Mor datter portræt Rikke Viemose
Rikke Viemose (52) og Anna Trads Viemose (25).© Thomas Dahl

Hvad ville din datter sige til dig?

Hvad giver vi egentlig videre til vores børn? Og hvad leverer de pludselig til os, når de bliver voksne? Diskussioner med sin datter på 25 år har givet Rikke Viemose et andet perspektiv på den måde, hendes liv har formet sig på.

22. juni 2022 af Nanna Teckemeier

Rikke Viemose er journalist og forfatter og snart aktuel med bogen Nu taler jeg, hvor hun ser tilbage på sit liv og forsøger at forklare, hvorfor hun og hendes generation ikke har rykket så meget på ligestilling. Hun har sammen med sin mand, journalist David Trads, datteren Anna og sønnen Anders boet og arbejdet i udlandet ad flere omgange. Først i Rusland og så i USA. Oplevelser, som har været med til at knytte familien sammen. Rikke og Anna ses flere gange om ugen.

Mor datter portræt Rikke Viemose
© Thomas Dahl

Anna, er der noget, som har undret dig med hensyn til den måde, din mor har prioriteret på?

Anna: “Jeg synes, det er lidt underligt, hvor individualistisk det har været i din generation. Karrieren har betydet rigtigt meget. Det har meget handlet om at blive chef og få bestyrelsesposter. Jeg har slet ikke den type karrieredrømme. Jeg vil ikke arbejde 70 timer om ugen, selv om det betyder, at jeg bliver chef eller bestyrelsesperson. Jeg ser det ikke som de største værdier i livet.” 

Rikke: “Det er ikke, fordi jeg har villet være direktør eller bestyrelsesformand, men jeg har bare gerne villet blive hørt og set. Jeg har meget tit oplevet, at det var svært for mig at komme til orde, at kvinder blev overhørt, og at mænd talte hen over hovedet på kvinder.”

Anna: “Det er måske noget, som jeg ikke forstår, fordi jeg ikke selv har oplevet en omverden, som ikke tog mig seriøst, og hvor jeg ikke blev lyttet til. Jeg kan jo godt tænke: Du har gjort en masse seje ting, hvorfor er det ikke nok?”

Rikke: “Selvfølgelig er jeg blevet anerkendt for det, jeg har gjort, men der er samtidig mange, der kun har set mig som din fars kone, og det er det, jeg er blevet forbundet med.”

Anna: “Men for mig virker det, som om kvinder har kæmpet meget for at spille på mændenes banehalvdel. Hvis jeg kigger på mig selv og mine veninder, så vil vi hellere spille et andet spil. Selvfølgelig vil vi gerne have en uddannelse, tjene penge og have nogle ordentlige arbejdsforhold. Men jeg ville gerne have, at der var nogle feminine værdier, der også kom frem.”

Rikke: “Jeg er vokset op med, at hvis vi skulle gøre os gældende, så skulle vi ind på mændenes banehalvdel. Vi skulle klæde os som mænd med skulderpuder og skarpe jakkesæt. Magasinerne var fyldt med tips til, hvordan man kunne lære af mændene og komme frem ved at gøre sin stemme dybere og blive bedre til at forhandle.”

Anna: “Ja, og konkurrere med hinanden og være megahårde i stedet for at hjælpe hinanden og skabe et fællesskab. For det er for feminint, og så vinder man ikke i det spil ...”

Rikke: “Det er også noget af det, jeg er nået frem til nu. Vi har skullet være individualister, så vi har ikke rigtigt hjulpet hinanden med at komme frem. Vi skulle ses af mændene for at komme frem, hvor I skaber en helt ny virkelighed, og det er fedt!”

Anna: “Jeg kan også godt se, at du har haft nogle andre forudsætninger. Du har ikke bare kunnet sige: ‘Jeg vil spille et andet spil’, for der har ikke været nogen, der ville spille med dig. Hvor jeg oplever, at mange i dag har de samme tanker som mig.”

