Hella Joof: “Alt det, der gik galt, har defineret mig”

Der findes et privat foto af Hella Joof på indersiden af omslaget til hendes nye bog Tvilling Yndling Grævling. Fotoet er fra 1988. Hun er nøgen, gravid og står alene i en nattemørk, lidt rodet lejlighed. Der ligger løse ledninger på lejlighedens afsyrede plankegulv, tilfældigt tøj er kastet over en stoleryg. En spæd bregne i vindueskarmen danner baggrund for hendes højgravide mave. Hella Joof kigger ikke i kameraet og smiler ikke til fotografen. Hun ser på et punkt skråt frem for sig og har samlet armene foran brystet. Hun ser trist ud.

Der er ikke andre billeder fra hendes liv i bogen. Ingen udvalgte fotos fra en lang karriere som skuespiller, instruktør, debattør og forfatter. 

Hun kunne have valgt at garnere sin livshistorie med en stribe humoristiske fotos af Lex & Klatten og Det brune punktum, vist fotos af sig selv i instruktørrollen over for Mads Mikkelsen, Troels Lyby eller Nikolaj Lie Kaas eller fra optrædener i Mads & Monopolet. Et skud med Peter Frödin fra børneprogrammerne Bullerfnis eller Far, mor og Blyp?

Men det er ikke den slags biografi, Hella Joof har skrevet.

“Jeg har optjent retten til at mene meget, for jeg har oplevet rigtigt meget. Også ting, jeg engang hellere ville være foruden. Jeg siger det højt, jeg har erfaret. Og jeg har rullet mig i det.

Noget af det har jeg virkelig kæmpet med. Hvis det lyder, som om jeg taler fra et privilegeret sted, er det, fordi jeg har overkommet nogle ting, som gør, at jeg nu kan tage lidt lettere på livet. Fordi jeg har op­­daget, at der er en helbredelse, en mulighed for at komme til det sted, hvor man kigger tilbage på sin fortid og tænker: Ja, men alt det, der skete, betyder, at jeg sidder her nu. Og er jeg glad for det sted, jeg er? Så må jeg også være taknemmelig. Så er det okay.” 

“Jeg husker fritidshjemmet som et sted, hvor jeg blev stimuleret og virkelig set. En fyr, der hed Jens, som spillede guitar, opdagede, at jeg kunne synge. Jeg lærte at sy. Jeg fik blomster i håret af nogen, der sagde, at jeg var smuk. ‘Aj, du har en god fantasi’, kunne de sige. Jeg tænker det som stærkt medvirkende til, at jeg ikke blev sådan et barn, det gik dårligt for.”

Faktisk er det først nu, hun har forstået, hvor heldig hun var at have fritteren i sit liv.

“For nylig talte jeg med en af pædagogerne fra dengang og fandt ud af, at fritidshjemmet blandt andet var et tilbud til børn i familier, der ikke var så ressourcestærke. Det har jeg aldrig vidst, men det gør mig glad, at der dengang var nogen, der så, at min lille familie lige trængte til en hånd i ryggen. Et lille løft.”

Og heldigvis havde Hella Joof også Troels. Troels, som hun mødte som helt lille, og som stadig er hendes bedste ven. Troels, der, som hun selv siger, “ser ud lige som mig”, og hvor heldigt var det lige midt i Birkerøds kridhamrende hvide 70’ere?

“Sammen med Troels og min anden ven Sonny, hvis far er fra Nigeria, havde vi på et tidspunkt sådan en mulatklub, hvor vi af og til sad og grinede af alt, hvad vi havde oplevet at blive kaldt. Det er den bedste måde at tackle tingene på,” siger hun.

En rolle i Bryggeren eller Krøniken?

For det betyder selvfølgelig en del at vokse op som en af de få med et andet udseende end bleg hud, blå øjne og kommunefarvet hår. På godt og ondt.

Det skete tit, at folk ville røre ved hendes mørke krøllede hår, da hun var barn. Det skete også, at hun som større pige og ivrig håndboldspiller kunne høre modspillernes træner uden blusel råbe fra sidelinjen: ‘Dæk den høje neger!’.

1970’erne er længe siden på den måde. Men det er essentielt at huske, hvordan det var, og derfor fortæller Hella Joof i sin biografi om den retorik og de holdninger, der herskede.

“I dag kan jeg blive bange for historieløsheden – at vi mister vores historie. Det, at vi skærer de politisk ukorrekte fortællinger ud. For så er det, at ting kan gentage sig. Vi har brug for de gamle historier. Hvis vi skærer det, vi ikke kan lide, væk, så forsvinder det ikke, det er der stadig, og det vokser. Det, vi forsøger at udstøde, det vokser,” siger hun, som samtidig ser, at tendensen nu nærmest er den modsatte af, hvad den var i hendes barndom.

