Portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt
Helle Thorning-Schmidt (54).© Ditte Capion

Helle Thorning-Schmidt: Jeg har skruet op for mig selv

Helle Thorning-Schmidt har for længst smidt den formelle fremtoning, og nu skriver hun om sexisme og ligestilling, som skal få os til at stoppe med at behandle kvinder, der elsker glimmer, som om de er dumme. Hvorfor skulle de dog være det?

14. januar 2022 af Eline Holm

Det vrimler med mennesker i fotostudiet, hvor Helle Thorning-Schmidt skal have taget billeder til dette interview. Hendes program kører bang! bang! bang! i disse dage, hvor hun er hjemme i Danmark for at fortælle om bogen, hun netop har udgivet. 

Hun har holdt bogreception, været i Go’ Morgen Danmark, Aftenshowet, nyhederne på den ene og den anden kanal, vel alle aviser og diverse magasiner. Der er rift om det, når en tidligere statsminister og Danmarks første kvindelige af slagsen lukker op for egne #metoo-oplevelser og giver sine indspark til det seneste års største debat, den om feminisme og sexisme. Alle vil have en bid af blondinen, som Helle Thorning-Schmidt har selvudnævnt sig i bogens titel, Blondinens betragtninger.

Lyserød pels og pink negle

Virakken til trods virker hun helt cool, som hun sidder der og får lagt makeup i et hjørne af studiet, før hun hjemmevant træder ind foran kameraet i rødt jakkesæt, pink negle og et brus af en lyserød pelsfrakke.

Bogens titel er en hilsen til en af Helle Thorning-Schmidts yndlingsfilm, Blondinens hævn, og det ser faktisk også ud, som om hun har klædt sig på som hovedpersonen Elle Woods, der i filmen ser stort på retslokalets mørke og formelle dresscode og til alles forargelse tropper op til juridiske tovtrækkerier som et pouf! af lyserød og bølgende lokker. Og tager røven på hele foretagendet ved at være klogere end dem og deres forventninger, hvilket Helle Thorning-Schmidt netop har ønsket at sætte fokus på med sin bog, dens titel og dens lyserøde farveunivers.

Før vi ved af det, er hun skudt i tre sæt tøj, og fotografen er tilfreds. Det er Helle Thorning-Schmidt også.

“Man lærer noget om at være fotomodel – det var fandeme også på tide efter alle de år!”

Hjerneeksplosion

Hun griner, griber sin taske og får stukket en sandwich i hånden, som hun kan spise i bilen på vej til redaktionen, hvor interviewet skal foregå. Vel ankommet til et stille mødelokale, er der pludselig ro. Journalisten i selskabet har i hvert fald brug for at puste ud, men Helle Thorning- Schmidt – not so much.

Hun er 54 år og vant til at befinde sig lige midt i orkanen og være i bevægelse, altid, hele tiden. Når hun nu vælger at bruge sin taletid og tyngde på at holde liv i debatten om ligestilling og sexisme, som en række yngre kvinder har været bannerførere for det seneste år, handler det faktisk også om det – at fortsætte fremad.

Portræt af tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidt
Der har været knald på, siden Helle Thorning-Schmidt forlod statsministeriet og dansk politik.© Ditte Capion

“Jeg synes jo, der er rigtigt mange i de ældre generationer, som sætter sig ned og synes, at de ved alting, har forstået det hele og ikke behøver at være så nysgerrige mere. Men i virkeligheden er det jo fattigt rent menneskeligt ikke at blive ved med at være nysgerrig og bare tro, at man har regnet det hele ud. Ikke være åben for, at der kan være nogle ting, som man måske skal aflære sig. Og der synes jeg bare godt, det kan være et valg som menneske at lade sig inspirere af de unges tankegang og det, de går og diskuterer med hinanden. Jeg har ret aktivt valg det sidste. For jeg gider ikke blive en forstokket person, som ikke prøver at lære af de næste generationer.”

