Linda blev enke. Læs hendes historie

Billedet er indkøbt til artiklen og forestiller således ikke Linda.

Linda blev enke som 34-årig, da hendes jævnaldrende mand pludseligt og øjeblikkeligt døde, og hun stod alene med deres lille dreng. Hun har sovet med militærstøvler på lige siden. Men hun er også blevet frygtløs, for hvad er det værste, der kan ske? Det er jo sket. Næsten.

“Hvert år når mine drenge har fødselsdag, så fejrer jeg samtidig, at der er gået et år mere, uden at jeg er død fra dem. Et år mere, hvor jeg var sund og rask, og det er godt – for dem og for mig.

Simon og Lukas er i dag ni og tre år, og min fremdrift går ud på ikke at dø, før de kan klare sig selv. Det er ikke, fordi jeg er bange for at falde om i morgen, men fordi jeg ved, at det kan jeg rent faktisk gøre. Efter at Simons far, min mand Gert, døde pludseligt for syv år siden, er det blevet realistisk for mig, at det kan ske.

Som mor har jeg sådan en 365/24/7-ordning. Den er superfed, og jeg er rigtigt glad for at have den, men den giver jo nogle vilkår i mit liv, som jeg er nødt til at forholde mig til, når jeg tænker økonomi, job, kommende parforhold, og hvordan jeg er mor. Jeg skal fylde det hele ud selv, fordi vi ikke længere er to. Det er ikke en klage, blot et vilkår, når den anden ikke er der længere. Noget sted. Overhovedet.

Ingen afsked

Nogle siger, at det værst tænkelige er overgået mig, men i dag kan jeg svare: ‘Nej, det er det ikke’. Jeg har mistet min kærlighed, men os, der har mistet, kan rangordne, hvad der er slemt: Nummer et er børnene. Jeg ved ikke, om jeg kan klare, hvis der sker noget med mine børn. Det andet er, hvis der skete noget med mig. Og så er det tredje, at Gert døde. Over årene er det gået op for mig, at det faktisk er nede af listen. Det øjeblik, hvor jeg mistede Gert, var det selvfølgelig det værst tænkelige, men det værst tænkelige er ikke overgået mig. Det værst tænkelige er overgået Gert. Han er død. Jeg er her jo endnu.

Vi flyttede til Thailand i 2007, hvor jeg var udsendt for Udenrigsministeriet. Gert havde barsel med Simon, som var bare seks måneder, da vi rejste. Der er denguefeber i Thailand, en sygdom, du ikke kan vaccinere mod, og som der er en ret høj dødsrate på. Jeg kan huske, at Gert og jeg havde det sådan, at Simon, han måtte bare ikke få denguefeber, og så jokede vi med, at var der en, der skulle have det, så var det Gert, for Simon var mere afhængig af mig end af Gert.

Da vi har været der i halvandet år, falder Gert om i træningscenteret af et hjertetilfælde. Han er død på stedet og uden forvarsel. Jeg får ingen chance for at tage afsked. Jeg har tænkt, talt og skrevet meget om sorg sidenhen og kan se, at sorgens karakter er afhængig af en masse ting, men blandt andet af om du får taget afsked. Det er virkelig svært at sige farvel bagudrettet, når ham, du skal tage afsked med, ikke længere er her.

Hjem igen

Da Simon og jeg kommer hjem fra Thailand to dage senere, er der to mennesker, som redder mit liv. Min lillesøster og vores nanny, See, som rejser fra sin egen datter på to år for at komme til Danmark i tre måneder. Hun kender os og vil ellers stå uden job, og hun vil rigtigt gerne. Det er ikke Simon, hun skal passe – eller det gør hun rent fysisk, når jeg er på arbejde, men det er mig, der har brug for at blive passet.

Sorgen overtager mig så meget i starten, at jeg ikke er mig selv. Jeg er ikke Linda. Jeg føler ikke glæde ved de samme ting, jeg gør ikke ting på samme måde. Jeg er ligeglad med det, der før var vigtigt. Sorgen er ikke noget, du kan glemme lidt eller lægge fra dig en gang imellem. Sorgen overtager dig fuldstændigt. Så stor en følelse er den.

