“Jeg har kæmpet meget med min spiritualitet, fordi jeg var flov over den. Jeg syntes, det var pinligt at sige, at jeg lægger tarotkort, og at jeg tror på dem.”
Da tarotcoach Sofie Golodnoff hiver sine kort op af tasken på cafeen, hvor vi mødes, konstaterer hun selv, at det ville hun ikke have haft det godt med for fire år siden. Men ligesom kortenes udfald er mange og uforudsigelige, så er livet det også, og Sofie Golodnoffs liv tog en drejning, da hendes far, tarotmester Ulrik Golodnoff, døde pludseligt i 2014.
“Jeg fik lagt kort af min far, hvert år til min fødselsdag, fra jeg var stor teenager. Jeg husker det ikke, som om jeg brugte svarene til noget særligt, men min far var god til det, med nærvær og en fantastisk historiefortæller. Han læste mange bøger og gik op i reinkarnation og chakraer og fortalte mig, hvordan ting vibrerer forskelligt.
Det var gode stunder, og i dag kan jeg se, at jeg på en måde har været i lære hos ham hele mit liv uden at vide det,” siger tarotcoach Sofie Golodnoff.
Min fars Tarot ABC
Sofie Golodnoff har noget lidt andet og mere alternativt med i bagagen end de fleste fra sin årgang, og da hendes forældre, måske lidt mere gennemsnitligt, blev skilt midt i 1980’erne omtrent på samme tid som deres kobberbryllup, holdt de en kæmpefest, de kaldte kobbermisse.
“Da jeg tog på efterskole, flyttede min far til Langeland og helligede sig for alvor tarotkortene og skrev sin Tarot ABC. Ud over min far og de mennesker, der kom hos ham, og dem, jeg mødte, når vi var på krop-sind-ånd-messer, så var der ikke spirituelle mennesker i mit liv.”
Sofie læste arbejdslivsstudier på Roskilde Universitet, RUC, og troede, hun skulle leve af at skabe en masse sundt arbejdsmiljø i store virksomheder, men hun fandt ud af, at det sjældent er det, cheferne er interesserede i. Ofte endte hun i stedet med en masse papirarbejde.
“Jeg landede på for administrative stole og fandt ud af, at rekruttering og samtaler var det sjoveste, for det involverede mennesker. Vi har altid snakket utroligt meget følelser i min familie, og det ville jeg gerne bruge i mit arbejdsliv, så jeg uddannede mig til coach hos Sofia Manning i 2006,” siger Sofie.
Ikke det liv, jeg ville have
“Den store åbenbaring i min coachinguddannelse var, at du kan gøre noget ved din situation! Indtil da var jeg vokset op med at blive rummet som det menneske, jeg var. Uden krav.
I coachinguddannelsen lærte jeg, at hvis du tager dig sammen, kan du rent faktisk gøre noget ved din situation og det liv, du ønsker, frem for bare at hvile i et stort hav af accept. Det er dejligt, når du er barn, men som voksen kan du jo ikke sige til din chef: ‘Det er også, fordi jeg har sovet dårligt, at jeg ikke performer’,” siger Sofie Golodnoff.
I mange år brugte hun sin akademiske baggrund og coachinguddannelse i forskellige tidsbegrænsede projekter. Og kunne mærke, at hun savnede at arbejde med mennesker, der ønskede en dybere forandring.
“På kanten af mine 40’ere var jeg selv i opbrud og oplevede det som en ekstra udfordring, at jeg er vokset op i det spirituelle og forsøgte at forene karma og sjæl med at være akademiker og insistere på faglighed og videnskab. Når jeg så på mig selv, kunne jeg jo konstatere, at jeg, al min viden til trods, ikke havde fået det liv, jeg gerne ville have.”
Trak Skæbnehjulet
Sofies far dør pludseligt, 65 år gammel, i 2104. Fældet af et træ, han var ved at fælde. Som præsten sagde, så døde han, “mens han var allermest i live”. For ud over at være tarotmester elskede Sofies far at fælde træer og hugge brænde.