Hellere frem end tilbage

Hun kunne have samlet håret i en knold, sat sig ned med læsebrillen på og skrevet den mere traditionelle erindringsbog, som vi er vant til fra andre eks-statsministre. Men et tilbagesyn passer dårligt med det sted, Helle Thorning-Schmidt har været, efter hun har passeret de 50. Hun er trådt ud af Folketinget, er flyttet til London, og i jobbet som direktør for International Red Barnet (et job, hun forlod i 2019) har hun skullet arbejde sammen med mennesker fra alle mulige lande og kulturbaggrunde.

“Det føles simpelthen, som om min hjerne har udvidet sig. Og så gik det op for mig, at, gud ja, det er jo sådan, det skal være – at min hjerne bliver ved med at blive udfordret. Der sker selvfølgelig også det, når man kommer i 50’erne, at ens børn bliver store, og mine børn, de begyndte jo at udfordre de ting, jeg havde gået og ment.”

Dengang i 2011, da hun blev valgt som Danmarks første kvindelige statsminister, var det historisk – et kvantespring for ligestillingen og kvinders muligheder for at bryde igennem glasloftet. Nu sendte vi en kvinde ud at forhandle med Obama og Cameron og i EU og FN. Havde feminismen så ikke endegyldigt sejret?

Hvilken ligestilling?

Når man læser Helle Thorning-Schmidts bog, dæmrer det, at det havde den ikke. Det er ret hårrejsende at genkalde sig, hvad vores første kvindelige statsminister måtte lægge ryg til af direkte mobning på grund af hendes køn. Øgenavne som Gucci-Helle, dukkebarnet og Hellepigen var hverdagskost i medierne og blev brugt af både mandlige og kvindelige journalister, politikere og debattører. En journalist skrev i Berlingske, at hun havde “kom og tag mig-hår”, da hun i en periode havde gået med håret løst i stedet for i en knold. På bagsiden af Ekstra Bladet opfandt en journalist en – satirisk! – fiktiv forelskelse i hende, hvor han skrev om hendes “billige bondage-støvler” og “lille c-skål” og causerede over, at hun ikke formåede at holde en tale uden at læse (dårligt) op fra et manuskript.

Den gentagne fokus på hendes køn overraskede ikke Helle Thorning-Schmidt så meget som mængden og karakteren af den.

Portræt af tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidt
Er løst hår "kom-og-tag-mig-hår"? Og ville nogen skrive den slags om Lars Løkke eller Anders Fogh?© Ditte Capion

“Jeg tror, jeg var meget bevidst om, at jeg ville blive set som kvinde, før jeg blev set som politiker. Jeg kunne jo også se på andre kvindelige toppolitikere, at de havde oplevet det samme. Mona Sahlin i Sverige blev meget kønnet kritiseret. Ligesom Hillary Clinton. Men voldsomheden kom bag på mig. Og at det var præcis det samme, vi blev angrebet for: Vi har alle sammen været udsat for de her traditionelle kvindeargumenter, som historisk set er blevet brugt imod kvinder: Hvordan hun ser ud? Er det for meget eller for lidt, for kort eller for langt hår, for høje sko, for lave sko? Hvordan er hun som mor og familiemenneske, kan man mærke hende, har hun følelser? Og så det tredje, som handler om at sætte spørgsmålstegn ved hendes kompetencer.”

Helle Thorning-Schmidt beskriver realiteterne rimeligt nøgternt. Ikke fordi hun i situationerne ikke havde lyst til at sige fra – det havde hun bestemt – men:

“Jeg vidste, at det kunne jeg ikke. Havde jeg sagt: ‘Det er tarveligt, at de siger sådan’ eller: ‘Det er sexistisk’, skulle jeg for det første til at bevise, at det var sexistisk. Derudover havde jeg havde gjort mig selv til offer, og der er ikke nogen, der vil stemme på en, der gør sig selv til offer.”

Det kan til stadighed undre hende, at nogen kunne – og stadig kan pure afvise, at hun var udsat for en kønnet kritik, som hendes mandlige kollegaer ikke på samme måde oplevede. For eksempel da hun medvirkede i et tv-program sammen med alle nulevende eks-statsministre og bragte emnet på bane, at hun som kvindelig statsminister blev bedømt anderledes end de herrer Schlüter, Nyrup, Fogh og Løkke. Den pointe grinede de to sidstnævnte overbærende af, hvorefter Fogh fastslog, at debatten om ligestilling skam var forældet.

