Ida Auken og stress
Ida Auken (44) © Klaus Bo Christensen/Ritzau Scanpix

Ida Auken: Haveterapi hjalp mod stress

Klimaforandringerne fik Ida Auken til at gå ind i politik – og til at blive der. Også efter at hun blev lagt ned af stress, og hun havde glemt det, der gør hende glad. Det husker hun i dag.

20. maj 2022 af Louise Thorsted

Mit livs oprør

"Jeg havde nogle meget engagerede forældre, som skulle redde verden, så mit teenageoprør var at gå op i makeup, drenge og tøj og spille håndbold.

At hedde Auken var i mange år nok mere en forhindring end en for­pligtelse med hensyn til at gå ind i politik, for som barn af en politiker bliver du stillet alt for store spørgsmål, som: ‘Hvad mener du så om Storebæltsbroen?’. Jeg forsøgte at flygte fra det i en årrække ved at kalde mig Ida Nielsen," siger Ida Auken.

Mit livs valg

"Mit livs valg var, da jeg alligevel besluttede mig for at gå ind i politik. Jeg var 22 år, da jeg lagde mig i fosterstilling over klimaforandringerne. Det var så voldsomme fremtidsudsigter, at jeg ikke ville sætte børn i verden. Indtil der var en, der sagde til mig: ‘Ida, det er ikke små ofre, du skal sætte i verden, det er små krigere, som skal gøre verden til et bedre sted’.

Det blev en omvæltning for mig, og jeg traf et valg om at prøve at gøre en forskel. Et valg om altid at tro på, at tingene kan blive bedre, fordi vi kan gøre det bedre. Jeg har besluttet mig for, at optimisme er en pligt. Det er ikke en mulighed at give op. Slet ikke, når man har fået børn.” 

Mit livs røde tråd 

“Det er jo kampen for klimaet. Siden jeg rejste mig fra min fosterstilling, er der ikke gået en dag, hvor jeg ikke har kæmpet for det. Det er det, der driver mig hver eneste dag på mit arbejde. Og i det hele taget. At forsøge at gøre en forskel.

Jeg er jo vokset op med min onkel, Svend Auken, som var miljøminister, og min mor, Margrete Auken, som har været miljøforkæmper i mange år, og de har lagt klimapolitik som en underliggende rød tråd i mit liv. Også før jeg selv ville se det,” siger Ida Auken.  

Mit livs pause 

“Da jeg blev lagt ned af stress for to år siden og måtte indse, at jeg ikke havde passet på mig selv. Jeg troede, det ville blive set som et tegn på svaghed, da jeg gik ud med det offentligt, men i stedet oplevede jeg den største kærlighedsstorm i mit liv.

Jeg kom i haveterapi 10 dage i Odsherred. Der faldt det hele lidt til ro, mens jeg øvede mig i at få mine sanser tilbage. Lugten af græs og et val­nøddetræ forbandt mig til noget helt grundlæggende, jeg kunne huske fra min barndom. Stressen førte mig tilbage til min krop og til naturen.

Det gik op for mig, at jeg nok er opdraget til, at pauser er spild af tid. Når jeg cyklede, løb eller tog opvasken, så lyttede jeg samtidig til en podcast eller tog et telefonmøde. Min hjerne fik aldrig en pause. 

Jeg har lige læst bogen Stolen focus, hvor forfatteren Johann Hari fortæller, at den mængde information, vi bombarderer vores hjerne med, svarer til at forsøge at drik­ke vand af en brandslange. Hjernen kan simpelthen ikke nå at omsætte det. Hvis nogen i dag spørger mig: ‘Har du hørt ...?’, så svarer jeg: ‘Nej, men kan du lige fortælle mig om det?’, i stedet for at synes, at det er flovt, at der er noget, jeg ikke har hørt, set eller læst. Pausen har også givet mig kær­ligheden til at lave mad og lært mig at gå ud i min have, og at strikke.” 

Ida Auken og stress
Min tro har gjort mig langtidsholdbar, siger Ida Auken.© Sofus Chammon

Mit livs tro

“Jeg er vokset op i den kristne tro, og for mig indebærer det et ukueligt håb, en stor kærlighed til livet og grundlæggende tro på fremtiden.

