Mor datter portræt Johanne Mygind
Karen Mygind (73) og Johanne Mygind (45).© Thomas Dahl

Hvilke værdier har du taget med fra din mor?

Der er så meget, vi først forstår, når vi selv bliver mødre. Men også meget, vi stadig undrer os over. Forfatter Johanne Mygind er vokset op i kollektiv med sin mor, og som voksen troede hun, at kernefamilien var det rigtige. Nu er hun ikke længere så sikker.

13. juni 2022 af Nanna Louise Teckemeier

Johanne Mygind er vokset op hos sin mor, Karen Mygind, som bevidst valgte kernefamilien fra ud fra feministiske idealer. De boede først i kollektiv med blandt andre Johannes far og senere alene i samme hus, som fungerede som centrum for den politiske aktivitet, som Karen var involveret i. Inspireret af sin egen opvækst og de forskellige vilkår, der har formet livet for kvinderne i hendes familie, har Johanne skrevet romanen Kærlighedens år, som følger tre kvinder i tre generationer. 

Mor datter portræt Johanne Mygind
Karen valgte at lade Johanne vokse op i kollektiv i 1970’erne.


© Thomas Dahl

Johanne, din mor valgte at opdrage dig i kollektiv og valgte kernefamilien fra. Fik du et nyt perspektiv på det, da du selv fik børn?

Johanne: “Ja, da jeg selv fik børn, ville jeg rigtigt gerne have en almindelig kernefamilie. Det var vigtigt for mig, at mine børn fik søskende, og at de havde den samme far. I mange år var jeg også meget glad for det valg, men samtidig kan jeg huske, at jeg hurtigt begyndte at tænke, at Karen måske havde haft ret i sin kritik af kernefamilien. At ideen med at få børn i et kollektiv faktisk var rigtig på nogle punkter. Man er for få mennesker i en kernefamilie. 

Når min eksmand og jeg var på besøg hos hans familie, var vi fem voksne i huset til et barn. Det var ligesom at være i kollektiv. Så var der lige pludselig tid til, at jeg kunne læse en roman eller gå i bad, fordi der hele tiden var en voksen, som syntes, det var sjovt med det lille barn. Følelsen af stress og hårdt arbejde forsvandt, for der var hænder nok.”

“Alligevel overvejede vi aldrig at flytte i kollektiv. Jeg ved heller ikke, om der findes kollektiver, som ville lade en familie med tre børn flytte ind? Det er i hvert fald ikke rigtigt muligt at finde et kollektiv, som har plads til en enlig mor med tre børn hver anden uge.”

Karen: “Da jeg blev gravid, tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle have nogen familie. Jeg så det som en af grundstrukturerne for kvindernes undertrykkelse at være bundet til en familie og stå for alt omsorgsarbejdet. Det havde jeg oplevet hos mine forældre. 

Så hvis faren ville bo sammen med mig, så skulle det være i kollektiv-sammenhæng. Det var en klar rødstrømpe-påvirkning. Jeg blev nivelleret. Vi arbejdede i skift og var to, der var på vagt og passede børnene en uge ad gangen. Det kunne være svært at lægge ansvaret for sit barn over til en anden. Men mændene var gode til det, kan jeg huske.”

Johanne: “Jeg har jo ikke haft en særligt normal opvækst, men når man vokser op, tror man jo altid, at ens opvækst er normal. Det var først, da jeg blev ældre, at det gik op for mig, at jeg kommer med nogle meget anderledes erfaringer end mange andre. Det blev tydeligt for mig, da jeg selv fik børn og boede i rækkehuskvarter. Jeg havde svært ved at forstå den der familiestruktur, hvor man er meget lukket. Jeg kunne blive enormt frustreret. 

For eksempel gik alle ungerne i boligkomplekset i den samme børnehave, og jeg foreslog, at i stedet for at hver enkelt forælder hentede deres barn hver dag, så lavede vi en deleordning, hvor vi hentede alle børnene sammen, så en hentede om mandagen, en hentede om tirsdagen og så videre. Det var enormt svært at få igennem, for folk er ikke vant til at tænke sådan. De er mere vant til at tænke min egen, individuelle familie. 

