Hella Joof: “Jeg er glad for den, jeg er blevet”

Hella Joof

Privat: Gift med læge Henrik Snit Jepsen, mor til Olivia.
Job: Uddannet skuespiller i 1990 fra Odense. Siden også komiker, filminstruktør, tv-vært, debattør og forfatter. Brød folkeligt igennem som den ene halvdel af børneprogrammet Bullerfnis i 1990’erne. Som en fjerdedel af komikgruppen Lex & Klatten og som en tredjedel af komikgruppen Det Brune Punktum. Debuterede som filminstruktør i 2001 med filmen En kort, en lang og har siden instrueret seks film, blandt andre Oh Happy Day (2004) og Sover Dolly på ryggen? (2012).

Karrieren og kreativiteten

Med All Inclusive har hun gjort det igen. Lavet en film, der får dig til at grine og græde. I en og samme bevægelse endda. Som filminstruktør insisterer Hella Joof på at skabe balance imellem det komiske og det tragiske. Det lette og det tunge. Det gør hun egentlig også som menneske, søger den der ligevægt. For den har ved Gud ikke altid været der.

“Det ene fungerer bare ikke uden det andet. Det ved du måske først, når du bliver ældre? Nej, jeg har altid vidst, at det var sådan, det var. Jeg har bare ikke altid kunnet leve efter det. Når du er ung, er du mere dramatisk og følsom. Der er mange tårer, som skal ud, og tragedierne har en form for overvægt i livet. Det havde de i hvert fald i mit. Men jeg har altid stræbt efter at skabe en balance imellem sjov og alvor i mine film. Også selv om jeg ikke altid selv har haft dækning på den konto.”

Hun nævner sin All Inclusive-hovedrolleindehaver, Bodil Jørgensen, som det gode eksempel på en skuespiller, der indeholder begge sider. Du får tårer i øjnene, fordi hun har så meget sårbarhed i sit ansigt, imens dine mundvige bliver siddende oppe i kinderne. Hella Joof har noget med den lille latter, hun gerne vil kommunikere.

“Hvis jeg var Gud. Eller sådan som jeg tror, det er med Gud, tror jeg, at han på syvendedagen har siddet og grinet. ‘Hold da op, så har jeg lavet alt det her … nej, hold da op!’. Forstår du, hvad jeg mener? Kender du ikke også det, at når du har gennemgået noget voldsomt i dit liv, som en skilsmisse, kan du efterfølgende komme til at grine af, hvor heftigt det var, det, du lige gik igennem. Som en bekræftelse af: Ja, det er livsfarligt at være et menneske. Vi skal alle sammen dø. Det gør ondt at føde børn, og det gør ondt at blive forladt. Og så kommer den der lille latter.”

Hella Joof bruger sig selv i mange retninger. Og finder hele tiden på nye. Ud over at have lavet sin nye film spiller hun skolepsykolog i den nye tv-serie Banke-rot, hun debatterer i P3’s Mads & Monopolet og DR2’s Godt sagt. Og så har hun den føromtalte første børnebog på hylderne.

“Jeg har mange meninger, og derfor er jeg så glad for at sidde i Mads & Monopolet, hvor du skal give din mening til kende. Uopfordrede gode råd, dem skal du jo passe på med. De kan være superirriterende.”

Hendes meninger handler ikke kun om, hvordan vi indretter os i privaten. Hun interesserer sig brændende for politik og vil med egne ord gerne rydde ukrudtet væk mellem politikerne og vælgerne. På sin egen særlige måde bidrager hun hvert år på Folkemødet på Bornholm med projektet Sommerfugleterapi.

Et projekt, der går ud på, at hun agerer terapeut over for en politiker med et personligt problem, mens hendes ven, kunstmaleren Sunny Asemota, maler et billede af seancen. Det lyder umiddelbart komisk. Men selv der, siddende i en bæredygtig dome iført hvid terapeut-kittel med en sommerfugl malet på ryggen, citerende strofer fra et digt af Inger Christensen, er der balance på vægtskålen.

“Seancen går ud på, at politikeren præsenterer et problem, og jeg læser et stykke op fra Inger Christensens mesterværk Sommerfugledalen. Det har jeg gjort i to år, og det fungerer helt vildt godt. Ideen til Sommerfugleterapi kom en aften, hvor Sunny og jeg sad og drak noget hvidvin og læste digte op for hinanden. Jeg skrev en invitation til alle politikerne, og arkitekt Mogens Vibe tilbød at bygge en dome af genbrugsmaterialer.

Mor og datter

Hella Joof ville som ung inderligt gerne, at hun var vokset op i et arkitekthjem i Kartoffelrækkerne i København og havde to værel-ser en suite. Ligesom barndomsveninden Maria fra Østerbro.