Nogle siger, at sorg efterlader tomhed, sådan var det ikke for mig. Jeg har aldrig været tom for følelser. Jeg er fyldt med følelser, og for mig er sorg et kæmpe sammensurium af alle mulige følelser og kaos mere end tomhed. Jeg har et mentalt billede af, at jeg har stået på kanten til afgrunden af lutter savn. Forude lå det helt sorte, depression og menings- løshed. Jeg tror, at vi potentielt alle sammen kan tage skridtet og lade os suge ud i det, op af det. Jeg fik små smagsprøver, men jeg gik ikke derud, og langsomt begyndte sorgen at lette – for at komme lidt igen, lette lidt mere og komme lidt igen, og til sidst fandt den en mere stabil plads.

Klar til at bo alene igen

Jeg begynder at høre musik, se film og danse igen. Da See tager hjem, får min lillesøster job i København og flytter ind i min lille villalejlighed i Valby sammen med en veninde. Knap et år efter Gerts død er jeg klar til at bo alene igen. Faktisk har jeg det rigtigt godt, den dag de flytter. Det er forår, kan jeg huske. Simon fylder tre år og er en stor dreng, der skal begynde i børnehave. Sammen er vi klar til at stå på egne ben.

Der går mere end to år, før jeg holder op med at være Gerts kæreste. Det er ikke ved en særlig lejlighed, men mere noget, der sker med tiden. Det er meget udefinerbart, men der er et tidspunkt, hvor jeg mærker, at nu har jeg sagt farvel til ham. Jeg er single og Linda igen.

Bliver man en anden af at miste?

Ja, helt klart. Men man bliver også mere sig selv, nu med sorgen som en del af sit dna.

Da jeg har levet uden Gert i et års tid, be slutter jeg at skrive en bog. Den bog, jeg selv har savnet om at være den efterladte forælder og om tab, sorg, kærlighed og håb. En bog, som minder os om, at vi ikke er alene. Jeg interviewer ni andre efterladte om deres tab af børn og partnere. En af dem, Ole, møder jeg, mens jeg stadig selv er i relativt frisk sorg. Han har mistet sin unge kone syv år tidligere og fortæller, hvordan han er kommet videre og ikke rigtigt savner hende længere. Det er mærkeligt for mig at høre, og jeg tænker, om jeg også vil overleve så længe, at jeg når til et punkt, hvor jeg kan leve så upåvirket af det tab, jeg har været igennem?

I dag ved jeg, at det kan man. Du slipper ikke sorgen og savnet, men du placerer den et sted i dit liv, hvor den ikke længere er din primære dagsorden, men mere et livsvilkår. Som stadigvæk definerer, hvordan jeg kan og vil leve mit liv. For sorgen er fortsat en faktor i alle de valg, jeg træffer, og i den måde, jeg er mor på. Uanset om jeg vil det eller ej.

Når du mister, så mister du også lidt af dig selv, men du lærer også noget om dig selv og om, hvordan du egentlig reagerer, når du bliver sat for vildt under pres. Heldigvis fandt jeg ud af, hvor sindssygt stærk jeg er. Det føles nærmest som en urkraft, der træder frem, og jeg stoler i dag rigtigt meget på min evne til at håndtere svære situationer. Det var ikke sjovt, men jeg har klaret en af de sværeste situation er, man næsten kan forestille sig.

Sover med militærstøvler på

Gert og jeg havde talt om at få barn nummer to, og det blev på mange måder vigtigere for mig, da vores familie kun var Simon og mig. Jeg nærmede mig de 40 og mødte ikke lige nogen, der kandiderede til at blive far, og samtidig fyldte det meget, at jeg gerne ville give Simon en søskende og få en hverdag, hvor der skete mere, og der var flere, der bød ind. Folk har spurgt mig, om ikke det var en svær beslut ning at få et donorbarn alene? Nej, overhovedet ikke. Og så skete det i første forsøg.

I januar 2013 fødte jeg Lukas. Mange af dem, der bliver mødre med donor, skal først igennem overvejelserne, om de vil føde et barn til ikke at have en far. Sådan en konstellation havde jeg jo allerede, og jeg så, at det fungerede. Lukas var bare ikke en nem baby. Han sov ikke. Han ville være på arm hele tiden og var øre- og refluxbarn. Babytiden var ekstremt krævende, og jeg følte for alvor, at jeg kørte på nødbatteriet. Det var på grænsen af, hvad jeg kunne holde til, også fordi jeg var trist over ikke at kunne være der for Simon.

Jeg hyrede en au pair, og da min mor fortalte, at hun ville gå på efter- løn efter sommerferien, lettede det fra den ene dag til den anden. Det gik ikke over, men det blev bedre, og magien kom igen. Vi klarede den endnu en gang, ligesom jeg har sagt mange gange til Simon, at vi vil.

