1... om mænd
“At de overhovedet ikke tænker som os. De kører på nogle helt andre frekvenser. Mænd er enormt sårbare - meget mere end kvinder. Mænd skal roses, så får de kæmpe kræfter og kan bære et klaver op på femte sal. Mænd skal ikke tvinges til at sidde mellem ens ben under en fødsel. De kan sidde oppe i hovedenden og klappe deres kone på hovedet. Jeg kan få kvalme over, hvor grimt jeg har talt til gamle kærester under ophedede skænderier. Jeg levede længe i den vildfarelse, at de var lige så hårdhudede, som jeg selv er. Mænd er yndige væsener.”
2... om venskaber
“At de ikke holder evigt - medmindre de holder evigt. Min bedste ven, Troels, har jeg kendt fra første klasse. Vi bliver gamle sammen. Jeg har mistet venner, fordi vi voksede i hver sin retning, eller fordi vores forventninger ikke var afstemt. Omvendt er ungdomsveninder, som jeg ikke har set i 10 år, pludselig dukket op, og vi har genoptaget vores venskab helt uproblematisk. Du kan ikke redde dine venner, selv om du nogle gange synes, de skal reddes fra et eller andet. Og de kan ikke redde dig. Venskab er nødt til at sidde løst over skuldrene. Hvis det strammer, er det ikke et godt venskab.”
3... om karriere
“At ambitioner kun er vigtige, indtil de bliver indfriet. At det er noget helt andet, der ender med at gøre dig lykkelig. At det er sjovest ikke at planlægge for meget. At det tit er det helt uventede, der får det hele til at rykke. At du skal kaste dig ud i det. Der er ingen, der kan gøre det for dig. At du skal have mod til at lave store fejl. Og smid for Guds skyld forfængeligheden over bord.”
4... om kærlighed
“At den ikke kommer, når du kalder. Du kan ikke afkræve andre mennesker kærlighed. Selv om du synes, at de burde elske dig, er det ikke sikkert, at de gør det. Folk elsker ikke dig, fordi du elsker dem. Men stor kærlighed er altid gengældt. Hvis Gud findes, er Gud uudtømmelig kærlighed. Også hvis han ikke findes.”
5... om sex
“Det skal føles rigtigt, og det må ikke gøre ondt - højst første gang. Husk, at der ikke er nogen, der kan læse dine tanker. Det er ikke skamfuldt at nyde, og den, der elsker dig, vil gerne gøre dig lykkelig. Så raise your voice! Speak your mind. Husk, at du selv er ansvarlig for din egen orgasme, men din elsker vil helt sikkert gerne hjælpe dig derhen.”
6... om forældre
“Jeg ville gerne, at nogen havde fortalt mig, at de også engang var små børn med alt for store knæ og bange øjne. At de gjorde det så godt, de kunne, selv om det måske ikke var særligt imponerende. At mange af deres fejl blot var kærlighed, der for vild. At du selv er dine børns forældre.”
7... om børn
“At de ikke er som dig. De har deres egen vej. Du skal være taknemmelig for, at de valgte dig som mor eller far. Du vil løbe ind i et brændende hus efter dem og give dem begge dine nyrer. Men husk, at du skal lade dem være i fred, når de ikke vil dig. Kerstin Ekman skriver: ‘De er som duer, de kommer tilbage’.”
8 ... om kroppen
“At den er en gave, som du skal passe godt på. At du ikke må ryge - ikke engang til fester, selv om det ser cool ud! Du må ikke tage dit helbred for givet. Du bliver gladere og gladere for din krop, jo mere slidt den bliver. Mindreværdskomplekser er spild af tid. Du bliver aldrig objektivt smukkere, end når du er ung. Så nyd din unge, faste krop. Men vid, at den stadig kan bruges, når den er blevet løsere i kødet.”
9... om livet
“At det bliver bedre og bedre, for hvert år der går. Men det er en hemmelighed.”
10... om familie
“Din familie er udgangspunktet for dit liv, men den behøver ikke at være din skæbne. Du kan bryde sociale mønstre, hvis du beslutter dig for det. Uanset hvilken familie du dumpede ned i, så venter der en opgave, som handler om at beslutte, hvilket liv du ønsker for dig selv. Du kan selv skabe din egen familie. Med eller uden blodets bånd.”