Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
© Ditte Capion

Iben Hjejle og Signe Lindkvist: “Vi har brudt en masse tabuer”

Velkommen til kammerat Signe Lindkvist og kammerat Iben Hjejle. Og til nye fantastiske begreber som forskelsbegejstring, pikkemandsdårlig søvn og skønhedsmisundelse, som du kan møde i de to kvinders meget (k)ærlige podcast Sitter. Fordi livet omkring de 50 er for kort til at gå og være bange for at sige noget forkert!

8. august 2022 af Louise Thorsted

Hvis du ved, hvad emner som livsoprydning, påskekænguruer, militærparader, oppustelige sandaler, bonjour-regler, skamben, parkeringsulighed, vinkeskinker og nussemænd og -damer har til fælles, så er du sikkert allerede inkarneret lytter af podcasten Sitter

Ved du det ikke, så kommer her en introduktion: 

Vigtigst er værterne, Signe Lindkvist og Iben Hjejle. Og rammen, cirkusvognen med et indre af poleret cigarkassetræ og rød og hvid-stribet gulv, som står i Signe Lindkvists baghave. Taknikken, Iben Hjejles søn, William, som holder styr på teknikken, og Irene-tv, Signe Lindkvists datter, Karla My, som byder ind med videoer, der skal forarge Iben. Signes mand, den mokkasinklædte Sheiken, og Ibens demente far, Grævlingen, vil du også hurtigt blive introduceret for.

Fordi de fylder i Signe og Ibens liv, som også kænguruer, militær og bussedamer gør det. I hvert fald for en stund. Og for evigt på dosmersedlen på Signes telefon, som fik sit første punkt i 2018.

Hvordan begyndte det hele?

Signe: “Vi var begge kørt fast i vores arbejdsliv ...”

Iben: “... men havde opdaget, at folk, i sammenhænge med gæster og halløj, ofte blev tiltrukket af vores samtale. Når Signe og jeg satte os ned og snakkede om tilfældige ting, så var det, som om vi tiltrak publikum. Vi tænkte, det må man kunne formatere.”

Signe: “Jeg har lavet radio og er podcast-junkie, så jeg sagde til Iben, lad os prøve det. Og så mødtes vi en dag og gik en tur rundt om søerne.”

Iben: “Og købte en pose kirsebær. Da vi havde spist dem, gik vi hjem til mig og glat- tede den brune papirspose ud, og så gik vi i gang med at skrive ned, hvad det kunne være sjovt at snakke om.”

Signe: “Nogle dage senere satte vi os i min havestue med et lille headset, vi delte, og optog vores snak ud fra ordene på posen. Da min telefon havde optaget i en time, sendte vi filen til nogle radiokammerater og spurgte: ‘Er det her helt idiotisk?’. Og så svarede de tilbage: ‘Nej, det er rigtig skønt. Det vil vi godt høre mere af’. Og så gik vi ned og købte udstyr for 3.500 kroner.”

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Iben: “Laver du ikke fejl, så har du ikke satset."© Ditte Capion

Den røde tråd, tis og rudekuverter

Det er mere end 176 programmer siden, at duoen første gang satte sig sammen, som de nu gør det i cirkusvognen hver onsdag klokken ni, uanset dagsform og morgenfrisure.

Den største forskel fra afsnit nummer 1 fra efteråret 2018 til i dag er, ifølge dem selv, at de er mindre pæne, mindre generte og bedre til at lytte til hinanden uden at afbryde.

Iben: “Vi tager det udgangspunkt, vi har hver især. Goddag, nu er mikrofonen tændt, jeg har oplevet det her på vej herhen. Eller jeg har sovet pikkemandsdårligt, eller jeg kan ikke lide den her politiker.”

Signe: “Vi er blevet mere sikre i, hvad der er interessant at lytte til.“

Jeg har prøvet af finde en rød tråd i jeres emner ...