Anna, er der noget, som undrer dig, når du ser tilbage på din barndom?

Anna: “Det er noget, du har skrevet om i bogen, mor: At det ikke gik op for dig, at når du tog dig så meget af familien, som du har gjort, så opgav du også noget på karrierefronten. Det tror jeg da har været en fordel for mig og min lillebror, for vi har haft rigtigt meget kærlighed og tid i vores barndomshjem. Vi er jo blevet meget stærke mennesker. Men du har på en måde ofret dig selv for os.”

Rikke: “For mig har det altid været helt vildt vigtigt, at I havde det godt. Derfor er jeg gået på kompromis med nogle ting i mit eget liv og i min karriere. Jeg har taget et job frem for et andet for at kunne gå på nedsat tid. I 00’erne var der enormt meget, vi skulle leve op til som forældre: Vi skulle selv sy fastelavnskostumer til børnene, og vi kunne altså ikke bare lade jer dele flødeboller ud, når I havde fødselsdag, det skulle være hjemmebag. I dag tænker jeg, at jeg godt kunne være kommet lidt nemmere om ved det. For det vigtigste var jo, at der var tid til jer. 

Men det hører også med til historien, at din far ikke så det som så vigtigt at afsætte tid til familien. Han ville aldrig have givet afkald på sin karriere. Det ser jeg mere tydeligt nu. Det var mig, der gjorde det. Og det interessante er, at det skete, selv om jeg fra begyndelsen af vores forhold var meget bevidst om, at jeg ikke ville have den rolle. Alligevel fik jeg den. Hvordan skete det lige?”

Mor datter portræt Rikke Viemose
© Thomas Dahl

Er den nye generation af mænd bedre end de forrige?

Anna: “Jeg synes, der er en meget tydelig forskel. Jeg møder selvfølgelig også en speciel type mænd. Jeg bor i København og møder mest studerende. Det kan godt være, at de mænd, jeg kender, også laver sexistiske jokes, men de gør det i hvert fald ikke, når der er kvinder i lokalet. Der synes jeg da lidt, der er en forskel fra jeres generation. 

Mine jævnaldrende er også meget opmærksomme på, at de vil tage en del af barslen. De synes ikke, at deres liv er vigtigere end kvinders.”

Rikke: “Jeg tror faktisk, de har lidt svært ved at forstå deres fædre og deres valg. Og at deres fædre tog for givet, at de skulle have mere plads end deres koner.”

Anna: “Så synes jeg også, at de mænd, jeg kender, er ret gode til at tale om følelser. Det tør jeg godt sige, at min far er utroligt dårlig til. 

Han gør det i hvert fald aldrig, og det lader til at være en generel trend. Min kæreste kan godt tale om følelser med sine venner, og de er meget støttende over for hinanden. Fars generation er hårde over for hinanden og meget grove.”

Rikke: “Det er, som om de nogle gange viser deres omsorg for hinanden ved at drille hinanden!”

Hvordan tackler I en konflikt eller taler om ting, som er svære at komme ind på?

Anna: “Jeg kan ikke huske konflikter. Måske fordi vi altid har talt meget med hinanden.”

Rikke: “I teenageårene har der naturligvis været noget. Der var Anna selvfølgelig irriterende, og det syntes hun også, at jeg var.” 

Både Anna og Rikke griner.

Rikke: “Men vi er rimeligt gode til ikke at provokere hinanden for meget. Anna har også temperament. Der er måske situationer, hvor jeg synes, jeg ved bedre, og begynder at belære dig lidt om, hvordan du skal gøre tingene. Men der bliver du meget hurtigt sur, og så trækker jeg mig med det samme.”

Anna: “Haha, det kan godt være. Det er i virkeligheden bare dig, som står for den gode stemning.”

