Frederikke Heick (41)
- er gift med Jesper, som hun har Louis på 1 år med – og som hun mødte på Tinder. Samt mor til Lauritz på 14 og Alfred på 16 år fra tidligere forhold.
- er etnolog og selvstændig.
Det var ikke kærlighed ved første blik, da Frederikke Heick første gang drog på date med sin nuværende mand.
De mødtes i Torvehallerne i København til moules frites en junidag i 2015 efter lidt skriveri frem og tilbage. Frederikke mødte glad og afslappet op, indstillet på at møde et interessant menneske.
Med en uddannelse som etnolog bag sig har hun altid tænkt på møder med ukendte mænd som spændende. For ”det er også sjovt at møde skæve typer.”
Et skævt førstehåndsindtryk
Jesper i Torvehallerne virkede ved første øjekast skæv på en måde, som ikke passede til hendes forestilling om en kæreste. “Han fortalte en lang sygehistorie om stress og depression, og han sad halvfrysende og puttede sig i et tæppe.
Jeg syntes, han så lidt tyndarmet ud, og tænkte, at jeg ikke magtede hans problemer. Han har på sin side nok tænkt, at han ville give mig hele sandheden, så jeg vidste, hvad jeg fik.”
Frederikke og Jesper mødtes efter et match på Tinder. For hendes vedkommende havde datingsites tidligere vist sig belejlige. For eksempel da hun blev skilt fra sin første mand i 2009, hvor hun prøvede Elitedaters.dk og blandt andet fandt venner, som hun stadig ser i dag.
Som at lægge varer i indkøbskurven
Frederikke havde derfor ikke mange betænkeligheder ved at prøve Tinder. “Jeg synes, Tinder er effektivt og fascinerende. Lidt som at gemme en madopskrift eller prøve en kjole uden at købe noget.
Når jeg kiggede på billeder, kunne jeg lege med tanken om mit liv, hvis jeg fandt en kunstnertype som den mand eller en banktype som ham der. Ligesom at gå ind i en netbutik og lægge en masse varer i indkøbskurven, og så slette det hele til sidst.”
Før hun fik slettet Jesper i indkøbskurven, nåede han dog at foreslå hende et møde mere på årets Roskilde Festival.
“Han er på Roskilde hvert år med nogle venner, og jeg havde et job dernede, hvor jeg skulle lave en event om kagens kulturhistorie med kageprøver fra 700 år. Jesper insisterede på, at vi skulle mødes, og jeg tænkte, at nu var jeg der jo alligevel...”

“Så tog den ene date den anden”
På Roskilde mødte Jesper op mere afslappet end sidst, i T-shirt og slidte jeans og en lille smule snalret. “Det hele så noget bedre ud. Den rolige side af ham kom frem, og hans arme var ikke så slemme alligevel.”
Og så endte de med at kysse en hel masse i løbet af aftenen. “Jeg følte pludselig, at jeg var på Roskilde med en kammerat, jeg havde kendt i tusind år. Der var noget velkendt ved ham. En samhørighed. Et eller andet, jeg ikke havde forventet. Og bagefter ville han mødes igen, og så tog den ene date den anden.”
Også udfordringer
I dag er Frederikke gift med Jesper, og sammen har de fået Louis, der er et år. Med den happy ending er det selvfølgelig lettere at være positivt stemt over for onlinedating end med en masse dårlige oplevelser i rygsækken.
Men Frederikke er ikke blind for de udfordringer, der kan ligge i at date via Tinder. “Jeg har da tidligere prøvet, at det bliver for nemt, når der er så mange, som vil noget med en. Det er nemt at gå på date, og samtidig står der hele tiden en ny i kulissen.
I starten kan det komme til at handle meget om, hvad man kan tænke sig – det bliver en liste over, hvad en kæreste skal være og kunne. På den måde kommer du aldrig til at fokusere på det menneske, du sidder over for.”
Tiltrækning er vigtigt
Men hun har aldrig oplevet det som akavet at møde mennesker, og hun har altid prioriteret at rykke ret hurtigt fra skriftlige beskeder til et møde i virkeligheden. Ikke fordi det er rigtigt for alle, men for hende har det været et spørgsmål om at fornemme en kemi.
“Nogle skriver meget sammen, inden de ses. Måske handler det også om, hvor vigtig den fysiske tiltrækning er for dem? Jeg har før været i forhold, hvor jeg fysisk ikke var tiltrukket nok. Det blev svært, når alt blev hverdag. Det er vigtigt for mig at være fysisk tiltrukket af Jesper.
Objektivt skal jeg synes, at hans arme er pæne – lige meget hvor sur jeg er.”
Den værste oplevelse på Tinder
“Puha, jeg mødte en fyr, som efter en kort kaffedate inviterede mig hjem på middag til en lidt sølle menu med frosne rejer, slatten salat og en cola.
Bagefter satte han en voldelig film på, og det er jeg ikke til. Da jeg efterfølgende ikke ville se ham igen, blev han eddersur og krævede, at jeg betalte halvdelen af hans indkøb og min kaffe på cafeen. Så jeg indbetalte 66 kroner til hans konto.”
Den bedste erfaring
“Det er vigtigt at fokusere på det menneske, du går ud med. Slip det der med, at der venter en anden lige om hjørnet. Og pas på dit parforhold, når du har fundet en interessant partner, så det ikke bliver Tinder igen, så snart tosomheden bliver lidt besværlig.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 11. april 2019.