Iben: “Det kan du godt opgive. Stop med det. Stop, stop. Den kan være grøn og gul og alt muligt. Det er det, der er det vidunderlige. Og jeg holder ellers meget af rød tråd og af, at krimierne skal gå op, og af alt, der kan systematiseres, og derfor er det så vidunderligt, at denne her podcast, med et ungdomsudtryk, som allerede er ved at uddø, men som jeg holder fast i, fordi jeg er gammel, er ‘random shit’, hvor vi engang imellem rammer guld.“

Signe: “Vi er et slags menneskeligt filter på hverdagen. Vi kan snakke om alt, EU-afstemning, rhododendron og knuste hjerter. Vi har aldrig forberedt en mening eller en punchline, vi er bare almindelige mennesker og venner, der reflekterer over livet. Selv om vi ofte er sjov og pjat og ballade, så er der ingen tvivl om, at der i os begge to er en kæmpe, kæmpe, kæmpe mørkesort undertone af, at vi jo begge damer mistede vores mor rigtigt tidligt. Vi har begge brugt mange år af vores liv på at være skilt, alene ...”

Iben: “Og på at bære rundt på smerte ...”

Hvad gør smerten ved jer? 

Signe: “Vi har oplevet alverdens bøvl og ballade og dødsfald og problemer. Også mere end gennemsnittet, men vi har også behov for at grine, for sådan er livet også. Den dualitet holder jeg meget af.”

Iben: “Uden egentlig at sætte os det for er vi kommet til at bryde en masse tabuer. Jeg fortalte om at tisse i bukserne, fordi jeg var lige ved at gøre det på vej til optagelse en dag, og det affødte en lavine af vidunderlig feedback.”

Signe: “Der er også det afsnit, hvor vi talte om min paniske angst for rudekuverter og skattestyrelsen og alt, der har noget med e-boks at gøre. Og om, hvordan styrelser og banker og andre i den kategori i mange år har haft den politik, at de kan sende en sms til dig om nyt i e-boksen på alle tidspunkter af døgnet.”

Iben: “Så du får hjertebanken 20.30 en søndag aften, hvor du ellers lige sad og hyggede.”

Signe: “Det har vi råbt og skreget op om, og vores læsere har sendt en masse eksempler på irriterende tidspunkter, hvor de har fået beskeder fra børneforvaltningen eller gældsstyrelsen.”

Iben: “Og man tror, nu kommer de og tager møblerne eller pengene eller børnene ...”

Signe: “De sender ikke længere sms’er på alle tider af døgnet. Og mange af vores lyttere har skrevet: ‘Tak for det, Sitter’. Vores podcast har taget eller fået en plads, vi ikke vidste fandtes.”

Iben: “Vi udtrykker vores egen tvivl og har for eksempel talt rigtigt meget om, om man skal ryge med på galajen med at lade sig operere alle mulige vide vegne, bare fordi man tænker: Aj, jeg ligner en griiis, jeg vil ikke se sådan her ud, når man kigger sig i spejlet om morgenen. Eller bare har det dårligt med sig selv og er både rigdomsmisundelig, skønhedsmisundelig og ungdomsmisundelig. Det er et kæmpe privilegium at have et sted til den snak.”

Signe: “... og det har vi, fordi vi tør gå ind i cirkusvognen med alt det, vi er. Og lige- gyldigt om vi har haft en møgmorgen, og det regner, så er vi altid i markant bedre humør, når vi er færdige en time efter.”

Kvajepligt og ølkasser

Signe: “Vi er da kommet til at sige noget forkert og har trådt folk over tæerne, men vi har aldrig klippet så meget som et sekund ud! Det kommer vi aldrig til. Har vi lavet fejl eller stødt nogen på manchetten, så siger vi, at det er vi kede af.”

