Sådan føltes det, da min kæreste fik en depression

I det tidlige efterår 2017 var Peter i gang med at skrive på en bog om sin mor, der var psykisk syg og led af depressioner, og det var i den periode, jeg kunne mærke, at han blev mere og mere forknyt. En dag kom jeg ud på hans kontor i vores fælles hus med en kop kaffe og fandt ham begravet i sin mors sygejournaler. Han var fuldstændig mørk i blikket.”

Peter havde været til psykolog et par dage før vores planlagte fest. Han havde sagt, at Peter burde tage på psykiatrisk akutmodtagelse. Så vi gik en tur, hvor jeg spurgte: “Hvordan kan du bedst beskrive din tilstand lige nu?”. Han kiggede på mig, lagde hænderne på sit hoved, og så skreg han bare. “Sådan har jeg det indeni. Hele tiden”. Det var virkelig voldsomt. At et menneske, min kæreste, jeg gik rundt med til dagligt, som dyrkede yoga, købte ind, lavede mad og gik i biografen, havde det på den måde. Peter har senere hen sagt til sin ven Jukke, at det omgivelserne så af ham, måske svarede til to procent af, hvordan han havde det. Resten var skrigende angst.

Jeg blev ramt af en ufattelig ømhed overfor ham, og jeg var i tæt dialog dialog med både Peters psykiater, psykolog og ikke mindst venner om, hvorvidt Peter skulle indlægges. Der var ingen entydige svar på dette tidspunkt, og jeg havde stadigvæk en fornemmelse af, at jeg, i de aftenlysninger vi havde sammen, kunne hente ham hjem til sig selv. Jeg kan den dag i dag stadig ikke forstå, hvorfor jeg ikke fik ham indlagt, og jeg ønsker stadig, at jeg havde gjort det. Men jeg har siden erkendt, at det åbenbart var for voldsomt for mig at tage ansvaret fra Peter, når han selv var rædselsslagen ved tanken.”

Mistillid

“De første tegn på, at jeg ikke kunne hente Peter ud af mørket, dukkede op i Malaga i december 2017. Det var absurd, at vi var taget afsted, for Peter havde det virkelig dårligt. Men jeg tror, vi tænkte, at Peter havde brug for lys og luftforandring, og at vi havde brug for at få lidt ro på og være tæt sammen. De to første dage var fine. Efter omstændighederne. Men en aften på terrassen sagde Peter pludselig, helt stille: “Du er simpelthen så god af dig, Janne. Du gør så mange ting for mig. Men du skal vide, at jeg godt ved, at du har fundet en anden. Du er bare så sød, at du ikke fortæller mig noget, før jeg er blevet rask.”Jeg blev forvirret, men fik sagt: “Jeg ved, du er deprimeret og ikke føler dig værdig til at blive elsket. Det er fair nok. Men jeg er lige her. Og du slipper ikke for mig.”

Jeg vidste godt, at det største rædselsscenarie for Peter var, at hans nærmeste ville forsvinde. At han ville ende med at sidde i sit store hus helt alene. Jeg var klar over, at han tænkte: Hvor lang tid kan Janne holde til det her? Det er en tillidserklæring at fortælle sin kæreste, hvor syg man er. Men det ramte mig alligevel virkelig hårdt, at han troede jeg havde en affære og endda havde forestillinger om, hvem det kunne være.

Nytårsaften var vi ikke særlig mange. Og hele aftenen var præget af, at Peter var fokuseret på at skabe orden. Han var især utrolig optaget af, at der ikke var mere håndsæbe i dispenseren. Og selv om vi lavede et stort bål i haven, var der ingen, som havde en fest den aften. 

Et par dage efter nytår blev Peter voldsomt bekymret for sin økonomi og ville gennemgå den med mig. 

