Jonna Pedersen (49)
- er gift og bor med billedkunstner og komponist Bjørn Eriksen.
- er billedkunstner, uddannet fra skoler i London og København. Og uddannet cand.negot.
- Jonnapedersen.dk
Hvor kommer du fra?
“Jeg er vokset op på landet i Lumby nord for Odense, hvor jeg i vores have havde et legehus, som jeg elskede højt. Her sad jeg alene i timevis med kreative projekter, tegnede, malede og lavede perler og trivedes i de rolige omgivelser. Når jeg tænker på min barndom, var det der, jeg var mest lykkelig.
Men jeg klarede mig også fint i skolen, og derfor gav det sig selv, at jeg skulle have en fornuftig akademisk uddannelse. Det kreative måtte få plads i min fritid. Jeg blev cand.negot. fra Syddansk Universitet, og efter en vidunderlig rejse efter min eksamen med rygsæk til Afrika tog jeg til Londons businessverden for at arbejde i tre år.
Og så blev jeg syg. Jeg kom hjem med stress i et omfang, hvor jeg måtte flytte hjem til mine forældre for at få hjælp til at spise og sove. I halvandet år var jeg så hårdt ramt, at jeg ikke kunne fungere i dagligdagen. Jeg kendte ikke mine grænser så godt dengang, og min stress udviklede sig til en depression.
Mens jeg langsomt kom til hægterne, tog jeg mit liv op til revision og forstod, at jeg skulle tage kunsten alvorligt. Jeg havde en gruppe veninder, som hjalp mig med at prioritere i mit liv. Dem er jeg umådeligt taknemmelig for at have.”
Hvor er du nu?
“Fra det øjeblik, jeg tog mine kunstneriske evner alvorligt og fokuserede al min tid på at skabe kunst, gik der et år, før jeg debuterede på Charlottenborgs Forårs udstilling! Siden har jeg udstillet mine værker i hele verden fra New York til Johannesburg, Amsterdam og Barcelona. Jeg er i gang med spændende kunstprojekter, og jeg hviler i mig selv på en helt anden måde.
Sammen med min mand, som også er kunstner, bor jeg i et lille hus i Rødovre, hvor vi har bygget et atelier til med god plads til alle vores kunstprojekter. Jeg har opkaldt vores atelier efter det legehus, jeg havde som barn.
Mit seneste projekt, som jeg har arbejdet på i tre år, hedder [Fone] og handler om, at vi ikke ringer til hinanden, som vi gjorde før. Vi kommunikerer på sms og mails i stedet, og i værkerne er jeg optaget af, om vi stadig når ind til hinanden, når næsten alt foregår på skrift? Min hypotese er, at der går noget nærvær tabt, og at vi går glip af noget vigtigt i vores kommunikation ved aldrig at høre tonelejer og pauser hos hinanden.
I malerierne indgår derfor gammeldags telefoner som kulturelle ikoner, der udtrykker en tidsånd, hvor telefonsamtaler skabte tætte relationer mellem mennesker.”
Hvornår er du gået din egen vej?
“Det gjorde jeg, da jeg valgte at fokusere på kunsten og opgav en traditionel karriere i forlængelse af min uddannelse. Jeg var jo begyndt på den tilsyneladende fornuftige vej, men jeg kunne mærke, at det reelt set fornuftige for mig var at følge mit kunstneriske kald. Selv om det kunne blive benhårdt. Og det er det i perioder. Men jeg oplever ikke, at jeg betaler en pris for at leve som kunstner.
Min økonomi svinger op og ned, men det gør mig ikke noget. Jeg har prøvet at tjene rigtigt mange penge og bruge lige så mange, og jeg savner det ikke. Det er de nære ting i livet, der har værdi for mig, mine venner og min familie, og de har heldigvis alle bakket mig op.”
Hvordan er du sgu din egen?
“Det er jeg sgu hele tiden! Jeg har min egen stil, går for eksempel i artwear, som jeg selv har designet med motiver fra min kunst. Jeg holder fast i min integritet. Jeg laver ikke værker, fordi det er mode, eller i forventning om, at de sælger godt. Jeg er blevet god til at fejre mine sejre.
Jeg arbejder meget med humor og dobbeltbetydninger. Humor i kunst kan lukke et alvorligt emne op. Det er så nemt at se alt med sorte briller, det kender jeg selv alt for godt, så omdrejningspunktet i min kunst er livsglæden.”
Hvad er det mest frigørende ved din alder?
“Jeg har oplevet flere kriser gennem livet. Stress, depression og også barnløshed. Da min mand og jeg var i fertilitetsbehandling, fik han midt i det hele stillet den alvorlige diagnose bipolar. Han havde det så skidt i den periode, at vi måtte opgive fertilitetsbehandlingen.
Det har været en sorg, jeg næsten ikke kunne være i. Men med alderen har jeg lært, at vi kan lære af smerte, hvis vi tør kendes ved den. Livet er både glæde og sorg, og min smerte kan lukke op til nogle kunstneriske lag. Min livserfaring er, at selv om der kan være turbulens, så kommer jeg igennem det. Og det er en frigørende følelse.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021.