Det var også derfor, jeg fik lyst til at skrive Kærlighedens år. Jeg ville gerne undersøge den mærkelige barndom, som jeg havde haft, også for at fortælle, at der er alternativer til kernefamilien.” 

Mor datter portræt Johanne Mygind
Johanne har fået større forståelse for sin mor Karens valg i dag. © Thomas Dahl

Er der en forskel i jeres værdisæt eller ideologi, som spiller en rolle?

Johanne: “Min generation har været meget individuel. Det har handlet om selv at blive chef eller selv at få et individuelt, ligestillet ægteskab. Det har ikke været sådan noget med at ville lave samfundet om. Måske har vi også ønsket at høste frugterne af ligestillingskampen, hvilket jeg oplevede som relativt svært – for så meget ligestilling havde vi jo alligevel ikke fået. 

Faktisk tror jeg nogle gange, at Karen har syntes, at jeg var for kritisk, fordi jeg var skuffet over, både hvor svært det var at leve i en ligestillet kernefamilie, og at det stadig alligevel koster så meget for kvinder at gøre karriere. Det kom bag på mig, at hovedansvaret for børnene ofte endte hos kvinden, og at man som mor tit ender med at være ‘projektleder’ og have ansvaret for, at der bliver købt kalendergaver og pakket idrætstøj. Det tror jeg nogle gange, du havde lidt svært ved at se.” 

Karen: “Som jeg så det, så prøvede du, med dit ønske om at få en stor familie med tre børn, at få en kernefamilie til at fungere, på trods af at vi lever i et patriarkalsk samfund.”

Johanne: “Men det var, som om du syntes, at jeg var for kritisk over for det?”

Karen: “Jeg tror, jeg var meget optaget af de tre vidunderlige drenge, du havde bragt til verden. Jeg oplevede lidt, hvad jeg var gået glip af i forhold til mit ‘jeg skal kun have et barn’. Det var en dejlig tid for mig, også fordi det var de sidste år på arbejdsmarkedet. Jeg tror bare, jeg gerne ville have det projekt til at fungere for dig.” 

Johanne: “I forhold til mor-datter-forholdet, så kan det godt blive lidt mudret, fordi kvindernes livsmuligheder har været enormt forskellige fra generation til generation. Så kan det være svært at få nogle konkrete råd og få en forståelse af hinanden, fordi man lever helt forskellige liv. Efter min skilsmisse tror jeg i højere grad, at vi kan spejle os i hinanden.”

Karen: “For hvad ved jeg om kernefamilien? Kun det, jeg ved fra min egen familie, hvor det var ganske rædselsfuldt. Men jeg kender da mange i min vennekreds, som lever pænt i par. Når en kernefamilie fungerer godt, er den også et dejligt sted at være.” 

Johanne: “Det ved du jo ingenting om! Jeg var sur over, at du var så ked af, at vi blev skilt. Det ville jeg have ønsket, at du holdt for dig selv. Men måske var du bekymret, fordi du også vidste noget om, hvad det koster at gå ud af kernefamilien.” 

Karen, hvad var dine egne erfaringer med kernefamilien?

Karen: “Min mor og far havde et klassisk 1950’er-ægteskab: Hun var økonomisk afhængig af ham, og han var fuldstændigt praktisk afhængig af hende. Min mor var meget utilfreds med de begrænsninger, der var i hendes liv, og hun skældte og smældte på min far jævnligt. Det var sådan en afmagtsskraphed, fordi hun ikke selv kunne gå ud og få et ordentligt job, som hun egentlig havde talent til. Hun var student, ville gerne have læst medicin, og hun havde helt klart nogle lederevner. Men dem brugte hun på at sørge for, at huset blev holdt rent og på at dirigere min far rundt til forskellige job. 

Jeg var egentlig bevidst om kønsrollerne, men i stedet for at forstå hende og være solidarisk – selv om jeg gav hende tusindvis af kvindebøger – blev jeg bare kritisk over for hende.”


Johanne: “Og det var jeg kritisk over for! Jeg har altid syntes, at du var for hård ved mormor, som jeg holdt rigtigt meget af. For selv om I havde konflikter, sørgede du jo faktisk for, at mormor og jeg havde et tæt forhold, og hun passede mig meget. 