“Peter, der er ro på det næste års tid,” sagde jeg til ham, da vi kiggede på hans konti. “Vi kan fint leve af det, du har, og det, jeg har. Jeg har været lykkelig i en baggårdslejlighed uden bad.” Men Peter insisterede på, at jeg skulle have nummeret til hans bankrådgiver og hans advokat, og jeg tænkte undervejs, at han måtte have et helt utrolig stort behov for at få ine økonomiske bekymringer ud af hovedet for at få lidt ro. Til sidst virkede det, som om der faldt en vis ro over ham. Så gik der lige præcis én dag, før han over en kop kaffe sagde til mig: “Nu kender du jo til min bankkonto og mine koder. Nu kan du jo sådan set lænse mine konti. Du kan tage alle mine penge.”

Det blev vendepunktet for mig. Den nærhed, vi havde, den helt umiddelbare og instinktive reaktion, vi indtil da havde haft med at rette os mod hinanden, var truet. Der havde kilet sig en mistillid ind mellem os. En mistillid, der kun voksede sig større og større. For til sidst at gøre mig til Peters ultimative fjende.”

Min kærestes bøddel

“Peter er et meget overbevisende menneske. Meget rationel. Meget velargumenteret. Men i det, der viste sig at være hans psykotiske sind, var jeg interesseret i at overføre penge til min egen konto, som jeg kunne bruge på mig selv og min nye kæreste.

Jeg blev ikke smittet af Peters mørke, og jeg følte ikke, jeg var ansvarlig for det. Jeg blev ikke vred på ham, men følte først og fremmest omsorg. “Du har mistet forbindelsen til den her verden,” sagde jeg til ham. “Hvis du ikke har tillid til mig, har du jo ikke tillid til nogen. Hvem er så tilbage?”

Vi nærmede os dagen, hvor jeg skulle tilbage til arbejde efter en lang juleferie. Det var første gang, jeg tænkte, at jeg ikke turde lade ham være alene. Jeg koordinerede med hans venner, især Mos og Jukke, at vi skulle mandsopdække Peter.

Torsdag ringede Mos til mig. “Han skal indlægges nu. Vi kan ikke længere tage ansvaret for ham. Han kan nå at tage livet af sig selv, hvis vi ikke handler.” Mos, som ellers er et meget elskeligt menneske, talte meget hårdt til mig, og så kunne jeg mærke, at jeg gav efter. Mos, Jukke og jeg fortalte det til Peter et par timer senere. 

Det næste døgn var et af de sværeste i mit liv. Peter lod til at acceptere det, men som timerne gik, voksede hans angst. Børnene var stadig i huset, og jeg skulle forsøge at navigere i det her med at lave aftensmad, putte børn og hele tiden holde øje med, hvordan Peter havde det.

Da jeg skulle sove, forsøgte jeg at få ham til at lægge sig ind til mig. Det plejede at hjælpe, men jeg kunne slet ikke nå ind til ham. Han blev ved med at tale om, at jeg var i gang med at gøre ham til en zombie. At han var et offer, og at Mos, Jukke og jeg var bødlerne. Han var også overbevist om, at hans mor havde besat ham. 

Om morgenen kom Jukke og Mos, og det var Mos, der meget bestemt fik guidet Peter hen til bilen, mens jeg kørte. Jeg husker, at jeg aktiverede bilens centrallås, før jeg kørte ud af indkørslen. 

Da vi ankom til Riget, gik Peter som forstenet mod den lukkede afdeling. Jeg måtte ikke røre ved ham. Ingen måtte røre ved ham. Ingen måtte hjælpe ham. Da vi ringede på den grå dør, frygtede jeg det værste. Jeg kunne høre to døre blive låst op, før en smuk kvinde åbnede for os med et imødekommende smil: “Hej, velkommen til. Jeg hedder Tanja, og det her er den lukkede afdeling. Vi sætter os herind og drikker en kop kaffe, og så skal jeg nok fortælle, hvad der skal ske.”

Sygdommen taler

“Det var den vildeste oplevelse for mig, at et andet menneske tog over. Mine skuldre sank i det sekund. Jeg oplevede en stor forløsning den aften, og det gjorde Peter også. Vi var boblende lykkelige, og vi lå sammen i hans seng og grinede.

