Derfor er veninder uundværlige

Sådan startede vi:

Mia Medine Sofie Petersen og Merle Celíe Krog er jævnaldrende og voksede op i samme by. De gik i samme klasse fra 7. til 9. stort set uden at tale sammen. Det krævede en tredjepart at føre dem sammen som 18-årige.

Mia: “Der var en pige i vores by, i Slangerup, som havde en idé om at samle en flok piger, som hun tænkte var søde og seje. Hun ville lave en loge, ligesom mange mænd og hendes større brødre havde. En loge, hvor vi skulle gøre det, mænd gjorde. Jeg kan huske, vi så Chippendales og bowlede.”

Logen forgik, men venskabet bestod, og i dag er Mia og Merle fortsat hinandens bedste veninder.

Da jeg efterlyste gode veninder til denne artikel, skrev Merle til mig: “Mia sender dig nogle ord”. De kom bare aldrig. Hvorfor forklarer Mia i dag:

Mia: “Jeg gik i stå, da jeg skulle forsøge at beskrive vores relation, for på en måde er den uforklarlig. Vi har ikke mødt hinanden gennem en fælles interesse eller klub. Der er ikke noget ydre, der holder os sammen og giver os indhold. I virkeligheden havde vi måske nul ting til fælles, men det var slet ikke noget, vi tænkte over. Og det er også uvæsentligt, føler jeg, for det var mere den her følelse, som jeg ellers kun kender, fra når jeg har mødt en potentiel kæreste og tænkt: Det her kan bliver rigtigt godt. Fordi man har nogle fælles værdier og bare føler helt vildt meget kær lighed, og at man aldrig kan få nok af hinanden. Vi har gået mange faser igennem, og jeg tror, vi har flere værdier til fælles i dag, end da vi mødte hinanden.”

Var det kærlighed ved første blik?

Merle: “Jeg kom ind i Mias klasse i 7. klasse.”

Mia: “Men vi var teenagere på hver vores måde. Må jeg sige det? Jeg var sådan en med fingeren oppe hele tiden.”

Merle: “Og jeg var en sur teenager, der efter nogle svære år med skilsmisseforældre bare var i oprør mod alt og alle.”

Mia: “Vi var meget forskellige. Du gik med Metallica T shirts, og jeg kan huske en dag, du sagde eller rakte fuck til læreren. Vi gik ud af folkeskolen stort set uden at have talt sammen. Vi havde hver vores faste gruppe, vi snakkede med.”

Merle: “Vi kom på hvert sit gymnasium, så der skiltes vores veje.”

Mia: “Indtil Cindy inviterede os begge med i den her loge, hvor vi blev sat i gruppe sammen om at skulle arrangere noget.”

Merle: “Der skete et eller andet den dag i bilen, hvor I havde shanghajet mig til at tage med til badminton. Jeg var ved at gå fra min kæreste, og du har senere sagt, at du var overrasket over, hvor åben jeg var om det i vores snak i bilen.”

Mia: “Det var ikke kærlighed ved første blik, men ved første ord.”

Merle: “Vi blev meget hurtigt bedste veninder. Vores forhold var meget tæt, stormfuldt og nærmest sådan lidt for elskelse. Jeg husker følelsen af at være helt glad i låget, og hvordan jeg glædede mig til at mødes med dig. Der blev ligesom tændt en gnist, når vi sås, og jeg kan stadig mærke, hvor glad du gør mig. Vi har de fedeste snakke, og jeg føler jeg mig ofte lidt snydt, når du skal gå. Vi tømmer aldrig hatten for emner at snakke om.”

Kan I være stille sammen?

Mia: “Hvis man sover sammen, så skal man jo være stille på et tidspunkt.”

Merle: “Det tror jeg godt, vi kan, men det er der ikke nogen grund til."

Med stor kærlighed følger store følelser. Også de svære, som efterfølgende kan være lige så svære at forklare som de gode. Da Mia mistede sin far som 26 årig, ramte det lige ned i den eneste periode, der har været, hvor Mia og Merle ikke var på talefod.

Hvornår er det svært?

Merle: "Vi har meget sjælendt konflikter, men der har været mere drama tidligere og også en periode, hvor vi ikke så hinanden."

Mia: “Da min far døde, havde vi ikke snakket sammen i nogle måneder.”

Merle: “Jeg kan ikke engang huske hvorfor!”

Mia: “Nej, men jeg kan huske, du flegnede ud i telefonen, fordi jeg spurgte til noget med din fødselsdag. Jeg er ikke vant til dramatiske konflikter i venskaber, men jeg tror, du havde en periode, hvor det hele var lidt sort/hvidt. Mine andre veninder kunne ikke undgå at lægge mærke til det og spurgte: ‘Hvad med Merle?’. Og jeg måtte svare, at jeg stadig elskede dig, men vi holdt en pause, fordi det var lidt for voldsomt.”