Sofie Lindes gløder

Den holdning oplever hun stadig, at mange deler, og det er også en af grundene til, at hun netop nu vælger at puste til gløderne i det #metoo-bål, som blussede så kraftigt op efter at være blevet genantændt af Sofie Linde til Zulu Comedy Galla sidste år.

“Der er sket så meget nyt på det her område det seneste år. Vi har for første gang set en solidaritet med de kvinder, der er stået frem og har fortalt om deres oplevelser med krænkelser og sexisme. Min bekymring er bare, at det hele lukker og slukker, før vi er kommet rigtigt i gang. For der er så mange, som er trætte af det. Som siger, ‘har vi nu ikke snart snakket nok om det’ og ‘er det der feminisme ikke gået for vidt’. Og der er mit budskab sådan set bare, at jeg synes, vi skal blive ved, for de her ting sker stadig.”

Portræt af tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidt
Vi har slet ikke talt nok om feminisme, mener Helle Thorning-Schmidt.© Ditte Capion

#Metoo-moments

Det oplevede hun på egen krop i en ikke så fjern fortid. Hun blev kaldt “bordello-mor” af en journalist for under et halvt år siden, da hun ankom til et award-show. Hun nævner den kvindelige, finske statsminister, hvis regering er blevet kaldt “Tampax-banden” og “strømpebukseregering” og det, der er værre. Så nej, det er ikke slut endnu.

For at forklare, hvad den slags sexistiske krænkelser gør ved kvinder, har hun – uden at ville gøre et stort nummer ud af det – valgt at bringe sine egne #metoo-moments på bordet. Der var den gang, hun som medlem af Europa-Parlamentet blev klasket i røven med en avis af en ældre kollega, den gang, hun var i gang med at ordne nogle papirer og af sin mandlige chef blev bedt om ikke at stå lænet ind over bordet, for så kunne han da “slet ikke styre sig” – og den gang, hun under en officiel middag blev gramset på låret af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing. Alle gange sagde hun fra, fjernede hånden og kom hurtigt videre. Men hun synes alligevel, historierne skal frem.

“Mine oplevelser er ikke meget alvorlige, men det er alligevel oplevelser, som er for meget. Jeg gik og passede mit arbejde, og så blev jeg lige sat på plads og fik at vide, at jeg ikke bare var et professionelt menneske, men også en kvinde, som skulle passe på, at jeg ikke gik der og æggede hele verden. Men det er også, fordi jeg gerne vil understrege, at det er alle slags kvinder, det her sker for. Vi har en lang historie, hvor kvinder har taget et ansvar for krænkelserne. Så tænker vi: ‘Jamen, jeg havde nok også en for udringet bluse på den dag, eller ‘jeg lignede nok en, der var klar til narrestreger’. Men når det kan ske til en fin, officiel middag, kan det ske for alle, og det kan ske alle steder.”

Personligt har Helle Thorning-Schmidt formået at undlade at tage det ansvar, som netop ikke er hendes. Det handler dels om, at hun har sagt til sig selv, at “det handler ikke om mig, men om, at jeg er kvinde, og i så fald er det dem og ikke mig, der er galt på den”.

Bidende uretfærdighed

“Jeg har sådan en grundtanke om, at jeg er god nok. Som menneske, mor, kone, søster og datter. Jeg er ikke perfekt, jeg er god nok. Jeg gør mit bedste for mine børn og min familie, og det er okay. Så jeg tog det ikke personligt.”

Kunne du altid lade være med det?

“Nej, det kunne jeg ikke. Jeg rasede bestemt ud efter arbejde og talte om det med mine venner og min familie.”

