Louise Højland iført denimkjole.
Louise Højland (40)© Kåre Viemose

Da min far fik Alzheimers, lavede jeg en plakat med familiebilleder til ham

Louise Højland glemmer aldrig den dag, hendes Alzheimers-ramte far ikke længere kunne genkende hende. Men så fik hun ideen til Mine kære-plakaten, som blev et nyt udgangspunkt for samtaler, og som tog brodden af det svære.

21. juni 2022 af Louise Thorsted

I efteråret 2021 skrev Louise Højland til os:
“Min far har Alzheimers, og den ubarmhjertige sygdom tager ham fra os lidt efter lidt, dag for dag. Sygdommen sletter alt. Den fjerner ikke bare hukommelsen, den sletter alt, han var.” 

Louises far fik diagnosen i 2016. Hun husker det som en tid, hvor han havde mistet al interesse for sine fritidsinteresser, hvor han trak sig og blev stille, faldt i søvn i forsamlinger og for vild og ringede grædende hjem. Blandt andet. 

“Han kunne heller ikke finde rundt i dagene, han blev bange for sit eget spejlbillede, så alle spejle i huset blev dækket til, han snakkede sort snak og til mennesker, der ikke var der, og mistede empatien for andre. Han var konstant bange og fortvivlet, han stod op om natten og tog tøj på og gik og kunne sidde udenfor i kulden og vente på min mor i timevis.” 

Louises far og hendes børns morfar var ikke længere den sjove, glade far og morfar, som aldrig havde haft en sygedag fra sit job som slagteriarbejder, og som nu skulle til at nyde sin pensionisttilværelse.

En tabubryder

Louise skrev, fordi hun havde fået ideen til en plakat, en slags stamtræ, der hang først i hendes forældres hjem og siden over hendes fars seng på plejehjemmet, så hun og familien stadig kunne være en del af hans hverdag. Også selv om han ikke længere kunne huske dem. En plakat, hun tror, kan hjælpe andre i samme smertelige situation. En drøm, der fortsat lever, også selv om hendes far ikke længere gør det. Ham mistede hun i december 2021.

“Min far blev 74 år. Han skulle have haft mange år endnu, have nydt sine børnebørn og golf og ferier. Jeg vil aldrig glemme den første gang, min far ikke vidste, hvem jeg var. Jeg glemmer heller ikke den 10. eller 20. gang, for følelsen var den samme hver gang. Det gjorde ondt i mit hjerte. Min egen far kunne ikke huske mig ... min egen far!

"Jeg skulle håndtere min sorg både over, at min far havde glemt mig, men også over at se ham blive ked af det og flov, når han kiggede på mig og ledte efter relationen og navnet. Jeg var nødt til at hjælpe ham, så han skulle ikke udsættes for det, hver gang en glemt person stod foran ham. Jeg var og er nødt til at få en mening ud af, at min familie blev ramt af det her. Sådan opstod ideen til plakaten: Mine kære.”

Plakaten minder om de stamtræer, du eller dine børn sikkert har tegnet i skolen på et tidspunkt. Bare uden al pynten, træstammen, bladene og de snirklede rammer om hvert portræt.

Louise Højland
Louise foran plakaten, hun skabte til sin far.


© Kåre Viemose

En støtte for alle

“Vores demenskonsulent forklarede, at demente mister tråden, hvis det, de kigger på, er for stort, for fluffy og uoverskueligt. Derfor er plakaten helt simpel. Et stykke papir med billeder og få ord.” 

Plakaten blev en tabubryder og et støtteben i Louises fars sidste år. 

“Før plakaten kom op at hænge hos mine forældre, kunne deres gæster godt finde på at sige til ham: ‘Ej, du kan godt huske mig. Du ved da godt, hvem jeg er’. Og jeg kunne bare se på min far, at han ikke anede det, men kun blev rigtigt flov. Med plakaten blev det synliggjort, at han havde mistet hukommelsen, at det var der, vi var nu: Det blev mere legalt at snakke om elefanten i rummet, og plakaten blev en, venner og familie gik hen og kiggede på med min far."

"Da min far senere kom på plejehjem, fortalte personalet, at de sad og snakkede med ham foran plakaten, når han for eksempel fik mad. Sådan lærte de også os at kende. Og sagde han et navn, kunne de hurtigt gribe det og finde os på plakaten. Den hjalp helt til det sidste.”

Louise Højlands far studerer Mine kære-plakaten
© Privat foto

Jagten på løsninger

I dag står plakaten i Louises skab. Endnu bringer den mest tårer frem, når hun får øje på den. Fordi den netop fremkalder minder. Minder om nogle svære år, hvor hendes far forsvandt for øjnene af hende. Til gengæld lever ideen videre i en masse nye plakater med andres kære, som hænger ude i hjem, hvor deres kæreste glemmer. 

Efter to år med benspænd som corona og sprog har Louise lavet en aftale med svenske Fremkalla, som trykker plakaterne. Sammen har de besluttet, at alt overskud skal gå til forskning i Alzheimers.

4.300 likes på Facebook

“Jeg havde fulgt Fremkalla på Instagram i mange år, de gjorde det mest i at lave nogle fede plakater med en masse små Instagram billeder på. Jeg kontaktede dem, og de ville gerne være med. Da jeg lavede mit første Facebook opslag om, at nu var plakaten blevet til virkelighed, fik jeg 4.300 likes. Så mange følgere har jeg slet ikke. Over 600 mennesker kommenterede det. Der er også demensramte, der har rost den."

"Jeg er så glad for, hvis min families erfaringer kan være med til at gøre hverdagen nemmere i andre familier, for det var det, vi hele tiden jagtede, løsninger, som kunne åbne for snakke og lette tabuet og sorgen. Og så håber jeg, at plakaten kan hjælpe med at holde fast i minderne om de kære, bare lidt længere.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juni, 2022.

Louise Højland (40)

  • Er idémageren bag Mine kære-plakaten. Bestilles på Framkalla.dk.
  • Er kæreste med Jens, som hun har Victoria på 8 og Freja på 6 år med.
  • Er kontorfuldmægtig og fagkoordinator hos Midt- og Vestjyllands politi.

Du vil (garanteret) også kunne lide