Da Gro Caspersens tre sønner blev teenagere, lærte hun noget vigtigt om sig selv

Hvordan husker du din teenagetid?

“Jeg følte, at alle andre kunne finde ud af at leve det fede liv, mens der ikke rigtigt var plads til mig. Jeg følte mig forkert, og jeg kan huske følelsen af at sidde i mit kælderværelse og spekulere over, hvem jeg mon var, og samtidig holde øje med de gæster, der gik ind og ud hos nabopigen, der var mere populær. 

Jeg gik til fester, røg cigaretter og drak alkohol og virkede udadtil som en pige med gang i den. I virkeligheden var jeg ret umoden, pjækkede en del i gymnasiet og var useriøs med mig selv og mit liv. 

Jeg havde lidt konflikter med min mor, men ikke mange. Det havde jeg ikke mod til, tror jeg. Når jeg tænker tilbage, er det følelsen af at være forkert, der fylder mest i den periode,” fortæller Gro Caspersen.

Hvilke forventninger havde du til dig selv som mor til teenagere?

“Jeg tænkte meget over, at mine drenge skulle vide, at der er mange måder at tænke sig selv på i den alder. Jeg fortalte dem om mine egne tvivl og tanker fra dengang, og jeg gjorde mig umage med at nævne de ting, der ikke lykkedes for mig. Det gjorde jeg, så de ikke skulle føle sig alene, for der er en værdi i at kunne spejle sig i andre, som ikke er perfekte.

På en måde kan man sige, at jeg som voksen fik nogle samtaler med mine børn, som jeg måske skulle have taget med veninder, da jeg var ung. En dag sagde min ældste søn, Anders, til mig, at jeg vist havde været et mærkeligt barn. Der tænkte jeg: O.k., måske skal jeg også fortælle nogle andre historier efterhånden.”

Hvad er der sket med jeres forhold?

“De fleste teenagere vil helt naturligt distancere sig. Jeg fik at vide, jeg ikke måtte tale for højt, og der har været ting i skolen, jeg ikke blev inviteret med til. Jeg kan huske, at jeg i den alder lagde tøj frem til min far inden forældremøder, så han ikke var pinlig, og jeg tror, at de situationer, man genkender, virker trygge. Den slags har jeg kunnet grine af.

Men jeg kan også huske en angst for, at mine børn fjernede sig. En frygt for, hvad der ville ske med vores relation. Mine forældre var strikse, jeg skulle være hjemme på en bestemt tid og følte, at alt det spændende skete efter det tidspunkt. Derfor har jeg aldrig givet mine drenge tider. 

Jeg har stolet på dem og været opmærksom på ikke at overføre mine bekymringer til dem. Jeg har aldrig sovet helt roligt, når de var ude om natten. Først når jeg hørte døren eller kunne liste ned og se deres sko i entreen, slappede jeg af. Men det har jo været mit problem. Ikke deres.”

Hvad har overrasket dig undervejs?

“Hvor kloge børn er, når de selv får lov. Jeg hørte engang en psykolog sige, at der skal være plads mellem hegnspælene, vi må ikke gøre pladsen for trang. Så jeg har forsøgt at sige til dem, hvad jeg gerne ville have, og ikke så meget om, hvad jeg ikke ville have.

Da den yngste kom hjem og sagde, at han gerne ville prøve at ryge hash, prøvede jeg at spørge ind til hvorfor. Jeg forbød det ikke.

Tillid har været et kodeord. Og åbenhed. På et tidspunkt var de utilfredse med, at jeg altid lige satte dem til at gøre noget, når de kom ind i køkkenet, så i stedet fandt vi ud af et pointsystem, hvor vi fik point efter alle huslige opgaver, så alle hjalp lige meget til. Jeg slap for at være efter dem, og det fungerede.”

Hvad har du lært om dig selv?

“Jeg er fra barnsben blevet vaccineret med en kæmpe kanyle, der betød, at man er noget værd, hvis man gør noget. Man må ikke bare være og dovne på sofaen. Min yngste søn er meget dygtig til at ligge på sofaen og lave ingenting, og det har jeg lært noget af. Det er okay, at jeg ligger her. Det må jeg godt. 

Jeg kan stadig ikke se serier i tv uden at få dårlig samvittighed, men jeg kan godt se værdien i at kunne netop det. Jeg er helt sikkert også blevet en bedre lærer af at have tre sønner.

Laurits var meget genert som lille, og han fortalte mig, at når han skulle række hånden op, havde han det, som om han blev kvalt. Jeg har aldrig nogensinde derefter bedt elever om at række hånden mere op. Det kommer af sig selv, hvis man er tålmodig og venter.”

Hvordan er jeres forhold i dag?

“Jeg er stolt at det respektfulde forhold, jeg har til mine tre drenge. Et åbent, ligeværdigt og varmt forhold. Jeg er lykkelig over, at de gik gladere gennem gymnasiet end jeg. Da Anders var flyttet hjemmefra, skulle jeg besøge ham i København, så jeg foreslog at komme en weekend, og til det svarede han, at, nej, fredag til lørdag var nok. 

Den skulle jeg da lige sluge, men jeg tænker sådan på det, at det er fedt, at han tør sige det og kan markere egne grænser. Jeg har i øvrigt spurgt ham, hvad jeg skulle sige i denne artikel, og han svarede, at alle forældre skal huske at sige til deres børn, at de elsker dem. Hele tiden.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. september 2020.