Elin: “Får du et TAK fra mig, er du ikke i tvivl om hvorfor”

“Mit liv er blevet knap så selvfølgeligt, og derfor er min taknemmelighed for livet i sig selv og for dem, der er i det, blevet så meget større. Når jeg står ud af sengen om morgenen, tænker jeg tak, for jeg har været bange for, at jeg ikke ville kunne. Jeg er også taknemmelig for, at jeg stadig kan løbe, arbejde, og at min søn ikke skal gå rundt og tro, at hans mor skal dø. Den knude, jeg har i det ene bryst, er nu blevet reduceret nok af kemobehandlinger til, at den kan og skal opereres væk, og så skal jeg have 25 strålebehandlinger over fem uger for at forebygge spredning og tilbagefald.”

Elin ønsker ikke at udvande ordet tak ved at sige det hele tiden, ligesom hendes tak ikke følges med tårer eller store kram, men med en forklaring på, hvorfor lige den her handling har stor betydning for hende.

Stor taknemmelighed

“Det er det bagvedliggende, der bygger op til min taknemmelighed. Får du et tak fra mig, er du ikke i tvivl om hvorfor. Hverdagstakken, dem for god service eller opmærksomhed, falder mig nemt. Den store tak kan være svære at formulere, men også at kommunikere. Min dybfølte tak kan nærmest virke voldsom, for ‘gud, betyder det så meget for dig?’. Ja, det gør det faktisk! Ikke fordi jeg har dødsangst, men med en kritisk sygdom tæt på har jeg stillet spørgsmål til livet, som gør, at mit verdensperspektiv nok er lidt skarpere end andres.”

Den vigtigste tak var den, der faldt til lægen Iben på Rigshospitalets onkologiske klinik i marts. Dagen efter, at Elin måtte træffe en svær beslutning om at ændre i sin behandling, fordi de første tre kemokure ikke havde den ønskede virkning.

Ny kemotype

“Jeg var modløs, da jeg mødte ind til læge-samtale hos Iben, som ikke er min faste læge. Alligevel er hun helt vildt sød og nærværende. Hun anbefaler, at jeg skifter til en anden kemotype, og at jeg begynder allerede dagen efter. Hun er så omhyggelig i sin forklaring og sin åbenlyse omsorg, at jeg føler mig tryg ved valget og formår at fortælle min mor og søster det, uden at de bliver nervøse. Da jeg bliver gjort klar til behandling dagen efter, spørger jeg som det første efter Iben. Og i samme øjeblik træder hun ind ad døren af sig selv og siger, at hun lige kom forbi og ville se, hvordan jeg har det!

Jeg får sagt, at det er vigtigt for mig at takke for den samtale, vi havde dagen før. Hvad det betyder for mig, at hun tog sig tiden, men også for min mor og søster, som er ude at rejse. Iben bliver helt stille. Jeg kan se, at hun bliver rørt. Hun siger, det er hun glad for, at jeg fortæller hende. Jeg får helt klart fornemmelsen af, at det, der er vigtigt for mig, pludselig også blev vigtigt for hende.”

I et sygdomsforløb dur det ikke at være uvenner med sig selv, og derfor er Elin også opmærksom på at takke sig selv. “Det er en ensom rejse at være syg. Ingen kan tage min sygdom på sig eller dele den med mig. Min sygdom er min, og det må jeg deale med. Den ensomhed, der ligger omkring den, har betydet, at jeg skulle blive rigtigt gode venner med mig selv. Jeg har lært at være glad for de valg, jeg træffer – og sige til mig selv: ‘Det synes jeg sgu var o.k., det der’.”

En god støtte

Midt i ensomheden er der veninderne, der tager initiativ til fælles oplevelser, arbejdspladsen, der er fleksibel og støttende. Og en tak den anden vej fra en person, der følte, at Elin havde gjort en forskel.

“På en af mine dårlige dage gik jeg en tur og blev stoppet af en, der udbryder: ‘Gud, det er sgu da Elin’. Jeg genkender hende først, da hun fortæller, at vi har arbejdet sammen for omtrent 15 år siden. Og at jeg dengang skrev en mail til hende, som hun læser, når hun trænger til opmuntring. Hun blev så glad for at møde mig, fordi hun gerne ville fortælle, hvad det havde betydet for hende, at jeg havde været der på den måde. I hendes tanker er jeg kollegaen, der hjalp hende med at komme videre og få et job, og hende, der troede på hende og skrev i en mail, at hun var superdygtig og aldrig måtte glemme det.