Forfatter Katrine Marie Guldager
© Les Kaner

Forfatter Katrine Marie Guldager: "Du må gerne være for meget. Det er dit liv, det er dig, der bestemmer”

Når noget prikker eller stikker til Katrine Marie Guldager, vender hun sig, så hun kan se det i øjnene på helt klos hold. Og så danser forfatteren sig til glæde og endnu mere samhørighed med sin mand

19. februar 2019 af Annamette Fuhrmann

Katrine Marie Guldager (51) er gift med Troels, som er elektriker, og mor til Rikke på 9 og Frederik på 6 år. Og så er hun forfatter. Blandt andet til Køge-krøniken. Katrine Marie Guldager er aktuel med romanen Bjørnen.

Kærlighedsliv

“Mit kærlighedsliv er tæt forbundet med mit danseliv. Jeg har altid elsket at danse. Især latinamerikanske danse, som jeg forelskede mig i allerede i mine 20’ere. Salsa, son og cha cha cha. Rumba er jeg aldrig blevet god til. Med to børn kommer vi ikke så tit ud, så i dag savner jeg virkelig at danse, for ikke alene er det god motion, det er også hyggeligt, og jeg danser gerne med min mand, som er god til at føre. Dengang jeg mødte ham, stod kvinderne i kø. Han var meget demokratisk anlagt og ville danse med alle. Både gode og dårlige dansere, unge og gamle. Hvilket selvfølgelig kun gjorde ham endnu mere tiltrækkende. Nu har vi været sammen i 12 år, og han har stadig det samme kærlige blik på mennesker af alle slags. Det elsker jeg ham for.” 

Privatliv

“Jeg har altid hæget om mit privatliv. For at beskytte det, men også fordi der en tendens til, at man synes, at forfatteren skal diske op med alt muligt privat. Man forventer nærmest, at vi er så selvoptagede, at vi griber enhver chance for at plapre løs om os selv. Men jeg er ikke sådan. Måske er jeg selvoptaget, men jeg har ikke et behov for at blotte mig offentligt. I dag er jeg mere åben, end jeg var før. Måske fordi jeg ikke skammer mig på samme måde, som jeg gjorde engang. Jeg har min egen familie, jeg er et andet sted. Engang skammede jeg mig over ikke at blive inviteret til familiefødselsdage, jeg skammede mig over, at min mor virkede så ligeglad med mig, jeg skammede mig over ikke at have kontakt til min søster. Men pludselig er der sket det mærkelige, at jeg er ligeglad. Følelsen af, om jeg er glad og tilfreds og noget værd, kommer i langt højere grad indefra.” 

Arbejdsliv

“Egentlig tror jeg ikke, at nogen, inklusive mig selv, havde forventet, at jeg skulle have et særlig glamourøst arbejdsliv. Min folkeskolelærer mente, at jeg skulle blive folkeskolelærer, og min gymnasielærer mente, at jeg skulle blive gymnasielærer. Dagen før jeg skulle ansøge om at komme ind på Københavns Universitet, vidste jeg stadig ikke, om jeg skulle læse dansk, spansk eller cand.polit. Så der var aldrig nogen fast plan. Jeg havde godt nok skrevet, siden jeg var 13 år gammel, men jeg vidste ikke, at man kunne blive forfatter. Jeg begyndte at læse cand.polit, men var ikke god nok til matematik og fik angstanfald. Min far døde. Hele bøtten vendte, og jeg begyndte at skrive. Da jeg startede på Forfatterskolen, var jeg så grebet af at skrive, at jeg blev fysisk dårlig, hvis ikke jeg gjorde det hver dag. Sådan har jeg det stadig.” 