Hun smiler og snupper et stykke kanelsnurre. Hun er for længst forbi den bitre smag i munden.

“Det var godt på den måde, at jeg hurtigt erkendte, at: Nå! De ringer åbenbart ikke fra Det Kongelige Teater. Så må jeg jo lave noget selv, og så lavede vi Lex & Klatten og Det brune punktum. 

Det har jeg taget med mig. Hvis der engang ikke er nogen, der vil høre på, hvad jeg har at sige, så finder jeg på noget andet, noget med garn, med at plantefarve, noget af det, jeg har lært på fritidshjemmet. Jeg skal nok finde en måde at udtrykke mig på.”

Delte mig i to

En af de ting, Hella Joof udtrykker for første gang i Tvilling Yndling Grævling, handler om en rejse, hun foretog som 15-årig til Gambia. Det har ikke været let at skrive det kapitel.

“Jeg skulle hen over nogle steder i mit liv, som jeg gerne ville uden om, men jeg besluttede, at nu skriver jeg det bare. Skriv det hurtigt – skriv dig hen over det.”

På rejsen skulle hun møde sin biologiske far for første gang. I Gambia blev hun installeret i en hotellejlighed med en mand fra hendes fars familie, der også havde fulgt hende på rejsen. I bogen beskriver hun den mest skelsættende oplevelse på den to uger lange tur sådan her:

“Jeg delte mig i to. Om dagen var jeg en 15-årig pige, som var på besøg i sin fars hjemland for første gang. Som fik smykker og tøj af sin far og blev præsenteret for familien, og mine kusiner gav mig afrikansk tøj på og flettede mit hår. Og om natten en pige, som blev misbrugt af et familiemedlem.”

“And that is all I have to say about that, som Forrest Gump ville sige,” skriver Hella Joof i Tvilling Yndling Grævling. Nu er det sagt, nu ved du, at hun også kan tale ud fra den erfaring, men så er der heller ikke grund til at dvæle mere ved det.

Uvenner med Gud

I stedet taler vi om vendepunkter. For Hella Joof var det et afgørende vendepunkt i hendes liv at komme ind på skuespilskolen i 1986.

“Tiden op til det husker jeg som en depressiv periode, både i samfundet og personligt. Jeg droppede ud af gymnasiet, fordi det ikke fungerede for mig, og der var sådan en diskurs i 80’erne om, at hvorfor gå i gymnasiet, jeg skal jo ikke bruge det til noget? Det var socialt acceptabelt at være ung og få bistandshjælp. Ingen sagde: ‘Skal du ikke se at komme i gang med en uddannelse?’,” siger hun på en måde, så man er helt sikker på, at netop det ville hun sige med fast stemme, hvis hun mødte sit yngre jeg i dag. 

Efter lidt tid som opvasker og fabriksarbejder mødte hun så en, der sagde noget lignende:

“Jeg fik en kæreste, der sagde: ‘Hvorfor er du ikke student? Det er da noget pis! Med din intelligens skal du tage en studentereksamen, ellers er det da for flovt’. Så jeg blev student med lodder og trisser, jeg var oppe i alle fag og fuldt pensum, fordi jeg pjækkede for meget, men fik et meget højt gennemsnit. Tænk, at det lykkedes. Jeg har gennem min skoletid haft svært ved at sidde stille, svært ved at komme op om morgenen. Havde lav selvdisciplin – det har jeg ikke længere – men jeg skulle hjælpes, da jeg var yngre.”

Med andre ord: Det kan godt være en hjælp at bede folk tage sig sammen! Og det gør vi måske lidt for lidt sådan helt generelt, ifølge Hella Joof.

“Det betød noget, at jeg overvandt mig selv. Det synes jeg, at vi skal huske de unge på i dag! Selv om det er svært og hårdt og november hele tiden, nu ovenikøbet med corona oveni. Jeg husker mig selv som udflydende og opgivende, og det var en sejr, at det lykkedes alligevel. Senere var det en kæmpe sejr at stå med en færdig uddannelse, da jeg blev skuespiller i 1990 og kunne kigge tilbage på mig selv. Se lige hende, der roder rundt dernede i 1980 med sort læbestift, undercut, næseblod og otte øreringe, altså, tænk, at hun har en uddannelse – den følelse skal man fejre.”

Et andet slags vendepunkt var hendes skilsmisse i begyndelsen af 1990’erne.

