Du har garanteret engang forestillet dig, hvordan det ville være at flytte til en ferieø. Et sted, hvor havet er mere blåt, hvor sommeren varer længere, og livet virker mere enkelt? Måske er du stoppet op foran en lokal ejendomsmægler og har drømt om et hvidt hus med udsigt? Måske har du endda regnet lidt på drømmen? For de fleste af os stopper tanken nogenlunde der.
Men der er også nogle, som gør alvor af ideen om et andet liv.
Bettina Borg flyttede i 2017 med sin mand, Michael, til øen Poros i det græske øhav. Poros har 3.500 indbyggere og er præcis så varm, hvid, blå og langsom, som de fleste andre græske øer, der har undgået det store charter-rykind og kun har bådturister.
Parret driver deres firma, Fitness Consulting, fra Poros. De lever af at arrangere retreats med træning, sund mad og coaching for turister på øen. Michael har kastet sig ud i olivenolieproduktion, og tre måneder hver vinter tager parret til Danmark for at arbejde på deres gamle arbejdsplads med forskellige træningsforløb. Det løber fint rundt, og bortset fra nogle alt for stille måneder under corona-nedlukningen har Bettina ikke et øjeblik fortrudt beslutningen om at flytte sydpå.

40 år på stepbænken
For sagen er, at Bettinas liv i Danmark kørte af sted med hende i et usundt tempo.
“Michael kunne se på mig, at jeg var ved at være udbrændt. Jeg så det ikke selv. Jeg har altid elsket at arbejde, det har været min livseliksir, og jeg var i gang hver dag fra seks morgen og 12-14 timer frem. Jeg startede med at have klienter til personlig træning om morgenen, så pakkede jeg varer, fordi jeg solgte træningsudstyr, og sidst på dagen havde jeg tit foredrag og holdtræning. Jeg har skrevet bøger og uddannet instruktører, og det har været min passion,” siger Bettina.
Passion er godt, men efter knap 40 år med fuld fart i sportsskoene begyndte Bettina at føle sig træt. Alligevel sov hun rigtigt dårligt og døjede med højt blodtryk. Hun begyndte at blive nervøs for, at hun pludselig ville dratte om, helt flad på batterierne.
“Jeg kunne ikke finde ud af at skære ned herhjemme. Jeg måtte væk for at finde en anden livsstil, og selv om jeg til at begynde med afviste Michaels idé om at trække stikket og rejse sydpå, så begyndte jeg at forstå, at han havde ret. Jeg var udbrændt.”
Under en ferie til Grækenland i 2015 forelskede parret sig i Poros. Året efter blev huset i Danmark solgt, og 21. februar 2017 flyttede Bettina og Michael.
Ned i tempo
“Den første nat i Grækenland sov jeg for første gang i fem år syv timer i streg. Det var så godt for mig at stikke af,” siger Bettina og læner sig tilbage i stolen. Det sidste har hun i den grad lært i det græske, hvor alt tager længere tid end i Danmark.
For eksempel opretter man ikke lige et firma med NemID på en halv time. Det tog seks måneder, inden de relevante myndigheder havde sat deres stempler. Det tempo har Bettina lært at sætte pris på.
“Vi har et liv hernede, hvor vi kun arbejder et par timer om dagen, bortset fra de få uger med retreats. Resten af tiden tager jeg på vandring i området, havbader, læser bøger og ser serier.”

For Bettina har det været en lettelse, at alt er lidt mere gammeldags i Grækenland, og hun er stadig helt rørt over den modtagelse, hun og Michael har fået af de lokale.
“Her er så meget hjælpsomhed og kærlighed. Alle står i kø for at hjælpe os. Og det er godt, for jeg taler stadig ikke særligt meget græsk. Alligevel kender jeg alle og får næsten ondt i armen af at hilse på alle omkring mig.”
“En del af de mennesker, jeg snakker med om vores beslutning, siger, at det er fedt, men det kan de jo ikke selv. Men det kan mange altså godt. Vi har også børn i Danmark, vi har fået et barnebarn, mens vi har boet hernede, og det er da en pris at være væk fra dem, men jeg vælger at se det sådan, at det ikke tager meget længere for os at komme til Danmark, end det ville tage os at køre til Skagen fra Nordsjælland. Og vi får mange gæster fra Danmark."
“Min datter, min svigersøn og vores barnebarn har lige været her i tre uger. Så meget ville vi jo aldrig ses i løbet af en sommer i Danmark. Men selvfølgelig er det da et minus at være væk fra dem.”
Bettina og Michael sørger for at have aftaler i stride strømme i de vintermåneder, de tilbringer i Danmark, og efter november, december og januar i det nordlige er de helt klar til det græske klima igen.
“Jeg trives bare i godt vejr, og jeg regner med at blive en del ældre, end jeg ellers ville, med vores liv hernede.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 21 oktober 2021.
Bettina Borg (58)
-
er gift og mor til en voksen datter, bonusmor til en voksen søn og mormor til et barnebarn.
-
er direktør i Fitness Consulting og bosat på øen Poros i det græske øhav i Grækenland