Livsvidner

“Jeg har ikke mange livsvidner af den type, der har kendt mig hele livet. Det er selvfølgelig ærgerligt, men mit liv har slået nogle slag en gang imellem, og det har ikke altid været muligt at holde fast. Jeg tror godt, man ved, hvornår noget glider ud. Måske lader man, som om man ikke ved det, men selvfølgelig ved man det. I gamle dage tænkte jeg altid, at venskaber var for livet, i dag synes jeg, det hører til sjældenhederne. Men jeg er nok heller ikke en nem ven på den måde, at jeg ikke prioriterer venskaber særligt højt. I hvert fald ikke i denne periode af mit liv. Når jeg har skudt mig selv af på kontoret, tilbringer jeg resten af dagen med mand og børn, og så er der faktisk ikke så meget tilbage.” 

Livskraft

“Halvdelen af mit skoleliv tilbragte jeg på den lokale kommuneskole, og den anden halvdel gik jeg på lilleskole. Det var lidt af et skift. På den første skole følte jeg mig ikke specielt godt tilpas, men på den anden skole var vores lærere nøgne. Jeg har altid fundet den slags meget grænseoverskridende. Men det kreative, venstreorienterede middelklassemiljø var også meget inspirerende. Vi børn fik at vide, at vi bare kunne lave verden om, hvis vi ville. Der lå en enorm tro på børn og vores muligheder. Det er en livskraft, jeg har taget med mig fra det brune årti.” 

Livredder

“Jeg hører ikke til dem, der synes, det var særligt fedt at være ung. Jeg var heller ikke rigtigt god til det. Jeg kan læse mine breve fra dengang og være ude af stand til at forstå, hvem jeg var, og hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg tror slet ikke, jeg hang sammen som menneske. Men mine forældre havde virkelig også haft travlt med meget andet end mig. Jeg tror skam, de elskede både mig og min søster. De havde bare meget travlt med sig selv. Min redning var at gå i psykoanalyse og senere møde min mand, som elsker mig, som jeg er. Og som kan både se, høre og forstå mig.”

Livræd

“Tit skal du gøre netop det, du er bange for. Hvis du er bange for at være pinlig, skal du være pinlig! Er du bange for at virke for ivrig, så vær netop det! Kun sådan er du fri for egne og andres forventninger. Men selvfølgelig skal du ikke gøre noget, der bringer dig i fare eller gør, at andre mister tilliden til dig. Hvis du er bange for at gå tur alene midt om natten i en fremmed storby, kan der jo være en god grund.”


Livtag

“Når noget er svært, har jeg det med bare at kaste mig ud i det. Nogle forfattere går meget op i, hvordan de vil blive husket. Tænk, hvis de skriver en dårlig bog, som så er en skamplet på deres renommé? Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg er fuldt ud parat til at slå nogle skæve, og det har jeg også gjort, ha, ha. Jeg er ikke typen, der er så god til at vige uden om en udfordring. Jeg er på en eller anden måde nødt til at tage livtag med det, blive klogere og komme videre.”

Livsråd

“Jeg synes, Kim Larsens sange er fulde af gode livsråd eller pejlemærker. For eksempel: ‘Om lidt er her stille/ Om lidt er det forbi/ fik du set det, du ville/ fik du hørt din melodi?’. Gode spørgsmål. Og vel nærmest et råd til folk, der ikke ved, hvor de er på vej hen. Ellers vil jeg sige helt generelt, som en slags ‘one size fits all’-livsråd: Ja, du må gerne sige: Nej tak. Til alt. Du må gerne være for meget, og du må gerne grine højt. Det er dit liv, det er dig, der bestemmer.” 


Livvidde

“Jeg hører desværre til dem, der altid lige vejer fem kilo for meget, men sidste vinter smed jeg min badevægt ud. Jeg burde ikke have noget problem, for jeg elsker at røre mig, og jeg elsker at spise sundt. Men mit arbejde er stillesiddende. Så det er problemet. Men jeg kan ikke rigtigt gå så meget op i det mere. Jeg vil gerne være sund, for jeg vil gerne være her mange år endnu. Men vægten betyder mindre og mindre.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 2. 

Seneste

Måske er du interesseret i...