Helle Thorning-Schmidt
© Ditte Capion

Helle Thorning-Schmidt: “Det er fantastisk at få en ny tilværelse midt i livet!”

Hvordan er det egentlig at være Helle Thorning-Schmidt lige nu? Hvordan ser hverdagen ud? Og hvad tænker hun om livet i de store træk? Vi har talt med Danmarks tidligere statsminister

16. februar 2017 af Louise Thorsted

Husker du den dag i 2011, da Danmark fik sin første kvindelige statsminister? Et valg, som ikke kun Helle Thorning-Schmidt, men alle danske piger og kvinder vandt – uanset parti og holdninger. Og et uomgængeligt kapitel i kommende historiebøger.

Vi har fundet nogle andre skelsættende dage i den historie, os på 40+ deler. Også med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, som vi satte os ned med til et par kopper kaffe, en mad med tatar og en snak om det, der former os. Og det, der har formet hende. 

Hvor var du, da Hillary Clinton tabte det amerikanske præsidentvalg til Donald Trump 9. november 2016?

“Den dag var jeg i Singapore med Save the Children til et regionalt møde. Jeg håbede, at Clinton kunne vinde. Jeg kan godt lide hende og har mødt hende flere gange og ville gerne have været med til at opleve, at hun brød glasloftet og blev den første kvindelige præsident i USA. Hun havde jo alle kvalifikationer. Og lidt til. Men lige pludselig så var hun nærmest overkvalificeret, fordi hun havde været for meget i Washington. Det kunne ikke lade sig gøre. For hende.”

Og der sidder du som beviset på, at det kunne det i Danmark?

“JA!”

Helle Thorning-Schmidt griner. Ikke beskedent eller undskyldende. Bare sådan konstaterende, mens øjnene spiller. For hun brød glasloftet i 2011. Hun vandt valget og sad som Danmarks første kvindelige statsminister fra 2011 til 2015, hvor hun tabte valget. Og valgte at trække sig helt ud af politik. Faktisk også ud af Danmark.

Nu hedder adressen Queens Park i London og titlen administrerende direktør i Red Barnets moderorganisation, Save the Children.

Hvordan er det at være Helle Thorning-Schmidt 50 år?

“Dejligt! Jeg har fået utroligt mange muligheder i livet og har sagt ja til mange ting. Jeg har også sagt ja til en ny fase af mit liv nu. Steve og jeg bor sammen og har begge fået nye jobs. Jeg er flyttet til London, hvor jeg aldrig før har boet i mit liv. Børnene laver deres ting. Det er jo fantastisk at få en ny tilværelse midt i livet og få mulighed for at gøre en forskel.”

Hvordan er en hverdag hos jer?

“Når vi kan, tager vi metroen ind sammen, det er rigtigt hyggeligt. Så går Steve over i Parlamentet, hvor han sidder i Underhuset, og jeg går ind på mit kontor. Hvis jeg er i London hele dagen, er der møder og masser af ting, der skal besluttes. Jeg har alt for travlt, men er der tid, kan jeg finde på at gå over i Parlamentet i Westminster og spise aftensmad med Steve. Jeg har været en del af den politiske diskussion i Storbritannien i mere end 20 år via min svigerfamilie og er meget interesseret i britisk politik, men jeg kommer nu mest derovre, fordi det er hyggeligt. Westminster er et utroligt specielt sted med de to kamre, og så er der restauranter over det hele og medlemmernes bar, hvor alle mødes.” 

Læs hele interviewet med Helle Thorning-Schmidt

I Magasinet Liv nummer 73 kan du læse hele interviewet med Helle Thorning-Schmidt, som også fortæller, hvad hun lavede under terrorangrebet i New York 9/11 2001, den dag prinsesse Diana døde i 1997, og hvad hun siger ja, nej, pyt og tak til.

Gratis gave til dig fra os!

Udover at læse det store interview om Danmarks tidligere statsminister, får du en helt særlig gave med det nyeste Magasinet Liv. Det er bogen Hormon Kuren, som er førsteklasseshjælp til at finde balancen mellem hormoner, som kan være svære at leve med, men umulige at leve uden. Danske naturopath og hormonguru Caroline Fibæk har skabt bogen specielt til Magasinet Livs læsere, og her guider hun dig gennem dine hormoner – blandt andet med den lækreste mad, tryllet frem af de lækreste opskrifter.

Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv og din gratis gave!

Magasinet Liv 73
© Magasinet Liv

Seneste

Måske er du interesseret i...