Uretfærdigheden kunne bide. Men hvorfor gjorde hun ikke mere for ligestillingen, dengang hun sad ved magten? Det er et spørgsmål, hun igen og igen er blevet stillet, efter hun er trådt frem i ligestillingsdebatten. Efter valgnederlaget i 2015, hvor hun trådte af som formand for Socialdemokraterne, gik hun på talerstolen med de legendariske ord: “Jeg er Danmarks første statsminister” – og opdagede først et par sekunder forsinket, at hun havde glemt det lille, indskudte ord “kvindelige”, og måtte smilende rette sig selv: “Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister”.

Der blev grinet i salen af den lille forglemmelse, en freudiansk af slagsen måske, for Helle Thorning-Schmidt ville ikke gå over i historien som kvindernes statsminister.

“Hvis jeg havde fokuseret meget på ligestilingsspørgsmål, ville jeg været blevet sat i bås som kvindepolitiker. Det ville jeg ikke, jeg ville gerne være politiker ligesom alle andre, og bare ordet feminist trigger i rigtigt mange mennesker. Det forbindes med at være rabiat, og der er ikke nogen, der vil have en rabiat partiformand eller en rabiat statsminister.”

Feminist var og er hun dog, understreger Helle Thorning-Schmidt. Hun har flere gange fremhævet det faktum, at hun er den eneste siddende statsminister, som offentligt har kaldt sig selv feminist.

Portræt af tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidt
Ishøj-versionen af en rødstrømpe er en pink feminist!© Ditte Capion

Arven fra mor Grethe

Den feministiske rygsæk begyndte hun at putte i, da hun var 10-12 år. Dengang blev hendes forældre meget pludseligt skilt, og det stod hurtigt klart, at det var hendes mor, der trak det korteste strå i den ligning. Som det var kutyme dengang, var det faren, der blev boende i det store hus (med sin nye kæreste), mens moren flyttede til en lille lejlighed, ligesom det var faren, der fik den gode af familiens to biler, mens moren blev overladt “en ældgammel bil, der nærmest fik pladerne klippet, første gang vi var ude at køre i den”. 

Og så tog han i øvrigt også alle vennerne.

“Det skete virkeligt tit dengang. Og selv om man ikke rigtigt forstår det, når man er 10-12 år, så forstod jeg det alligevel. Jeg kunne godt se, at det ikke var retfærdigt over for min mor.”

Men Helle Thorning-Schmidts mor var ikke den, der gik op og lagde sig. Hun var “pink feminist”, en slags Ishøj-version af en rødstrømpe, havde bøger af Suzanne Brøgger og Herdis Møllehave, og til tonerne af Shit og Chanels feministiske tekstunivers (det var storesøster Hanne, der stod for det lydtapet) rejste mor Grete sig igen. Og tog på arbejde.

Ligesom hendes datter skulle vise sig at blive det, var Helle Thorning-Schmidts mor også en kvinde i en mandeverden. Hun var en af Danmarks første kvindelige programmører, og liggende på en udtræksseng i et maskinrum lærte Helle Thorning-Schmidt på nært hold værdien af at knokle på og hverken lade sig standse af sin livskrise eller sit køn. Så når man spørger hende, hvorfra hun har modstandskraften i forhold til at ryste det af sig, når hun igen og igen er blevet angrebet, peger hun på sin mor.

“Min mor programmerede livsforsikrings-edb-systemer i et forsikringsselskab, og de her store programmer skulle tit testes i weekenden. Dengang kørte det i sådan nogle store maskinrum oppe under lofterne i forskellige virksomheder. Så jeg sad og legede med hulkort og faldt i søvn på en fold ud-seng i de her maskinrum, hvor min mor gik og skiftede nogle store ruller. Jeg tror, jeg ubevidst fik det her ind med, at man arbejder, og man står op dagen efter, selv om man som hende ofte arbejdede til langt ud på natten. Hun havde en opgave og et ansvar for, at tingene skulle køre. Så arbejdsmoralen og evnen til bare at fortsætte har jeg fra hende.”