Efter sin fars død begynder Sofie at regne sit årskort. Det første år er hendes årskort skæbnehjulet.
“Skæbnehjulet er et statuskort. Og status på mit liv var, at jeg var gift, vi havde to små børn og boede i et byggeprojekt. Min mand var stresset, og min arbejdsopgave var ved at blive afsluttet, så jeg var samtidig på udkig efter et nyt job. Min konklusion var, at jeg havde fået malet mig op i et hjørne.
I ugen efter min fars død kiggede jeg på mit liv og sagde til mig selv: ‘Okay, Sofie, livet er så kort, og det er kun dig, der kan skabe det liv, du ønsker’. Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg endelig kunne tage en meget dyb beslutning om, at nu skulle der andre boller på suppen. Det nyttede ikke længere at sidde i sofaen og have ondt af mig selv og tænke: Hvorfor blev det ikke, og hvorfor er det ikke?”
Tarotkort som sorgbearbejdelse
Da Sofie Golodnoff forlader sin fars hus på Langeland, er det med hans gamle kort i tasken og et løfte til sig selv:
“Jeg ville tage det fulde ansvar for mit liv. Jeg ville være og leve præcis det liv, jeg havde lyst til. Jeg havde brug for at starte en ny dialog med min far gennem hans gamle kort.
Jeg husker, hvordan jeg havde hans bog og tarotkort med i tasken, så hvis jeg skulle puste ud i løbet af min arbejdsdag, kunne jeg låse døren til kontoret og trække et kort. Jeg brugte det til at håndtere mine følelser. Det var ren sorgbearbejdelse og min måde at sige: ‘Hey, far, hvad ville du sige nu, hvis du kunne tale?’. Og det kunne han, fandt jeg ud af. I starten mærkede jeg hans hånd på mit øre, når jeg satte mig med kortene. En varme, som om han var der for at sige: ‘Det skal nok gå, jeg er her’.”
Sofie Golodnoff begynder at trække et tarotkort hver aften, når børnene sover, og oplever en ro i at tage tiden til det og til sig selv og bare være åben over for, hvilket budskab kortene har til hende den dag.

Mange hårde kort
“Det var ikke en tid, hvor jeg var superglad, men jeg blev mere afklaret. Jeg fik et rigtigt godt projektjob, så der var ro på økonomien, og jeg fik overskud til at se, at min mand og jeg var nødt til at gå fra hinanden. Jeg måtte give slip på skilsmissebarnets drøm om at opfostre vores børn sammen.
Der kom mange hårde kort i den tid, men i dag kan jeg se, at årene op til skilsmissen, årene, hvor jeg prøvede at holde sammen på det hele og ligne en succes, var hårdere end den krise, min fars død og skilsmissen medførte. Jeg var i dyb krise, men jeg vidste, det kun kunne blive bedre.
Kortene hjalp mig til hver dag at kunne sige til mig selv: ‘Ja, det er hårdt, men ungerne har rent tøj, vi har spillet Uno, de har fået aftensmad, og nu er de lagt i seng. Du klarer alle de her ting, selv om du ikke er glad. Det skal nok gå’. Og så måtte jeg ligesom bare stå op hver dag og håbe på det bedste og finde små lommer af lykke,” fortæller tarotcoach Sofie Golodnoff.
Derfor arbejder jeg med tarot
“Efter min fars død holdt jeg stille og roligt op med at have en fast idé om, hvordan mine rammer skulle være for, at livet er godt. Jeg lod mig skille, for jeg kunne se, at det ikke fungerede, og jeg holdt op med at jagte job og spurgte i stedet: ‘Hvad vil du – hvis alt var muligt?’. Det er derfor, jeg i dag arbejder med tarot.
Der er mange, der har det som mål, at de vil være glade og lykkelige. Men hvorfor? Hvis det er så svært at blive det? Når du tillader dig selv at have de følelser, du har, og være med dem uden at dømme dem, så er de bare følelser.