Merle: “Jeg ringede dig op og spurgte, om jeg måtte komme til din fars begravelse, og det er jeg virkeligt glad for, at jeg gjorde. Jeg tror nu, jeg var kommet, uanset om du ville have det eller ej, for jeg havde et godt forhold til din far. Vi har tit grint lidt af, at din far og jeg havde nogle fælles interesser og humor ...”

Mia: “... og samme stil i indretning.”

Mia: “Efter begravelsen havde vi en snak om, at det var for dramatisk en tid, når vi ikke engang var uvenner som sådan. Hvis nu det havde været en vigtig ting, der fyldte i vores forhold ...”

Merle: “Jeg kan huske, du sagde: ‘Jeg er ikke sikker på, jeg kan være din veninde mere, hvis det skal være sådan’. Da jeg gik derfra, var jeg meget bange for at miste dig.”

Hvad blev skelsættende for jeres voksne venskab?

Merle: “Jeg tror faktisk, den oplevelse blev det for mig. Også i forhold til mine andre relationer. Jeg tænkte over det så sent som i går, da jeg var sammen med min lillesøster. Det med at passe på hinanden og fortælle, at man vil hinanden og gøre sig umage med, hvordan man siger tingene, selv om man er rasende eller frustreret. Jeg har ikke altid været god til at sige tingene på en kærlig, fornuftig måde. Så det var nok et vendepunkt for mig, selv om jeg ikke har tænkt over det før nu. Men det er noget af det, jeg har lært af dig og vores venskab: At være mere konstruktiv og omsorgsfuld.”

Mia: “Jeg var ret imponeret over din indstilling til, at man er der for hinanden, når der sker noget vigtigt. Min fars død var hævet over vores relation, som ikke var god lige der. Og nu bliver jeg rørt, når jeg tænker over det."

Mia: "Dengang var jeg var mest i chok over min fars pludselige død, og du gjorde det, der er allervigtigst: Du var der. Uden at tænke over, hvordan vi ellers havde det med hinanden lige der. Det var der, det gik op for os, at vi også kan miste hinanden. Det kan jeg aldrig forestille mig vil ske. Vi fik kigget hinanden i øjnene og sagt: ‘Vi to, vi passer på hinanden’.”

Merle: “Stædighed er nok noget af det sidste, der kunne komme imellem os nu. Du er den, jeg snakker allerbedst med i hele verden. Det sidste års tid, hvor jeg har været igennem skilsmisse, har du været god til at sige: ‘Vi kan måske ringe sammen i aften. Vi kan bare lige kravle ind i kosteskabet og lige snyde os til at ringe sammen en halv time.”

Mia: “Det er ellers svært med tre børn. Så jeg sidder ude foran vaskemaskinen, mens der bliver kradset på døren på den anden side.”

Merle: “Du har også været virkeligt sød til at invitere mig med til alle jeres sociale ting. Og selv når jeg måske ikke lige har kunnet, så har det været dejligt. Jeg er aldrig i tvivl om, at jeg er i dine tanker. Og du er i mine flere gange i løbet af en dag.”

Mia: “Jeg bliver urolig, hvis jeg ikke har været i kontakt med dig i nogle dage. For er du nu o.k.?”

Når noget sker

Selv om det er svært at forbinde stilhed med de to veninder, der aldrig får talt færdigt, så dyrker de også noget så indadvendt som yoga sammen. Merle er helt naturligt instruktøren, efter at hun har taget en yogauddannelse sideløbende med sit grafikerjob, som hun var sygemeldt fra i to måneder, for tre år siden. Dengang stod Mia ved Merles hoveddør dagen efter med en bog og hjemmebagte boller. Og stor forståelse.

Mia: “Der skete også noget med dig i den tid. Det var der, du fandt forbindelsen mellem krop og følelser gennem yoga. Du er jo enormt stærk og blev hurtigt mega god til det. Du fik en anden ro!”

Merle: “Det var en kæmpelivskrise, hvor Mia var der helt vildt meget. Terapien og medicinen hjalp lidt på min stress, men det var takket være yogaen jeg kravlede op igen både fysisk og mentalt. I takt med at min krop blev stærkere, blev mit sind det også. Ud over yoga, så sender vi også hinanden ord og sætninger, der er gode at blive min det om.”

Er I for altid?

Merle: “Ja, vi har allerede planer om, at vi på sigt vil lave workshops for unge piger, med selvværd og yoga på programmet. Jeg står for yogaen, og Mia støtter de unge piger igennem samtaler og udviklings øvelser, som styrker selvværdet. Vi skrev sammen om det for noget tid siden. Og du svarede: ‘Giv mig lige et par år mere, så jeg kan være væk en uge’. Men mindre kan altså også gøre det.”

Mia finder et foto frem på sin telefon, det viser en julegave fra Merle: Et optryk af et maleri af to krumryggede gamle damer arm i arm.

Mia: “Det hedder Vi stikker af. Det er jo os to på vej væk fra plejehjemmet. Den ene mere krumrygget end den anden. Så skal vi spise mere god mad og gå ture. Og snakke! Vi må bare ikke få en sygdom, hvor vi ikke længere kan sige noget.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli, 2022.