Dy Plambeck: Jeg mødte en engel i sommeren ‘99

I sommeren 1999 fik jeg en flybillet

“Mine forældre gav mig en billet i studentergave, og jeg valgte at rejse så langt væk, jeg overhovedet kunne komme.

Jeg landede i New Zealand alene med hennarødt hår, en kæmpe rygsæk, ingen faste planer og blaffede mig vej fra Nordøen til Sydøen. Undervejs arbejdede jeg frivilligt på små farme og mødte mennesker fra hele verden. Jeg vandrede og overnattede på hostels af den type med væggelus og smålunkne lagner,” siger Dy Plambeck.

En morgen i Punakaiki

“I Punakaiki på vestkysten mærkede jeg en morgen en smerte i mit ene knæ. Jeg boede på et fyldt hostel, hvor der ikke var plads til, at jeg kunne blive, og der gik ingen busser væk den dag. Derfor begyndte jeg at gå i retning af den næste by, men det var svært med et knæ, der smertede, og min tunge rygsæk.

På et tidspunkt satte jeg mig i grøftekanten for at hvile lidt, og så standser en gammel, brun Buick med store forlygter ud for mig, og en høj mand i slutningen af 20’erne stiger ud. Jeg havde aldrig set sådan en mand før. Han havde skulderlangt, gråt hår og lysende blå øjne og virkede ret mærkelig. Han spurgte, om jeg ville køre med? Der sad jeg. 19 år og alene. Jeg var ikke helt tryg ved ham, men på den anden side ville jeg aldrig kunne gå de 30 kilometer ad rute 6, som jeg manglede. Jeg steg ind i bilen.

Det gjorde mig ikke mere rolig, da han sagde, at han ville vise mig havet og drejede ned ad en grusvej. Mit hjerte pumpede, mens vi bumpede gennem bushen. Da vi nåede havet, steg han ud af bilen og satte sig på en klippe. Jeg var vildt bange, men også underligt apatisk. Han spurgte, hvad der var galt med mit ben, og jeg forklarede ham det. Han lagde sin hånd på mit knæ. ‘It’s gonna be all right. It’s just pain’, sagde han, og så flyttede han hånden, og vi kørte videre ind til byen. Min smerte i knæet var væk,” siger Dy Plambeck.

Det er en sommer, jeg ofte vender tilbage til

“Måske vender jeg tilbage til den sommer for at overbevise mig selv om, at det virkelig skete.

Det var så kompleks en oplevelse. Jeg forestillede mig, at jeg skulle dø et sted på den grusvej. I stedet helbredte han mig. Det er jo ikke, fordi jeg vil anbefale nogen at gøre, som jeg gjorde. Faktisk er det en rigtigt dårlig idé at stige ind i en bil med en fremmed. Men det sker jo, og ofte når vi er unge og åbne, at vores frygt bliver mødt med godhed.

Jeg har en fornemmelse af, at min oplevelse dengang har styrket mit liv. Jeg har tit tænkt på de ord, han sagde helt nonchalant. Når ting har været svære, og jeg har haft tab eller været i kærestesorg, har jeg støttet mig til de ord. ‘It’s gonna be all right. It’s just pain’. Jeg føler lidt, at jeg mødte en engel,” siger Dy Plambeck.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 24. juni 2021.