Iben: “Det er i virkeligheden meget bedre at komme til at kvaje sig. Specielt når man er næsten 50 og lidt over 50 nu. Laver du ikke fejl, så har du ikke satset. Nu hvor jeg er 51år, er der kommet en bagkant for mig. Jeg har ikke længere tid til at være bange for at sige noget forkert. Jeg ved, at jeg aldrig med vilje ville krænke nogen eller sige noget forfærdeligt om andre, men hvis jeg kommer til det, så skal jeg have det at vide. Men grundlæggende er jeg et nysgerrigt og i orden menneske, som gør mig umage for at være her i verden, så alle andre også kan være her.”

Signe: “Vi står jo lidt kronisk på en øl-kasse, og derfor gør vi os også ekstra umage med at være ordentlige. Og vi flytter os, bevæger os og vokser med tiden. Det kan godt være, vi tit og ofte griner af, at vi er nogle gamle damer, boomere og alt muligtandet, men vi er også gode til være i sync med verden, hvor den er.”

Iben: “Og til at bevare en nysgerrighed. Og sige: ‘Okay, nu er der potentiel kæmpe kvaje-situation på vej, men jeg vil bare gerne høre mere om det her. Kan nogen forklare mig det?’.”

Signe: “Vores alder og erfaring giver os en selvtillid og et mod, havde vi været 20 år yngre ...”

Iben: “... så havde jeg været alt for forfængelig! For mig har det i høj grad handlet om at lægge min forventning til, hvordan jeg skal tage mig ud, fra mig. Det har jeg ingen ambitioner for længere. Det er så dejligt befriende.”

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Signe: “Det eneste dogme, vi har for Sitter, er, at alt skal være lystbetonet.”© Ditte Capion

Kammerater og makkere 

Iben: “Dem, der har lyttet med fra afsnit 1 og stadig hænger på, og tak for det!, de vil nok opleve et venskab, der har udviklet sig, et kammeratskab. For vi kendte hinanden godt, men så godt kendte vi heller ikke hinanden. De første 30-40-50 afsnit kan jeg stadig sige: ‘Det har du aldrig fortalt mig!’. Nu kender vi hinanden, hinandens historier og hinandens liv bedre.”

Signe: “I virkeligheden er vi jo meget forskellige. Iben er et poetisk og sanseligt som- merfuglemenneske. Og jeg er en praktisk håndværker, nærmest en mand indeni.”

Iben: “Men vi er også yin og yang, der smelter ind i hinanden. Og modsat mine andre tætteste kammeratskaber, så kunne jeg fra starten mærke, at vores også ville blive et godt arbejdsmakkerskab.”

Hvorfor er I kammerater og ikke veninder? 

Signe: “Det handler rigtigt meget om, at Iben og jeg begge to har haft behov for at have noget andet venskabelig kærlighed i vores liv end den måde, man typisk er veninder på i vores generation. Mine to bedste kammerater ud over Iben er mænd. Jeg er et meget praktisk menneske og kan bedst lide, at man er sammen med et formål og går en tur, får blæst noget vind gennem hovedet eller tager ud på planteskolen, fordi jeg skal bruge fem brombærbuske, men ikke kan bære dem selv, og så kan vi lige sludre på vejen. Det med at mødes og drikke en cappuccino og snakke, det har vi aldrig dyrket, og derfor passer ordet kammerater bedre på os.”

Iben: “Kammerater er også sådan et dejligt politisk udtryk. Man har en forening, et lille parti. Vi er kammerat Lindkvist og kammerat Hjejle, lad os udrette noget! Vi har et kammeratskab og et makkerskab, og så er vi også dybe og nære, fortrolige ‘veninder’ – den sidste etikette er svær at sætte på, fordi ordet veninde er så befængt med alt muligt. Det er mere inkluderende og kønsneutralt at være kammerater.”

Hvordan kønsneutrale? 

Signe: “Vi er nok mere kønsneutrale, end damer er gennemsnitligt. Før vi kom med hos Podimo, og mens vi stadig prøvede at finde måder at tjene penge på vores podcast på, var der et reklamebureau, der prøvede at finde en sponsor til os. Men det var kosmetik ...”

Iben: “Eller tissebleer.”

Signe: “Vi ville meget hellere ...”

Iben: “Øl.”