Jeg har katastrofescenarier kørende i hovedet hver dag, men også en helt klar mental plan for de fleste krisesituationer. En veninde har spurgt mig, om jeg altid sover iført militærstøvler? Og ja, det gør jeg. Jeg er klar til at gå i kamp, og det er jeg, fordi jeg har oplevet så mange gange at skulle det.

En psykolog har forklaret mig, at det kan være svært at droppe beredskabet efter at have været stresset og i krise i lang tid, for du opdager ikke nødvendigvis, når der igen er ro på, og du kan sænke våbnene. Hun opfordrede mig til at se efter, om det var sådan fat hos mig, men jeg sagde: ‘Det bestemmer jeg selv. Og jeg tager ikke de militærstøvler af’. Jeg har det godt med at vide, at jeg er klar, også selv om jeg ikke skulle få brug for det. Tænk, hvis jeg slækkede på kampudrustningen, og der så skete noget! Folk kan ikke fortælle mig, at jeg skal sænke paraderne, for det har vist sig i så mange situationer, at det er smart at have dem oppe. For mig er der en tryghed i det.

Ikke mere!

Hvis bare vi er sunde og raske i vores lille trekløver, kan vi klare det hele. På nogle måder nærmest mere. Som eneforælder er jeg alene om at tage alle beslutninger og kunne for eksempel søge og tage jobbet som leder af Handelskontoret i Taipei, Taiwan, for Udenrigsministeriet i 2014 uden at spørge andre.

I ugerne op til bliver jeg syg, og da vi skal vaccineres, har jeg så høj feber, at de ikke vil vaccinere mig, før jeg er blevet undersøgt. Jeg ryger på tropemedicinsk, fordi jeg lige har været i Taiwan for at finde bolig. Symptomerne passer ikke på noget. Men mine blodtal er usædvanligt høje, og de sender mig akut på kræftafdelingen for at få en rygmarvsprøve.

De har mistanke om leukæmi og fortæller, at kun en ud af 10 bliver ud- skrevet uden at få diagnosen. Simon bliver meget bange, da jeg fortæller ham det, men det er jeg nødt til, for vi er så nære, at han kan mærke alt på mig, og så har jeg den holdning, at sandheden er bedre end det, hans fantasi kan stykke sammen. Igen fortæller jeg ham, at vi nok skal klare det.

Det kan være, det bliver hårdt, men lægerne ved, hvad de skal gøre, og mormor er i nærheden. Sygeplejersken græder, da hun kommer ind på stuen og fortæller mig, at jeg ikke har leukæmi. De havde regnet med, at de skulle beholde mig på afdelingen og iværksætte kemobehandling allerede dagen efter. I stedet finder de ud af, at jeg har kyssesyge.

Vi når at bo i Taiwan i et år, før jeg vælger at tage hjem til Danmark, fordi Lukas ikke trives der. I dag prioriterer jeg at arbejde mindre.

Min mor er mine børns anden voksne. Hun kom ned til os i Taiwan, og hjemme er hun en meget stor del af vores hverdag. Især efter at jeg valgte at flytte hjem til Horsens i 2015. Jeg har tænkt meget over det med netværk, for hvad har vi egentlig af netværk, når det kommer til stykket? Hvad kan vi hjælpe hinanden med? Hvem kan jeg spørge: ‘Vil du tage begge mine børn, hvis jeg dør?’. I realiteten ingen!

Der er mange, der i kærlighed vil sige: ‘Selvfølgelig vil jeg det’. Men vi har jo alle indrettet os sådan, at vi reelt har meget lidt at give af i vores hverdag. Lige når der sker et dødsfald, så kommer folk til begravelsen og sender nogle sms’er, men hvem kommer hver eneste dag i det år, hvor du måske ligger i fosterstilling? De flestes mødre er der, men der kan alder, sygdom eller arbejde spille ind. Før min mor gik på efterløn for to år siden, kunne jeg ikke bare ringe til hende en mandag morgen, hvis mine børn havde kastet op hele natten.

Vi lever nu i travhed og struktur

Flere veninder har sagt: ‘Hvorfor ringede du ikke?’, da jeg var helt smadret af ikke at sove i Lukas’ første leveår. Men de har jo også alle sammen job, familie og forpligtelser, så ingen ville kunne tilbyde den hjælp, jeg havde brug for. Det er ikke en kritik af nogen, blot en konstatering af, hvordan vi lever vores liv med så meget travlhed og struktur, at det simpelthen er svært at give tid og have ressourcer til hinanden i krisetider.