Da jeg var på vej hjem den aften, gik jeg hen til Tanja og sagde: “Du aner ikke, hvor stor en gave din imødekommenhed og venlighed har været for os i dag. Tak.” Hun lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Det er jeg glad for. Men du gør dig slet ikke begreb om, hvor syg Peter er. Husk, i de dage der kommer, at det ikke er din Peter, der taler, det er sygdommen.”

Da jeg kom næste dag med et tæppe, en kurvestol og nogle forårsløg, sagde Peter, ikke aggressivt, ikke vredt, bare helt udtryksløst: “Nå. Det er så dét, der er tilbage af Skovmosevej.”

Jeg kan se på mine sms’er, at jeg valgte at booste Peter med kærlighed. Jeg opdaterede ham om livet på Skovmosevej. Jeg sendte billeder fra vores dagligdag, så han kunne se huset og følge med i vores liv derhjemme. Jeg forsøgte at omslutte ham med kærlighed på et tidspunkt, hvor han ikke var i stand til hverken at tage imod eller give tilbage. Men det var eneste vej frem for mig. 

Peter var på det her tidspunkt helt væk. Han sad bare og kunne faktisk ikke sige noget. Han kiggede bare ned i jorden. En dag han var særligt kold, brød jeg fuldkommen sammen i armene på Tanja efter mit besøg. “Er det bedre for Peter, at jeg ikke kommer? Det virker jo direkte pinefuldt for ham.” spurgte jeg hende. “Du betyder alt for Peter. Men han kan ikke overskue noget som helst. Han kan ikke overskue, hvilken relation I har, og han er overbevist om, at han har mistet dig. Kom hver dag, men bliv bare ganske kort. Så kan du stille og roligt vise ham, at du findes i verden,” sagde hun til mig. 

Jeg arbejdede i det omfang det var muligt. Det var livgivende og meningsfuldt at fortsætte med at læse manuskripter og tale med forfatterne om deres arbejde. Det føltes som et frirum, og jeg havde en meget forstående og empatisk chef, Johannes Riis, som også var Peters redaktør.

Efter fem dage på den lukkede fik Peter en nabo, der virkede meget truende og aggressiv, og pludselig skete der det for mig overraskende, men også forløsende, at jeg ikke længere var Peter fjende nummer et i verden, men at naboen i stedet blev genstand for hans angst og vrede. Fra den ene dag til den anden fik jeg igen sms’er fra Peter, og næste gang, jeg besøgte ham, betroede han sig til mig om sin nabo. Fredag den 19. januar, hvor Peter havde været indlagt i en uge, sad vi og drak eftermiddagskaffe på hans værelse. Stemningen var mere lettet, jeg fik øjenkontakt med ham, og lige pludselig lagde han sin hånd på mit lår. Hold kæft, hvor jeg fløj. Efter Peters tredje elektrochokbehandling, vågnede han op og sagde: “Hej skat.”

Taknemmelighed

“Peter blev udskrevet efter omkring to måneders indlæggelse. Alle folk mødte mig med bekymrede blikke. Det var, som om, de forventede, jeg ville bryde sammen. Det var voldsomt for mig at opleve, og jeg kom i tvivl om, hvorvidt jeg var i gang med at fortrænge voldsomme følelser, så jeg opsøgte en terapeut. Det terapeutiske forløb udviklede sig til at handle om, hvorfor jeg ikke var brudt sammen undervejs? 

For det første havde jeg et fantastisk netværk i kraft af både Jukke og Mos, Peters ekskone, der tog sig af børnene, min familie, mine nære venner og ikke mindst personalet på den lukkede. Men jeg var alene om at opleve og følge, hvordan Peter havde det på den lukkede fra dag til dag og om at skulle navigere i forhold til at holde hans nærmeste orienterede om hans tilstand, fordi han de første uger kun måtte få ganske få besøg. Det ville have været meget naturligt at bryde sammen. Jeg tror, det holdt mig oppe, at jeg så Peter hver dag. Jeg oplevede den rejse, han var igennem. Mos afleverede ham jo på Riget og så ham ikke før flere uger senere. 

