Mette Dahm (42)
- er single og mor til Selma på 15 og Esther på 13 år.
- er selvstændig og i gang med at tage en instruktøruddannelse hos den hollandske kuldeguru Wim Hof.
“Da min mand, Dennis, døde for fire år siden i en ulykke, blev hele mit liv vendt op og ned. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var, eller hvad jeg drømte om. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men på trods af, at alt var anderledes, og jeg havde taget stilling til, at mine piger og jeg skulle have det maksimale ud af livet, så blev jeg alligevel blæst ind i et hamsterhjul igen.
Jeg skulle pinedød vise omverdenen, at jeg nok skulle klare mig, og mine piger måtte heller ikke være i tvivl. Men jeg var ødelagt indeni, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme igennem den første vinter.
Jeg hader vinter, og jeg hader mørke, og der var bare mørkt inden i mig. Men så begyndte jeg at vinterbade, og det ændrede mit perspektiv. Den daglige tur ned igennem skoven og ned i det kolde vand, som var det eneste, jeg kunne have fokus på, blev min redning.”
Vigtige ord
“Alligevel gik jeg ned psykisk for et års tid siden, jeg havde presset mig selv for hårdt med at være selvstændig og alenemor. Og der dukkede ordene op. Da ‘Stop pushing so hard on the door looking for happiness, it opens inwards’ flimrede på min skærm, gik det for alvor op for mig, at den der dør, den åbner altså indad. Nå okay!
Livet behøver altså ikke være en umulig kamp, det kan faktisk være ret let, hvis vi husker at åbne døren den rigtige vej.
Jeg bruger mine ord til at træffe bevidste valg og tage ansvar. Det handler om at centrere en gang imellem. Jeg tager et langt større ansvar for mit liv end tidligere, hvor jeg bare lod mig glide med. Jeg har solgt det hus, vi boede i, og er flyttet i noget, der er meget billigere, så mine piger og jeg får tid og rum til noget andet.”
Tilbage til naturen
“Da jeg begyndte at vinterbade, faldt jeg over den hollandske kuldeguru Wim Hof, som tror på, at vi mennesker skal tilbage til vores natur. Vi er kommet for langt væk fra vores natur, vi er for stressede, og vi trækker vejret for overfladisk. Vi skal ud og mærke os selv – gerne i ekstremer som is og kulde. Det er det, jeg kan og gør, når jeg vinterbader.
Kulden stresser kroppen, men jeg finder ro i det, og når jeg bader, så er det ikke sådan noget med hurtigt ned, hurtigt op. Jeg bliver i vandet, finder roen i kulden og fortæller min krop, at der ikke er fare på færde, mens jeg arbejder med mit åndedræt.
Det er teknikker, jeg kan bruge i alle andre situationer, hvor jeg mærker stressen. Lige siden jeg opdagede Wim Hof, har jeg drømt om at tage en uddannelse hos ham, og det gik jeg i gang med i februar.”

Mine ord vil følge mig...
“og de vil vokse sig meget større. Jeg er ikke blevet ordene endnu, men jeg er på vej til det. Det er som med alt muligt andet, du er på vej, men så bliver det mandag igen, du løber stærkt igen og glemmer dit fokus. Så vi skal hele tiden holde os for øje, hvad vi vælger skal have vores fokus.
‘Stop pushing so hard on the door looking for happiness, it opens inwards’ er kommet for at blive hos mig. Jeg kommer ikke til at skifte ordene ud. Tværtimod tror jeg, jeg vil komme til at leve mere efter dem, og jeg håber at give dem videre til mine børn, så de vokser op med den vished, at de har svarene og roen og kærligheden indeni dem selv.”
I min ordbog...
“står også en masse andre oneliners. Jeg kan godt lide, når noget kan siges meget enkelt, men stadig rører mig. Jeg har engang klippet en side ud fra Ud & Se, hvor Dronningen udtalte: ‘Jeg besluttede, da mine børn var seks og otte år, at jeg kan vælge at dø af skræk hver dag, eller jeg kan vælge at tro på, at alt nok skal gå’. Den hænger stadig på min væg.
Jeg har også længe holdt fast i sætningen: ‘Mod er ikke noget, du er født med, men noget, du øver dig på’.
Men med fare for at modsige mig selv, så tror jeg også mere og mere på, at vi nogle gange bruger alt for mange ord! I min proces efter Dennis’ død har jeg været igennem diverse krisepsykologer, andre psykologer og psykoterapeuter for at finde ro og svar på min frustration, men der skete bare først noget, i det øjeblik jeg holdt op med at snakke og i stedet fik hele kroppen og systemet med. Vi skal huske at bruge de ord, der virkelig betyder noget.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. august 2020.