Det samme gælder for mig selv, hvis mine veninder eller andre er i krise. Vores familiedefinition i Danmark er ret snæver. Jeg har boet

En psykolog har forklaret mig, at det kan være svært at droppe beredskabet efter at have været i Asien, hvor netværket er bredere, og familiemedlemmer som kusiner, onkler og bedsteforældre er stresset og i krise i lang tid, for du opdager ikke nødvendigvis, når der igen er ro på, og du kan sænke våbnene. Hun opfordrede mig til at se efter, om det var sådan fat hos mig, men jeg sagde: ‘Det bestemmer jeg selv. Og jeg tager ikke de militærstøvler af’. Jeg har det godt med at vide, at jeg er klar, også selv om jeg ikke skulle få brug for det. Tænk, hvis jeg slækkede på kampudrustningen, og der så skete noget! Folk kan ikke fortælle mig, at jeg skal sænke paraderne, for det har vist sig i så mange situationer, at det er smart at have dem oppe. For mig er der en tryghed i det.

Flere veninder har sagt: ‘Hvorfor ringede du ikke?’, da jeg var helt smadret af ikke at sove i Lukas’ første leveår. Men de har jo også alle sammen job, familie og forpligtelser, så ingen ville kunne tilbyde den hjælp, jeg havde brug for. Det er ikke en kritik af nogen, blot en konstatering af, hvordan vi lever vores liv med så meget travlhed og struktur, at det simpelthen er svært at give tid og have ressourcer til hinanden i krisetider. Det samme gælder for mig selv, hvis mine veninder eller andre er i krise. Vores familiedefinition i Danmark er ret snæver. Jeg har boet i Asien, hvor netværket er bredere, og familiemedlemmer som kusiner, onkler og bedsteforældre er en meget stor og nær del af hinandens liv. Jeg siger ikke, det nødvendigvis er bedre, men jeg har set det og tænkt meget over det.

Jeg står jo stadig

Sorgen har en dobbelthed. Den har gjort mig skrøbelig og frygtløs på en gang. Bortset fra, at jeg er bange for, at der sker noget med mine børn, så er jeg ikke bange for noget. Jeg har oplevet, at der kan ske noget helt forfærdeligt, helt uventet, men at jeg stadig står her. Og at livet er godt, og der stadig er glæde og solskin. Hvad kan jeg være bange for? Jeg er ikke bange for at miste job og penge eller for at blive gråhåret, eller at der er noget, jeg ikke når.

Nogle af mine veninder har det svært med at komme til mig og brokke sig over deres mænd, at barnet har børneeksem, eller at de har for mange deller på kroppen, men jeg forholder mig ikke til, om det er noget, det er i orden at være ked af. Hvis det giver dem bekymring, smerte eller angst, så skal det ikke holdes op imod, hvad jeg har oplevet. Der er et fællesskab i at være langt ude i sit liv og dele det. I dag kan jeg mærke andres smerte meget stærkere, og jeg synes, jeg har noget at give af.

Også til en eventuelt ny mand i mit liv. Ham har der ikke været plads til de seneste syv år. Selv hvis Gert kom ind ad døren og ville sove i højre side, som han plejede, så ved jeg ikke lige helt ... Jeg har brugt sindssygt mange tanker, bekymringer og følelser på at bygge mig og os op til at blive uafhængige, selvkørende og selvtilstrækkelige. Når jeg ønsker ham tilbage – for det gør jeg – så er det for hans egen skyld og for at være far for sine sønner.

Når der bliver plads til en ny mand, så skal han fandeme have hår på brystet for at kunne træde ind i det her. Dels fordi jeg er mig, men også fordi jeg har den pakke, jeg har. Jeg drømmer om en mand, som har lyst til, at vi er følelsesmæssigt forbundne, kender hinandens børn og har fæl- les oplevelser – uden at vi også deler vasketøjskurv. Lige nu er det stadig mig og mine drenge, men det kan godt være, det ændrer sig.

Selvfølgelig savner jeg en mand i mit liv. Den voksenomsorg, der er i at blive mødt af et voksent menneske, som interesserer sig for, hvordan min dag er gået. En, der ved, hvordan jeg har det. En, der synes, jeg er lækker, og lægger mærke til, når jeg bliver klippet. Jeg har levet rigtigt længe uden. De punktnedslag af dejlige mænd, der har været i mit liv de seneste syv år, har været på et løst plan.