Charlotte vandrede alene i Lapland
Charlotte Karrebæk (46) helt alene på toppen af Norden!© Privatfoto

Hvad ville du gøre, hvis en flok med 1000 rener løb lige imod dig?

Forrige sommer vandrede Charlotte Karrebæk otte dage alene i Lapland. Det var en vidunderlig oplevelse, og hun vil af sted igen – med alt det vilde, det kan føre med sig!

5. juni 2021 af Karen Greve

Sommeren 2019. Charlotte Karrebæk har gået i flere dage gennem Laplands spektakulære landskab. Trådt gennem lyng, over vandløb og på stenede stier. Hun har varmet frysetørret mad over en primus og fundet vand i kilder undervejs. På ryggen har hun en gammel Interrailrygsæk, der vejer cirka 17 kilo. Om hovedet har hun viklet noget af sit tøj, fordi hun har glemt at få en hue med. Charlotte er på sin første vandretur, alene i Lapland, og hun er vild med det.

“Jeg tog af sted, fordi jeg havde brug for at få blæst hovedet igennem på en ny måde. Mit liv havde i et stykke tid været præget af frustration og bekymring, fordi min datter havde en svær tid. Hun havde et sammenbrud, som det tog lang tid at komme over, og som krævede meget af alle omkring hende. Da jeg rejste, havde hun fået det bedre, og jeg havde brug for en pause. Og jeg ville rejse alene, for jeg trængte til kun at være noget for mig selv.”

Charlotte vandrede alene i Lapland og mødte flere tusinde rener
“Jeg tog af sted, fordi jeg havde brug for at få blæst hovedet igennem på en ny måde. Jeg trængte til kun at være noget for mig selv.”© Ninna Flor

Danser med rener

Det er ikke første gang, Charlotte Karrebæk drager på eventyr alene ud i verden. Hun var afsted som ung, hvor hun boede alene i Frankrig, uden planer og sikkerhedsnet. Det har aldrig ligget hende fjernt at være af sted på egen hånd. Men hun har ikke vandret alene før.

Charlotte følger en bestemt rute på sin vandring, som hun nøje har planlagt hjemmefra. Så langt som man nu kan planlægge. Hver aften må hun vurdere, hvor hun bedst kan slå sit telt op og overnatte.

“Den ene dag havde jeg passeret en højdekam og havde slået mit telt op på et stort plateau, fordi det var tilpas fladt, og jorden blød nok til, at jeg kunne få teltpløkkerne i. På en vandring handler det om at stoppe, før du bliver for træt, og der er ikke altid mange gode sovepladser at vælge imellem. Det her virkede som et godt sted.”

Ved 22-tiden er Charlotte krøbet i teltet. Det er lyst hele døgnet så langt mod nord, og det er hun glad for. At være alene i mørket ville være mere utrygt. Men:

“Pludselig hører jeg motorlarm og sirener. Det virker sært midt ude i ingenting, og min første tanke er, at nogen er kommet til skade, at det er en eftersøgning. Lyden kommer og går, og jeg er lidt på vagt. Så mærker jeg jorden gungre under mig, jeg hører gryntelyde, og jeg kommer i tanke om, at jeg har hørt, at rener lyder ligesom grise. Jeg foretager den kålorme-manøvre, det kræver at komme ud af mit lillebitte telt, og så ser jeg en flok på flere tusinde rener, der kommer buldrende lige i min retning.”

En vild oplevelse

Renerne drejer i en bue bag om Charlotte og teltet. De tætteste er kun seks-syv meter fra hende. Hun får fat i sit kamera. Forsøger at forene det, at filme begivenheden og samtidig opleve farver, lyde, dufte og følelsen af at være midt i en helt unik, vild naturoplevelse.

“Egentlig havde jeg en ro hele vejen igennem. Det var først dagen efter, at jeg nåede til at tænke på, om det var en farlig situation. Kunne renerne overhovedet se mig? Jeg ved ikke, hvordan deres syn er? Kunne de have trampet mig ihjel?”

Motorlarmen, der er fulgt med renerne, kommer fra en helikopter og en ATV-motorcykel. Sådan færdes moderne hyrder i Lapland altså med deres hjorder. Charlotte er sikker på, at det er hyrderne, der har sørget for at guide flokken uden om hendes lille telt.

Rener i Lapland
Rener i fuldt firspring! © Privatfoto

Det har jeg lært

“Da jeg nåede i mål efter 112 kilometers vandring på otte dage, havde jeg en følelse af at kunne klare alt. Jeg havde lyst til at blive ved med at vandre alene videre. Jeg har i mange år bakset med en ensomhedsfølelse, men i Lapland lærte jeg at skelne mellem alenefølelse og ensomhed. For jeg følte mig aldrig ensom på min vandring, og naturen gav mig den luft, jeg havde brug for.”

Charlotte har fundet en rejseform, hun vil udforske yderligere. Efter turen til Lapland har hun vandret på Nordkap, “en hårdkogt tur”, som hun siger, hvor en af de vildeste oplevelser faktisk også havde med rener at gøre.

“Jeg gik ud på en tange, der føltes som verdens ende. Jeg havde gået i flere døgn uden at møde et eneste menneske, og helt ude på tangen ligger et gammelt fyr. En gang har der været en lillebitte civilisation midt ude i ingenting. Det mindede mig om en kulisse fra en Hitchcock-film, et hjemsøgt sted. Jeg tøvede lidt, men gik selvfølgelig derned, og da jeg drejer om hjørnet ved klippekanten, står der en ren med sin unge og glor på mig. Det var helt surrealistisk.”

Charlotte Karrebæk (46)

  • bor alene og er mor til Bertram på 17 og Sonja på 13 år.
  • er koordinator på en ungdomsskole og forfatter.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 30. marts 2021. 

Seneste

Måske er du interesseret i...