Signe: “Eller nu siger vi bare House of Prince, helt politisk ukorrekt.”

Iben: “Noget værktøj, nogle øller, noget røgtobak. Eller festballoner! Goddag.”

Signe: “Jeg tror, det handler om, at der er mange, der har fordommen om Iben Hjejle, at hun er en befimset, fateret ...”

Iben: “Falleret eller feteret? Du lavede et ord imellem. Fateret.”

Signe: “Jeg mente måske feteret.”

Iben: “Jeg tror måske, jeg er begge dele.”

Signe: “... farseret.”

Iben: “... fileteret skuespillerinde.”

Signe: “Jeg tror, folks fordomme er, at du er en fin, lidt for fed til at tage til Hollywood-skuespillerinde. Meget feminin og går kun i flot tøj og altid er tjekket og nyvasket. Og hvor folk tænker om mig: Det er hende den lille yndige cirkusprinsesse, der altid går og glimter i en lille pailletkjole. Men det er bare slet ikke sådan, vi er.”

Iben: “Ikke kun sådan, vi er.”

Hvordan er I som podcast-værter? 

Signe: “Som podcast-værter og mennesker er vi også meget famlende! Og det er det, jeg holder allermest af ved vores venskab og ved os som mennesker. Jeg havde en lang snak med mit barn forleden om, at det med at være et meget følsomt menneske aldrig går væk. Du er følsom ...”

Iben: “Hele livet!”

Signe: “... du bliver bare bedre til at håndtere det.”

Iben: “Måske.”

Signe: “Men det er i hvert fald bedre end at blive så tykhudet, at du bliver lige så glad for en kop kaffe som for at gå på toilettet eller at se en baby. Den der mangel på udsving i livet, på forskelsbegejstring, det er for mig det værste, man kan opnå. Og det er det, jeg elsker ved dit og mit. At vi er enormt følsomme og reagerende. Det kan godt være, det er besværligt, men det er også pragtfuldt, og det gør, at vi får et skæggere liv.”

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Iben: “Sitter er et – eller to – menneskeliv. Og så er det også kvindeliv.”© Ditte Capion

I afsnit 120 fylder Iben 50 år, og på hendes ønskeseddel står en livs- og kropsscanning. En slags status midt i livet.

Så hvordan står det til med den kropsscanning her et år senere? 

Iben: “Jeg er gået i gang med det nu. Jeg gik ned til lægen og bad om et 100.000-kilometers eftersyn. Og lægen spurgte: ‘Hvad er der i vejen?’. Jeg prøvede at gennemgå alt muligt, indtil jeg var sådan lidt: ‘Ikke rigtigt noget’. Nu får jeg taget nogle blodprøver, og så er jeg begyndt med det sunde. I dag. Jeg har bestilt en vegetarmåltidskasse, som kommer en gang om ugen, så jeg ikke falder i alle mulige tønder med Matadormix og øl. Kun. Vi har en sjov sundhedsdame, som også kan finde på at drikke vin og ryge cigaretter. Hun siger, jeg skal komme ned og blive trænet. Vi gider ikke gå til almindelig træning, vel Signe? Vi gider gå hos den her person. Det er lidt ligesom at hænge ud med hende, men så kommer vi samtidig lige til at sidde i en romaskine, mens vi griner.”

Signe: “Og så om en måned, så er det slut med det sundhed, for så er rejesæsonen begyndt ...”

Iben: “... og jeg kan meget godt lide mayonnaise. Og så tager jeg bare noget større tøj på. Så er sommermoden: Kaftan. Og badning foregår efter mørkets frembrud i bar figur, sådan at der ikke er noget, der strammer ind. Det er bikinisæsonen for mig. Det er uden bikini. Jeg har alligevel også lige givet 60 procent af min garderobe til velgørende formål, hvilket resulterer i, at jeg faktisk ikke rigtigt har noget tøj og er nødt til at vaske mange gange om ugen.”

Signe: “Men dine oprør og oprydninger er også udtryk for, at du er nysgerrig i livet, en lyst til at bevægelse ...”