Rikke: “Nej, det siger jeg ikke. Du er bare meget god til at sætte en grænse. Jeg skal ikke fortælle dig, hvordan du skal rydde op.” 

Anna: “Haha, nej, vores største konflikt har altid været oprydning. Det er bare så klassisk, men det er mest det, jeg kan huske, vi har skændtes om.”


Rikke: “Det er godt, at vi er meget sammen, men det er også godt, at vi ikke bor sammen. Vi har mange gode samtaler, har fælles værdier og er enige om mange ting. Jeg respekterer også, at der er nogle ting, du ikke vil snakke med mig om.”

Anna: “Jeg tror helt klart, at jeg har nogle meget stærke grænser. Jeg har min sfære, som er mit privatliv, både over for mine veninder og endnu mere over for dig og far. Men det synes jeg også er fint nok. Vores forhold er mor og datter, vi er ikke veninder, og der er også nogle ting, jeg ikke vil høre om. 

Jeg har ikke lyst til at vide særligt meget om dit forhold til far for eksempel. Der kan jeg forestille mig, at det kunne blive ubehageligt, hvis det var for venindeagtigt. Jeg har brug for, at mine forældre er mit fundament, ikke noget, der står og blafrer.”

Mor datter portræt Rikke Viemose
© Thomas Dahl

Er der noget, hvor I må sige: Der må vi bare være enige om at være uenige?

Rikke: “Det bliver tydeligt, at Anna er del af en anden bølge feminisme end mig, når vi taler om, hvordan kvinder bruger deres krop til at komme frem. 

Jeg har et eksempel med i min bog med Lene Espersen, da hun var justitsminister og formand for de Konservative. Hun gik med til at lade sig fotografere i seksuelt ladede situationer, for eksempel som pinup hen over en bil. Dengang, der tænkte jeg, at det var forkert af hende. Jeg tænkte: Det er useriøst, hun er politiker, hvis hun vil tages seriøst, så skal hun ikke ligge der på den kølerhjelm. 

Der har Anna udfordret mig på det synspunkt. Og jeg kan også godt se, at mange af de unge feminister bruger deres krop til at komme frem, og ofte lykkes de med det. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det gjorde Lene Espersen egentlig også. Hun blev faktisk hørt mere og fik mere taletid end mange andre. På den måde var hun på forkant. Men hun blev også udskammet for det. Hun blev kaldt for ‘den talende kavalergang’.” 

Anna: “Og den udskamning, den har du jo også været en del af, med den holdning, du havde. Hvor jeg tænker: Hvorfor skal der overhovedet være den udskamning? Jeg synes, at man som kvinde skal have lov til at være flere ting på én gang. 

Man kan godt være sexet og samtidig blive taget seriøst. Der er mange eksempler på kvinder, som, fordi de har været for feminine og set for godt ud, ikke er blevet taget seriøst, ligegyldigt hvad de gjorde. Jeg synes bare, at man skal afvise, at det overhovedet er relevant at snakke om.”

Rikke: “Ja, det er rigtigt nok. Vi skal tænke det på en helt anden måde. Så vi er egentlig ikke så uenige mere. Der har Anna fået rykket mig.”

Anna: “Der er ikke så meget andet, hvor vi er super uenige. Det har der sikkert været, men så har vi talt om det.”

Rikke: “Vi tager nogle gode diskussioner, men vi ender for det meste med at være enige til sidst.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2021.

Rikke Viemose (52)

  • Er gift og mor til Anna på 25 og Anders på 22 år.
  • Er journalist og forfatter og tidligere ejer af boghandlen Thiemers Magasin i København.
  • Er aktuel med selvbiografien Nu taler jeg skrevet som et brev til sin datter.

Anna Trads Viemose (25)

  • Studerer statskundskab på Københavns Universitet, hvor hun er i gang med at skrive speciale om prekariatet, og har studiejob på Universitetsavisen.
  • Har en kæreste.

Du vil (garanteret) også kunne lide