egoistisk nar og tro, at du er mere værd end andre,” remser hun op.

Mens hun sang kor, fik hun tilbud fra pladeselskaber, som hun stædigt sagde nej til, fordi de ville have hende til at synge på en bestemt måde eller være en bestemt type. Så længe hun ikke kunne udkomme på sin egen måde, blev hun ved at synge i kor og coverbands. Lærte at sætte sit eget præg på andres numre. Lærte at kæmpe for en plads i musikken.

Let me think about it

Først da hun var 27 år, udgav Ida Corr sit første soloalbum med egne sange. To år senere kom hittet Let Me Think About It, der gjorde hende til en international stjerne, som alle dansede til. Et gennembrud af den kaliber, hvor melodiens knap tre minutter kom til at fylde Ida Corrs liv i årevis.

“Jeg spillede mellem 200 og 250 shows om året de næste fem år, så kan du selv regne ud, hvor vildt det var,” som hun siger.

Blandt andet spillede hun for over 100.000 mennesker nytårsaften på Brandenburger Tor i Berlin. Hun deltog i Sensation White, en tilbagevendende, gigantisk event for dance-musik, spillede på klubber fra Australien over Holland til USA og boede på hoteller af den slags med pool inde og ude og 24-timers roomservice.

Lige fra starten insisterede hun på sin egen version af rejselivet, der betød lidt flere udgifter, men var afgørende for, at hun kunne fortsætte så længe.

“Jeg tog altid en ven med på mine ture, for selvfølgelig er det dejligt med gode hoteller og luksus, men hvis du bare er af sted hele tiden, glemmer du at være til stede i det, og der var det fedt at have veninder med, der var sådan ‘det her er for sindssygt, har du set poolen og spa-afdelingen?’. Den energi feedede jeg jo på, når jeg var træt og tænkte: Åh nej, et nyt hotel. For man bliver jo vant til ting, og jeg havde ikke lyst til at blive vant til det, jeg ville gerne mærke det.”

I dag er hun glad for, at de fem flyvende år først kom buldrende i hendes 30’ere, hvor hun havde så meget pondus, at hun var bevidst om ikke at brænde alle broer bag sig, fordi hun pludselig røg helt til tops på hitlister i USA, England og Tyskland.

“Jeg er et ret socialt menneske. For mig var det naturligt at dele det med nogen. Det handlede også om ikke at ryge for langt væk fra mine venner. At spille 200 shows om året i fem år gjorde, at jeg boede i en kuffert, og at jeg aldrig kom med til bryllupper eller fødselsdage. Hvis jeg skulle se mine venner, blev det på den måde.”

Og ikke kun venner. Ved siden af musikken har der i tidens løb været tid til andre slags kærlighed. En af de største er Ida Corrs eksmand, tidligere fodboldspiller Jens Waltorp Sørensen, der er far til hendes søn, Cassius, som kom til verden i 2011.

Absolute silence

Med Cassius’ ankomst oplevede hun noget, hun aldrig tidligere har mærket. Ud over en altopslugende kærlighed til sin søn, mærkede hun en grænse for, hvor meget arbejde hun kunne påtage sig, og for, hvor travlt hun trivedes med at have.

Den erkendelse kom lidt på den hårde måde.

“Jeg havde undervurderet, hvad det vil sige at være mor. Fuldstændigt. Fysisk og psykisk. Jeg havde kalkuleret med 50 procent oveni, og så kunne jeg sagtens lige … men at være mor er jo en 100 procent-ting. Det er der ingen tvivl om. Det fandt jeg ud af, da jeg havde kørt ret hårdt på. Jeg tog på tour, og da Cassius var otte måneder, lavede jeg X Factor og en stor kampagne for TDC og lavede mit eget pladeselskab. Jeg troede, at fordi jeg ikke rejste så meget, men koncentrerede mig om job i Danmark, så gik det hele. Men min hjerne kørte som på speed, og det var virkeligt hårdt.”

Hun fik et signal om, at noget var rivende, ravende, ruskende galt, som hun ikke kunne overse.

“Pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til at høre musik. For første gang i mit liv havde jeg den følelse, og det var super uhyggeligt for mig. Jeg havde ikke lyst til at se nogen mennesker. Det sortnede for mine øjne. Jeg følte mig blind. Fik hjertebanken. Det var så meget u-mig. Jeg havde kun lyst til at være sammen med min søn og Jens. Jeg ville bare være i vores boble. Og så trak jeg stikket.”

Ida Corr holdt op med at spille shows og indspille nye numre, sagde nej til mere fjernsyn og koncentrerede sig i stedet om at spise god mad med gode venner, drikke kaffe og øve sig i ikke at have nogen planer. Bare sådan vågne en almindelig tirsdag og tænke: Hvad mon vi skal lave?

Det burde flere af os kunne, mener hun i dag. Uden at få dårlig samvittighed.

I 1991 afholdt DR det første Melodi Grand Prix for børn, der blev en
forløber for det senere MGP. Dengang vandt en pigegruppe fra Aarhus ved navn Årgang 77 med sangen Steal My Heart. En af pigerne var 13-årige Ida Corr.

“Det var inden, det blev stort, som det er i dag. Vi syntes, det var sjovt at få turen til København og bagefter komme hjem til skolen, hvor vores forældre stod klar med blomster. Det var et selvtillidsboost at vinde. Men det gjorde altså ikke nogen
karrieremæssig forskel for mig.”

Fairytales of heroes

“Vi lever i en verden, hvor vi hylder mere at være stresset end at sove til klokken 11.30. Det er jo skrækkeligt. Folk er deprimerede og har angst. Det er skamfuldt at sige, at du sover til klokken 11.30 en tirsdag morgen. Hvorfor er det det? Når du ved, at du tager ansvar for dit liv, er det så ikke flot, at du ved, at din krop, din sjæl og din psyke har brug for en pause? Hvorfor får den form for selvkærlighed ikke flere highfives? Selvkærlighed skal have nogle flere highfives.”

Ida Corr blev i sin familieboble i to år.

“Det hjalp at trække stikket og bare være mor, for jeg kunne mærke, at min passion var væk. Vejen tilbage for mig var kun at gøre ting, der gjorde mig glad. Det gjorde jeg så, og stille og roligt kom musikken tilbage i mit liv.”

En aften alene i køkkenet med et glas rødvin i hånden foran Youtube kunne hun mærke, at tiden var moden til et nyt nummer, og så skrev hun Fairytales of Heroes, der handler om at turde tro på, at vi kan komme tilbage og være helte i vores liv igen.

Uden at anstrenge sig særligt meget skrev hun flere hundrede sange i tiden derefter. Som om den lange kunstneriske pause havde akkumuleret melodier, der lå lige i underkanten af bevidstheden og ventede på at poppe op.

Men hun kommer ikke til at vende tilbage i samme arbejdstempo, som før hun blev mor.

“Jeg har kunnet mærke siden, at jeg aldrig kommer op i det gear igen, og jeg har heller ikke lyst. Det gear var ikke stressende, før jeg blev mor, men efter har jeg ikke kunnet forestille mig noget værre end at have planer hver dag. Min mission i livet er, at jeg skal have minimum to dage om ugen, hvor jeg ikke skal noget. Altså andet end at være mor. Det er nødvendigt for mig.”

We are family

Ida Corr taler varmt om sin eksmand, Jens Waltorp Sørensen, der er far til sønnen Cassius. Deres skilsmisseforløb lyder næsten for godt til at være sandt, men med sangerindens barndomserfaringer giver det alligevel god mening, at netop hun insisterede på at blive boende sammen i halvandet år efter bruddet, så mor, far og barn kunne vænne sig til en ny måde at være familie på.

Helt konkret delte parret deres fælles hus, så Jens boede i kælderen, hun selv på førstesalen, og stueetagen var fælles familieareal.

“For mig har det været en selvfølge, at vi var familie, selv om vi ikke er kærester. Det har været en grundessens i forholdet til min eks, som er en vidunderlig mand, vi kunne bare ikke finde ud af at være kærester længere. Men han er jo stadig et vigtigt menneske for mig, min søns far. For mig var det ikke et spørgsmål om at splitte op. Jeg ville kæmpe for at få den bedste version af den familie, vi nu skulle være.”