Jeg har læst teologi på universitetet, men kom meget langt væk fra min tro og fra kristendommen, da jeg kom i Folketinget i 2007. Matematikeren og teologen Blaise Pascal siger, at kan man ikke finde ud af at tro, så skal man bare bede hver dag. Tro er en handling, en vane og en praksis, og de senere år har for mig været en tilbagevenden til min tro.

Kriser, alarm og kampe er en stor del af politik, men når jeg bliver kimet ned af journalister, eller folk er vrede på mig, så tænker jeg: Det larmer rigtig meget i nuet, men giver det det mindste lille ekko i evigheden? Det er en tanke, jeg har tyvstjålet fra Søren Kierkegaard, men den hjælper til at berolige mit sind og mit nervessystem.

Tro er også tålmodighed. Og det kræver tålmodighed og udholdenhed at være i politik i mange år, fordi tingene ikke altid går i den retning, jeg vil. Når du er i opposition, må du tålmodigt se på, at nogen ruller det tilbage, du har lavet. Der tror jeg, min tro har gjort mig langtidsholdbar,” siger Ida Auken.

Mit livs håb

"Er, at vi får løst klimaproblemet, så det liv, vi lever, kan fortsætte, og der vil være gode liv for mennesker på hele kloden, samtidig med at vi skaber mere plads til naturen. 

Men vi skal arbejde på det, for det er ikke nok bare at sidde og håbe. Håbet rummer også en forpligtelse.” 

Mit livs kærlighed 

"Er min mand, Bent, som jeg var så heldig at møde for 17 år siden. Han er verdens lækreste, sjoveste og klogeste mand, en god far for vores børn og en hård kritiker, som ikke bare taler mig efter munden. Han tør udfordre mig, på det hele. På personlige ting og beslutninger, men også på større moralske spørgsmål og tilværelsen.

Han har en overraskende krøllet hjerne, og det er en utroligt stor gave at få lov at leve med den og ham i så mange år,” siger Ida Auken. 

Mit livs rejse

“Da jeg i 1996 efter gymnasiet tog seks måneder til Nicaragua med en gruppe unge. Vi skulle hjælpe med at grave grøfter, men det handlede nok mere om at lære noget om os selv. 

Jeg boede langt ude på landet hos en utroligt fattig familie, hvor jeg i starten slet ikke kunne finde ud af, hvor mange der boede i huset, fordi der var børn over det hele. Bagefter boede jeg i slummen i Managua, i et kvarter, hvor taxaerne ikke ville køre ind, fordi det var for farligt. Jeg boede hos en familie, der huggede halvdelen af mine ting, og hvor faren ville giftes med mig, og jeg fik ligesom prøvet de yderste grænser af på godt og ondt.

Jeg skrev rejsebreve hjem, som var fulde af forundring over, at man kan leve så anderledes, men også fulde af kærlighed, fordi jeg også fandt ud af, at vi mennesker har så mange ting til fælles. Sorg og glæde kan for eksempel være den samme, uanset de omgivelser vi lever i. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at nogen skal leve som i slumkvarteret, men det var rart at opleve, at selv der kunne livet også folde sig ud.” 

Mit livs overraskelse

"Det var det at få børn og opleve den overvældende kærlighed og det ansvar, der følger med. Tanken om madpakker og om legetøj over det hele var ikke særligt tillokkende, men det er jo også et billede på omsorg og kærlighed at rumme det.

Jeg læste engang, at man skal se på det som ‘housecare’ i stedet for ‘housework’, altså omsorg i stedet for arbejde. Alt det praktiske, vi gør, er også en måde at vise kærligheden til vores hjem og børn, hvis vi husker at finde glæden i det,” siger Ida Auken. 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i maj 2022.

Ida Auken (44)

  • er gift med professor i ledelse Bent Meier Sørensen, som hun har Niels på 11 og Simon på 9 år med. 
  • er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Var medlem af Radikale Venstre fra 2014 til 2021 og af SF fra 2007 til 2014. Fra oktober 2011 til februar 2014 var hun miljøminister. Er uddannet teolog fra Københavns Universitet.
  • er aktuel med bogen Tro på det – klima, håb og handlekraft

    Du vil (garanteret) også kunne lide