Pingpong-feminisme

Helle Thorning-Schmidts to børn, Johanna og Milo, har også en god del af æren for, at deres mor har kastet sig ind i ligestillingsdebatten, og at Blondinens betragtninger overhovedet er blevet til. Gennem sine børn har hun nemlig en direkte portal, der kan beame hende op til ungdommen og deres syn på køn, feminisme og ligestilling.

“Det er jo ens børn, der lærer en allermest. Man giver dem en lille smule opdragelse, og så opdrager de en for resten. Ligesom for alle forældre er mine børn jo de bedste væsener i verden, og når de siger noget, kan jeg ikke bare affeje det som sådan noget woke snak. Det kan jeg simpelthen ikke. Så det er klart mine børn og deres livsstil og livssyn, der har fået mig til at få øjnene op for at se tingene på en anden måde.”

Johanna, Helle Thorning-Schmidts ældste datter, er panseksuel, hvilket vil sige, at hun ikke forelsker sig efter køn, men efter person. Lillesøster Milo er døbt Camilla, men for nogle år siden fortalte hun, at hun er nonbinær, hvilket vil sige, at hun hverken definerer sig selv som mand eller kvinde. Hun skiftede navn til det mere kønsneutrale Milo.

“Det gjorde, at vi begyndte at diskutere mange af de her spørgsmål derhjemme. Der er masser af unge mennesker i mine børns vennekreds, som er på en lignende rejse, og det gjorde bare, at jeg blev nødt til at tage stilling til de her ting på en ny måde og lære nogle nye ting. Altså, det er jo væsensforskelligt fra de valg, som min mand og jeg har taget. Vi er jo simpelthen så hetero-normative, så det halve kunne være nok. Så på den måde har de taget nogle valg for sig selv, som jeg har kæmpe respekt for.”

Portræt af tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidt
Helle Thorning-Schmidt applauderer sin børns valg om at være henholdvis panseksuel og nonbinær. © Ditte Capion

Hun forstår godt, at det kan være en udfordring for vores kassetænkende hjerner, at vi ikke kan putte alle i en letgenkendelig boks. Det kan hun også selv have svært ved.

“Milo og mange i hendes generation er på en rejse, hvor de skifter pronomen fra ‘han’ og ‘hun’ til ‘de’. Og der må jeg indrømme, det synes jeg faktisk er lidt svært, altså hvorfor har de valgt en flertalsform? Jeg kan også høre det, når jeg mødes med jævnaldrende, så sidder man om middagsbordet og diskuterer, åh, hvor er det besværligt det hele, og hvorfor kan de ikke bare være ‘han’ og ‘hun’?”

At hun har accepteret og applauderet sine børns valg, er heller ikke det samme som, at hun ikke har været ramt på det sted i moderhjertet, hvor vi bare ønsker for vores børn, at deres vej i livet skal være så let som mulig.

“Da Milo kom og sagde, at hun forelskede sig i piger og ikke drenge – hun var ret lille på det tidspunkt, 14-15 år – da tænkte jeg: Åh, det bliver lidt besværligt for dig, min lille skat ... og: Hvad med børnebørn?!”

Hun griner højt. Og understreger, at der skal være plads til at træde lidt ved siden af. Det gør hun selv.

“Altså, jeg har også sagt nogle dumme ting til mine børn, hvor jeg kunne hive tungen ud af mig selv bagefter. Så må man komme tilbage og sige: ‘Hold kæft, hvor var det dumt sagt, altså ...’.”

Og så fokuserer hun på glæden over, at hendes barn følte, at hun åbent og ærligt kunne komme til sine forældre og fortælle dem, hvordan landet lå. Fordi hun vidste, at de ville forstå. Det gjorde de.

Helle Thorning-Schmidt, Ishøj-feministen, og hendes mand, Stephen Kinnock (eller Steve, som hun kalder ham), som faktisk fik sin kone til at falde pladask for sig ved – ud over at spille bordtennis med hende hele natten på deres første date – at vise hende sin feministiske side.

“Han fortalte mig, at han havde skrevet speciale om The Structures of Oppression in the Novels of Simone de Beauvoir. Det var hans bedste scoretrick, og det virkede! Han fortalte mig også ved den lejlighed, at han er feminist.”