“Jeg var meget skilsmisseramt, det var et sort lavpunkt. Jeg husker det, som jeg gik rundt i ottetaller uden kort og kompas. Alt det, jeg egentlig godt ved om, hvordan man skal tackle, det, der sker for en i verden, at man ikke skal være uvenner med virkeligheden, det var jeg kommet på bagkant af. Jeg følte, at alt dårligt var noget, jeg selv havde skabt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skabe noget godt for mig selv." 

Hella Joof fortæller en anekdote fra den periode, hvor hendes ven, skuespiller Martin Brygmann, mang­lede penge til en køreprøve. Hun havde lige fået en portion penge og ville gerne låne ham dem …

“Men jeg ringede til ham og sagde: ‘Jeg er smurt ind i dårlig karma, så hvis du låner af mig, så består du måske ikke?’.”

Den følelse af at være en magnet for dårligdom døjede hun med et godt stykke op gennem 1990’erne, selv om alt på over­fladen så ud til at gå strygende. For eksempel karrieren, der for alvor tog fart i de år. Men kærligheden …

“Ingen ville have mig, heller ikke fyre, hvor jeg var sjovere, klogere og pænere end dem. Men jeg ville heller ikke have mig selv. Mange af de ting, jeg havde slæbt med fra tidligere, begyndte måske at sive ud i den periode – alt det fortrængte, min ødelagte seksualitet. Det er ligesom, når der kommer harpiks ud af gulvbrædderne, det, der er derinde, kommer ud på et tidspunkt.” 

En tsunami af lilla hjerter

Men hvordan skete forvandlingen så fra den yngre Hella Joof, der var vred på hele verden, til den forstående og hjertevarme Hella Joof, som du i dag møder i panelprogrammer eller i podcasten Om søndagen græder vi? 

Hvornår er hun blevet sådan en, som sender en tsunami af lilla hjerter i enden af sine mails, i stedet for at have “barberblade mellem tænderne,” som hun forklarer, at hun tidligere blev beskyldt for.

“Jeg har tit fået at vide af gamle venner, at jeg tidligere var grusom og kategorisk i min måde at udtrykke mig på. Jeg har sagt frygtelige ting til folk. ‘Hvorfor bliver I egentlig ikke skilt? I taler jo grimt til hinanden’. Eller: ‘Det er jo, fordi du er tyk, det går så dårligt! Tab dig, eller bliv glad for din krop, men nu gider vi ikke tale mere om det, hvis du ikke gør noget ved det’. Den slags holdt jeg op med på et tidspunkt, da det gik op for mig, at det er ligegyldigt, om jeg har ret, hvis det virker kontraproduktivt og sårer folk.”

“Jeg tror, det var, da jeg var omkring 40. Jeg har været lang tid om nogle ting – jeg sloges længe med Gud og ville have, at ting skulle være på en bestemt måde, men det var de jo ikke. Efter­hånden forligede jeg mig med ‘it is what it is’, som amerikanerne siger i gamle mafiafilm.

Og det gælder alle. Også dem der, råbte noget med neger i håndboldhallen engang. Eller som hun skriver i sin bog: “Alle der egentlig fortjener et los over skinnebenet”. For alle har de jo været med til at gøre hende livsklog.

“Nu er jeg 58, og nu føler jeg virkelig, at jeg har en accept af tingenes tilstand. Da jeg var 40, kom det drypvis ind i mit hoved, nu har det bundfældet sig og er fuldstændigt nede i min krop. Jeg bliver næsten aldrig hadsk. Uanset hvor uenig jeg er, vil jeg gerne tale med mennesker. Bor du ved siden af nogen, der stemmer på et andet parti end dig, så skynd dig, og drik kaffe med dem, for vi er lavet af det samme grundstof. Vi er mennesker, vi har de samme følelser.”

Hella Joof kalder Tvilling Yndling Grævling “en trøstebog”. Den er en varm hånd i ryggen. En god ven, der kender og forstår dig, en kærlig indsigt i en humoristisk tone. Og hvis du ikke kan bruge den, kan du altid smide den i brændeovnen eller efter nogen af dem, der driller, som forfatteren i karakteristisk ‘så er det heller ikke mere alvorligt’-stil selv foreslår.

Hvis du kan acceptere alle de ting og begivenheder, som har formet dit liv, så er du på vej til at vriste en mening ud af det meste, og det har vi brug for.

“Trøst handler tit om at få noget meningsløst til at give mening. Følelsen af meningsløshed er det værste sted at være som menneske, synes jeg. De gange i mit liv, hvor jeg har følt meningsløshed, har jeg været helt fortabt. Alt, hvad jeg foretager mig, er en ekspedition hen imod, at ting skal give mening. For du kan bære de tungeste byrder og overkomme store smertefulde oplevelser i dit liv, hvis du kan få dem til at give mening.”

Artiklen er tidligere udgivet i Magasinet Liv 4. marts 2021.