Jeg tror, at smerte og ubehag er en hjælp til at lære vores styrke at kende. Når vi er utilfredse med noget, så får vi lyst til at gøre noget for at ændre det. Lader vi være, så får utilfredsheden lov til at gro og bliver på et tidspunkt til en smerte, vi ikke kan sidde overhørig. Selvudvikling er hårdt arbejde, fordi du er nødt til at se på de svære ting i livet,” siger tarotcoach Sofie Golodnoff.
Sådan virker tarotkort
De seneste år er Sofie Golodnoff lykkedes med at forene sine tre verdener.
“Da min far døde, var jeg splittet mellem tarotkortene, som giver alle svarene, og coaching, som handler om, at du selv skal finde dine svar, og min akademiske side, som gerne ville kunne forklare, hvorfor tarotkort virker. Jeg begyndte at holde foredrag, og i 2017 startede jeg mit firma, Tarotcoaching, hvor jeg forener det bedste fra disse verdener.
Ligesom min far vil jeg gerne tage det omrejsende tivoli ud af kortene. Det er ikke cirkus, men alvorligt ment. Spiritualitet er for mig ikke noget med tusind krystaller og ikke at kunne gå ud ad døren uden at trække et tarotkort, hvilket er den fordom, jeg er bange for at blive mødt med.
Tarotkort handler for mig om, at vi hver især skal tage os selv alvorligt og gøre vores ypperste for at finde vores eget lys, så vi kan sprede lys og kærlighed på jorden. Det gør vi ved at gøre os umage med at forstå os selv,” forklarer tarotcoach Sofie Golodnoff.
“I modsætning til psykologien og det, jeg har lært i min coachinguddannelse, læner tarot sig op ad en idé om handlemønstre, som er så dybe i os, at det kan diskuteres, om de er karma.
Du kan ikke bare ændre dine tanker og dermed dig selv fra den ene dag til den anden, og gå fra at være en genert pige til en højtråbende kvinde på barrikaderne. Deri ligger begrænsningen i coachingen. Det tager tid at ændre sig selv. Når vi får at vide, at vi kan alt, hvad vi sætter os for, hvad sker der så, når vi ikke lykkes?
I coaching alene kommer vi let til at føle os som en fiasko, fordi det er vores eget ansvar at lykkes, og dermed vores egen skyld, hvis vi ikke gør. Det er der, jeg synes, kortene og coachingen kan noget sammen: Kortene viser dine vilkår og udgangspunkter. Har du ikke alene skyld eller ansvar, er det nemmere at finde selvkærligheden og sige: ‘Jeg vil gerne overkomme den her udfordring, jeg accepterer, at jeg ikke nødvendigvis kan ændre det helt, men jeg kan arbejde med det og komme et sted hen, hvor jeg bedre kan håndtere det’,” siger Sofie Golodnoff.

Færre bekymringer og selvbebrejdelser
Sofie Golodnoff har brugt tarot og coaching til at finde den rette vej. Også for sig selv.
“Før min far døde, havde jeg mange bekymringer og havde overvejende et negativt livssyn. Det har jeg ikke længere. Jeg kæmpede med en tomhed, som handlede om, at jeg vidste, at jeg ikke beskæftigede mig med det, jeg skulle – men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det skulle være tarotkort. Kortene har hjulpet mig til at se lyset. Se mulighederne.
Jeg har nu i mange år været på en rejse mod et liv, der er mere bekymringsfrit, med færre selvbebrejdelser, og hvor jeg oftere oplever hverdagsmagi, fordi jeg er til stede der, hvor jeg er. Tarotkortene hjælper mig til at skrue ned for selvkritikken. De er i virkeligheden et kommunikationsredskab til dialogen mellem vores intuition, vores indre lyskilde, vores krop og vores intellekt. Og når der kommer større overensstemmelse mellem det, du ønsker, og det, du gør, knytter du et venskab med dig selv via kortene.
Og det er det, tarotkortene kan, som intet andet kan. Det er et arbejde, du selv udfører – en hjælp fra dig til dig.”
Sofie Golodnoff (45)
-
er single og mor til Emmy på 15 og Vera på 13 år.
-
er tarotcoach, uddannet coach hos Sofia Manning og har læst arbejdslivsstudier på RUC. Tarotcoaching.dk