Da hun senere blev skuespiller, ville hun gerne stå i en stor kjole på Det Kongelige Teater med en vifte i hånden og spille klassikere med ansigtet let på skrå. Og da hun fik sin datter, Olivia, ville hun, at hun skulle vokse op i en rigtig kernefamilie. Ingen af delene blev som planlagt. Men de blev, og det er rigeligt for hende i dag.

“I stedet for at blive bitter og stiktosset har jeg en dyb tro på, at når det ikke blev sådan, så skulle det heller ikke være sådan. Jeg voksede op i noget socialt boligbyggeri i Birkerød med min mor og min lillesøster i en lille lejlighed, og så var det det, jeg skulle. Jeg blev også skilt fra Olivias far, selv om jeg ikke ønskede, at hun skulle være skilsmissebarn, som jeg selv er. Det kan jeg jo ikke gøre så meget ved i dag. Hvis du kun ønsker dig ting fra fortiden, som skulle have været anderledes, kan du være stensikker på, at de aldrig går i opfyldelse.”

Hun tror på, at de mennesker, der kan acceptere, at livet ikke bliver, som de havde planlagt, de kommer bedre igennem det. Som hun sidder der med blomsterbuketter i flertal, tror jeg hende langt over dørtærsklen.

“Jeg har engang læst en kronik af en mand, som siger noget unikt omkring det her emne. Han skriver i forbindelse med, at hans søn er sprunget ud som homoseksuel, at det er han ikke ked af. Han har det bare, som om han har købt en billet til New York, og så står der Amsterdam på billetten. Fordi han troede, han skulle til New York, skal han lige vænne sig til, at han nu skal til Amsterdam. Men Amsterdam er en vidunderlig by, og han skal nok blive glad. Det billede har jeg altid taget med mig, for livet bliver sjældent, som vi har planlagt. Nogle gange skal vi til en anden by end den, vi har lyst til at besøge, men når vi kommer dertil, viser det sig altid, at der er en masse spændende ting at tage sig til der.”

Det løse greb om tilværelsen har Hella Joof lært sig selv. Hun var et bekymret barn, som tænkte meget over tingene. Hun var bekymret for, at hendes lillesøster skulle møde en børnelokker på vej hjem fra skole, og det bekymrede hende, at hendes mor lavede en hel kande kaffe, når hun kun drak en kop. Prisen på kaffe var steget, havde hun hørt. Ligesom elregningen.

“Min mor havde ikke særligt mange penge, og det kom hun til at involvere os børn i. Jeg kan godt forstå hende, og du må også godt sige som voksen, at pengene ikke hænger på træerne, men det fyldte meget i mit hoved, og jeg tumlede som barn med en del voksenbekymringer.”

Hun stopper op og forsvinder kort. Så vender hun tilbage og fortæller, at hun natten før det her interview havde en lille samtale med sin mor. Der døde en “smuk september-dag” for præcis 10 år siden.

“Min mor og jeg, vi nåede aldrig at få talt ud, inden hun døde, men … Åh, nu bliver jeg sgu lidt rørt. Jeg lå i går og tænkte, at jeg måske har været lidt hård ved hende, men jeg har bare haft brug for i perioder at tale om de tabuer, der har været i min barndom. Min mor var jo alkoholiker og døde sikkert også af den grund som 64-årig. Det er svært at sige højt og lade det stå mange steder. Det ville min mor nok ikke have brudt sig om, vel? Hun var et meget blufærdigt menneske, så måske skulle jeg tie stille … Men det er også vigtigt at turde sige det højt! Der er mange mennesker, der har levet med tabuer i deres barndom, og de bliver måske lettede over ikke at være alene med det.”

Hun ved, at hendes mor gjorde det bedste, hun kunne, og har i dag kun ømhed til overs for hende.

“Jeg ved, at min mor gerne ville have gjort nogle ting anderledes, men at være alkoholiker, det er en sygdom, hvor der er noget på spil, som er stærkere end ens vilje. Jeg har fuldstændig fred med min barndom i dag. Jeg er jo glad for den, jeg er blevet. Og jeg vil ikke hellere være en anden person med et andet liv og en anden barndom. Jeg er ikke ligefrem taknemmelig for min barndom, men jeg har accepteret, at sådan skulle det åbenbart være, og fundet ro med det.”

Eller som hun også siger:

“Vi elsker alle sammen vores børn. Nogle gange farer vi bare vild, og så ender kærligheden … oppe på køleskabet. Så må vi hente den ned igen.”