Iben: “Jeg gider bare ikke længere bevæge mig fysisk og geografisk. Jeg er et godt sted, men det er også et forsøg på at definere mig selv og bilde mig selv ind, at jeg har styr på et eller andet.”

Hvad er det, vi skal have styr på?  

Signe: “Kommer der en og spørger: ‘Er det dig, der er den voksne?’, så ville vi begge kigge os omkring og tænke: Hvem taler hun til? Men det er også meget en del af at have lyst til livet og til foranderligheden, for voksen-udfordringen er, at når man har opnået det, man troede, var målet, så tænker man: Hvad skal jeg så? Skal det bare være sådan her resten af tiden? Vejen hen til målet er meget sjovere. Så målet er vel hele tiden at sætte sig nye mål: Vågne om morgenen, ryste på skuldrene, tage en kop kaffe, ånde ind og mærke: Hvad er det egentlig, jeg har lyst til? Og så hele tiden prøve at rette ind og køre derhen, hvor man godt vil. Vi synes, det er positivt ikke at være så målrettede og resultatorienterede! Efter vi er kommet ind til de fine folk inde på Podimo, er vi blevet tilbudt efterkritik og analyser, men det er bare et kæmpestort ‘Nej, tak’ herfra!”

Iben: “Forleden dag holdt jeg et møde om et projekt, jeg rigtigt gerne vil have sat i søen, hvor nogen spurgte: ‘Men hvad er din ambition med det her?’. Og jeg tænkte: Ambition? Og pludselig slog det mig, at jeg nok ikke har haft haft en eneste udtalt ambition igennem min karriere. Ud over med mine teaterroller. Og nu med Sitter, hvor jeg er ambitiøs, ikke på en ærgerrig måde, men mere sådan: Jeg vil gøre mig umage. Det skal være godt. Men det skal også være lystbetonet. Jeg er ambitiøs med hensyn til at have det godt. Mange børn og unge stresser helt vildt over, at de skal gøre sig umage, fordi de tror, de skal gøre sig umage, fra det sekund de står op om morgenen. Med alt! Men når du og jeg siger ‘gøre os umage’, så mener vi jo ‘at fordybe os’. Og du kan ikke fordybe dig i alting. Du kan fordybe dig i få ting og der, hvor din lyst trækker dig hen. Der, hvor du mærker, at det snurrer i fingrene, og wauw, her bliver det lækkert. Bliv der. Og fordyb dig i det.”

Signe: “Min mor havde det dejlige ordsprog: ‘Det er ligegyldigt, hvad du går op i, bare du går op i noget’.”

Iben: “Vi har åbenbart mange teenage-lyttere, som godt gider lytte til os gamle damer. Det kom bag på os, men det må være noget med, at her sidder to beroligende damer og siger: Vi er stadig i tvivl. Vi er stadig fjollede, vi kan stadig ikke finde ud af det, vi bliver rasende over det her, fordi vi ikke forstår det. Lad os undersøge det ...”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli 2022. 

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
To kvinder, som har det grundgodt i hinandens selskab. © Ditte Capion

Signe Lindkvist (48)

  • Er kæreste med fjernsynschef Mads Ulrick Holmstrup og mor til Karla My på 17 år fra et tidligere forhold.
  • Er bagkvinde og vært på podcasten Sitter. Tidligere kanalredaktør på DR Ramasjang og redaktør på TV2 Zulu, vært på masser af shows og tv-shows og autodidakt skuespiller. Begyndte at lave børne-tv på DR som 16-årig.

Iben Hjejle (51)

  • Er solo og mor til William på 25 år.
  • Er bagkvinde og vært på podcasten Sitter. Skuespiller, kendt fra blandt andet Mifunes sidste sang, Blinkende lygter og Klovn, både tv-serie og film. Spiller Dicte i TV2’s filmatisering af Elsebeth Egholms Dicte-krimier. Er uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.

Du vil (garanteret) også kunne lide