Men jeg har nok også følt den frustration, der var i hende. Det var i hvert fald ikke svært at skrive om, da jeg skulle skrive min bog, hvor figuren Rigmor ligger tæt op ad min mormor.”

Karen: “Jeg fik ikke et forsonende forhold til min mor, før hun var langt oppe i alderen og blev dement. Jeg tror, det der skete var, at jeg pludselig erkendte, hvor meget hun holdt af mig. Jeg havde ignoreret den moderkærlighed, som hun helt tydeligt havde, og som hun viste mere og mere af, da hun blev ældre, og facaderne faldt.”

Mor datter portræt Johanne Mygind
Generationskløften var større i forrige generation, mener Johanne Mygind.


© Thomas Dahl

Johanne: “Jeg tror, at en af grund til, at kløften mellem dig og mormor blev større end mellem os to, er, at ‘68 er den tid, hvor individet får plads. Dengang talte man om generationskløften, men der er jo ikke en generationskløft mellem dig og mig. Vi har jo mange fælles erfaringer. 

Jeg kan virkeligt godt forstå, at du og mormor ikke havde særligt meget til fælles. Hun blev gift som 21-årig, fik sit første barn som 22-årig og var altid sin mands kone. Du kunne jo ikke trække på hendes erfaringer i dit liv, sådan som jeg kan trække på dine. Men jeg snakkede med hende om alt muligt, og hun blev for eksempel ikke sur over, at jeg blev skilt. Det kunne hun sagtens forstå. Så hun var også et mere nuanceret menneske end som så.”

Karen: “Ja, det var hun faktisk. Det første, jeg tænkte på, da hun døde, var: Hvor er jeg egentlig ked af, at jeg aldrig har fået snakket det hele ordentligt igennem med hende. Men det orkede jeg ikke på det tidspunkt, hvor hun var så klar, at hun kunne have givet mig svar. Det har jeg da bestemt fortrudt.” 

Har den erkendelse givet jer to anledning til at tage nogle ting op, som I har haft brug for at tale igennem? 

Johanne: “Det er jo ikke sådan, at jeg synes, der er alle mulige ting, jeg ikke ved om dig, og du ikke ved om mig. Vi har nærmest haft det modsat nogle gange, tror jeg, fordi vi har været så tætte.” 

Karen: “Ja, du har haft behov for at skabe lidt afstand. Og jeg har lidt under, at du har haft det behov, men jeg har ligesom accepteret, at det var sådan. Mine veninder har også været gode til at sige, at jeg skal holde op med at blande mig. Jeg har forsvaret mig lidt ved at sige: ‘Jamen, kærlighed, det ER jo at blande sig’. Men det skal man selvfølgelig ikke.” 

Johanne: “Der er ting, jeg aldrig ville fortælle mine børn, som I har blandet mig ind i. Mine børn ved ikke vildt meget om mig og min eksmands forhold, hvor jeg blev blandet meget ind i jeres skænderier. Jeg ved mere om dit kærlighedsliv, end mine børn kommer til at vide om mit. Det taler jeg aldrig med dem om. I har haft et ideal om åbenhed, som har været stærkt – måske også for stærkt. 

Tidligere har jeg nok tænkt, at du delte for meget med mig. Men det kan jeg bedre forstå i dag. Min ældste søn har lige fået lavet sin deleordning om, så han er hos mig i 14 dage uden sine brødre hver anden måned. Der kan jeg godt se, at jeg nemt ender det samme sted, som da du var alene med mig.”


"Det er let at holde tingene adskilt, når man er ‘mor med tre børn’, men når Ezra og jeg er alene, bliver vi lidt ‘samboer’, og han har fået en alder, hvor han er begyndt at spørge ind. På den baggrund forstår jeg bedre i dag, at det også ligger snublende nært, hvis man er sådan en lille enhed med to mennesker.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2021.

Karen Mygind (73)


  • Er mor til Johanne, som hun har opfostret dels i kollektiv og dels som enlig mor.
  • Er pensioneret arbejdsmiljøkonsulent. 

Johanne Mygind (45)

  • Er fraskilt og mor til tre drenge på 14, 10 og 9 år.
  • Er journalist og forfatter.
  • Er aktuel med romanen Kærlighedens år, som beskriver tre generationer af kvinder. 

Du vil (garanteret) også kunne lide