Det, de begyndte at tale om over bordtennisbordet for tre årtier siden, pingponger de stadig imellem sig.

“Jeg har faktisk haft en samtale om de her spørgsmål med Steve i næsten 30 år. Han var den første, der læste bogen og kom med kommentarer, og han elsker den og er meget stolt af, at jeg har taget fat i det her område.”

Midtvejsnysgerrighed

Helle Thorning-Schmidt er glad for sit liv, som det er i dag. Hun passer sine bestyrelsesposter og nyder at bo i London med sin mand. Der er Stephen Kinnocks familie tæt på, og den nyder parret at bruge tid med. Deres døtre bor dog fortsat i København, så hvor de på sigt slår sig ned, er uvist.

Uanset hvor hun vælger at hænge sin hat er én ting sikkert: Det er en mere og mere farverig udgave af vores første kvindelige statsminister, der i disse år åbenbarer sig for os. I de senere år har hun overrasket ved at optræde på fotos, hvor hun fester med hip-hop-gruppen Suspekt, ligesom hun har medvirket i en musikvideo med rapperen Tessa.

“Da var folk jo sådan: ‘Åh nej, har hun nu en midtvejskrise, eller hvad sker der?’. Jeg synes mere, det er en midtvejsnysgerrighed. Som handler om, at: ‘Hey, lad os prøve noget nyt, fed sang og jo, det vil jeg gerne!’. At tage ja-hatten på i forhold til de muligheder, der er foran mig.”

Det er lidt nemmere nu, erkender hun, end da hun var toppolitiker.

“Jeg tror, der er mange kvinder – mig selv inklusive – der har søgt de her højeste embeder i politik eller som direktører for store virksomheder, hvor der altid har været mænd før, som føler, at vi er nødt til at adoptere nogle alvorlighedsmarkører for at kunne blive taget alvorligt. Jeg selv skruede ubevidst op for det alvorlige, fordi jeg godt vidste, at hvis jeg ville være statsminister, så skulle jeg også tage mit statsminister-tøj på.”

Nu er der bare det med Helle Thorning-Schmidt, at hun elsker glimmer og pink. Hun legede med Barbiedukker, til hun var 13 år. Og lagde midlertidigt låg på, da hun var statsminister.

“Vi har en tendens til at forbinde det der hyperfeminine, pink glimmer-univers med noget infantilt. Og dumt, faktisk. Jeg tror, det er fedt for kvinder og piger og os alle sammen, at man kan være mange forskellige personer i en person. Og jeg nyder, at jeg kan skrue op for mig selv i mit mere fulde spektrum. Det er dejligt og sjovt, og det passer godt til den måde, jeg lever på nu, og den måde, jeg er på.”

Vi har talt en time, men der er kommet lige så meget på blokken, som havde vi talt i to timer.

"Jeg tror heller ikke, jeg har flere svar i mig,” siger Helle Thorning-Schmidt.

Men det har hun. Vi siger farvel, hun hopper ind i bilen igen, og så har hun vel 20 minutters tid til at puste ud, inden bilen rammer DR-byen og aftenens Deadline, hvor hun svarer på endnu mere. Det er det, hun gør. Trækker lige vejret. Rejser sig så igen, tager smilet på og fortsætter med at løse den opgave, hun har sat sig for. Sådan som hendes mor har lært hende.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 18. november 2021. 

Helle Thorning Schmidt (54)

  • er mor til Johanna på 25 og Milo på 22 år og gift med Stephen Kinnock, som hun bor sammen med i London.

  • er Danmarks første kvindelige statsminister (fra 2011 til 2015). Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og MA i europæiske studier. Medlem af Europa-Parlamentet fra 1999, til hun i 2005 blev medlem af Folketinget og valgt som partiformand for Socialdemokraterne. Efter valgnederlaget i 2015 forlod hun partiformandsposten. Fra 2016 til 2019 var hun direktør for Save the Children International i London.

  • er aktuel med bogen Blondinens betragtninger om køn, feminisme og #metoo.

Du vil (garanteret) også kunne lide