Læs ogsåPsykologen guider: Hjælp dit skrantende parforhold

Det har overhovedet ikke været så nemt og indlysende rigtigt, som det lyder, når man lige ridser situationen op på fire linjer. Hjertesorg er hjertesorg. Brud er smertefuldt. Sårede følelser sidder uden på tøjet, og skuffelsen over det, som ikke bliver, skal fordøjes.

“Du har jo lyst til at flytte lige i det breakup, som er så svært, men at blive tvunget til at se hinanden i øjnene og tvunget til at fungere sammen, til at være ordentlige over for hinanden, det gjorde vi, må man sige. Det er en hård kamp, men altså, det er jo hårdt at gå fra hinanden, så ligegyldigt hvad i en skilsmisse skal man jo kæmpe, og jeg vil hellere kæmpe i den retning. Da vi endelig flyttede fra hinanden, havde vi øvet os rigtigt meget.”

I dag har Jens Waltorp Sørensen fået en ny kæreste og har sørget for søskende til Cassius, hvilket Ida Corr er vældigt tilfreds med.

“Jens er yngre end mig og har tiden for sig,” siger hun med et glimt i øjet og henvisning til aldersforskellen på otte år, som aldrig har bekymret nogen af dem. Selv har hun en kæreste, som hun ikke er klar til at dele med offentligheden endnu.

Familielivet fungerer med fælles jul og fødselsdage, og Ida Corr er overbevist om, at det går så godt, fordi de besluttede at være sammen i bruddets første fase.

“Det hjalp os med at redefinere, hvordan vi kunne være familie uden at være kærester. Hvis vi var flyttet fra hinanden straks, havde det været sværere at finde ud af rent praktisk, hvordan vi skulle gøre. På denne måde kunne vi sidde med kalenderen og lægge planen for, hvordan vi skulle gøre ting sammen og hver for sig. Vi lavede en aftale, der hed, at hvis en af os møder en anden, og det er alvorligt, så skal vi sige til, men ellers skulle vi have respekt for den situation, vi var i. Hvis jeg mødte en, og Jens ikke var klar, ville jeg ikke gøre det, for lige på det tidspunkt handlede det om at komme på fode. Det var en investering i vores fremtid.”

40+ woman, no cry

Der er nok en grund til, at Ida Corrs største hit til dato har været et vaskeægte dansehit. Festen er blevet siddende i hende lige siden 90’erne.

Da hun fyldte 40 år, inviterede hun en flok venner med til Cape Town i en uges tid for at feste med manér. Destinationen blev valgt på anbefaling fra hendes lillesøster, der havde tilbragt et halvt år i Sydafrika og var sikker på, at maden, stemningen og klimaet lige var noget for Ida. Søsteren havde ret.

Alderen strammer ikke på Ida Corr. Overhovedet.

“Jeg tror, at det med at blive 40, det handler om, hvorvidt du er der, hvor du har lyst til at være. Du kan selvfølgelig sagtens have dødsangst eller være bange for, at ting slutter, men hvis du er dig selv tro, så er der ikke noget at være bange for, så er der bare viden, indsigt, stabilitet, alle mulige cool ting ved alder. Jeg var et godt sted, da jeg fyldte 40. Jeg er et godt sted nu. Jeg har fået en karriere og et barn, de ting, jeg har drømt om.”

Har en kæreste, hun gerne vil holde privat lidt endnu, og er mor til Cassius på 9 år, som hun har med sin eksmand, tidligere fodboldspiller Jens Waltorp Sørensen.

Er sangerinde og begyndte sin karriere som korpige for etablerede danske navne som Sanne Salomonsen og Gnags, inden hun i 2005 udgav sit første soloalbum, Streetdiva. I 2007 fik hun et internationalt hit, Let Me Think About It, der sendte hende på tour verden rundt, og som i en periode lå nummer 1 på dance-hitlisten i USA og England. Hun har udgivet over 10 album, det seneste i 2018, Ida Corr Unplugged. Ida Corr var sammen med Anne Linnet og Thomas Blachman dommer i 6. sæson af X Factor i 2013 og vandt konkurrencen med sin deltager, Chresten. Hun har desuden deltaget i Toppen af poppen i 2016 og 2020.