Da jeg først blev lukket ind igen af Peter, havde vi halvanden måned på Rigshospitalet, hvor vi genfandt hinanden. Vi sad på 12 kvadratmeter og nærmede os hinanden, talte og grinede. Jeg gik i en pårørendegruppe et års tid efter Peter blev udskrevet, og her talte mange om det her kærlighedsrum, som også kan blive intensiveret, når man er pårørende til en, der er syg. Det kræver naturligvis en gensidighed, for at det tillidsfulde rum kan opstå. Det er en væsentlig pointe, så det ikke bliver et skønmaleri at være pårørende. For det er det ikke, hvis du for eksempel bor med et menneske, der dulmer sin angst med stoffer og alkohol, og der er børn, du samtidig skal passe på.

Da først elektrochokbehandlingerne virkede, og Peter blev rask, fandt vi en taknemmelighed. Det er en meget central erkendelse for mig, at den forladthedsfølelse og den angst, jeg havde haft over, at jeg kunne have mistet Peter blev trumfet af følelsen af taknemmelighed: Over, at Mos fik ham indlagt. Over, at Peter blev indlagt et sted, de forstod ham. Og over den måde, personalet håndterede mig på. 

Når jeg bliver rørt, så er det faktisk over deres kæmpe indsats, varme og humor. De guidede mig gennem et landskab, jeg ikke kendte til. Måske lyder det mærkeligt, men det var forbundet med vemod, da vi efter to måneder skulle sige farvel til personalet og de andre indlagte.”

Familien skulle heles

“I de første par måneder hjemme var Peter fuld af anerkendende ord overfor mig. Jeg var simpelthen det mest fantastiske væsen på jorden. Indtil den dag kom, hvor jeg igen stillede ting tilbage i køleskabet på en lidt forkert måde. På mange måder var det godt at få hverdagen og min stærke kæreste, som også retorisk er en stimulerende diskussionspartner, tilbage. Men der havde indfundet sig en stor skrøbelighed og sårbarhed hos os begge, som var ny. Vi endte med at gå i parterapi for at blive klogere på, hvad der skete mellem os.

Min oplevelse var, at jeg stod meget alene i at forsøge at hele storfamilien. Peter havde behov for at rette sin energi mod dem, der for alvor var blevet ramt af hans sygdom, særligt hans børn. Han ønskede alenetid med dem, så de kunne få lejlighed til at genfinde hinanden på tomandshånd. Det var den klogeste og eneste rigtige beslutning. Da jeg gav slip på mit behov for at samle familien, skete der det fantastiske, at de gode, nære stunder kom gradvist. En dag, vi var samlet omkring spisebordet, sagde Aske til mig: “Hold kæft, hvor jeg hadede dig, da du var med til at indlægge far.” Jeg blev så rørt over, at han havde tillid til, at der var rum til, at han kunne sige det.

Siden da er relationerne i familien kun blevet tættere. Det tog tid at forstå hinanden og hinandens behov, for både Peter og jeg er mennesker, der er vant til at få det, som vi vil have det og stå fast på vores, men vi blev klogere, også på hinanden. Tænk at leve sammen med et menneske i 15 år og opdage, at der stadig er nyt at lære om den anden.

I år er første år, hvor jeg ikke har bidt mærke i datoen for hans indlæggelse for fire år siden. Vi har ellers markeret den dag hvert år. Fordi døden var så nærværende for os. Han kunne jo være forsvundet. Fra sig selv. Fra os. I dag er jeg ikke bange for, at Peter skal blive syg igen, jeg ved, at vi kommer igennem det. Jeg ved, at jeg vil reagere langt tidligere og indlægge ham langt før. At jeg ikke gjorde det dengang, har jeg haft meget svært ved at slippe. Jeg havde en naiv forestilling om, at det ville det være bedre for ham at være tæt på dem, han elskede. Det er først nu, hvor jeg har oplevet den lukkede afdeling, at jeg ved, at det er det rigtige, og jeg er Mos evigt taknemmelig for hans handlekraft. Og så er jeg taknemmelig for Peter, og jeg vender tit tilbage til tanken: “Tænk, han er her. Tænk, at vi findes for hinanden.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 5. maj 2022.