Billedet herover er ikke af Hanne, men er indkøbt til artiklen.
“Da jeg blev mor for første gang som 35-årig, havde jeg en drøm om, præcis hvordan det skulle være, og en forventning om, at det ville jeg have styr på. Sådan blev det slet, slet ikke. De første mange år vidste jeg ikke hvorfor, men tænkte, at det var mig, der ikke var tilstrækkelig, når min datter ikke trivedes og udviklede sig som andre børn. Jeg har haft mange søvnløse nætter med hende, hvor jeg har frygtet, at jeg ville miste hende, inden jeg fik vished.”
Da Asta var fem år, fik familien endelig en forklaring på, hvorfor hun stort set ikke havde udviklet sig, men stadig brugte ble, ikke kunne skabe relationer med andre børn eller sove uden fysisk kontakt med Hanne (51).
“Asta har diagnosen infantil autisme. Det var en kæmpelettelse for hele familien at finde ud af. Nu da vi vidste, hvilken retning vi skulle lede i, kunne vi begynde at gøre det endnu bedre.”
“Hvad skulle jeg skære væk?”
Hanne er vokset op med en far, der gjorde en meget bevidst indsats i forhold til positiv tænkning. På badeværelsesspejlet sad for eksempel et klistermærke med teksten: ‘Jeg er glad i dag’. Det var hans holdning, at hvis du sagde det, så blev du det, og at der altid er to sider af en sag, og at det er op til dig, om du vælger den gode historie eller den dårlige.
Og Hanne var på udkig efter det, der skulle gøre hendes historie god. Mens grundpillerne rystede under hende – men holdt – jagtede hun løsningen på, hvordan der i en hverdag med to børn og to job skulle blive plads til et barn, der fylder mere end gennemsnittet.
“Jeg var begyndt at forstå, at hun længe ville være som et lille barn, og at jeg var nødt til at skabe mere struktur, for jeg kunne ikke klare det hele. Men hvad skulle jeg skære væk? Jeg var så heldig at møde en coach, som var ved at uddanne sig. Hun havde brug for prøvekaniner, og jeg havde brug for at snakke med nogen. Med hendes hjælp fik jeg lagt mine strategier. Rengøringen blev for eksempel lige meget. At være sammen med venner var også ligegyldigt, når familielivet ikke fungerede. Vi fik aflastning, mest for vores søns skyld, og i mange år mindede vores parforhold mest om et arbejdsfælleskab. Vi var enige om værdierne, og at vi skulle blive sammen, og det blev det vigtigste for os.”
Husk iltmasken, når luften bliver tynd
Asta flyttede på institution for et år siden i forbindelse med sin konfirmation. Hanne og hendes mand er blevet kærester på ny, hjemmet ligner stadig ikke noget fra Bo Bedre, og her hænger heller ikke budskaber på spejlene som i Hannes barndomshjem. Men familien er god til at minde hinanden om, når der bliver fokuseret for meget på hullerne i osten.
“Så ved vi, at nu skal vi tænke os om, for er vi rationelle lige der eller på vej ud ad en tangent, der ikke fører nogen steder hen? Jeg bestemmer selv, hvor store hullerne i mit livs ost får lov at være, og jeg træner mine børn i det.”
Det handler om at se alt det dejlige omkring hullerne. Alt det, der netop fylder mest og smager af mere. Og så at huske iltmasken, når luften bliver tynd.
“Jeg er et ambitiøst og videbegærligt menneske, mine succeser ligger hele tiden i noget forskelligt, men fordi jeg mentalt har været langt ned i lastrummet, så er første prioritet blevet først selv at tage iltmasken på. Det gør jeg ved at huske at gøre noget godt for mig selv. Jeg ville da elske at komme til Seychellerne, men når det brænder på, har jeg brug for at kunne finde det gode i det små. En kop kaffe, et godt grin, et dameblad, en lang gåtur, allerhelst ved havet, at lytte til musik, at have sex med min mand eller at tage i wellness-center en eftermiddag. Et eller andet, jeg kan gøre på kort sigt, hvor mor slapper af og ikke behøver præstere. Jeg takker den dag i dag coachen for, at det hele kom til at hænge sammen, og for, at jeg selv fik en helt ny vinkel på mit liv.”
Kald mig bare naiv
Hanne foretog også en anden bevægelse i sit liv. Hun flyttede sig fra salg og marketing til HR og coaching-uddannelse, så hendes fokus i dag også er på trivsel på jobbet. Som når hun i sit undervisningsjob på en handelsskole udfordrer skeptiske teenagere i, hvad der bliver vigtigt i deres arbejdsliv:
“Det er en udfordring, men det hele værd, når jeg oplever, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis det lykkes mig at sætte nogle tanker i gang.”
Synes du nogensinde, det er synd for dig?
“Nej, eller i hvert tilfælde meget kortvarigt. Jeg har tit oplevet, hvordan folk, især når de er pressede, ser fjender og modstand, hvor der ingen fjender er. Et reaktionsmønster, som det kan være svært at komme ud af. Jeg har det ikke selv sådan og har efter flere personlighedstests indset hvorfor. Selv om jeg lander sådan cirka midt på skalaen, så skiller jeg mig ud ved at kunne opfattes som naiv. Det er jeg meget stolt af!
Jeg har grundlæggende den indstilling, at andre vil mig det godt. Så kan det godt være, at jeg sommetider bliver skuffet, men det er faktisk sjældent. Når jeg er i tvivl, spørger jeg vedkommende på en neutral måde, hvorfor han eller hun lige nu gør det, som jeg opfatter som truende. Det har for eksempel været vigtigt i for- hold til min datter, som gør nogle sindssyge ting hele tiden. Der har jeg været nødt til at prøve at forstå: Hvad er hendes positive intention? Folk gør ting af en årsag og som regel ikke for at køre os over, så lad være at gå og rulle dig i det – spørg dig for i stedet.”
3 afgørende grunde til, at mit glas forbliver halvt fyldt
1. “Jeg sørger for at have fokus på små ting og oplevelser, der gør mig godt.”
2. “Jeg tilgiver mig selv, når jeg falder i et hul – i osten. Siger: ‘Ja, nu har jeg altså brug for lige at have lidt ondt af mig selv’. Så griner vi lidt af det, og dermed er jeg allerede på vej op af hullet.”
3. “Jeg stiller spørgsmål til mine tanker, fordi de skaber mine følelser og påvirker min adfærd. Er min tanke rationel, eller er jeg i gang med et negativt tankespin?”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 71.
