Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Signe Lindkvist (48) og Iben Hjejle (51). © Ditte Capion

Helt typisk Sitter – alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist

Iben ville være opdagelsesrejsende, Signe ville være gangster eller lady – hvis altså de kunne tidsrejse. Ellers laver Hjejle og Lindkvist en af de sjoveste og kærligste podcasts, kniber sandhedstårer og forbereder sig på overgangsalderen. Mød podcastværterne her.

8. august 2022 af Louise Thorsted

Hvad er bare så typisk dig, Iben? 

“Mine nærmeste vil nok mene, at det er typisk mig at glemme mærkedage, men så komme med alt for store, gigantiske gaver på alle mulige andre tidspunkter af året,” siger Iben Hjejle. 

Hvis du kunne tage på en tidsrejse, hvornår ville du så til? 

“År 1900, gerne i Paris under Verdensudstillingen og som op­dagelsesrejsende kvinde. Men ligegyldigt hvilken tidsperiode jeg skulle dykke ned i, så ville jeg være rig. 

Jeg skal ikke leve i fremtiden! Med førerløse biler, førerløs mad og førerløse våben. Adr. Og sidde som en lille vissen asparges derhjemme og styre min avatar ude i samfundet. Jeg vil aldrig opleve det. Fremtiden, jeg bryder mig ikke om den,” siger Iben Hjejle. 

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Iben Hjejle: “Jeg skal ikke leve i fremtiden! Jeg bryder mig ikke om den.”© Ditte Capion

Hvor var dit favoritsted som barn? 

“Der var et vidunderligt sommerhus, som heldigvis stadig findes, fordi mine fætre og kusiner har det. Det var oprindeligt af den slags, hvor der bare var kørt nogle vægge ud, som blev sat oven på nogle parasolfødder, fladt tag, mange køjesenge og højt, vildt græs, som min far slog nogle stier igennem med græsslåmaskinen. Og så legede vi, og legede og legede, og vi ville aldrig ind. Myggestik og snotnæser, sand i alting, jeg elskede det,” siger Iben Hjejle. 

Hvem ville du gerne give et nakkedrag? 

“Putin! Men ved folk stadig, hvad et nakkedrag er? 

Det er ikke en lussing og ikke ren Herlufsholm, men mere en dummeflad på bag­ hovedet. Og den behøver ikke gøre ondt. Det er sådan en: Stop så!”

Hvornår græder du? 

“Jeg græder dagligt, enten af rørelse eller ærgrelse eller af selvmed­lidenhed. Det sidste holder jeg meget hurtigt op med, for det er meget uklædeligt. 

Da jeg så Line Knutzons forestilling Livstidsgæsterne (på Betty Nansen Teatret i København, red.), græd jeg på den bedste måde, hvor jeg grinede og grinede, men der lå en stor, mørkeblå, forfærdelig smerte under, fordi der i stykket, midt i al det skøre guggi gakki, er en, der siger, hun er ensom.”

Hvad mærker du til overgangsalderen? 

“Det snakkede jeg med lægen om forleden dag, for nogle gange sveder jeg, og så kommer jeg i tvivl, om jeg er der. Men hun sagde: ‘For nogle er det bare små bump på vejen, og pludselig er man igennem det’. 

Nå! Men jeg sidder og venter på et kæmpedrop på rutsjebanen, og så er det så åbenbart slet ikke sikkert, det bliver sådan.”

Hvor finder du styrke? 

“I skæg og ballade og omgang med de mennesker, jeg holder af,” siger Iben Hjejle. 

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Iben Hjejle: “Jeg græder dagligt, enten af rørelse eller ærgrelse eller af selvmed­lidenhed.” © Ditte Capion

Hvad er bare så typisk dig, Signe? 

“Det handler om energi: En utrolig, kæmpe kraft af en ja hat-­tro på, at jeg kan alt i hele verden. Om det så er at være alene om at smelte et tagpaptag, flytte et komfur eller lige lave en teaterforestilling,” siger Signe Lindkvist. 

Hvis du kunne tage på en tidsrejse, hvornår ville du så tage til? 

“Gerne lige ned i Downton Abbey, hvor jeg ville være Lady Grantham med stofparaply og ride med benene på samme side og spise fasaner til aftensmad. 

Men jeg ville også gerne have været et af bandemed­lemmerne i Peaky Blinders. Det er jeg bare ALT for bange til,” siger Signe Lindkvist. 

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Signe Lindkvist: “Jeg græd lige før, da mit barn havde pakket færdig til sin lejrskole, og der var 20 minutter, til hun skulle gå.”© Ditte Capion

Hvor var dit favoritsted som barn? 

“Det var under kastanjetræet i min mors have på et vattæppe fyldt med hundehvalpe. Og med min mor så tæt på, at hendes nederdel en gang imellem lige ramte min næse,” siger Signe Lindkvist. 

Hvem ville du gerne give et nakkedrag? 

“Alle dem, der ikke forstår at opføre sig ordentligt. God gammeldags opdragelse er en mangelvare i dag. Og i parentes bemærket: God opdragelse er også ikke at navngive, hvem man gerne vil give et nakkedrag. 

Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være. Men Putin og Hitler er selvfølgelig ikke fredet.”

Hvornår græder du?

“Jeg græd lige før, da mit barn havde pakket færdig til sin lejrskole, og der var 20 minutter, til hun skulle gå. Så satte hun sig ved klaveret og spillede Medinas Kun for mig lige så stille. Jeg sad på sofaen og kiggede på mit lange, 17­-årige barn. 

Det rører mig så voldsomt, når vores børn kaster sig ud i livet. Når de skal finde ud af, hvordan de skal være.”

Hvad mærker du til overgangsalderen? 

“Jeg kan godt stå som en kæmpe kikkert­type og holde øje med den og forvente hedeture og voldsom menstruation og udsving, men indtil videre er der ro på. 

Det største udsving, jeg har oplevet de seneste par år, er, at jeg bliver mere og mere påvirket af månen ...”

Hvor finder du styrke? 

“Mentalt: Helt klart af at grine. Det er livseliksir for mig,” siger Signe Lindkvist. 

Hvordan kommer du ned i gear? 

“Der er to måder, man kan komme ned i gear på, når man er Iben og jeg. 

Den ene er at spise et stort stykke mad og drikke et glas vin og tage en eftermiddagslur. 

Den anden, og især når vi har lavet shows, er noget med at danse og tage på værtshus og rafle og svinge os i lamperne, fordi vi har så meget adrenalin i kroppen, vi skal af med,” slutter Signe Lindkvist. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli 2022. 

Portræt af Sitter - alias Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Hverken Iben eller Signe er i overgangsalderen endnu, men Signe er her: “Jeg bliver mere og mere påvirket af månen ...”© Ditte Capion

Signe Lindkvist (48)

  • er kæreste med fjernsynschef Mads Ulrick Holmstrup og mor til Karla My på 17 år fra et tidligere forhold. 
  • er bagkvinde og vært på podcasten Sitter. Tidligere kanalredaktør på DR Ramasjang og redaktør på TV2 Zulu, vært på masser af shows og tv-shows og autodidakt skuespiller. Begyndte at lave børne-tv på DR som 16-årig.

Iben Hjejle (51)

  • er solo og mor til William på 25 år.
  • er bagkvinde og vært på podcasten Sitter. Skuespiller, kendt fra blandt andet Mifunes sidste sang, Blinkende lygter og Klovn, både tv-serie og film. Spiller Dicte i TV2’s filmatisering af Elsebeth Egholms Dicte-krimier. Er uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.

Du vil (garanteret) også kunne lide