Kærligheden og venskaberne

Gråd. Smækken med dørene, kasten ting efter hinanden, og ‘hvorfor dansede du med hende hele aftenen?’. Hella Joof husker sin barndom og ungdom som store udsving og store følelser.

Men så for 11 år siden – lige inden hun mødte sin nuværende mand, Henrik Snit – besluttede hun sig for at forsøge sig med en ny livsstrategi. Hvis den ikke førte til forhold uden drama, ville hun bare være alene. Købe nogle pæne gulvtæpper, drikke noget dejlig rødvin, sidde med benene oppe og læse noget Suzanne Brøgger.

“Jeg var omkring 40, før jeg forstod, at hvis du bliver ved med at gøre det samme og få det samme dumme resultat, er det, fordi din strategi er forkert. Så må du ændre den. Andre mennesker ændrer sig jo ikke, og der er lige så langt på cykel til arbejde i regnvejr. Jeg besluttede mig for at være en nem kæreste, der gav min partner -meget plads. Min mand og jeg er meget tætte, men giver også hinanden plads til rejser, arbejde og oplevelser hver for sig. Jeg er dog stadig så 80’er-paranoid, at jeg skal vide, at hans triste humør ikke har noget med mig at gøre. Men jeg har ikke behov for at krænge min sjæl ud for ham hele tiden, og der er masser af ting, jeg bare snakker med mig selv om eller skriver ned.”

I begyndelsen af forholdet projicerede hun nogle gamle parforhold og mønstre ud på sin nye mand:

“Men kun i 10 minutter!”

Så var hun sikker på, at han var anderledes:

“Snit er så ærligt et menneske, og han ville fortælle mig, hvis han blev forelsket i en anden. Jeg har fuldstændig tillid til ham. Hvis jeg står og flirter med nogen, synes han bare, det er dejligt, at der er -andre mænd, som synes, jeg er skøn. Og omvendt. Vi er begge to nogle flirterøve, og det må vi godt, for vi er også meget tro mod hinanden. Men jeg har det generelt sådan, at det værste ved utroskab er, at folk lyver. Selve handlingen har jeg det ikke så slemt med. Hvis en af jer er på kursus i Holland og kommer til at snuble over et dørtrin, som ingen nogensinde får noget at vide om, så ærligt talt ... Du bliver jo heller ikke sur, hvis din mand har været til dybdemassage, vel, og der bliver også rørt rimeligt meget. Det slemme er, når folk har en affære og lyver om det og får den bedragede til at føle sig paranoid. Den løgn er så tarvelig.”

På det lavpraktiske plan irriterer millimeterdemokrati hende. Hendes parforhold skal i hvert fald ikke måles ud med en lineal.

“Millimeterdemokrati er noget, Fanden har skabt. Jeg kan godt lide at købe ind og lave mad i hverdagene, min mand laver mad i weekenderne, og ja, det er et typisk kønsrollemønster, vi har kørende. Og hvad så? Jeg er da ligeglad. Jeg vasker også tøj, fordi Snit hader det. Han går til gengæld ned med skraldet og køber mine under-bukser til mig på en amerikansk militærbase, hvor du kan købe boksershorts til kvindelige soldater. Jeg har til resten af mit liv, tror jeg.”

Hella Joof er med alderen blevet bedre til at lægge “overvintrede venskaber” bag sig. Noget, hun tidligere har haft svært ved. I angsten for at være troløs har hun tilladt nogle relationer, som skulle have været afsluttet. På en ordentlig måde.

“Jeg har opdaget, at det ikke er alle relationer, som skal fortsætte. Jeg har mødt mennesker på tidspunkter i livet, hvor vi passede vildt godt sammen, men hvor venskabet senere begyndte at stramme over skuldrene. I virkeligheden er det jo bedre at sige: ‘Tak for alt, hvad vi har haft sammen, men nu skal vi videre begge to, da vi holder hinanden fast i noget uhensigtsmæssigt’. Det må vi gerne gøre i parforhold. Der går vi jo fra hinanden, når det ikke fungerer længere. Men ikke i venskaber, og det er forkert, synes jeg. Det er ukærligt over for en gammel veninde, at du ikke sætter hende fri, selv om det er smertefuldt.”

Stod det til hende, skulle vi i det hele taget give noget mere kærlighed. For kærlighed er også venlighed.

“Venlighed er bare fortyndet kærlighed. Det koster ikke særlig mange kræfter at give, men det genererer mange. Vi husker alle sammen dem, der udviser venlighed. I køen i Netto, når du lige står og mangler 8 kroner, og hende bagved siger, at dem skal hun nok betale. Eller når en bil holder tilbage for dig ved vigepligt, og I lige når at vinke til hinanden, idet du kører ud. Han er jo din næste i bibelsk forstand.”

Livet og indstillingen til det

Faktisk stammer en del af Hella Joofs livsfilosofi fra Det Ny Testamente.

“Eller fra ting, Jesus har sagt. Eller som nogen siger, han har sagt. Han citeres i bjergprædikenen for at sige, at vi ikke må bekymre os om dagen i morgen. Hver dag har nok i sin plage. Det lever jeg virkelig efter.”

Hun nyder i det hele taget at have fået mere råde-rum. Ikke kun i hovedet, men også i økonomien. Livet skal leves nu, barnet er flyttet hjemmefra, og når hun skal forkæle sig selv, er det noget med mad. Eller at tage til Thailand og få massage hver dag i to timer. Og sove længe og spise frugt og skaldyr og holde fri.

“Min mand og jeg har ikke nogen små børn, så de penge, andre bruger på bleer og daginstitution, dem bruger vi på at gå ud og spise rigtig god mad. Vi kan sagtens finde på at rejse efter en restaurant, der har fået en ny Michelin-stjerne. Jeg forkæler også mig selv med lækre ting. Bruger noget skøn shampoo og en alt for dyr creme i ansigtet … og på halsen, hvor ens hud godt kan blive kedelig med alderen på grund af al den sol, den har fået.”

Der har ikke altid været penge til den form for selvforkælelse, og hun har brugt mange år af sit liv på at spare og købe 10 på tilbud i Matas. Det gør hun stadig, for det sidder i knoglerne. Men hun gør også det andet, fordi hun ved, at hun efterhånden har tjent til og fortjent det.

“Det er noget af det, jeg elsker ved at være voksen. At jeg må forkæle mine gæster med foie gras, købt på det sorte marked for allersidste gang. Og købe en alt for dyr olivenolie i Grækenland, fordi den er fra verdens første oliventræ. Som om. Når jeg indimellem lægger mig i selen og arbejder hårdt, er det ikke for at spare op, men for at … Kom her! Hvad ønsker du dig? Min bankrådgiver jubler nok ikke over at høre det her, men jeg synes generelt, pengene skal bruges, mens du er glad og frisk. De skal tilbage i systemet igen, for jeg er helt ligeglad med at have en stor bankbog.”

Det har aldrig været Hella Joofs identitet at være ung og smuk. Hun har været begge dele, men følte sig ikke sådan.

“En kunstfotograf tog nogle billeder af mig som 18-årig, hvor jeg er halvnøgen på vej ud af et skab. Jeg er en streg i luften og ligner en lille alf. Da jeg fandt dem frem engang sidst i 30’erne, kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg havde det med de -billeder, dengang jeg var 18. Jeg hadede dem og syntes, mine bryster var grimme. Den ene brystvorte var nok lidt større end den anden. Og mine lår var sikkert også alt for tykke, selv om jeg kun vejede 55 kilo. Da jeg så de billeder igen mange år -senere, besluttede jeg mig for at glædes ved min krop. Fra nu af styrter det jo kun mod jorden. Og det går hurtigt. Hvis jeg ikke kan være glad nu, vil jeg ende med at dø og aldrig have været glad for min krop. Det kan ikke nytte noget. Den har jo tjent mig, født et barn og været mig tro.”

Hun har det derfor ret godt med sin krop i dag.

“Hvis du taber for mange kilo i min alder, får du nogle kedelige bryster, og jeg er ret glad for min fyldige barm. Jeg er også så heldig, at min mand er ret glad for mig, som jeg ser ud, og jeg skal ikke tabe mig for hans skyld. Det ville han synes var decideret kedeligt. Jeg dyrker derfor ikke nogen ond sport, hvor du skal svede i timevis. Jeg cykler bare … og går lidt rundt. Jeg løb i gamle dage, men jeg har egentlig aldrig brudt mig om det. Jeg bliver ikke høj af sport, og jeg vil altid hellere sidde med avisen og en kop te.”

Selv om Hella Joof ingen ambitioner har om at være, som da hun var 20, er hun stadig forfængelig. Ret meget endda, hvis hun selv skal sige det.

“Jeg køber da smart tøj og går i høje sko til fest, men jeg gider ikke at slå mig selv i hovedet med, at jeg ikke ligner en på 20. Jeg har en datter på 26, og nu er det hende, der skal have de stramme bukser på. Jeg har været der. Den der med mor og datter ved siden af hinanden i det samme tøj som to veninder, det er ikke lige mig. Eller endnu værre: Hvis datteren er den tykke, som skal stå ved siden af sin tynde yoga-mor … Det kan du som mor ikke være bekendt. Nu er det børnenes tur til at shine.”

Hun farver dog sine grå hår. Lidt endnu.